Jeg vil indledningsvis oplyse, at billederne i Zapruders smalfilm var nummererede, og 313 viser det dramatiske øjeblik, da en kugle ramte præsidenten i hovedet. I det følgende sætter jeg et Z foran numrene, så ingen kan være i tvivl om, at jeg henviser til billederne i Zapruders optagelse af skuddramaet. 313 bliver således til Z313. Jeg vil også bruge Z-numrene som en tidsfaktor, idet 18,3 billeder i gennemsnit dækker over et sekund.
Auditiv startle reflex-analyserne
Da Zapruders under sit interview med Warrenkommissionen fik vist billede Z313, hvor præsidentens hoved eksploderede, havde han svært ved at holde tårerne tilbage. Han beskrev det kaos af tanker og følelser, der overvældede ham, da han blev vidne til katastrofen, på følgende måde: »Jeg begyndte at skrige: "De dræbte ham, de dræbte ham", og jeg blev ved med at filme, indtil han forsvandt under tunnellen – og jeg forstår ikke, hvordan jeg fik det gjort. Og jeg husker ikke engang, hvordan jeg kom ned fra betonelementet«.
LINK
Når et menneske, der står og filmer, bliver vidne til en sådan traumatisk hændelse, kan vi godt forstå, at vedkommende begynder at ryste på hånden. Men det var ikke det, som en analyse af Zapruders reaktioner - som vi også kunne kalde forskrækkelsesreaktioner - under skuddramaet handlede om, da nogle eksperter undersøgte filmen for HSCA ved hjælp af en såkaldt »auditiv startle reflex-analyse«, også kaldt en »jiggle-analyse«. De kunne med andre ord spotte, hvor på filmen Zapruder reagerede på pludselige, høje lyde, som efter alt at dømme var støj fra de skud, der blev affyret på Dealey Plaza, og som skyldtes ufrivillige muskelsammentrækninger, der fik Zapruders hånd til at give nogle lynhurtige og voldsomme ryk.
LINK
Om Auditiv startle reflex-analysen
Fotoeksperterne lagde stor vægt på »auditiv startle reflex-analysen« eller »jiggle-analysen«, fordi videnskabelige analyser har påvist, at forskrækkelsreaktioner på pludselig, høj støj er universel for normale, raske mennesker.
Mændene, som HSCA-udvalget hyrede til opgaven, var Frank Scott og William Hartmann. Fysikeren Luis Alvarez, der modtog nobelprisen i 1968, havde tidligere undersøgt Zapruders film ved hjælp af »auditiv startle reflex-analysen« og udgivet en artikel om emnet i »American Journal Physics« i 1976.
LINK
LINK
Det fik »CBS News« til at indgå en aftale med fysikeren Charles Wyckoff om at lave en lignende analyse for dem. Han benyttede sig af den samme fremgangsmåde som nobelpristageren, og de to var stort set enige om, hvor på filmen Zapruder reagerede på høje lyde. Begge mænd fik dog ikke udleveret de første og sidste billeder af Zapruders film, som var tilgængelige for Frank Scott og William Hartmann.
Hartmann havde arbejdet som fotoanalytiker i det amerikanske luftvåben på universitetet i Colorado. Han havde også været assisterende professor på »Luna and Planetary Laboratory« og seniorforsker på »Science Institute of Scientific Applications Inc«. Desuden havde han en bachelorgrad i videnskab inden for fysik, geologi og astronomi og var medlem af »American Astronomical Society«.
LINK (SIDE 4)
Denne mand begrundede for det første vigtigheden af analysen med, at psykologiske eksperimenter havde bevist, at det er et universelt, menneskeligt træk at reagere hurtigt og ufrivilligt på pludselig støj. For det andet var et filmkamera som Zapruders særdeles egnet til at teste en reaktion, fordi fotografen forsøgte at holde kameraet stille, så enhver bevægelse ville forårsage en forstyrrelse. For det tredje var skuddene på Dealey Plaza høje og skræmmende nok til at give en heftig reaktion.
LINK (SIDE 5)
Han havde selv været der for at teste lyden fra en Mannlicher-Carcano riffel, der blev affyret ind over området, så han vidste, hvad han talte om. Han pointerede også, at han i sin analyse af filmen kun hæftede sig ved pludselige forandringer af billedernes kvalitet til det værre, fordi det tydede på, at en høj lyd havde fået Zapruders muskler til ufrivilligt at trække sig sammen.
Mændene mente ikke overraskende, at det især var interessant, når alle tre registrerede uregelmæssigheder, der optrådte samtidigt. Hartmann gjorde dog HSCA-udvalget opmærksom på, at analyserne af Zapruders bevægelser ikke kunne bevise – når de stod alene - om der blev affyret skud, for han kunne i teorien have reageret på noget, der stammede fra andre lydkilder. Men hvis der på de billeder, hvor graferne viste et pludseligt og markant udslag, også var visuelle antydninger af, at et skud blev affyret, kunne analysen være nyttig til at identificere skud.
