Middagspausen

Arnold Louis Rowland så to mænd på sjette sal

Den 18-årige Arnold Louis Rowland var et vigtigt vidne, for talte han sandt, måtte Warrenkommissionen ændre sit syn på, hvad der fandt sted på boglagerets sjette sal under frokostpausen. Det var den bestemt ikke glad for og stemplede manden som utroværdig. Vi skal i det næste høre hvorfor.

Det var fredag eftermiddag den 22. november 1963 i Dallas. Arnold Rowland sad sammen med sin kun 16-årige kone, Barbara, på politihovedkvarteret og beskrev, hvad han havde været vidne til, umiddelbart inden tragedien indtraf. Det purunge ægtepar havde set kortegen køre forbi dem på Houston Street, hvor de havde en god udsigt til skolebogslagerets sydside. LINK Inden da havde Arnold betragtet det store ur på skolebogslagerets tag, som han så ofte før havde gjort, når han kørte med bus forbi stedet. Han huskede, at klokken var 12:15, da hans øjne faldt på en hvid mand iført en meget lys eller hvid skjorte, der var åben i halsen. Han stod med en riffel med kikkertsigte i et åbent dobbeltvindue på sjette sals sydvestlige hjørne og altså ikke i det sydøstlige hjørne, hvor snigskyttereden lå. Han troede, at det drejede sig om en Secret Service-agent og henvendte sig til sin kone og gjorde hende opmærksom på, hvad han lige havde set. Men da hun så op på vinduet, var manden allerede forsvundet ind i mørket, eller også kunne hun ikke se ham, fordi hun var meget nærsynet og ikke havde sine briller på. LINK LINK LINK

Arnold observerede kun manden i femten til tyve sekunder og så ham ikke igen, fortalte han efterforskerne.

De troede skuddene kom fra græshøjen eller jernbanen

Da skudepisoden begyndte, tog Arnolds kone fat om hans hånd og trak ham tværs over gaden. LINK Ingen af dem troede på dette tidlige tidspunkt, at skuddene kom fra skolebogslageret, men mente, at de kom fra den græsklædte høj på Elm Street eller fra jernbanen bagved, og sammen med mange andre i menneskemængden løb de hen til Elm Street og fortsatte op ad græshøjen. LINK Hvis Arnold talte sandt, var hans observation bemærkelsesværdig, og i dagene, der fulgte, havde han derfor flere interviews med FBI, til hvem han hver gang fortalte den samme historie. LINK

Den 10. marts 1964 blev det hans tur til at vidne for Warrenkommissionen. Han måtte først igennem alle formaliteterne og fortælle lidt om sig selv. Han var en studerende på Adamson High School i Dallas, Texas, kunne han oplyse, og han var desuden ansat på et pizzeria i weekenden. Efter de indledende manøvrer beskrev han endnu engang den person, som stod med en riffel med kikkertsigte på skolebogslagerets sjette sal. Manden var enten meget kortklippet eller havde vandkæmmet hår, sagde han, og han gættede på, at han var i begyndelsen af trediverne, men han kunne ikke sige, hvor høj han var, og hvor meget han vejede, fordi han kun så ham fra lidt under taljen og op. Hans indtryk var dog, at han var slank. LINK

Men manden med riflen var ikke den eneste han så

Hvis vi skal tro den unge Arnold, var denne mand ikke den eneste, han havde set på sjette sal. Han nævnte også, at han kort tid forinden havde observeret en sort mand, der hang ud ad det vindue, hvorfra morderen skulle have skudt præsidenten. Han forsvandt nogle gange, men kom tilbage til vinduet igen, nævnte han, men omkring klokken 12:25 så han ham ikke mere. Han beskrev ham som en meget tynd, sort herre mellem halvtreds og tres år, der var skaldet eller næsten skaldet og bar en ternet skjorte. »Den var meget lys; det er derfor, jeg husker den«, forklarede Arnold Allen Specter, der afhørte ham. LINK

