Zapruders smalfilm

En fotoanalytiker i verdensklasse

Dino Antonio Brugioni blev i 2011
interviewet af Douglas Horne
LINK (25:02).

Dino Antonio Brugioni, der døde i 2015, var i 1963 fotoanalytiker og ekspert i billedsprog på »National Photographic Interpretation Center«, også kaldt NPIC, der var en afdeling af »National Geospatial-Intelligence Agence«, som blev grundlagt af Arthur C. Lundahl og drevet af CIA. Lundahl var direktør for centret, indtil han gik på pension i 1973 og blev efterfulgt af John J. Hicks.

Brugioni var også Lundahls højre hånd, og i løbet af sin 35 år lange karriere bidrog han med at løse adskillige, vanskelige opgaver for CIA. Han fortolkede f.eks. detaljerne i de billeder, der blev taget over Cuba under Cubakrisen, og han var i stand til at sige, hvad der foregik på Fidel Castros militære anlæg. På YouTube kan vi i skrivende stund se og høre ham i et filmklip, hvor han fortæller om sin centrale rolle, da det lykkedes ham at overbevise USA's præsident og FN om, at han ved hjælp af sin billedanalyse kunne spotte, at russerne var i færd med at opstille atommissiler i Cuba, som amerikanerne på dette tidspunkt ikke kendte typen på LINK (Stafford County Museum - Stafford Stories - Dino Brugioni).

Det betød, at han - selv efter han gik på pension - blev anset for at være verdens førende analytiker af billedsprog.

Forfalskning af billeder

Dino Brugioni beskæftigede sig også med afsløring af forfalskede billeder og var forfatter til bogen »Photo Fakery: A History of Deception and Manipulation« (Fotoforfalskning: En historie om bedrag og manipulation), der udkom i august 1999.

I den skrev han: »Det er misvisende at påstå, at videnskabelige fremskridt og videnskabelige eksperimenter kan afsløre alle forfalskninger af fotografier. Man kan stadigvæk sætte spørgsmålstegn ved ægtheden. Mange billeder, der engang blev betragtet som ægte, er for nylig blevet afsløret som falske«.

Douglas Horne bliver kontaktet af Peter Janney

I 2009 blev Douglas Horne kontaktet af forfatter Peter Janney, som skrev en bog om Kennedys sidste elskerinde, Mary Pincho Meyer. Under sit arbejde med bogen blev han imidlertid interesseret i Zapruder-filmen og kontaktede Dino Brugioni, som han kendte gennem sin far, der havde arbejdet for CIA.

Han fik lov til at interviewe fotoanalytikeren, og det viste sig, at denne havde arbejdet med Zapruder-filmen lørdag den 23. november og natten med, efter han modtog filmen af en Secret Service-agent.

Da Brugioni gik hjem for at sove søndag morgen, fik Homer A. McMahon, der havde været leder af »NPIC Color Lab«, og Morgan Bennett Hunter, der var hans assistent, også besked på at arbejde med Zapruder-filmen.

Douglas Horne og Jeremy Gunn i ARRB havde allerede i 1997 haft et båndet interview med de to tidligere medarbejdere på NPIC, fordi de havde arbejdet med Zapruder-filmen. Men ingen af dem var dengang klar over, at de havde arbejdet med filmen i den samme weekend som Brugioni.

Der skulle gå næsten tolv år, før Douglas Horne blev kontaktet af Peter Janney, og det gik op for ham, at der var foregået noget helt usædvanligt på centret. Det var ganske givet en af grundene til, at det også lykkedes for Douglas Horne i 2011 at få et fire timer langt, båndet interview med Brugioni.

Interviewet

Brugioni udtrykte stor overraskelse over, at McMahon og Hunter også havde arbejdet med Zapruder-filmen, fordi han normalt fik besked af Arthur C. Lundahl om alt, hvad der foregik på centret, når de to holdt møde hver formiddag. På YouTube kan vi i skrivende stund se og høre et større uddrag af interviewet LINK (25:02).

De brilliante fotoeksperter på Hawkeye Works kunne alt

Til NPIC hørte et hemmeligt laboratorium i Rochester uden for New York, som officielt var ejet af KODAK, men uofficielt var drevet af CIA. Det havde kodenavnet »Hawkeye Works« og blev nogle gange omtalt som »Hawkeye Plant«. I dag er kodeordene ikke mere en hemmelighed, men da ARRB i 1997 afhørte vidner med tilknytning til laboratoriet, måtte navnet ikke fremgå af de båndede optagelser.

