Obduktionen

Den katastrofalt udførte obduktion af JFK

Den grå ambulance ankommer til Bethesda Naval Hospital med kisten og Jackie og Bob Kennedy på bagsædet

Vil vi undersøge, om det er sandsynligt, at Lee Oswald ikke skød Kennedy, er det relevant at se på, om obduktionen på Bethesda Naval Hospital antyder, at der i sin tid fandt en sammensværgelse sted, der ikke kun havde til formål at myrde præsidenten, men også havde til hensigt at gøre Lee Harvey Oswald til syndebuk. Jeg vil påstå, at der er tegn på avorlig svindel i de medicinske beviser i Kennedymordet, og i denne forbindelse skal vi især beskæftige os med følgende spørgsmål:

1. Er den obduktionsrapport, som i dag ligger i det nationale arkiv, den oprindelige?
2. Havde Kennedy et stort udgangssår i højre baghoved?
3. Hvis ja, forsøgte efterforskerne da at dække over over det, fordi det antydede, at præsidenten blev beskudt forfra?
4. Hvad sagde Bethesdas personale, da de vidnede for HSCA?
5. Hvordan beskrev patologerne kranieskaderne?
6. Blev sårenes placering ændret med tiden?
7. Blev kraniet ændret?
8. Hvor på kraniet havde de fragmenter, som blev fundet på Dealey Plaza og i limousinen, siddet?
9. Blev obduktions- og røntgenbillederne manipuleret?
10. Blev der foretaget en undersøgelse af to forskellige hjerner?
11. Er Kennedys hjerne forsvundet?
12. Er billederne af hjernen, som i dag ligger i nationalarkivet, Kennedys hjerne?
13. Ankom liget af Kennedy til Bethesda Hospital i to forskellige kister?
14. Var obduktionens hovedformål at undersøge dødsårsagen og spore, fra hvilken vinkel skuddet ramte JFK?
15. Hvis nej, hvad var da formålet?
16. Var der i virkeligheden tale om et statskup?

Douglas Horne

Douglas Horne

Når vi taler om obduktionen af JFK, kan vi ikke komme uden om militærmanden og historikeren Douglas Horne LINK. Han arbejdede i »Assassination Records Review Board« (ARRB) LINK fra august 1995, til ARRB lukkede ned i slutningen af september 1998. Her var han en del af et team af analytikere af militære poster, der undersøgte og frigav militære dokumenter i hærens arkiver, der vedrørte regeringens politik over for Cuba og Vietnam fra 1961 til 1964.

I april 1997 blev han forfremmet til chefanalytiker for det samme team, og da Bethesda Naval Hospital, hvor JFK blev obduceret, var et militærhospital, kom han også til at spille en større rolle, da der blev taget stilling til, hvilke dokumenter og billedmaterialer fra JFK’s obduktion der skulle være tilgængelige for offentligheden.

Han erfarede imidlertid, at der var så mange huller i bevismaterialet, at han og Jeremy Gunn, der var hans chef, gav sig til at afhøre nogle af dem, der befandt sig på enten Parkland Hospital eller på Bethesda Naval Hospital den 22. november 1963, og som stadigvæk var i live. ARRB havde dog ikke tilladelse til at føre en egentlig retssag, og personalet havde heller ikke bemyndigelse til at drage endelige konklusioner. Men de havde lov til at stævne vidner og forlange, at de blev taget i ed.

Douglas Horne har virkelig fundet en guldgrube af optegnelser, som er en lækkerbisken for en sand historiker. Dermed har han bidraget til at kaste lys over meget af det, der fandt sted på Bethesda og Parkland i de dage, der skrev sig ind i verdenshistorien.

Hornes største fortjeneste er, at han sammen med chefjuristen i ARRB, Jeremy Gunn, fik afklassificeret et hav af tidligere hemmeligstemplede optegnelser i forbindelse med Kennedymordet, heriblandt ikke mindst Bethesdas personales vidneforklaringer, som stod til først at blive frigivet i 2028.