Det stod da klart, at den unge ægtemand med sine oplysninger kunne vende op og ned på kommissionens officielle historie om, hvad der fandt sted på sjette sal, og den forholdt sig derfor kritisk til hans oplysninger. Han blev naturligvis spurgt, hvorfor han ikke havde sagt et ord om den ældre, sorte mand noget før, og han svarede, at det havde han faktisk gjort. Få dage efter mordet omtalte han ham, da han blev afhørt af to FBI-agenter, der besøgte ham i hans eget hjem. Men det lod ikke til, at det interesserede dem. LINK

Arnold Rowlands pålidelighed bliver tjekket

Kommissionen havde svært ved at sluge det, som Arnold Rowland fortalte, og bad FBI om at tjekke, om de personlige oplysninger, han havde givet, var korrekte. Det blev da efterfølgende afsløret, at ikke alt, hvad han havde fortalt, var i overensstemmelse med sandheden. Det var for eksempel ikke korrekt, at han gik på high school på det tidspunkt, han blev afhørt. Det viste sig, at Rowland havde haft en svær barndom med mange skoleskift, da hans mor blev skilt og gift igen syv eller otte gange, og at han derfor konstant skiftede skole og adresse. LINK(side 22) Han var ikke kendt af politiet, men han havde haft vanskeligheder ved at tilpasse sig og var droppet ud og ind af de skoler, han gik på, flere gange. LINK (side 19) En af hans tidligere lærere fortalte dog, at der ingen disciplinære problemer var med ham. Andre beskrev ham som kvik, og en nævnte, at hans IQ ved en lejlighed var blevet målt til 125. LINK (side 23) Men problemet var, at Arnold havde sagt til kommissionen, at den lå på 147. LINK (side 25) Det kom også frem, at han havde løjet om sine karakterer, da han skulle på high school, og at han på en af skolerne havde tilegnet sig to lærebøger, der ikke var hans egne. Da det blev opdaget, fandt man ved samme lejlighed en stor stak pornoblade i hans skab på skolen. LINK Som det således fremgår af dokumenterne, havde FBI-agenterne virkelig udført deres job godt og grundigt og var gået til sagen med stor nidkærhed. LINK Spørgsmålet er så, om disse informationer var grund nok til at diskvalificere ham som vidne.

Da Barbara blev afhørt, indrømmede hun, at hendes mand kunne lyve om sine skolekarakterer. Hun sagde imidlertid også, at han normalt ikke løj, men at han ofte overdrev, når han beskrev sine egne evner, og at han pralede for at styrke sit ego ved at sige, at han var klogere, end han var, eller at han var en bedre sælger, end han var, og den slags ting. LINK

FBI havde også søgt oplysninger på Barbara. Det viste sig, at hun havde et godt omdømme, og der er derfor ingen grund til at betvivle, at hun talte sandt, da hun bekræftede, at hendes mand fortalte hende, at han havde observeret en Secret Service-agent i et vindue på skolebogslageret, men at manden hurtigt forsvandt igen. LINK Hun indrømmede, at hun ikke havde lagt mærke til den farvede mand i det sydøstlige hjørne på sjette sal, og at hun heller ikke kunne huske, at hendes mand havde omtalt ham, hverken til hende personligt eller til myndighederne. Det fortæller i det mindste, at der ikke var et aftalt spil mellem mand og kone, for ellers ville hun selvfølgelig have fortalt kommissionen noget andet.

Hvis ikke Arnold løj, skænkede han ganske givet ikke den sorte mand mange tanker, før Warrenkommissionens advokater bad ham om at beskrive i detaljer, hvad han havde bemærket, da han stod og lod blikket glide hen over skolebogslagerets sydside.

