|
Konklusion
Jeg beder læseren om ikke se de kendsgerninger, som er listet herunder, isoleret, men som et samlet hele. Gør vi det, danner der sig et billede af et stort fupnummer, der havde til formål at bedrage og at skjule noget for den amerikanske befolkning.
Vi skal især hæfte os ved følgende:
- Douglas Hornes gennemgang af Zapruder-filmens historik fortæller os, at der blev løjet for den amerikanske befolkning, da der blev sagt, at bladet LIFE havde købt den originale film.
- Det var i al hemmelighed, at den originale film dagen efter mordet blev sendte til NPIC, der var en afdeling af »National Geospatial-Intelligence Agence«, som blev drevet af CIA.
- LIFE’s forlægger, C. D. Jackson, arbejdede også for CIA.
- Før LIFE købte alle rettigheder til filmen, lokkede bladet Zapruder til at låne bladet den originale film, fordi de ønskede at trykke billeder derfra i den bedste kvalitet. Men det kunne ikke være det sande formål, fordi de billeder fra filmen, der kunne ses i LIFE den 29. november, var sort-hvide og i en elendig kvalitet.
- Det samme var de billeder, som LIFE stillede til rådighed for Warrenkommissionen.
- LIFE benyttede sig ikke før 1975 af, at de havde ret til at vise Zapruder-filmen i sin helhed, som de havde givet ekstra 100.000 dollars for.
- I den udgave af Zapruder-filmen, som Dan Rather beskrev for amerikanerne på nationalt tv den 25. november, bevægede JFK sig tilsyneladende forover, da et skud ramte ham i hovedet. Den samme beskrivelse af scenen gav FBI's assisterende direktør, Cartha DeLoach, efter han så filmen søndag den 24. november.
- I 1965 indrømmede FBI's direktør, J. Edgar Hoover, at billederne Z314 og Z315 var blevet byttet om i den trykte version af Warren-rapporten, så det så ud som om, at Kennedys hoved gav et ryk forover, da han blev ramt af skuddet i hovedet. (Bind 18).
- Dino Antonio Brugioni, der var fotoanalytiker og ekspert i billedsprog på NPIC, huskede - og var fuldstændig overbevist om - at der var flere billeder, der skildrede følgerne af det skud, som dræbte præsidenten, end i den film, som vi kan se i dag.
- Billedeksperterne på »Hawkeye Works«, der var tilknyttet NPIC, var specialister i levende film, og Brugioni omtalte dem som de mest brillante fotoeksperter, han nogensinde havde kendt, og at »de kunne alt.«
- Brugioni havde ingen problemer med at hævde, at der var forsvundet nogle billeder fra Zapruder-filmen, uden at det kunne ses.
- Vidner, som så limousinen standse et øjeblik under skudepisoden, undrede sig over, at det ikke er synligt i Zapruder-filmen i dag.
- Dino Brugionis arbejde med at forstørre og forbedre nogle af billederne i Zapruder-filmen og de notater, han skrev dertil, forsvandt, da Rockefeller-kommissionens efterforskere efterlyste dem.
- Forfatteren Noel Twyman påviste, at William Greer umuligt kunne have bevæget hovedet så hurtigt, som det fremgår af filmen.
Hvorfor?
Vi må spørge os selv, hvorfor CIA med hjælp fra Secret Service foretog en undersøgelse af Zapruder-filmen, der var så hemmelig, at selv højt betroede medarbejdere på NPIC ikke engang måtte vide, hvem der ud over dem selv arbejdede på at forbedre flere af billederne på filmen.
Og ikke mindst: hvorfor var det nødvendigt for CIA gennem LIFE at købe alle rettigheder til filmen for et astronomisk højt beløb og samtidig lade befolkningen leve i den tro, at LIFE fik den originale film?
Vi har vel at mærke her at gøre med en film, der havde optaget hele mordet på USA's præsident! Derfor burde det vel ikke være en hemmelighed, at CIA fik nogle af landets mest kompetente fotoanalytikere til grundigt at gennemgå den originale film - som havde en højere opløsning end en kopi - for at se, om den kunne være en hjælp til at opklare mordet. Men da alt skulle være så pokkers hemmeligt, peger det på, at de, der planlagde forløbet, ønskede at se, om filmen røbede noget, som befolkningen ikke måtte kende til.
Det lyder ikke som en tilfældighed, at Dan Rather fortalte befolkningen på nationalt tv, at Kennedy bøjede hovedet forover, da han blev ramt af det dræbende skud, og at FBI byttede om på to af de billeder, som skildrede hovedskuddet millisekunder derefter.
Da limousinen havde passeret tilskuerne på hjørnet af Houston Street og Elm Street, var der tyndet godt ud i tilskuerrækkerne, og de forholdsvis få, som overværede skuddramaet på Elm Street og på jernbanebroen, var stort set enige om, at limousinen standsede eller bremsede et kort øjeblik, umiddelbart før og/eller efter, at præsidenten blev ramt af det dødelige skud i hovedet. Det antyder, at det blev skåret væk i den originale film.
Det største bevis på bedrag er efter min mening, at William Greer umuligt kunne have foretaget en så hurtig drejning af hovedet, som Zapruder-filmen i dag viser. Sammenholder vi det med, at Dino Brugioni var sikker på, at der manglede nogle billeder fra scenen, hvor Kennedy blev skudt i hovedet, og at mange fortalte, at de så limousinen bremse eller standse omkring det samme tidspunkt, lyder det ikke som en tilfældighed.
Konklusionen
Konklusionen må være, at USA's efterretningstjenester samarbejdede fra dag 1 om at give nationen den opfattelse, at Lee Harvey Oswald skød præsidenten fra sjette sal på skolebogslageret og handlede på egen hånd.
Til toppen
|
|