JFK’s fredsforhandlinger med Krustjov og Castro

Fredstalen

Til trods for politisk uenighed havde JFK erfaret, at både Sovjetunionen og Cuba ønskede at gå i dialog, og det var naturligvis langt at foretrække frem for en altøde-læggende atomkrig. Tanken om det sidste havde fyldt præsidenten med en følelse af dyb meningsløshed. Det kom til udtryk, da han den 10. juni 1963 holdt den berømte »Peace Speech« (Fredstale) under temaet: »Det vigtigste emne på jorden: fred i verden« ved en indledningsceremoni for »American University« på »John M. Reeves Athletic Center« i Washington D.C. Der er ingen tvivl om, at den mørke sky af frygt, der hang over ham og befolkningen under Cubakrisen, og det tunge ansvar, der blev lagt på hans skuldre i den forbindelse, havde gjort et uudsletteligt indtryk på ham. Talen appellerede til det bedste i mennesket, men han fik ganske givet mange fjender blandt politikere, militærfolk og den hårde kerne i CIA, der opfattede ham som svag, da ordene fra den tv-transmitterede tale lød:

» … Hvilken slags fred søger vi? Ikke en Pax Americana, der påtvinger verden krig med amerikanske våben. … Jeg taler om ægte fred. Den slags fred, der gør livet på jorden værd at leve. Den slags fred, der gør det muligt for mænd og nationer at ranke sig og nære håb og opbygge et bedre liv for sine børn. … Ikke blot fred i vor tid, men fred til alle tider. Jeg taler om fred på baggrund af den moderne krigs nye muligheder. Den totale krig giver ingen mening … i en tid, hvor et enkelt atomvåben indeholder næsten ti gange så megen eksplosiv kraft som de våben, der blev anvendt af alle de allieredes luftstyrker under anden verdenskrig. Det giver ingen mening i en tid, hvor de dødelige giftstoffer, der slippes løs ved en atomkrig, bliver spredt af vind, vand og jord til klodens fjerneste egne og til endnu ufødte generationer ... Alt for mange af os synes, det er umuligt. Alt for mange tror, det er urealistisk. Men det er en farlig, opgivende tro, der fører til den konklusion, at krig er uundgåelig - at menneskeheden er dømt - at vi er grebet af kræfter, som vi ikke kan kontrollere. … Lad os revurderer vores holdning til Sovjetunionen. … Vi bor alle på denne lille planet. Vi indånder alle den samme luft. Vi værner alle om vores børns fremtid. Og vi er alle dødelige«.

Ordene »Lad os revurderer vores holdning til Sovjetunionen« var sandelig en kontroversiel udtalelse i manges ører, men i Sovjetunionen og i Cuba blev talen modtaget med kyshånd. Det gryende håb blev dog brat slukket, da Krustjov og Castro modtog beskeden om, at Kennedy var død for en morders hånd i Dallas. Efter begravelsen skrev Jacqueline Kennedy til den sovjetiske ambassade i Washington og bad dem sende et brev videre til Nikita Krustjov, hvori hun takkede ham for at sende Mikoyan - der repræsenterede den sovjetiske regering - til sin mands begravelse. I brevet henviser hun til sin afdøde ægtefælles ønske om at bevare et fredeligt forhold de to lande imellem.

Fredsforhandlinger med Fidel Castro og Nikita Krustjov

Fidel Castro og Nikita Krustjov

Efter Cubakrisen tog JFK i dybeste hemmelighed skridt til at indgå fredsforhandlinger med Castro. Det fremgår af dokumenter, der blev nedklassefiseret i 1996, at både Kennedy og Castro ønskede at nærme sig hinanden. Først og fremmest fordi ingen af dem nogen sinde igen ville risikere at opleve et lignende mareridt som det, der fandt sted under Cubakrisen.

Der foregik også en løbende korrespondance mellem JFK og Nikita Krustjov, som vi i dag kan læse på internettet. LINK Den røber, at de begge var interesserede i at standse våbenkapløbet og den kolde krig, og de forhandlede også om en løsning på problemet med Cuba. JFK skrev således til Krustjov den 14. december 1962, at han var glad for at modtage hans brev af 11. december, hvori han gav udtryk for, at de havde nået den sidste fase i løsningen af »den cubanske affære«, og at dette ville få betydning for deres fremtidige relationer og for deres evne til at overvinde andre vanskeligheder. LINK Hans indsats bar frugt, da han den 7. oktober 1963 underskrev en traktat sammen med Storbritannien og Sovjetunionen, der indeholdt et forbud mod atomprøvesprængninger i atmosfæren i det ydre rum og under havet. LINK