Et nationalt statskup

Efter Douglas Horne var færdig med sit arbejde i ARRB, skrev han et større værk med titlen: »Inside the Assassination Records Review Board: The U.S. Goverment's Final Attempt to Reconcile the Conflicting Medical Evidence in the Assassination of JFK« (Inde i »Assassination Records Review Board«: Den amerikanske regerings sidste forsøg på at forene de modstridende medicinske beviser i mordet på JFK).

Horne konkluderede, at attentatet på præsident John F. Kennedys i 1963 IKKE var en tilfældig handling udført af en utilfreds, enlig nørd, da det hverken gav mening eller fik politiske konsekvenser. Det var snarere et nationalt statskup - udført af en kabale af individuelle højt placeret i staten - som reaktion på JFK's udenrigs- og forsvarspolitik, og som elementer i den føderale regering dækkede over LINK (01:59).

Vi kan i skrivende stund følge ham i fem videoforedrag under titlen »Altered History: Exposing Deceit and Deception in the JFK Assassination Medical Evidence« (Ændret historie: Afsløring af bedrageri i Kennedymordets medicinske beviser), som han har sat på YouTube, og hvor han omhyggeligt gør rede for de konklusioner, som han har draget på baggrund af de materialer, han gennemgik under sin forskning.

Det er ikke mindst interessant at følge ham, fordi han gennem hele forløbet henviser til sine kilder, som han citerer ordret LINK LINK LINK LINK LINK.

James Humes og Thornton Boswell

Det var James Humes, som var chefpatolog, og Thornton Boswell, der obducerede liget af Kennedy på Bethesda Naval Hospital i Maryland nær Washington. Men de var ikke retsmedicinske patologer, og de havde aldrig før obduceret en person, der var død af skudsår. De fik dog lidt senere på aftenen hjælp af patolog Pierre Finck, som var retsmediciner.

Den mest kontroversielle påstand, som Horne kommer med, er, at Humes og Boswell fjernede flere kuglefragmenter fra hjernen og skar et snit over højre øje for at ødelægge et indgangssår, inden den officielle obduktion begyndte. Formålet var angiveligt at fjerne det retsmedicinske bevis på et frontalt skud, fordi det betød, at Lee Oswald enten var en syndebuk eller havde medskyldige. LINK.

En sådan mundfuld, som han leverer, kan være svær at sluge, og påstandene kræver derfor overordentlige gode argumenter, hvis de skal tages seriøst. Det vil imidlertid være dumt på forhånd at affærdige Hornes teorier, for der findes god dokumentation for meget af det, som han konkluderer.

James Humes brænder sine notater og den 1.underskrevne rapport

Det stod hurtigt klart, at patolog James Humes havde brændt de notater, som han skrev under obduktionen, og den 24. november 1963 blev han tvunget til at underskrive en erklæring, hvori der stod: »Jeg, James J. Humes, attesterer, at jeg har ødelagt og brændt visse foreløbige udkast til noter vedrørende Naval Medical School Autopsy Report A63-272 og har sendt alle andre papirer i forbindelse med denne rapport til højere myndighed« LINK. Humes undskyldte sig med, at han gjorde det, fordi han ikke ønskede at have notater liggende i sit hjem, der var »plettede af præsidentens blod«. Men det lod til at være en dårlig undskyldning, for en illustration af Kennedys kranie, som Boswell udførte, og som ikke blev brændt, var også plettet af præsidentens blod, og Humes havde taget Boswells notater med sig hjem. LINK (15:14). Også Fincks oprindelige noter forsvandt, for efter obduktionen kunne han ikke finde dem, og de er ikke set siden LINK LINK.

Vi andre kan måske tænke, at Humes handling var forståelig nok, men sådan ser en retsmedicinsk patolog ikke på sagen. For ham er det yderst vigtigt at kunne fremvise de oprindelige noter i en kommende retssag for at dokumnetere, at de var i overensstemmelse med den færdige rapport.

