Lå der gardinstænger i posen?

Når vi graver lidt ned i substansen, finder vi ikke meget, der tyder på, at Lee Oswald tog en riffel, som var gemt i en hjemmelavet pose, med på arbejde fredag morgen den 22. november. Ikke desto mindre er det, som vi kan kalde gardinstangs-historien, en af de mest omtalte episoder i sagen mod Oswald. Navnet kommer af, at Wesley Frazier fortalte, at Oswald skulle have sagt om den pose, han bar på, indeholdt gardinstæbger.

Problemet for efterforskerne var, at de ikke kunne finde andre tidspunkter, hvor han havde haft mulighed for at transportere riflen fra Irving, hvor han havde besøgt sin kone torsdag, til skolebogslageret fredag morgen.

Da strukturerne i det papir, som posen var lavet af, pegede på, at den blev fabrikeret på boglageret, og at det ganske givet fandt sted tidligst torsdag, var det af afgørende betydning for dem, som var ivrige efter at hænge Lee Oswald op på mordet, at kunne bevise, at posen, som blev fundet i snigskyttereden, tilhørte ham.

Sagen kort

Torsdag den 21. november spurgte Oswald Wesley Frazier - der også arbejdede på boglageret og boede hos sin søster, Linnie Randle, i Irving - om han måtte køre med ham hjem efter endt arbejdsdag, fordi han ville besøge sin familie, som boede hos Ruth Paine i Irving, ikke langt fra Randles' bopæl. Ifølge Wesley begrundede han besøget med, at han skulle hente nogle gardinstænger til »en lejlighed«.

Normalt tog Lee med Wesley til Irving hver fredag efter endt arbejdsdag, og mandag morgen kørte han med ham til boglageret, hvor en ny arbejdsuge ventede. Han boede til leje på et lille værelse i Oak Cliff, der lå lidt uden for Dallas, mens hans russiske kone, Marina, og deres to små børn boede hos Ruth Paine.

Familien Oswalds problem var, at de manglede penge, for lønnen på boglageret rakte ikke langt for en mand, der skulle forsørge en familie på fire. Men ved at leve adskilt en tid gav det Lee mulighed for at spare penge sammen til en lejlighed, hvor hele familien kunne bo, for Marina betalte ikke husleje til Ruth, som til gengæld var interesseret i at lære at tale det russiske sprog via naturmetoden.

Hvor lang var posen?

Det er selvfølgelig fristende at tro, at Lee Oswald stak Wesley Frazier en løgn, da han nævnte, at han skulle hente gardinstænger, og at det i virkeligheden var en riffel, som han havde planlagt at skyde præsidenten med, når denne kørte forbi skolebogslageret næste dag. Men problemet for efterforskerne var, at de eneste, der havde set Lee Oswald bære en pose, var Wesley Frazier og hans søster, Linnie Randle, og de hævdede begge, at posen ikke var længere end 60 - 70 centimeter, mens riflen i adskilt stand var 88 centimeter lang. Det skriver jeg meget mere om i min bog.

Til venstre:

1. Lee Oswald, som Linnie Randle så ham gå med posen.
2. Lee Oswald, som Wesley Frazier så ham gå med posen.
3. Lee Oswald, som han muligvis bar posen.
4. Lee Oswald, som Wesley Frazier så ham bagfra. De brune linjer illustrerer, hvor højt posen ville have nået op, hvis den indeholdt riflen adskilt i to dele.

Da Wesley og Linnie vidnede for Warrenkommissionen, skabte de en del røre, fordi flere ikke mente, at gardinstangs-historien holdt vand. En af kommissionens advokater, Albert Jenner, besluttede da at undersøge, om Ruth Paine manglede gardinstænger i sit hjem, som Lee Oswald muligvis havde taget, inden han kørte med Wesley fredag morgen.

Ruth Paine vidnede for kommissionen i flere dage i Washington - og den dag, hun rejste hjem, fik hun samme aften besøg af Albert Jenner og Secret Service-agent John Howlett, der straks begyndte at gennemgå hendes garage for ved selvsyn at undersøge, om hun opbevarede nogle gardinstænger på en af garagens hylder, som hun havde vidnet under ed. Ruth havde fortalt ham, at der lå to par, og at de altid havde ligget der, efter hun havde skiftet soveværelsets gardiner ud med persienner, og hun var også sikker på, at der ikke på noget tidspunkt havde ligget flere i garagen.