Advokaterne tjekker Arnolds hukommelse

Det stod hurtigt klart, at han ikke forvekslede manden med en af de tre sorte arbejdere, der sad i vinduet nedenunder. Men advokaterne var opsatte på at krydsforhøre Arnold for om muligt at afsløre, at han ikke var til at stole på. Men Gerald Ford og Arlen Specter, der afhørte ham, kunne ikke komme udenom, at han havde en usædvanlig god hukommelse, idet han havde styr på de fleste af boglagerets vinduer, før tragedien indtraf.

Dobbeltvinduerne på boglageret var konstruerede således, at det kun var den nederste halvdel, der kunne åbnes, og det gjorde man ved at skyde den opad, så den øverste ende fik to lag glas. Arnold var i stand til at huske, at begge vinduer var åbnet så meget, det kunne lade sig gøre i det dobbeltvindue i den vestlige ende, hvor han så manden med riflen. LINK Han havde ligeledes lagt mærke til, at det venstre vindue - set udefra - i dobbeltvinduet i den østlige ende - hvor snigskyttereden lå - var lukket, mens det højre stod halvt åbent. LINK Men ikke nok med det. Han var også sikker på, at der ikke befandt sig nogen mennesker i de øvrige vinduer på etagen, og at der var to sorte mænd i vinduet under snigskyttereden. Dem havde han heller aldrig omtalt for sin kone. LINK

Han huskede andre detaljer om de mennesker, der stod i flere af de øvrige vinduer på boglagerets sydside, og han havde desuden styr på tiderne, for han var i stand til at huske, at han så manden med riflen, lige før kortegen var ved Cedar Springs 12:15 eller 12:16, og at kortegen nåede Ervay Street, cirka fem minutter før præsidenten kørte forbi ægteparret på Houston Street, hvilket var korrekt. LINK LINK Grunden til, at han kunne sige det, var, at han stod i nærheden af en betjent med en motorcykel, som havde en politiradio tændt. Med femten til tyve sekunders mellemrum orienterede speakeren politiet om, hvor langt kortegen var nået på ruten. LINK Vi kan få bekræftet, at hans hukommelse ikke fejlede noget ved at læse afskriften af de originale beskeder over politiets radiomeddelelser. LINK Men den kendte Arnold naturligvis ikke noget til, da han i 1964 sad foran Gerald Ford og Arlen Specter og gjorde sig umage med at samle tankerne og huske alt det, som han blev spurgt om.

Jeg tror ikke, der var andre vidner, der nogen sinde blev spurgt om så mange detaljer, som Arnold blev. Specter ville ikke kun vide, hvad han havde lagt mærke til i boglagerets vinduer, men han ville også have ham til at beskrive bilerne i kortegen, hvor mange mennesker han så på jernbanebroen og videre i samme dur. Målet var naturligvis at få ham stemplet som en dårlig iagttager med en elendig hukommelse. Men det lykkedes ikke, tværtimod. Men det vigtigste bevis på, at han fortalte sandheden, er dog, at han kort tid efter mordet gjorde en vicesherif opmærksom på, hvad han havde observeret, og at denne senere bekræftede hans historie.

Det vigtigste bevis på Arnolds troværdighed

Arnold var begyndt at tvivle på, om det nu også var en Secret Service-agent, han havde set i vinduet på boglageret, mens han og Barbara var på vej ned ad den græsklædte høj. Her traf de cirka ti minutter efter skuddramaet vicesherif Roger Craig, som han betroede sig til. Alle tre gik derpå hen til skolebogslageret, hvor Arnold pegede op på sjette sal og fortalte Craig, hvad han havde set i de vestlige og østlige vinduer. Han forklarede ham også, at han først troede, at den ene var en Secret Service-agent, fordi han havde set flere film, hvor sikkerhedsfolk med rifler var placeret i vinduer i høje bygninger, hvor de havde et godt overblik over menneskemængden. Men det var han knap så sikker på længere, sagde han.