Det var imidlertid ikke kun de blodige noter, som forsvandt. Der skete også det, at chefjurist i ARRB, Jeremy Gunn, fandt, at der var uoverensstemmelser mellem patologens vidneforklaringer og datoerne på de dokumenter, som han videregav til myndighederne. På den baggrund kunne han regne ud, at den første obduktionsrapport også var forsvundet. Det lykkedes ham efter et massivt pres at få lægen til at indrømme, at han også havde brændt den, selvom han tidligere under ed havde skrevet under på, at han afleverede den til rette myndighed. Vi kan høre Jeremy Gunn selv fortælle om episoden under foredraget »Seeking the Truth in the Kennedy Assassination« på »UNE Center for Global Humanities« den 22. november 2013 LINK (34:14).

Humes blev naturligvis spurgt om, hvorfor han løj, og hvorfor han også brændte den renskrevne rapport. Men hvad skulle manden svare? Der var intet, som kunne tale til hans forsvar, og derfor sagde han blot, at han ikke kunne forklare det LINK.

Den 26. april 1965 blev flere vigtige dokumenter, obduktionsfotografier, røntgenbilleder og biologisk materiale overført til Kennedyfamiliens arkiv efter anmodning fra Robert Kennedy. En kvittering fra Evelyn Lincoln, som havde været sekretær for den afdøde præsident og stadigvæk havde ansvaret for arkivet, fortæller, at familien ved samme lejlighed modtog den originale og komplette obduktionsprotokol af James Humes.

Der er skriftlig dokumentation for, at materialerne året efter blev overført til det nationale arkiv. Ikke desto mindre underskrev Secret Services chef den 2. oktober 1967 et notat til det nationale arkiv, hvoraf det fremgik, at den originale obduktionsrapport, CE 387, blev overført til arkivet, der den 3. oktober kvitterede for modtagelsen LINK (Se under »(4) Douglas Horne, press statement (15th May, 2006)«, afsnit »The First Signed Version«).

Det var selvsagt umuligt, hvis Kennedy-familien overførte den originale rapport til det nationale arkiv i 1966.

Patologerne blev fejlinformeret

Det har vist sig, at lægerne, der opducerede liget af Kennedy, var blevet direkte fejlinformeret. Pierre Finck blev under ARRB's interview med ham konfronteret med, at der i obduktionsrapporten, som han var medunderskriver af, stod følgende: »Der lød tre skud, og præsidenten faldt forover, mens han blødte fra hovedet«. Da Kennedy i virkeligheden faldt bagover, blev han spurgt, om patologerne var af den opfattelse - da de skrev rapporten - at Kennedy faldt forover, efter han blev skudt. Han svarede, at det ikke var patologernes egne ord, men at de skrev bemærkningen på baggrund af de informationer, som de modtog LINK (side 66). Desuden kendte han intet til, at Zapruder filmede mordet, og ingen oplyste ham om, hvad lægerne på Parkland havde rapporteret, hvilket ellers er standardprocedure LINK (side 60-61).

Befolkningen blev bedraget

Det minder meget om en episode, som Jeremy Gunn gengav under sit foredrag LINK (26:40).

Baggrunden er den, at da den amerikanske offentlighed for første gang i 1975 så Zapruders film, der optog Kennedymordet, kom det som et chok for alle, at præsidenten faldt bagover, da det dødelige skud ramte ham i Z313. Indtil denne dag havde den brede befolkning troet, at præsidenten faldt forover, og at han var offer for et skud, der blev affyret fra skolebogslagerets sjette sal, som lå bag limousinen. Det var navnlig journalisten Dan Rather, der var skyld i misforståelsen. Han gav offentligheden den første beskrivelse af filmen på live-tv tre dage efter mordet, og han gjorde det med en bemærkelsesværdig nøjagtighed, nævnte Gunn, der havde svært ved at forstå, hvordan han var i stand til det. Selv Jackie Kennedys ansigtsudtryk kunne Rather give en præcis skildring af - og vel at mærke uden at have filmens billeder foran sig.

