Djævelen ligger i detaljen

Hvad vidnerne langs Elm Street fortalte

Robert Crofts foto af tilskuerne langs Elm Street taget cirka halvandet sekund, før skudepisoden
begyndte og samtidig med, at Zapruder optog Z161.

Vi skal i det følgende se på, hvad nogle af de vigtigste vidner oplevede, og hvornår de så, at præsidenten blev ramt første gang. Flere af de personer, som stod på nordsiden af Elm Street, og som befandt sig lige ud for limousinen, da de hørte det første skud, fortalte samstemmende, at det skete, da Jack og Jackie netop havde vinket til dem. Hvis det er sandt, betyder det, at det første skud ikke blev affyret omkring Z160, som Warrenkommissionen antog, fordi Connally hørte et skud, før han selv blev ramt.

Karen Westbrook - der stod ved motorvejsskiltet, da limousinen kørte forbi hende - blev interviewet på »The Sixth Floor Museum« under titlen »Living History« den 17. november 2017. Hun røbede ved denne lejlighed, at Jackie Kennedy lænede sig ind over præsidenten og trak sit hår væk fra øjnene, mens hun vinkede til tilskuerne, og at det var det billede, hun huskede, da det første skud blev affyret. Der findes et beskåret filmklip på nettet, der spænder over Z161 til Z192, og som er ret tydelige. De viser det øjeblik, som stod prentet i Karen Westbrooks bevidsthed, da skudepisoden startede. Jeg mener der at kunne spotte, at Jackie fører sin hvide handske op til håret, mens hun rokerer hovedet højre om, nøjagtig som kvinden beskrev hændelsen. LINK. Det er lidt svært at se, fordi billederne er fulde af lysreflekser fra motorcyklerne og den blanke limousine med de skinnende overflader. Men hændelsen finder dog sted, inden filmklippet for alvor bliver uskarpt og lysreflekserne ekstra store og langstrakte. LINK (20:10).

Karen Westbrook var ikke det eneste vidne, som kunne huske, at både Jack og Jackie sad og vinkede venligt til tilskuerne langs Elm Street, da det første skud blev affyret. Det huskede en lang række andre vidner også.

Mary Elizabeth Woodward stod flere meter til venstre for Stemmons motorvejsskilt på Elm Street med ryggen til græshøjen sammen med sine kolleger, Aurelia Alonzo, Margaret Brown og Ann Donaldson, der alle var unge journalister på »Dallas Morning News«. Umiddelbart før limousinen passerede dem, kørte den forbi en anden flok vinkende kvinder, der stod og jublede. Robert Earl Croft, der fotograferede kortegen på den modsatte side af vejen, fangede øjeblikket, hvor kvinderne hyldede præsidenten. Woodward er dog ikke synlig i billedet, men Zapruders film afslører, at hun stod få meter fra dem i nærheden af motorvejsskiltet. HSCA’s fotoekspertpanel analyserede senere Crofts foto og konkluderede, at det blev taget på et tidspunkt, der svarede til Z161. LINK.

Det afslører, at Jackie vendte sit ansigt direkte mod sin venstre side, mens hendes mand netop havde vendt sit ansigt mod højre, hvor nogle kvinder i begejstring klappede og råbte til ham. Men et halvt sekund tidligere vendte JFK’s hoved skråt mod venstre.

Det harmonerer fint med Woodwards erindring, som hun delte med publikum på »The Sixth Floor Museum« i 2015. Hun fortalte, at da præsidentparret nærmede sig, var hun ærgerlig over, at de så den anden vej, og derfor råbte hun højt til dem: »Se herhen!« Hun råbte ekstra højt, fordi Jackie sad i den venstre side af bilen, og det var især hende, hun ville se. »Jeg havde mødt ham (Jack) flere gange, men jeg havde aldrig set Jackie. Det var derfor, jeg tog derhen«, sagde hun. »Vi var næsten helt sikkert de sidste ansigter, [Kennedy] så i folkemængden, for umiddelbart derefter hørte jeg det første skud«. LINK(10:46). Lyden af de højrøstede kvinder var ganske givet grunden til, at Kennedy og Connally pludselig vendte sig om mod folkeskaren i højre side af vejen, og at Jackie gjorde det samme omkring et halvt sekund derefter i et mere roligt tempo.