Det følgende er vigtigt at forstå
»Auditiv startle reflex-analysen« handlede ikke om, sagde Hartmann, hvorvidt Zapruder havde vanskeligheder med at stille skarpt og manøvrere kameraet, eller om han rystede på hånden af nervøsitet. Det interessante opstod, når billederne røbede, at en kraftig reaktion fandt sted usædvanlig hurtigt. Jo stejlere kurven i grafen - som han i den forbindelse udarbejdede - var, jo hurtigere var Zapruders bevægelser, og jo mere sandsynligt var det, at han havde hørt et skud.
Hvis graden af uskarphed forblev den samme i flere billeder i træk, var det ikke et tegn på, at der var sket noget usædvanligt, forklarede han også.
Kort fortalt: Hartmann målte blandt andet pludselige ændringer af længden af punkterne af højglans på limousinen. De var generelt små og runde på de skarpeste billeder, sagde han, og meget langstrakte på de billeder, der var blevet sløret af kameraets bevægelse.
Frank Scott målte de lodrette og vandrette baggrundsforskydninger af motiver, der ikke var i bevægelse, fra det ene billede til det næste.
LINK
Luis Alvarez og Charles Wyckoff undersøgte først og fremmest vinkelaccelerationen for at adskille almindelige uskarpheder fra ægte forskrækkelsesreaktioner. Kriteriet for at konkludere, at der var tale om en forskrækkelsesreaktion, fremhævede Alvarez, var ikke pletternes længde, men derimod forskellen i længden af pletterne mellem tilstødende billeder.
Eksperterne oplyste, at forsøg har påvist, at vi mennesker reagerer efter det, som svarer til 3-6 Zapruderbilleder, eller 0,16 - 0,33 sekunder.
De fleste uskarpheder i Zapruders film skyldtes først og fremmest panoreringsfejl, og derfor var det en sag for kvalificerede fotoeksperter at adskille dem fra tegn på ægte forskrækkelsesreaktioner. Hver ekspert satte sine egne grænser for, hvor stor en reaktion skulle være for at være synlig i kurverne på de grafer, som de udarbejdede. Mindre krusninger i kurverne betød, at Zapruders hånd kun rystede ganske lidt. Vi skal også være opmærksomme på, at der, hvor en ægte forskrækkelsesreaktion blev spottet, blev den ofte efterfulgt af en serie af bevægelser i kurverne. Af samme grund kunne det være vanskeligt eller umuligt at afsløre det sidste af to skud, hvis de blev affyret næsten samtidigt.
Du kan finde Hartmanns redegørelse for analysen til HSCA-udvalget ved at følge denne link:
LINK
Konklusion
Konklusionen, som Hartmann og Scott i enighed drog, var følgende:
- »Der var to udtalte serier af rysten eller uskarphed på Zapruder-filmen. Billederne 189-197 var en tidsperiode, hvor andre visuelle beviser tyder på, at præsident Kennedy blev skudt første gang. Den anden [serie] er billederne 312-334 i forbindelse med hovedskuddet. Det kan med rimelighed tilskrives fotografens reaktion på lyden af skuddet«.
- »Timingen i forbindelse med disse to sæt af uskarpheder kan med rimelighed bestemmes til at vare ca. 6-7 sekunder«.
- »Andre uskarpheder, som kunne relatere til skud, fremgår af filmen, både mellem disse to sæt og andre steder. På grund af fraværet af andre visuelle beviser i forbindelse med disse uskarpheder fandt panelet ikke frem til årsagen«.
Illustration af Connally, hvis revers blæser
fremad i Z224, hvorefter Connallys arm
foretager nogle lynhurtige ryk, mens kroppen
vrider sig i smerte.
Eksperterne havde ikke medtaget en forskrækkelsesreaktion, da guvernør John Connally, der sad foran Kennedy, blev ramt. Men det betød bestemt ikke, at Zapruders reaktion og den pludselige uskarphed i Z227 og Z228 havde forbigået analytikernes opmærksomhed. Et ældre klip på YouTube fra en udsendelse sendt på »CBS News« fortæller os, at Luis Alvarez var af den klare opfattelse, at Zapruder reagerede på et skud i Z227 og Z228. Fysikeren optrådte i programmet sammen med fotoeksperten Charles Wyckoff, hvor han fortalte, at da han første gang så Zapruders billeder, var Z227 det første, der fangede hans opmærksomhed på grund af dets pludselige mangel på skarphed. Lysreflekserne fra den blankpolerede limousine blev med et forvandlet til lange, smudsige linjer, der røbede, at der var sket noget voldsomt. Filmklippet er desværre ikke længere tilgængeligt på nettet, men til gengæld ligger der en afhandling fra januar 1976 af Luis Alvarez, hvor han bekræfter det, som han i sin tid udtalte under udsendelsen.
