Baggårdsbillederne

Forsvindingspunktanalysen

Fotoekspertpanelet foretog en såkaldt forsvindingspunktanalyse, der fik dem til at konkludere, at billederne efter al sandsynlighed var ægte. Hvad gik den ud på?

I en forsvindingspunktanalyse trækkes der linjer fra de punkter, der sender skyggen, til de tilsvarende punkter på skyggen, hvis de kan lokaliseres. Disse linjer skal gerne mødes i et fælles punkt, hvor de krydser hinanden, hvis de forlænges. Gør de ikke det, er billedet manipuleret.

En forsvindingspunktanalyse bygger på det, som de fleste kunstnere er bekendt med, hvis de skal male et billede med det korrekte perspektiv. Vi kender princippet fra fotografier af en jernbane eller en lang og lige landevej, hvor venstre og højre side løber parallelt med hinanden. Disse linjer vil til sidst mødes i horisonten eller uden for billedet, hvis man kunne fortsætte stregerne.

Vi skal nu forestille os, at solen skinner, og at vi betragter et træ, hvorpå der sidder flere fugle med spidse næb. Hvis vi tydeligt kan se skyggerne af næbbene på jorden, skal vi trække lige linjer fra alle næbbene til deres tilsvarende skyggepunkter på jorden. Fortsætter vi med at forlænge stregerne i lige linje, vil de til sidst mødes i et fælles punkt, hvis vi ser bort fra de helt lodrette og vandrette linjer. Grunden til dette er, at solens stråler for os optræder parallelt, da lyskilden befinder sig meget langt borte. Derfor vil de usynlige linjer mellem de punkter, der sender en skygge, og de tilsvarende skyggepunkter også løbe parallelt, og linjerne vil til sidst mødes i et fælles punkt, som kaldes et forsvindingspunkt i et todimensionelt billede af et tredimensionelt motiv. Mødes alle stregerne ikke, som de bør ifølge de fysiske love, ved efterforskerne, at billedet er manipuleret.

At analysere skyggerne i et billede er lidt af en videnskab, hvis motivet bliver belyst fra forskellige vinkler. Det er heldigvis langt nemmere at analysere et fotografi med et motiv, der bliver belyst af en enkelt lyskilde, hvis man vil tjekke, om billedet er manipuleret. Det samme er tilfældet med baggårdsbillederne, som kun bliver oplyst af solen.

Skal metoden være egnet til en analyse, må de valgte punkter med deres tilsvarende skyggepunkter dog have knivskarpe kanter. Men det var ikke tilfældet i baggårdsbillederne. Oswalds næsetip og punktet midt på overlæben er diffuse. Forudsætningen for en gyldig analyse er selvsagt, at man med millimeters præcision ved, hvor linjerne starter og slutter. Når ekspertpanelet derfor sagde, at det først og fremmest drog dets konklusioner ud fra en forsvindingspunktanalyse, er der al mulig grund til at betegne resultatet som usikkert.

Forklaring til illustrationen:

Af pladshensyn har jeg undladt at vise det meste af helfiguren, men under hvert beskåret billede kan vi se, hvor de fire forskellige linjer ender.

1. I billede 1 har jeg i figuren for oven indsat forsvindingspunktanalysen af 133-A, som fotoeksperterne udarbejdede for HSCA-udvalget.


2. Billede 3 viser en forstørrelse af Lee Oswalds hoved i billede 1.


3. I billede 4, 5 og 6 har jeg sat det samme billede ind, men i en bedre opløsning. Herefter har jeg trukket 3 farvede linjer gennem næsetippen og midten af overlæben og forlænget linjerne. Fordi jeg ikke kan se, hvor præcist på næsetippen udgangspunktet er, og hvor præcist på overlæben linjen skal trækkes igennem, har jeg valgt at gøre det i tre forsøg, som kan være lige gyldige.


4. I billede 2 er alle 3 farvede linjer overført til fotopanelets forsvindingspunktanalyse.


5. De fortæller os, at ingen af de farvede linjer rammer forsvindingspunktet der, hvor fotopanelet placerede det.

KONKLUSION: Forsvindingspunktanalysen kan derfor hverken fortælle os, om billedet er ægte eller manipuleret.