Woodward var voldsomt chokeret efter skudepisoden, men det lykkedes hende dog om eftermiddagen at skrive en artikel til avisen om den dramatiske oplevelse, og den næste dag kunne byens borgere læse følgende i »Dallas Morning News«: »Præsidenten sad og så ligeud, og vi var bange for ikke at kunne se hans ansigt. Så begyndte vi at klappe og juble, og både han og fru Kennedy vendte sig og smilede og vinkede direkte til os. Efter at have gengældt vores hilsen, vendte han sig fremad igen, og pludselig kom der en forfærdelig, øredøvende lyd bag os og lidt til højre i stedet for at sætte farten op, standsede bilen næsten. Tingene er lidt uklare fra dette tidspunkt, men jeg tror ikke, at nogen blev ramt af den første kugle. Præsidenten og fru Kennedy vendte sig om og så sig omkring, som om de heller ikke troede på, at støjen virkelig kom fra en riffel. Efter et øjebliks pause var der endnu et skud, og jeg så præsidenten begynde at falde sammen i bilen«.

Som Woodward fortalte, gengældte både Jack og Jackie kvindernes hilsen ved at vinke til dem, inden hun hørte det første skud. Det gjorde de ikke i Z160. LINK. At kvinden huskede, at Jackie også hilste på dem, antyder, at hun ikke hørte et skud tidligere end de andre vidner langs Elm Street, fordi Zapruder-filmen røber, at Jackie ikke havde vendt sig direkte om mod dem før omkring Z188. Flere af vidnerne, der stod langs Elm Street, blev samme dag eller få dage derefter afhørt af FBI, som skrev nogle kortfattede referater af deres vidnesbyrd. Men de blev mærkeligt nok ikke interviewet af Warrenkommissionen. Her følger, hvordan nogle af dem oplevede skuddramaet:

Ann Atterberry stod i nærheden af Mary Woodward. Den 16. november 2003 blev hun interviewet af »San Francisco Chronicle«, hvor hun blev citeret for at sige: »Både Jack og Jackie så glade og lettede ud. Da de passerede os, vinkede de, og de havde begge øjenkontakt til os«. Tårer brød frem i hendes øjne, og hendes stemme knækkede, skrev bladet, da hun sagde: »Jeg har ofte spekuleret på, om vi fire var de sidste, han nogensinde så«. Hun huskede altså også, at både Jack og Jackie hilste på tilskuerne langs højre side af vejen, inden hun hørte det første skud.

Ernest Brandt huskede ikke Jackie. Han stod få meter til venstre for motorvejsskiltet, og den 22. november 2015 fortalte han til et publikum på »Sixth Floor Museum«, at alt var normalt, da limousinen kørte forbi ham, og at præsidenten vinkede til tilskuerne. Men da han var omkring fem meter fra ham, hørte han det første skud. LINK (38:40).

John Templin, som stod ved siden af Brandt, fortalte til »St. Petersburg Times« den 7. december 1993, at præsidenten vinkede og lo, mens han kørte forbi dem, da det første skud lød.

Jean Newman stod samme sted. Hun fortalte FBI den 28. november 1963, at præsidenten netop havde passeret hende, da hun hørte et højt skud, der skræmte hende. Hun hørte kun to skud, men der kunne have været flere, sagde hun, fordi folk begyndte at råbe og skrige. LINK (side 44).

Gloria Calvery stod også ved motorvejsskiltet, hvor hun blev filmet. Hun fortalte FBI den 19. marts 1964, at de »gik til Elm Street og standsede omtrent halvvejs mellem Houston Street og den tredobbelte tunnel. Vi stod der på det tidspunkt, da præsident John F. Kennedy blev skudt. Bilen, han sad i, var næsten lige foran, hvor jeg stod, da jeg hørte det første skud«. LINK (side 638).

Karan Hicks stod sammen med Gloria Calvery. Hun fortalte FBI den 20. marts 1964: »Vi stod der, da præsident Kennedy blev skudt. Den bil, som han sad i, var næsten lige ud for mig, da jeg hørte den første eksplosion«. LINK (side 650).

John Chism fortalte, da han blev afhørt af FBI på politihovedkvarteret den 22. november 1963: »Vi stod direkte foran Stemmons motorvejsskiltet, da jeg så kortegen køre rundt om hjørnet. Og netop som han var lige foran mig, vendte han sig om og vinkede til folkemængden på [den højre] side af gaden. På dette tidspunkt hørte jeg det, der lød som et skud, og jeg så ham, præsidenten, læne hovedet til sin venstre side«.

De vidner, som stod ved motorvejsskiltet eller tæt på, kunne altså fortælle, at de hørte det første skud, da limousinen kørte forbi dem, og mens præsidenten sad og vinkede. Ingen af dem havde hørt et skud forinden, og det var der heller ingen andre, der havde. Når vi sammenholder deres udtalelser med billederne, som blev taget under skudepisoden, fortæller det os, at limousinen kørte forbi dem omkring Z190, inden motorvejsskiltet spærrede for Zapruders udsyn, og omtrent i samme nu, som Kennedy pludselig rokerede hovedet mod venstre i Z194.