Der var dog noget, som journalisten havde misforstået. Han opfattede ikke, at Kennedy begyndte at vinke til tilskuerne i højre side af vejen, da han blev offer for det første skud, men antog, at han enten løftede sin hånd for at stryge sit hår tilbage, eller at han bare berørte sit øjenbryn. Men det væsentlige er, at han skildrede ægteparrene Connallys og Kennedys bevægelser i limousinen perfekt. Dog med én undtagelse, som læseren måske allerede har gættet. Han beskrev levende, hvordan Kennedy faldt forover, da skuddet i Z313 ramte ham, og samtidig demonstrerede han bevægelsen med sit hoved og sin krop LINK (2:10) LINK.

Kan disse eksempler blot undskyldes med, at vi mennesker kan fejle, og at ingen havde til hensigt at lyve bevidst? Det mener Jeremy Gunn ikke. Alt peger tværtimod på, at der helt fra begyndelsen af blev gjort en koordineret indsats for at lade befolkningen forblive i den tro, at Lee Harvey Oswald affyrede alle skuddene og ikke havde medskyldige. Hvis Kennedy blev skudt forfra, ville det officielle billede krakelere, og det ser angiveligt ud til, at det ville man fra højere sted for alt i verden forhindre.

Det understreges også af den videre fortælling. Jeremy Gunn nævner, at der var begyndt at gå rygter om, at præsidenten i virkeligheden blev ramt af et skud, der blev affyret foran ham, fordi flere læger på Parkland havde fortalt til medierne, at han havde et lille indgangssår under struben, hvor de havde udført en tracheostomi, så det ikke længere var synligt.

Bladet LIFE havde imidlertid købt rettighederne til Zapruder-filmen på betingelse af, at de ikke viste den levende film og billederne, der skildrede skuddet i hovedet, til befolkningen. For at imødegå rygterne tog bladet problemet op og stillede i en artikel af 6. december 1963 spørgsmålet: »Hvordan kunne Kennedy være blevet ramt af et skud foran ham, når Lee Oswald var bag ham?« Svaret fra LIFE lød, at de havde de originale billeder. Det havde befolkningen ikke. De havde nøje analyseret filmen. Det havde befolkningen ikke. Med andre ord: De vidste bedre. Men hvad var det så, de vidste, som den brede befolkning ikke kendte noget til?

Det fremgik af smalfilmen, skrev bladet, at Kennedy drejede sin krop højre om for at vinke til nogen, der stod i tilskuerrækkerne. Hans hals var derfor blottet og vendte i retning mod det vindue, hvorfra snigskytten affyrede kuglen. Men det var ganske enkelt ikke sandt.

Det var bestemt ikke de eneste forsøg på at føre befolkningen bag lyset. Da Warrenkommissionens rapport udkom i september 1964, fik læserne igen det indtryk, at Kennedy faldt forover, da kuglen ramte ham i hovedet. Grunden var den, at kommissionen havde indsat nogle fotografier fra Zapruder-filmen, hvor nogle af billederne, der skildrede det fatale skud, var blevet ombyttet, så det så ud som om, at præsidenten faldt forover i stedet for bagover. Det blev senere afsløret, men hensigten er ikke til at tage fejl af. Dengang var man ikke i stand til at manipulere billeder, som vi kan i vores digitale tidsalder, men hvis de kunne, er jeg ikke i tvivl om, at de havde gjort det. LINK.

Vi kan kun konstatere, at de indviede fyldte befolkningen med løgn og bedrag, og derfor bør vi ikke undre os over, at obduktionen af JFK fulgte samme mønster, som vi senere skal se.

»Du kan risikere at blive stillet for en krigsret«

I dag har vi adgang til ordlyden af den originale erklæring, som de, der overværede obduktionen, skulle skrive under på. Heri lød det blandt andet: »Dette brev er den officielle notifikation og en gentagelse af de mundtlige ordrer. Du advares om, at en overtrædelse af disse ordrer gør dig ansvarlig og kan føre til, at du stilles for en krigsret« LINK. De fik også mundligt at vide, at de end ikke måtte tale indbyrdes med hinanden om det, der fandt sted. Der begynder at tegne sig et billede af, hvorfor der blev truffet beslutning om, at Kennedys afdøde legeme skulle obduceres på et militærhospital.