LINK (side 815)
I tre beskårede filmklip fra Zapruder-filmen, der alle i skrivende stund kan ses på YouTube, er det meget tydeligt at se, hvad der skete, da guvernøren blev ramt.
LINK
LINK
LINK
Det sidste klip er taget i slowmotion, men varer i virkeligheden kun 1,5 sekunder.
Wyckoff bemærkede det samme som Alvarez, og han pegede desuden på, at en forskrækkelsesreaktion i Z318 kunne skyldes det skud, der sendte præsidenten i døden, og som vi kan se i Z313.
Det skulle være HSCA's chefjurist, Robert Blakey, der afviste at medtage Z227-Z228 i rækken af forskrækkelsesreaktioner. Det er tankevækkende, fordi det under alle omstændigheder er tydeligt, at Connally reagerer voldsomt i Z224, og at fotoeksperternes kurver klart viser en større forskrækkelsesreaktion i 3 Zapruderbilleder derefter. Blakey og Warrenkommissionen før ham var imidlertid opsat på at slå fast, at JFK og Connally blev ramt af den samme kugle, og at Connallys reaktion derfor var forsinket. Men da det blev tydeligt, at et skud fik Connallys revers til at blæse fremad, burde alle acceptere, at Connallys reaktion ikke var forsinket, og at han og JFK blev ramt af to forskellige kugler.
Udelukkelsesmetoden
Auditiv startle reflex-analyserne: Graferne med farvede baggrunde. Over den øverste streg har vi Hartmanns graf, mens Scotts graf er nedenunder og vender på hovedet. Nederst har vi Alvarez' graf.
For at få et overblik over, hvornår Zapruder muligvis blev forskrækket af lyden af skud, har jeg farvet baggrunden i eksperternes grafer. Hertil har jeg følgende kommentarer:
- Vi kan med sikkerhed sige, at Zapruder ikke blev påvirket af lyden af skud de steder, hvor der var ganske små eller slet ingen krusninger i kurverne, fordi vi mennesker beviseligt reagerer hurtigt og ufrivilligt på pludselige, høje lyde. Disse perioder har jeg farvet røde.
- De perioder, hvor kurverne i den ene graf ikke bevæger sig, og hvor de to andre kun viser forholdsvis små udsving, har jeg farvet blå. Det samme har jeg gjort, hvis kurven i kun den ene graf viser et udsving af en vis størrelse.
- De områder, som ikke har fået nogen farve, markerer de steder, hvor mindst to af graferne giver en brat bevægelse i kurverne, eller hvor kurverne i alle tre grafer giver et større udsving. Det skal dog bemærkes, at alle tre grafer omkring Z290 kun viser ganske svage udsving, og at det kun var Alavarez som tog den med i sin oversigt.
- De steder, hvor der er voldsomme reaktioner på høje lyde, har jeg markeret med røde tal.
- De grønne streger indrammer den periode, hvor udsynet fra snigskyttereden er spærret af en trækrone.
Eksperternes grafer var ikke hundrede procent ens, men tæt på. Det skal ses i lyset af, at de valgte forskellige tekniker. Derfor skal det ikke ses som en modsætning eller en uenighed, når sløringsperioderne i de tre grafer ikke altid begyndte eller sluttede ved nøjagtigt det samme Zapruder-billede. Vi skal også huske, at tidsforskellene drejede sig om splitsekunder, idet et Zapruder-billede kun varede 1/18 sekund.
Når der ingen pludselige bevægelser er i grafernes kurver, betyder det i virkeligheden, at vi med sikkerhed kan slå fast, at der på de pågældende tidspunkter ingen skud lød, fordi det som sagt er en universel, menneskelig reaktion at foretage nogle hurtige og ufrivillige bevægelser ved pludselige, høje lyde. De, der tror, at Connally først blev ramt ti til tolv Zapruder-billeder senere end Z224, kan derfor ikke have ret, fordi den eneste større serie af reaktioner på skud, der fandt sted, inden der kom en længere pause, var i Z227 og Z228, der var 3 til 4 Zapruderbilleder efter, at guvernøren reagerede på at være ramt. Det var først i Z313, at Zapruder igen viste tegn på ægte forskrækkelsesreaktioner. En undtagelse er dog nogle få billeder efter Z290. Men de var så svage, at ingen af fotoeksperterne konkluderede, at der var et skud på det pågældende tidspunkt, ligesom der heller ikke var på de øvrige små krusninger i graferne.
Det stod hurtigt klart, at to af skuddene var så tætte på hinanden, at Lee Oswald ikke kunne have affyret begge skud. Derfor hed det sig senere, at Kennedy og Connally blev ramt af den samme kugle, og at den første kugle missede. Dette skriver jeg meget mere om i min bog, »MANDEN DER FIK SKYLDEN - Myrdede Lee Harvey Oswald JFK?«
Til toppen