Dino Brugioni kunne bekræfte, at NPIC ofte gjorde brug af »Hawkeye Works«, når de udførte hemmelige projekter for CIA, og at fotoeksperterne, der arbejdede der, var specialister i at håndtere og behandle levende film. Han omtalte dem som de mest brillante fotoeksperter, han havde kendt, og at »de kunne alt.«

Både Brugioni, McMahon og Hunter fik besked på at forstørre og forbedre udvalgte Zapruder-billeder af en Secret Service-agent, der kaldte sig Bill Smith, og som de ikke tidligere havde mødt.

Efter endt arbejde overlod McMahon og Hunter billederne til andre, som satte dem på såkaldte orienteringstavler (briefingboards), mens Brugioni selv satte de billeder, som han havde forstørret og forbedret, op på lignende tavler og skrev to sæt notater dertil, som var helt enslydende. Det ene var stilet til Secret Services direktør og det andet til CIA’s direktør. Herefter var de klar til at blive analyseret af repræsentanter for regeringen.

Under interviewet med Brugioni røbede Horne imidlertid, at han havde lånt alle orienteringstavlerne med Zapruders billeder, som var opbevaret i det nationale arkiv, men da den berømte fotoanalytiker fik dem at se, benægtede han, at det ikke var hans arbejde, fordi han havde en helt anderledes måde at udføre opgaven på. LINK (45:55).

En af orienteringstavlerne, som Brugioni sagde ikke var hans arbejde. Se også: LINK (47:10).

Church-komiteen og Rockefeller-kommissionen bliver nedsat

Når vi bliver præsenteret for de oplysninger, som den amerikanske befolkning fik af myndighederne i de første år efter attentatet på Kennedy, er det nemt at få den opfattelse, at visse mænd med stor indflydelse i det amerikanske samfund bevidst ønskede at føre befolkningen bag lyset i deres iver efter at fremstille Lee Oswald som snigskytten, der handlede på egen hånd og ikke havde medskyldige.

Ramaskriget

Der er således ikke noget at sige til, at der lød et ramaskrig fra befolkningen, da Zapruder-filmen for første gang blev vist offentligt på tv i 1975, og det var en af grundene til, at mange i det amerikanske samfund mistede tilliden til deres ledere. USA mistede så at sige sin uskyld, har det lydt, og derfor måtte regeringen gøre noget.

Det var præsident Gerald Ford, som havde været et af de syv medlemmer i Warrenkommissionen, der tog initiativ til oprettelsen af Rockefeller-kommissionen, der skulle undersøge ulovlige aktiviteter i CIA og andre efterretningstjenester i USA, og den fik sit navn efter vicepræsident Nelson Rockefeller, som stod i spidsen for foretagenet LINK.

Den blev skabt som reaktion på en artikel offentliggjort i New York Times i december 1974, der beskyldte CIA for at beskæftige sig med ulovlige, indenlandske aktiviteter, herunder åbning af post, overvågning af visse grupper i samfundet og et hemmeligt forskningsprogram om sindelagskontrol.

Zapruder-filmen kom i den anledning også på tapetet, og det vakte en betydelig opsigt blandt JFK-forskere, da det blev afsløret, at NPIC - og dermed CIA - havde haft en stor interesse i Zapruder-filmen umiddelbart efter Kennedymordet.

FBI's indenlandske kontraefterretningsprogram, som blandt andet aflyttede Martin Luther King, og mange andre, blev også afsløret.

Rockefeller-kommissionen blev hurtigt overhalet af Church-komiteen, hvis undersøgelser var meget bredere og bl.a. omfattede amerikanske planer om at myrde udenlandske statsoverhoveder. Den undersøgte desuden de amerikanske efterretningstjenesters håndtering af mordet på JFK, og den endte med at konkludere, at CIA, FBI og NSA havde tilbageholdt oplysninger, som skulle have været overdraget til Warrenkommissionen, og som kunne have haft indflydelse på kommissionens konklusioner. LINK.

Præsident Gerald Ford opfordrede efterfølgende ihærdigt Senatet til at tilbageholde rapporten fra offentligheden, men det lykkedes ikke.