Under besøget fandt Jenner to par gardinstænger, der lå uindpakkede på en hylde i garagen, skønt Ruth havde sagt, at hun pakkede dem ind i brunt papir, som lignede det, riffelposen var lavet af. Gardinstængerne kunne glide ind i hinanden, så de ikke fyldte mere end knap 70 centimeter, og det kunne næppe være en tilfældighed, vil nogen nok sige, at to gardinstænger – sammen med papiret, som Ruth i sin tid pakkede dem ind i - matchede den pakke, som Linnie og Wesley hævdede, at vores hovedperson medbragte om morgenen den 22. november.

Wesley Liebeler kommer med indsigelser

Warrenkommissionens advokat, Wesley Liebeler, der var kommet med nogle kritikpunkter af Warrenkommissionens afsluttende rapport, inden den udkom, bemærkede følgende i et notat til ledelsen: »Det sidste punkt i dette afsnit er vildledende, når det forsøger at vise falskheden af gardinstangshistorien ved at anføre, at Oswalds værelse på 1026 North Beckley havde gardiner, men ikke tager højde for det faktum, at Frazier specifikt vidnede om, at Oswald sagde, at han ville skaffe gardinstænger til at sætte op i en lejlighed. Dette får ekstra betydning, når vi husker, at Oswald talte om at leje en lejlighed, så hans familie kunne bo i Dallas sammen med ham. Problemet bør behandles specifikt, hvis vi skal nævne det faktum, at hans værelse havde gardiner«.

Men kommissionens ledelse valgte at være Liebeler overhørig, for i Warrenkommissionens afsluttende rapport står der kun følgende: »Da det skulle afgøres, om Oswald bar en riffel med på arbejde i en lang papirspose den 22. november, lagde kommissionen vægt på, at Oswald gav en falsk begrundelse for at vende hjem den 21. november, og en begrundelse, der var en undskyldning for at bære en omfangsrig pakke den følgende morgen« LINK (Warrenkommissionens rapport kapitel 4, side 130 »The Curtain Rod Story«).

Alt tyder dog på, at Lee Oswald tog til Irving torsdag den 21. november for at slutte fred med sin kone, fordi de havde skændtes i telefonen, og fordi Marina herefter nægtede at tale med ham, når han ringede til hende igen. Vi kan imidlertid ikke forvente, at vores hovedperson ville indvie sin unge chauffør i sine ægteskabelige problemer. Hvis han havde set på en lejlighed, som han omtalte for sin kone den 21. november, kunne han have brugt det som en undskyldning for, hvorfor han tog til Irving en torsdag. Ruth havde måske noget liggende i sin garage, som kunne bruges til formålet, og det kunne for eksempel være gardinstænger.

Til venstre: Wesley Frazier, der kørte Oswald på arbejde om morgenen den 22. november, demonstrerer her for forskeren Tom Meros størrelsen på ​​den pakke, som han så Oswald gå med, og den måde, han bar den på. Pakken var stor nok til at indeholde gardinstænger, men bestemt ikke stor nok til at indeholde en riffel.

Pat Speer, der i en årrække har efterforsket Kennedymordet, har på sin hjemmeside en omfattende og detaljeret artikel om emnet, hvorfra jeg har hentet meget af det, som jeg skriver om på denne side: LINK.

Gardinstængerne i Ruth Paines hjem

Michael Paine var flyttet hjem til Ruth igen den 22. november 1963, og de boede stadigvæk sammen, da Ruth den 21. marts 1964 blev interviewet af Albert Jenner i Warrenkommissionen i Washington D.C. Hun fortalte ved denne lejlighed, at der lå to par gardinstænger i hendes garage, og hun huskede også, hvilken hylde de lå på, og at hun selv havde pakket dem ind i brunt papir af samme type som det, Wesley Frazier beskrev. HSCA_Vol11_WC_3E2_Liebler.pdf (11 HSCA 227, 9/6/64 memo)

Ruth Paine oplyste endvidere, at der på en hylde i garagen også lå en pakke i brunt papir, som indeholdt to persienner, der havde siddet i hendes vinduer i soveværelset, og som var blevet udskiftet med rullegardiner. Og hun var sikker på, at der kun var to LINK.

Senator Albert Cooper, der var til stede under afhøringen, blev nysgerrig og ville vide, om hun havde set pakken med gardinstængerne efter Kennedymordet. Ruth svarede: »Det forekommer mig, at jeg erindrer at have set en pakke«. »Er der en mulighed for, at pakken blev åbnet på et tidspunkt?« spurgte Jenner hende herefter. »Det har jeg måske gjort, men jeg husker det ikke. Jeg husker, at det ikke var noget, der interesserede mig så meget som de andre ting, jeg skulle gøre«, svarede Ruth LINK.