Flere mener, at Castro havde et klokkeklart motiv til at myrde Kennedy, men »Fredstalen«, som præsidenten leverede, gav tværtimod Castro et håb om, at de to lande fremover kunne leve fredeligt sammen side om side. I marts 1963 gav JFK sin stab besked på, at de skulle begynde at tænke i mere fleksible baner med henblik på at få en dialog i gang med Cuba, og præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, McGeorge Bundy, mente endda, at USA skulle »lokke Castro over på vores side«, hvilket »ville være en mere vellykket politik end CIA’s hemmelige bestræbelser på at vælte Castro-regimet«. LINK LINK

JFK og Fidel Castro

James Donovan var en New York-advokat, der på vegne af Kennedy i 1962 forhandlede med Castro i Havana om løsladelse af eksil-cubanske og amerikanske krigsfanger, som blev fængslet efter USA’s mislykkede aktion i Svinebugten, og det lykkedes ham at vinde Castros tillid. I begyndelsen af 1963 beskrev han sine møder med Castro som »for det meste hjertelige og intime«. I slutningen af januar kunne han meddele præsidenten, at Castros læge og medhjælper, Rene Vallejo, »talte om at genetablere de diplomatiske forbindelser med USA«, og at Castro havde bedt ham om at rejse til Havana for at diskutere Cubas fremtid og internationale forbindelser generelt. LINK

I maj 1963 lykkedes det korrespondenten Lisa Howard fra »ABC News« gennem ambassadør William Attwood at få et interview med Fidel Castro, og hun meddelte herefter den amerikanske regering, at Cubas leder havde sagt, at en tilnærmelse var mulig, hvis den amerikanske regering ønskede det, og det samme fremgik også af flere af CIA’s efterretningsrapporter. Howard blev herefter et forbindelsesled mellem Havanna og Washington. LINK Nogle måneder senere skrev hun, at Castro i en otte timer lang, privat samtale endnu mere eftertrykkeligt end tidligere havde udtrykt ønske om at gå i dialog med USA, og hun skrev, at »i vore samtaler gjorde han det helt tydeligt, at han var klar til at diskutere: 1) sovjetisk, militært isenkram på cubansk jord, 2) kompensation for eksproprieret, amerikansk jord og andre amerikanske investeringer i Cuba, 3) spørgsmålet om Cuba som en base for kommunistisk, undergravende virksomhed på den vestlige halvkugle«. LINK Det vil med andre ord sige, at Fidel Castro var parat til at gøre store indrømmelser over for USA, som han i virkeligheden frygtede og havde mareridtsagtige drømme om. Kennedy, der også ønskede fred, gav den 20. september grønt lys til at kontakte den cubanske ambassadør i FN, Carlos Lechuga, med henblik på at gå i dialog med Castro.

Efter 43 år frigav »National Security Archive« et lydbånd fra den 5. november 1963, der gengav en samtale mellem præsidenten og McGeorge Bundy. Heri drøftede de muligheden for et hemmeligt møde i Havanna. Båndet afslører, at Castro havde inviteret William Attwood - som var rådgiver for den amerikanske regering i FN - til at komme til øen for i al fortrolighed at føre samtaler med henblik på at forbedre forholdet mellem de to lande. JFK foretrak dog, at de mødtes i FN-bygningen i al hemmelighed. Attwood lovede efterfølgende, at USA var villig til at lytte til, hvad Castro havde på hjerte, og han skrev i et memorandum, at bolden nu var givet til Cuba. LINK

Den 14. november fik Lisa Howard en hemmelig aftale om en telefonsamtale mellem Castros personlige udsending, Rene Vallejo, og William Attwood på plads. Den fandt sted fra hendes hjem den 19. november – tre dage før mordet i Dallas - og under samtalen nævnte Vallejo, at Castro var villig til at mødes med Kennedy. »National Security Agency« (NSA) overvågede imidlertid telefonsamtalerne, og CIA blev derved klar over, hvad Kennedy havde gang i. LINK(11:49) Samtidig sendte JFK gennem den franske journalist Jean Danielle et budskab til Castro om, at han havde en vis sympati for den cubanske revolution, og at han var villig til at ophæve handelsembargoen, hvis Castro til gengæld stoppede sin støtte til venstreorienterede bevægelser på den vestlige halvkugle.