Hicks bandede og svovlede

Da Rockefeller-kommissionens efterforskere henvendte sig til CIA, indrømmede agenturet, at de var i besiddelse af tavlerne med opklæbede billeder fra Zapruder-filmen. John Hicks havde på dette tidspunkt afløst Lundahl - der gik på pension - som direktør på NPIC, og han fik derfor besked på at udlevere alle billeder og de notater, der blev skrevet i samme anledning.

Dino Brugioni fik de tavler med Zapruders billeder, som han havde forstørret og forbedret, retur, da CIA’s direktør, John McCone, blev pensioneret.

Da Rockefeller-kommissionen bad om at få al materiale udleveret, gik Brugioni til John Hicks og fortalte ham, at han stadigvæk havde to af tavlerne med billeder fra den originale film liggende. Da han viste dem til ham, blev manden rasende og bandede og svovlede, idet han råbte: »For fanden mand! Hvad helvede gør du med det? Bring dette forbandede lort over til direktørens kontor. Vi skal ikke opbevare det her!« LINK (55:18).

Dino Brugioni fortæller i videoen, at han blev forfærdet over Hicks reaktion. Han forstod ikke hans opførsel dengang, men blev først klar over årsagen til vreden, da han blev interviewet af Douglas Horne.

Han havde pligtskyldigt afleveret tavlerne til CIA’s nye direktør, William Colby, men tavlerne og noterne til Secret Service og CIA’s direktør blev aldrig udleveret til Rockefeller-kommissionen. De var og er stadigvæk som sunket i jorden, og Brugioni så dem derfor aldrig igen.

For ærlig til at lave den slags numre

Vi fornemmer af samtalen, at billedanalytikeren følte sig såret, da Douglas Horne præsenterede ham for fakta. Det var svært for ham at sluge, at han var blevet holdt udenfor af sine egne, og at de, som havde pligt til at orientere ham, tav.

Men han stolede på det, som Horne fortalte ham og bøjede sig for kendsgerningerne, som han reagerede på med et næsten vantro blik i sine øjne.

Arthur C. Lundahl

Det gjorde ham særligt ondt, at centrets direktør, Arthur C. Lundahl, ikke havde røbet noget for ham, fordi han stod ham nær både privat og kollegialt, sagde han. Men ved nærmere eftertanke konkluderede han, at den eneste grund han kunne finde til chefens besynderlige opførsel, var, at denne vidste, at han var for ærlig til at være med til at »lave den slags numre«.

Horne præsenterede også Brugioni for en ældre skrivelse fra dengang, Rockefeller-kommissionen undersøgte CIA. Deri stod, at Bob Olsen fra Rockefeller-kommissionen efterlyste skriftligt materiale vedrørende Zapruder-filmen, da Secret Service intet havde fået udleveret af CIA. Der står ligeledes, at der ville blive arrangeret et møde mellem direktør Hicks på NPIC og Bob Olsen, så chefen kunne blive informeret. Dette møde blev Brugioni heller ikke underrettet om.

Originalen og kopierne var skåret til 8 millimeter film

Brugioni var sikker på, at det var den originale Zapruder-film, han modtog, fordi smalfilmen havde skarpe billeder, og han huskede også, at den blev afleveret som en 8 millimeter bred rulle, og at de hurtigt anskaffede en ny 8 millimeter projektor, så de kunne se filmen.

McMahon og Hunter huskede derimod, at de modtog en uopskåret 16 millimeter filmrulle, og at de så Zapruders familieoptagelser på hovedet, mens de studerede filmen. Det var derfor udelukket, at det var den originale film, for den blev skåret til to 8 millimeters film i Dallas, hvor den også blev fremkaldt. Det kunne heller ikke være en af de oprindelige tre kopier, da de også blev skåret og fremkaldt i Dallas.

Brugioni havde slet ikke haft tid til at undersøge filmen nærmere, for Secret Service-agenterne lod ham og hans medarbejdere vide, at de blot skulle udføre de ordrer, der blev dem givet, og intet andet!

Douglas Horne tror derfor, at fotoeksperterne på CIA’s hemmelige laboratorie, »Hawkeye Works«, ændrede filmen, efter Brugioni havde fuldført sit arbejde og havde forladt centret søndag morgen, og før McMahon og Hunter mødte på arbejde søndag aften, da de fik besked på at forstørre og forbedre udvalgte billeder fra Zapruder-filmen, der var en kopi, men fremstod som en uopskåret, ny rulle.