Ruth Paine

Vi skal hæfte os ved, at hun ikke huskede ved selvsyn at have tjekket, om gardinstængerne stadigvæk lå, hvor de skulle, og at det ikke var noget, som interesserede hende videre. Det undrede senator Cooper sig over og spurgte hende: »Men du må have læst efter mordet, at Lee Oswald havde sagt til Frazier, at han lagde nogle gardinstænger ind i bilen?« Det havde Ruth læst, lod hun ham vide, og det er ikke så underligt, for historien blev omtalt overalt i medierne umiddelbart efter præsidentmordet. »Fik det dig ikke til derefter at gå ind og se, om gardinstængerne stadigvæk var der?« Hertil svarede hun blot: »Jeg havde mange ting at gøre, så det gjorde jeg ikke« LINK.

Men hun huskede, at hun enten havde pakket gardinstængerne ind særskilt eller lagt dem i pakken sammen med persiennerne.

Fire dage tidligere havde Michael Paine vidnet for Warrenkommissionen. Også han havde tilsyneladende kun en vag erindring om gardinstængerne. Da han blev spurgt, om han nogensinde havde haft en samtale med sin kone om nogle gardinstænger i forbindelse med mordet, svarede han: »Nej«, men indrømmede dog: »Jeg tror, vi begge har læst, at [Oswald] sagde til Frazier, at han bar på - måske var det gardinstænger eller noget, der havde med vinduer at gøre«. Men han havde ikke ledt efter de gardinstænger, som lå i deres garage, sagde han LINK.

Gardinerne i soveværelserne

Adspurgt, om han havde en idé om, hvor de kom fra, svarede Michael: »Jeg tror, de var i vores hus [da vi købte det], og at der hang gardiner på dem, og at [Ruth] tog gardinerne ned for at slippe af med stoffet, der vist nok holdt på støvet, og i stedet for satte nogle nye rullegardiner (windows shades) op i soveværelserne«. Det gjorde hun, fordi »børnene var allergiske over for et eller andet«. »Men det, som hun købte som nyt, vil være rullegardiner, som erstattede gardinerne«, forklarede Michael LINK.

Der kunne have været så mange som fire

Michael Paine

Vi skal lægge mærke til, at »soveværelserne« blev omtalt i flertal, og at han derfor tænkte på begge soveværelser, hvor der i alt var fire vinduer LINK. Det var vel grunden til, at Liebeler også spurgte ham, hvor mange gardinstænger der lå i garagen. Uden at komme med et præcist svar sagde han, at »der kunne have været så mange som fire, men ikke flere« LINK.

Selvom Liebeler blot ville vide, hvor mange gardinstænger der lå i garagen, da Michael Paine kort tid forinden var stødt på dem - altså cirka tre måneder efter Kennedymordet - kan der være en indlysende grund til, at han nævnte, at der kunne have været fire, fordi han også havde fortalt kommissionen, at Ruth på et tidspunkt tog gardinerne ned i begge soveværelser, og at gardinerne hang der, da de købte huset. Michaels ord havde stor vægt, fordi han havde boet der sammen med Ruth i flere år indtil efteråret 1962, da de blev separeret, og han besøgte Ruth og børnene regelmæssigt siden.

Men det var ikke det, som Ruth fortalte. Hun påstod, at der aldrig havde ligget mere end to gardinstænger, der stammede fra hendes eget soveværelse, i hendes garage, og at hun ikke på noget tidspunkt havde foræret gardinstænger til nogen.

Michael Paine mente derimod, at gardinerne i begge soveværelser blev udskiftet med rullegardiner i efteråret 1963, da hans tidligere kone også lagde nyt gulv og fjernede gulvtæpperne.

Gardinstængernes udseende

Ruth Paines tegning af gardinstang

Gardinstængerne var opdelt i par og var konstrueret således, at de kunne glide ind i hinanden. Under et interview med Warrenkommissionen tegnede Ruth en af sine gardinstænger, som jeg har sat ind her på siden.

Albert Jenner undrede sig, og han mente, at der var behov for at tjekke hendes bopæl, efter hun i fire dage - til og med lørdag den 21. marts - havde vidnet i Washington D.C. LINK.