Jean Daniel mødtes med Castro igen den 22. i samme måned. »Jeg fortolkede Daniels besøg som en gestus og et forsøg på at etablere en kommunikation, en bro, en kontakt«, var Castros kommentar hertil. Før han fik budskabet om mordet i Dallas, betroede han Daniel, at Kennedy kunne blive den største præsident i USA nogensinde. En leder, der omsider forstod, at sameksistens kan lade sig gøre mellem kapitalister og socialister, selv i USA. De to mænd sad ved den smukke strand i Veradero, da de blev afbrudt af en budbringer, der kom med det kedelige budskab, at Kennedy var blevet myrdet. Dette kom som et chok for Castro, og han var dybt berørt, da han vendte sig mod Daniel og sukkede: »Dette er afslutningen på din mission for fred. Alt bliver forandret fra nu af«. LINK

Det havde han ret i, for mordet i Dallas satte et brat punktum for de videre forhandlinger, da JFK for tid og evighed tog afsked med den verden, som han ønskede at øve en gavnlig indflydelse på. Det fører uvilkårligt til spørgsmålet: Hvad nu hvis? Hvordan ville verden have set ud i dag, hvis JFK ikke var blevet myrdet? Det kan vi naturligvis kun gætte os til, men med Johnson i Det Hvide Hus vedblev det anspændte forhold mellem Cuba og et USA, der forsøgte at spænde ben for øens økonomiske interesser, mens den fortsatte handelsembargoen. Det hjalp ikke, at Fidel Castro i februar 1964 sendte en meddelelse til USA's nye præsident gennem Lisa Howard, hvor han bad ham indtrængende om at genoptage de fredsforhandlinger, som fandt sted under Kennedy. LINK Men den 7. april 1964 gav Johnson dog ordre til at standse sabotageoperationerne i Cuba, da han havde opgivet at vælte Castro og i stedet for ville koncentrere sig om Vietnam. LINK

Fidel Castros tale efter Kennedymordet

Den 23. november – dagen efter Kennedymordet – holdt Fidel Castro en tale, der blev transmitteret på cubansk radio og tv. Han frygtede, at Cuba nu ville gå en usikker fremtid i møde, og han var fuldt ud klar over, at der eksisterede stærke kræfter i USA, der var mere optaget af at føre krig end af at arbejde for freden. Men han følte, at Kennedy havde forandret sig efter Cuba-krisen, og hans tale til sit folk i forbindelse med mordet på USA’s præsident var meget lang og vidner om, at Kennedys voldelig død havde gjort et stort indtryk på ham, og at han frygtede, hvad fremtiden ville bringe.

Han roste først Kennedy for at ville forsvare de sortes rettigheder. I Castros øjne kunne USA's internationale politik dog på ingen måde forsvares. Landet krænkede andre nationers rettigheder ved dets indblanding i deres indre anliggender. Han fordømte dets dominans, undertrykkelse, blodsudgydelse og dets alliance med de mest reaktionære sektorer i verden, der førte krig mod de mennesker, der kæmpede for frihed.

Han kunne naturligvis ikke sige, hvem der slog JFK ihjel, og om der var en sammensværgelse. Men han kom ganske givet tæt på, da han konkluderede: »Det, der skete i går, kan kun gavne de ultrahøjre- og ultrareaktionære sektorer, blandt hvilke præsident Kennedy og flere af de mænd, der arbejdede sammen med ham, ikke hørte til«. Her følger et mindre udpluk af talen:

»Der har til tider været større kampagner og stærke bevægelser i USA’s kongres, der pressede administrationen til at føre en mere aggressiv politik over for os. Mod alle disse kræfter på den yderste højrefløj i USA kæmpede Kennedy meget hårdt mod netop disse synspunkter. Vi har været ofre for en konstant fjendtlighed fra USA’s side. Og blandt de herskende og ledende mænd i USA har Kennedy et stort ansvar for disse begivenheder. Ikke desto mindre er nyheden om mordet på USA’s præsident en faretruende og dårlig nyhed. … Og nogle vil spørge: hvorfor? Hvorfor netop cubanerne, der har måttet tage imod så mange aggressive handlinger fra USA’s og fra Kennedy-administrationens side? … Vi cubanere [skal] være bevidste revolutionære, der ikke forveksler mænd med systemer. … Vi hader det imperialistiske system, vi hader det kapitalistiske system, men det betyder ikke, at vi hader mennesker som individer. En mands død - selvom denne mand er vores fjende - gør os ikke lykkelige. Det bør være vores holdning som et princip. I døden ender alt fjendskab. Vi bøjer os altid i respekt, når vi møder døden, selvom det er døden af en fjende«. «. LINK