På NPIC var de i stand til at forstørre film mange gange, uden det gik ud over kvaliteten. Men de kunne ikke ændre meget på filmen, fordi det fandt sted før den digitale tidsalder. Det var dengang så godt som umuligt at lave om på Kennedys og Connallys bevægelser, men de kunne fjerne nogle af billederne og udføre retouch på andre for eventuelt at skjule eller tilføje noget.

De fik strenge ordrer på ikke at fortælle nogen noget

McMahon og Hunter var de eneste på centret, da de arbejdede med Zapruder-filmen, og de huskede, at de fik strenge ordrer på ikke at diskutere billederne eller at nævne for nogen, hvad der var foregået, og McMahon hævdede ligefrem, at han også fik besked på ikke at fortælle, hvad han havde beskæftiget sig med, til sine overordnede LINK (53:05).

Den eneste, som de måtte rapportere til, var kaptajn Pierre Sands, hvilket ikke var den normale procedure. Det måtte ganske enkelt ikke fremgå nogen steder, at de havde været på arbejde fra søndag aften til tidligt mandag morgen den 25. november. Det var så hemmeligt, at da de var færdige med deres opgaver, fjernede Secret Service-agenten alt i lokalet, der kunne røbe, at nogen havde arbejdet der om natten, og han tog det hele med sig, da han forlod stedet. Men alt dette vidste Brugioni intet om. LINK (53:44).

Nu vil nogen måske sige, at der var gået rigtig mange år, siden begivenheden fandt sted, og at de derfor kunne have husket forkert eller misforstået noget. Det er der altid en mulighed for, når det gælder gamle minder. Vi skal dog være opmærksomme på, at det, der foregik, var i forbindelse med mordet på John F. Kennedy, som havde gjort et uudsletteligt indtryk på hele nationen. Så at sige alle amerikanere, der var gamle nok, huskede, hvad de foretog sig, da de modtog nyheden om, at præsidenten var blevet offer for en snigmorders hånd. Selv jeg, der kun var tretten år i 1963, kan huske, hvor jeg var, og hvad jeg lavede, da meddelelsen om Kennedys død blev sendt i de danske medier.

Ingen kan efter min mening påstå, at Dino Brugionis hukommelse led af alderdomssvækkelse. Under hele interviewet med Dough Horne virker han tværtimod opvakt og nærværende, og han svarer uden tøven ærligt på de spørgsmål, han får stillet.

Billedkvaliteten

Billedet herover til venstre er en konstrueret og forbedret udgave af Z313. Det nederste af limousinen er tilføjet, og kvinden i rødt bag bilen og motorcykelbetjentene foran bilen er gengivelser fra tidligere og senere billeder i smalfilmen, men ellers er indholdet nøjagtig det samme som i den oprindelig film, der kan ses til højre.

Brugioni hævdede som sagt, at de billeder, han bearbejdede, var meget skarpe. Det er bemærkelsesværdigt, fordi de billeder, som blev stillet til rådighed for fotoeksperterne i Warrenkommissionen, var i sort-hvid og i en meget dårlig kvalitet, hvilket bladet LIFE da også måtte indrømme.

Den høje opløsning og skarphed i billedkvaliteten og Secret Service-agenternes ekstreme nervøsitet for, at rullen skulle tage skade, var netop med til at overbevise Brugioni om, at han havde fat i originalen.

McMahon og Hunter huskede derimod, at filmen havde en forholdsvis lav opløsning. Men det er ikke det indtryk, vi får, når vi lytter til Brugioni og dem, der så filmen i Dallas, inden den blev solgt til LIFE. »Den kunne overhovedet ikke sammenlignes med de kopier, som vi ser i dag«, får vi at vide.

Jack Harrison, der var ansat hos Kodak i Dallas, fortæller sammen med flere af Zapruders ansatte, at den film, de så, var knivskarp og havde smukke farver, og at Zapruder holdt fokus. Jeg ved ikke, om det var den autentiske film, de så, eller om det var en kopi. Vi må dog under alle omstændigheder gå ud fra, at en førstegenerations kopi af filmen har en betydelig højere kvalitet end de mange kopier, der siden fulgte efter.