Jerrol Custer

Røntgentekniker Jerrol Custer fik det svært i tiden derefter. Da han blev afhørt af ARRB's personale i 1997, turde han endelig åbne op og fortælle, hvad han var vidne til under obduktionen.

Han sagde, at han ligesom de andre, der deltog i obduktionen, blev bedt om at underskrive en tavshedserklæring under tilstedeværelse af bevæbnet militærpoliti. Det var en særdeles traumatisk oplevelse for ham, sagde han, da hans chef, kaptajn James Stover, i en truende tone meddelte ham, at hvis noget - ligegyldigt hvad - kom ud, ville det blive den værste dag i hans liv. Ligesom det var tilfældet med de andre deltagere, fik han at vide, at hvis ikke han holdt munden lukket, risikerede han at blive stillet for en krigsret og ende i fængsel LINK.

Det er naturligvis ikke usædvanligt, at de tilstedeværende under en obduktion har tavshedspligt. Scener derfra skulle jo nødig ende som underholdning i den kulørte presse. Men ordene og måden, de blev udtalt på, virker langt mere skræmmende, end vi ellers kunne forvente.

Der er ingen tvivl om, at patologerne og det øvrige personale, der var tilstede under obduktionen, havde det svært med situationen. Jeg tror, de alle var hæderlige mennesker, der i et samspil af uheldige omstændigheder blev bragt i en situation, hvor de ikke kunne have handlet meget anderledes, end de gjorde, hvis ikke de ville have deres karriere ødelagt – eller måske det, der var værre.

Obduktionen var organiseret vanvid

Obduktionstekniker Paul O'Connor betroede senere forfatteren William Matson Law, at han blev truet til ikke at tale med nogen om det, der skete på Bethesda Hospital, da USA's præsident blev obduceret, og han kaldte hændelsen det værste, han nogensinde havde oplevet i sit liv, og det skræmte ham til døde. Han følte, at han ikke havde kontrol over situationen, og at hans karriere var truet LINK. Han kaldte ligefrem obduktionen »organiseret vanvid« LINK, og Boswell beskrev den som lidt af et cirkus og sagde, at der var en ganske stor menneskemængde til stede i obduktionslokalet. LINK.

Der var i virkeligheden mellem 36 og 40 personer tilstede under obduktionen, hvoraf de fleste ikke hørte til det medicinske personale, men var agenter i FBI og Secret Service, mens andre var militærpersoner. Mange følte, at forløbet var uværdigt, og at de mange gange måtte råbe til hinanden for at få ørenlyd LINK (14:50).

Kennedys personlige læge blev ikke interviewet

Kennedys personlige læge, George Burkley, der stod ved den afdøde præsidents side under hele forløbet på både Parkland og Bethesda Hospital, havde i 1977 fået sin advokat til at skrive til HSCA-udvalget, at han ønskede at blive interviewet. Grunden var den, at han troede, der var andre end Lee Oswald, der havde deltaget i mordet LINK. Det antyder, at han havde observeret, at Kennedy var blevet ramt af flere kugler, end man fra officiel side ville indrømme. Men han fik aldrig noget svar, og han blev heller ikke interviewet af Warrenkommissionen. LINK (21:12)

I 1967 havde Burkley et interview med William McHugh til »John F. Kennedy Liberary« og blev stillet følgende spørgsmål: »Er du enig med Warren-rapporten med hensyn til antallet af kugler, der trængte ind i præsidentens krop?« Burkley svarede: »Jeg ville ikke bryde mig om at blive citeret for det« LINK (side 18).

Senere var han mere åben, da han fortalte forfatteren Henry Hurt i 1982 og forfatteren Michael Kurtz i 1983, at Kennedy havde et stort sår, som havde alle kendetegnene på et udgangssår, i sit baghoved LINK (1:07:39).