I et kort referat af et FBI-interview med Craig den 25. november fremgår det, at han mødte et ungt ægtepar kort tid efter mordet, og at manden nævnte, at han havde set en mand med en riffel i et vindue på skolebogslageret, et kvarter før kortegen kørte forbi stedet, og at han havde troet, at det drejede sig om en Secret Service agent. LINK Under et interview den 1. april 1964 med Warrenkommissionen beskrev Craig mere detaljeret, hvad der blev sagt under samtalen. Han oplyste, at Arnold ikke kun havde set en mand med en riffel i det sydvestlige vindue, men også en mand i det østlige hjørne på boglagerets sydside. LINK Craig nævnte desuden, at han ikke gik ind i en videre dialog med den unge mand, men sørgede for, at ægteparret blev afhørt på politihovedkvarteret. LINK Det er derfor indlysende, at Arnold ikke kunne have opfundet historien om manden i det østlige vindue senere for at gøre sig interessant.

Det, som vi skal hæfte os ved, er ikke mindst, at den unge mand ikke havde et motiv til at lyve for Barbara, fordi han så manden med riflen før mordet, da han ikke anede, at Lee Oswald senere på dagen ville blive anholdt for at have skudt præsidenten fra skolebogslagerets sjette sal. Han kunne heller ikke have haft et motiv til at lyve for vicesheriffen, fordi ingen på det pågældende tidspunkt havde fortalt ham, at de troede, at skuddene blev affyret fra boglageret, og fordi han til at begynde med mente, at skuddene kom fra græshøjen eller jernbanen. Det var først senere, det stod klart, at vidner, der havde observeret noget usædvanligt i vinduerne på sjette sal, var interessante for efterforskerne. LINK Det er også vigtigt at huske, at han fortalte Craig om sine iagttagelser, inden han blev afhørt af FBI.

Craig kunne selvfølgelig ikke vide, hvad Arnold Rowland havde sagt, da han blev interviewet af Warrenkommissionen. Det gælder også beskrivelsen af den sorte mand. Havde Arnold opfundet ham til lejligheden, ville Craig naturligvis ikke have været i stand til at fortælle, at den unge mand havde omtalt ham umiddelbart efter skuddramaet, og før snigskyttereden blev fundet. Ingen kan bebrejde Warrenkommissionens advokater, at de fik den tanke, at Arnold havde løjet. Men da de senere afhørte Roger Craig, burde de have indset, at deres mistanke var ubegrundet.

Det var ikke vicesheriffen, der havde set mændene, men alligevel hængte kommissionen sig i nogle detaljer, hvor Craig ikke gengav det, som Arnold fortalte ham, hundrede procent korrekt. LINK LINK Det kom til udtryk i følgende svada, som de skrev i den afsluttende rapport: »Craig sagde, … at Rowland fortalte ham, at da han første gang så de to mænd, gik de frem og tilbage foran vinduet i flere minutter. De var begge hvide mænd, og en af dem havde en riffel med et kikkertsigte. Denne udmelding fra Craig modsiges af vidneforklaringer fra både hr. og fru Rowland og af de afhøringer, der blev optaget på bånd af de retshåndhævende myndigheder efter mordet«. LINK

Det, som Arnold sagde, var, at han med jævne mellemrum så op på vinduerne, og at den sorte mand forlod vinduet og kom tilbage igen, indtil cirka fem minutter før kortegen ankom. LINK Craig troede, det drejede sig om begge mænd og nævnte, at de gik frem og tilbage (they were walking, you know, back and forth). LINK Han sagde ikke, at de gik frem og tilbage foran vinduet, som Warrenkommissionen skrev. LINK