Han sagde derfor til hende, at nogle af deres mænd ville komme til Irving i den kommende uge, og »vi kommer muligvis ud og kigger på [gardinstængerne], og måske vil du overlade dem til os?« Den altid samarbejdsvillige Ruth Paine svarede, at de var velkomne LINK.

Ruth Paine får besøg af Albert Jenner og John Howlett

Hun rejste tilbage til Texas mandag morgen den 23. marts. Men hun var sikkert ikke forberedt på, at Albert Jenner stillede op i egen person ved hendes bopæl allerede den selvsamme aften, som hun ankom til Irving. Med sig havde han Secret Service-agent John Howlett i Dallas og en tredje person, der skulle tage referat af deres samtaler (9H396) LINK.

Efter de havde foretaget forskellige målinger i hendes hjem, blev Ruth højtideligt taget i ed klokken 19:30, hvorefter de begyndte at undersøge pakkerne i det 20. århundredes mest omtalte garage.

Warrenkommissionens billede af Ruth Paines garage

Jenner og Howlett gik ualmindeligt grundigt til værks og målte hylderne og alt, hvad der lå på dem. Da Secret Service-agenten hentede en pakke, der indeholdt to persienner, og en anden pakke, der indeholdt to rullegardiner, ned fra hylderne, viste det sig, at der ikke lå gardinstænger gemt i dem LINK (9H422-9H423).

Der blev derimod fundet to gardinstænger, som lå uindpakkede på en af hylderne og vidnede tavst om, at nogen på et tidspunkt havde taget dem ud af indpakningen, og at det ganske givet ikke var den patentlige Ruth, der helt åbenlyst havde system i sine sager. Disse gardinstænger måtte hun aflevere til John Howlett, da han og Jenner omsider forlod hendes hjem nær midnat.

Papiret, som persiennerne og rullegardinerne (eller trækpersiennerne) var pakket ind i, stammede fra indpakningen af de nye persienner og rullegardiner, der var adresseret til »Michael R. Paine, og hvorpå der var trykt »Sears, Roebuck & Co., nr. 4017«.

Det fortæller os, at de blev udskiftet, mens Michael Paine stadigvæk boede sammen med Ruth.

Her er Jenner på besøg i Ruth Paines hjem for at undersøge, hvor mange gardinstænger der lå i garagen, og han kunne med egne øjne se, at huset havde fire soveværelsesvinduer, og der lå kun to par gardinstænger i garagen. Alligevel spurgte han ikke Ruth, om der i sin tid hang gardiner i det soveværelse, som hun ikke selv benyttede, men overlod til Marina, da hun boede hos hende. Utroligt. I stedet for tog han det tilsyneladende for givet, at Ruth talte sandt.

Tænk over dette

Vi skal lige tænke lidt over dette. Vi kunne vel forvente, at det separerede ægtepar var i chok, da den mand, som Ruth havde været tryg ved at invitere ind i sit hjem, og hvis kone i længere tid havde boet hos hende, pludselig blev fængslet og anklaget for mordet på landets præsident og en uskyldig politibetjent. Sigtelsen mod ham kunne næppe være mere alvorlig. I betragtning af dette ville det vel være naturligt, hvis hun og Michael nærede et stærkt ønske om, at vores hovedperson var uskyldig. Ikke mindst for børnenes og hans kones skyld, for mordet var også en personlig tragedie for dem. Hvis der manglede gardinstænger i garagen, havde de et håb om, at Marinas mand kun var skyldig i at have stjålet to par gardinstænger. Det havde det separerede ægtepar mulighed for at tjekke, men de gad ikke engang se efter, om de stadigvæk lå, hvor de oprindeligt blev lagt. Det er da besynderligt.

Længden på gardinstængerne og det manglende papir matchede den pakke, som Wesley og Linnie skildrede

John Howlett målte længden på gardinstængerne, der kunne glide ind i hinanden, og fandt, at de hver havde en længde på 69 centimeter (2 fod og 3,5 inches), når de var kortest. Det svarer stort set til det, som Wesley og Linnie skønnede var længden på den pakke, som de så Lee transportere om morgenen den 22. november. Det er tankevækkende, at papiret sammen med længden på posen matchede udseendet på den pakke, som søskendeparret uafhængigt af hinanden havde vidnet om LINK.