Vi har desværre intet skriftligt materiale, der kan løfte sløret for, hvad Kennedys læge præcist havde til hensigt at fortælle udvalget. Han var afgået ved døden, da ARRB blev nedsat, og derfor opsøgte Douglas Horne i stedet for hans datter, Nancy B. Denlea, for at overtale hende til at underskrive et dokument, som ARRB’s advokat havde udformet, og hvor der stod, at hun ingen indvendinger havde mod at frigive oplysninger mellem faderen og hans advokat. Hun indvilligede først i det, men skiftede ærgerligt nok mening, og derfor fik ARRB aldrig hendes underskrift og dermed heller ikke adgang til de oplysninger, der lå hos advokaten, og som måske kunne have løftet en flig af de gåder, som Kennedymordet er omgærdet af.

en komplet obduktion uden begrænsninger?

Mange har henvist til Jackie og Bob, når de skulle forklare, hvorfor obduktionen var så mangelfuld. Men det er en udbredt myte, at patologerne ikke fik tilladelse af Kennedyfamilien til at foretage en komplet obduktion. Ganske vist så det ud til, at præsidentens personlige læge, George Burkley, hele tiden konfererede med Jackie og Bob, men Boswell fortalte HSCA-udvalget, at Humes hen på aftenen insisterede på at udføre en komplet obduktion, og at Burkley gav ham tilladelse dertil. Det skete så ikke alligevel. Hvorfor? Der er god dokumentation for, at Humes i virkeligheden var under militær kommando, og at obduktionslokalet var fyldt med mænd uden lægelig ekspertice, der blandede sig og fortalte ham, hvad han måtte og ikke måtte.

Jeg finder det ærlig talt også absurd, hvis præsidentens kone og bror sad og dikterede fra deres suite på hospitalet, hvad patologerne måtte skære eller ikke skære i. At de eksempelvis gerne måtte fjerne hjerne, hjerte og lunger, som de gjorde tidligt i forløbet, men senere på aftenen ikke måtte fjerne organer fra halsen for at undersøge kuglens bane. Selv forklarede Burkley i et interview den 17. oktober 1967: »Jeg havde beordret, at det amerikanske flådehospital skulle være forberedt på at udføre en obduktion på liget af John F. Kennedy … med fru Kennedys tilladelse … Det skulle være en fuldstændig obduktion uden begrænsninger og heller ingen begrænsning med hensyn til den tid, der var nødvendig for at afslutte [obduktionen]« LINK.

En kontrolleret militær operation

Patolog Cyril Wecht, der sad i HSCA's medicinske ekspertpanel, kalder de mange modstridende oplysninger, som er til rådighed i Kennedymordet, for »et faktamønster af svimlende kompleksitet«. Han henviser til den sjuskede obduktion og til de spørgsmål, den efterlod. Han henviser også til Humes, der ødelagde de originale obduktionsnotater, og til obduktionsholdets modstridende, edsvorne erklæringer. Det var ikke en normal obduktion, siger han, men snarere en kontrolleret militær operation LINK (14:50).

Wecht har blandt andet klaget over, at der manglede vævsglas, brystfotografier og professionelle obduktionsfotografier. »Indgående kugler brænder og tilsmudser væv omkring indgangssåret, men ikke omkring udgangssåret«, forklarer han. Derfor kunne relevante mikroskopiske vævsglas have afgjort spørgsmålet om, hvorvidt kuglerne, der gennemborede præsidentens hjerne og krop, var blevet affyret bag eller foran limousinen. Det var bestemt ikke ligegyldigt, for hvis præsidenten blev ramt af en eller flere kugler forfra, kunne Lee Oswald ikke have affyret den/dem.

Han kalder det også for en katastrofe, at bilen blev rengjort, inden medicinske eksperter nåede at analysere den. Men værst af alt er, at hjernen er forsvundet. At undersøge en dessikeret hjerne er den mest enkle og direkte måde at påvise kuglesporet og afgøre skudvinklen.

Var det kun på grund af inkompetance, at alt gik så galt? Det er meget svært at se, fordi alle normale regler og procedurer blev overtrådt, skønt USA ikke var et u-land dengang, men havde adgang til højtuddannede læger og eksperter, der var parate til øjeblikkeligt at træde til for at udføre en professionel obduktion, der muligvis kunne have frikendt Lee Harvey Oswald.