Vi kan kun konkludere, at han blev ramt af det første skud, og at Connally blev ramt lidt senere.

Der blev brugt utallige timer og penge på at analysere Zapruders smalfilm og andre billeder taget omkring det tidspunkt, JFK blev skudt første gang. Der blev diskuteret, om den første kugle missede, om Kennedy og Connally blev ramt samtidigt, om hvilken stilling de to mænd sad i, da en kugle ramte dem, og der opstod forskellige teorier om, hvorvidt Lee Oswald var i stand til at udføre drabet fra sjette sal på skolebogslageret. Men Warrenkommissionen tog ikke initiativ til at stille spørgsmål til dem, der stod på sidelinjen og oplevede præsidenten blive skudt for næsen af dem.

Andre vidner, der var tætte på mordscenen

De, der kørte bag limousinen, havde et særligt overblik over dens passagerer, og de bekræfter, at Kennedy bevægede sig mod sin venstre side, da de hørte det første skud.

David Francis Powers, der var personlig assistent for Kennedy og en af hans nære venner, sad i den Se¬cret Service bil, der kørte bag limousinen, og som er kendt under navnet Queen Mary. Powers vidnede, at da bilen var kommet ind på Elm Street, hørte han noget, der lød som et kanonslag, og han så hen på præsidenten og bemærkede, at han bevægede sig et godt stykke mod venstre fra den position, han hidtil havde indtaget i den yderste højre side af limousinen. Powers fortalte videre, at der snart lød et skud mere, og guvernør Connally forsvandt ud af hans synsfelt. Derpå var der et tredje skud, der sprængte toppen af præsidentens hoved og havde en forfærdelig lyd, som når man kaster en grapefrugt mod en væg.

Secret Service agent Samuel A. Kinney, der var chauffør i den samme bil, havde et unikt overblik over limousinen og dens passagerer. Han rapporterede til sin chef den 29. november, at da de netop var kommet ind på Elm Street, hørte han skud. Han så da præsidenten falde mod sin venstre side, og det forekom ham, at han tog sig til brystet med sin højre hånd. Da det næste skud lød, bemærkede han, at præsidentens hår rejste sig i højre side, inden han hørte det tredje skud. Det ser ud til, at han forvekslede det andet skud med det, som ramte præsidenten i hovedet i Z313, og at han derefter hørte et skud mere. LINK (side 732).

Secret Service agent Emory Roberts sad ved siden af chaufføren og havde ligeledes et unikt udsyn til præsidenten, der sad på bagsædet i bilen foran ham. Han rapporterede til sin chef den 29. november, at Kennedy lænede sig over mod sin hustru, da han hørte det første skud. Da et skud ramte præsidenten i hovedet, bemærkede han en mindre eksplosion i højre side af hans hoved.

Kenneth O'Donnell, der sad på venstre springsæde, var personlig assistent for præsidenten og ansvarlig for tilrettelæggelsen af hans rejser og havde sammen med Lyndon Johnson forberedt turen til Texas. Han fortalte Warrenkommissionen, at mens Kennedy sad og vinkede, så han, at han blev ramt af et skud, der fik ham til at falde mod venstre. LINK.

Secret Service agent George W. Hickey, der var passager i samme bil, berettede, at da de var kørt ind på Elm Street, hørte han en støj, der lød som fyrværkeri, og det var hans opfattelse, at lyden kom bagfra og til højre. Han vendte sig straks om, men kunne ikke se noget usædvanligt. Da han igen vendte sit ansigt mod limousinen, så han, at Kennedy lænede sig mod venstre. Derefter hørte han to skud mere, der var meget anderledes end den støj, han først hørte. LINK.

Billy Joe Martin kørte på motorcykel bagved og til venstre for limousinen. Han vendte sig øjeblikkeligt om mod præsidenten, da han hørte det første skud, og han så, at han lænede sig fremover og havde et udtryksløst ansigt. LINK.

Konklusionen må derfor være, at guvernøren vendte sig mod kvinderne på Elm Street efter Z161, fordi han hørte dem klappe og råbe. Det samme gjorde Jack og Jackie. Der lød derfor ikke et skud, som missede, omkring Z160. Zapruder må have reageret på en anden høj lyd i disse splitsekunder. Måske var det tilskuernes klappen og råben, han reagerede på, for limousinen var kørt ind på Elm Street blot et par sekunder tidligere.