Advokaterne hæfter sig kun ved de små uoverensstemmelser

Det er tydeligt, når vi læser transskriptionen af interviewet, at advokaten kun var ude på at fange og fremhæve de små uoverensstemmelser mellem Craigs og Rowlands fortællinger. Jeg har ikke læst i andre interviews med vidnerne, at en mand er blevet bedt om at gengive så mange detaljer om noget, som han ikke selv havde oplevet, men som et andet menneske havde fortalt ham. I stedet for at anerkende, at Craig ikke i store træk ville være i stand til at gengive det, som Rowland fortalte ham, hvis ikke den unge mand havde omtalt manden i det sydøstlige vindue på sjette sal for ham, konkluderede kommissionen i sin afsluttende rapport følgende: »Fordi Rowland ikke havde rapporteret sin historie tidligere trods flere interviews, inden han blev afhørt af kommissionen, og fordi hans fortælling ikke kunne bekræftes på en overbevisende måde, og der var rejst alvorlig tvivl om hans troværdighed, valgte kommissionen at afvise hans påstand om, at han havde set en ældre »neger« i det sydøstlige hjørne på sjette sal på skolebogslageret«. LINK LINK Konklusionen er mildes talt utrolig, når nu vi ved, at Arnold beviseligt havde beskrevet manden for Craig.

Der står dog i afskrivningen af Craigs vidneforklaring, at det var en hvid mand, der stod i det sydøstlige hjørne på sjette sal, men vicesheriffen påstod flere år senere, da han fik referatet at se, at denne detalje havde kommissionen ændret, og at han oprindeligt havde sagt, at manden var sort. Vi ved ikke med sikkerhed, om dette er sandt, fordi han med tiden kom med nogle påstande i forbindelse med andre emner i efterforskningen, som han enten havde misforstået eller løjet om. Jeg har dog svært ved at se, at Arnold havde et specielt motiv til at lyve om mandens hudfarve. Og om Craig huskede eller ikke huskede, at der var tale om en sort mand, mener jeg er underordnet, fordi han ikke selv så manden, og fordi det er urimeligt at forlange af ham, at han skulle kunne huske alle detaljerne i Arnolds beskrivelse af sine observationer, når han ikke selv havde afhørt ham, men kun talt med ham ganske kort.

Craig var imidlertid ikke den eneste, som kunne gengive noget af det, som Arnold påstod at have set. Secret Services chef i Dallas, Forrest Sorrels, fortalte Warrenkommissionen, at han mødte Arnold og Barbara på politihovedkvarteret. Her fik han lejlighed til at tale med dem begge to, og han huskede, at den unge mand sagde, at han i den vestlige ende af boglageret havde observeret en mand med en riffel med et kikkertsigte, og at han havde troet, det var en Secret Service-agent. Barbara bekræftede ved samme lejlighed, at han også havde omtalt manden for hende. LINK (side 252) Sorrels talte dog ikke om, at Arnold også havde set en mand i det østlige vindue. LINK (side 350-351)

Men det ændrer ikke ved, at han omtalte ham, da han mødte Craig, for ellers var vicesheriffen ikke i stand til at gengive det. Sorrels vidnede desuden, at han ikke havde grund til ikke at stole på det, som Barbara og Arnold Rowland betroede ham.

Vi har intet bevis på, at Oswald affyrede riflen

Det var ikke, fordi efterforskerne havde beviser på, at Lee Oswald affyrede et skud mod præsidenten fra skolebogslagerets sjette sal, at kommissionen konkluderede, som den gjorde. Da politichef Jesse Curry gik på pension, skrev han bogen »JFK Assassination File«, der udkom i 1969, og i den forbindelse blev han interviewet af »Dallas Morning News«. Næste dag kunne beboerne i Dallas læse følgende udtalelse af ham i avisen: »Vi har ikke noget bevis på, at Oswald nogen sinde affyrede riflen. Ingen har endnu været i stand til at anbringe ham i denne bygning med en riffel i hånden«.

Ikke nok med, at Warrenkommissionen stemplede Arnold Rowland som et utroværdigt vidne. Den så også bort fra, at der var andre, der havde set to mænd på sjette sal, og at den ene mand havde en stor lighed med den mand, som, Rowland troede, var en CIA-agent.