Men det skrev Warrenkommissionen naturligvis ikke noget om i sin afsluttende rapport. Den accepterede ukritisk Ruth Paines påstand om, at der hele tiden kun havde ligget to gardinstænger i garagen, idet den skrev følgende: »I Paines garage sammen med mange andre genstande af husstandskarakter var der to flade, lette gardinstænger tilhørende Ruth Paine, men de var der stadigvæk fredag eftermiddag efter Oswalds anholdelse« LINK (Warrenkommissionens rapport kapitel 4, side 130 »The Curtain Rod Story«).

Det tillod de sig at skrive til trods for, at garagen først blev tjekket for gardinstænger af myndighederne den 23. marts 1964, og at ingen havde gjort det før mordet på Kennedy.

Hverken Wesley Frazier eller Linnie Randle havde beskrevet en pose eller en pakke, der var sat sammen med tape som den, der blev fundet på skolebogslageret. Det kan derfor ikke udelukkes, at Lee Oswald medbragte to gardinstænger, der ikke lå i en pose, men som kun var indsvøbt i løst papir. De kunne være blevet holdt på plads af det greb, som han havde om dem, da Linnie så ham skråne over gaden mod hendes hus, og senere af den måde, han holdt pakken på under armhulen, da han for en sidste gang vandrede op mod skolebogslagerets bagdør, mens Wesley gik bagefter ham.

»Truth Is Our Only Client«

En ældre Ruth Paine

I november 2019 deltog Ruth Paine i premieren på Todd Kwaits og Rob Stegmans dokumentarfilm, som paradoksalt nok hed »Truth Is Our Only Client: The Official Investigation of the Murder of John F. Kennedy« (Sandheden er vores eneste klient: den officielle efterforskning af mordet på John F. Kennedy) LINK.

Den blev spillet på Texas Theatre i Oak Cliff, hvor Lee Oswald i sin tid blev arresteret. I forbindelse med filmen deltog hun også i et program, hvor hun besvarede spørgsmål fra publikum sammen med CIA’s chefhistoriker, David Robarge, og flere af dem, der i sin tid havde assisteret Warrenkommissionen, og som nu bekræftede hinanden i, at kommissionen gjorde det godt og drog de rette konklusioner.

Ruth bliver stillet et relevant spørgsmål

Under programmet, som er sat på YouTube, blev Ruth stillet følgende spørgsmål: »Kan du uddybe, hvor mange gardinstænger du opbevarede i din garage? ... Manglede der nogen i marts, da medlemmer [af Warrenkommissionen] udspurgte dig om dem?« LINK (Warren Commission Report, kapitel 4, side 129).

Hvad svarede Ruth? Hun sagde såmænd, at der aldrig nogensinde havde ligget gardinstænger i hendes garage, og at det blot var en fabrikation fra Lees side LINK (8:00). Ruth Paine var ikke blevet dement. Hun var ganske vist en ældre dame, men det var hun også, da hun blev interviewet af den meget behagelige Stephen Fagin på »Sixth Floor Museum« i Dallas i 2019 LINK, og da hun holdt et foredrag samme sted og samme år LINK. Hun var kort sagt stadigvæk åndsfrisk og kunne huske og gengive de hændelser, som hun selv var involveret i, meget detaljeret og levende, ligesom hun mange gange tidligere havde gjort i interviews og foredrag.

Gardinstangshistorien har altid været et hot emne i Kennedymordet. Alle, der blot interesserer sig en smule for emnet, kender til den. Så hvis nogen skulle huske, om der i 1963 lå gardinstænger i den meget omtalte garage, var det netop hende. Men hun forsøgte her som tidligere at lægge afstand til historien.

I et FBI-memorandum, der blev skrevet den 29. november 1963, står der, at politiet forsøgte at afsløre, om Wesley Frazier løj om posens størrelse, ved hjælp af en løgnedetektor. Der står også, at han bestod testen, mens han omtalte den som en spinkel, brun papirspose, der cirka var to fod lang. Det vil sige 61 centimeter LINK.

R. D. Lewis, der testede Wesley, var derfor af den opfattelse, at han talte om en helt anden pose, som Lee Oswald muligvis havde smidt væk. Det er blot ærgerligt, at de, der afhørte ham, ikke spurgte ham, hvor han skilte sig af med frokostposen. Men det havde de måske gjort uden at rapportere det. De burde i det mindste have undersøgt stedet for at se, om der lå en pose, der cirka havde den størrelse, som Linnie og Wesley opgav, og efterfølgende analyseret, om Lees fingeraftryk var på posen. Men de var så optaget af udelukkende at finde beviser på, at Lee Oswald var skyldig, at de undlod at efterforske det, der muligvis kunne bevise, at han fortalte sandheden.