|
Blev Zapruder-filmen ændret?
Hvis den berømte Zapruder-film, der optog hele mordet på JFK, blev ændret, må vi gå ud fra, at nogen - med magt og myndighed til at få det udført - ønskede at skjule et eller andet. Det kunne f.eks. være noget, som kunne have haft betydning for opklaringen af mordet.
Hvis det var tilfældet, kan vi næsten med sikkerhed slutte, at Lee Oswald umuligt kunne være snigskytten på skolebogslagerets sjette sal, der handlede på egen hånd og ikke havde medskyldige, som det blev - og stadigvæk i visse kredse bliver postuleret. Men var sandheden så enkel, ville der ikke være noget at skjule. Vi skal derfor i det næste se på, om der er grundlag for at så tvivl om Zapruder-filmens ægthed.
Turister på Dealey Plaza.
De røde pile peger på henholdsvis 1) jernbanebroen, 2) det sted, hvor Zapruder stod og filmede, og 3) ca. det sted, hvor JFK blev ramt af en kugle i hovedet, mens limousinen kørte ned ad Elm Street mod jernbanebroen.
Tøjfabrikant Abraham Zapruder stod på en 1,2 meter høj betonstøtte foran en pergola på græshøjen på Elm Streets nordlige side den 22. november 1963. Til højre for ham var der en række træer og et langt stakit, der skjulte en større parkeringsplads.
Fabrikanten havde i dagens anledning hentet sit hjemmevideo-kamera og stod og ventede spændt på, at kortegen med USA's præsident snart ville ankomme. Da limousinen endelig dukkede op, fik han efter få sekunder sit livs chok. Mens præsidentens bil passerede ham, gik det op for ham, at han stod og filmede mordet på USA's 35. præsident, og selvom han var dybt rystet, fortsatte han med at filme, indtil bilen var forsvundet ind under jernbanebroen på vej til Parkland Hospital.
Zapruder-filmen skønnes at være den mest sete smalfilm i historien. Men svarer den film, som vi i dag kan se på nettet, til den originale film? Eller er der blevet fusket med filmen, så den amerikanske befolkning ikke får sandheden om mordet at vide? Afslørede den autentiske film mon, at Lee Oswald ikke kunne have affyret de dræbende skud mod præsidenten, og at denne viden for alt i verden ikke måtte komme til offentlighedens kendskab?
Det er sådanne spørgsmål, vi skal beskæftige os med i det næste.
Indsamlingen af film og fotografier taget under skuddramaet
Efter skudepisoden henvendte flere agenter sig til alle de mennesker, som stod med et kamera, for at få dem udleveret, da de fotografier og film, de havde taget, naturligvis kunne være en hjælp i efterforskningen. Men de nøjedes ikke kun med det. De tjekkede også samtlige fotoforretninger i byen for om muligt at få fat i nogen, som de havde overset. Da Secret Service samme eftermiddag blev bekendt med, at Abraham Zapruder havde optaget en smalfilm, hvor man kunne se hele mordet på præsidenten, var agenturet selvfølgelig interesseret i at få fingre i den, og de kontaktede derfor Zapruder og det firma, hvor den blev fremkaldt.
Som alle ved, vil kopier aldrig være så skarpe som originalen, og da filmen kunne være en enestående hjælp i efterforskningen af præsidentmordet, skulle man tro, at de føderale myndigheder ville tage hånd om den originale film og undersøge den grundigt. Vi ville også forvente, at myndighederne sørgede for, at den blev opbevaret forsvarligt under de rette temperaturforhold, og hvad der ellers kunne forhindre den i at blive påvirket af tidens tand. Men det skete ikke. Den officielle historie lyder, at bladet LIFE købte den originale film og en kopi af Zapruder, mens Secret Service fik udleveret to kopier, hvoraf den ene blev overdraget til FBI.
Og hvad skete der så med den film, som LIFE købte?
Billeder fra Zapruder-filmen blev ødelagt
Billede 207 herover blev delvist ødelagt.
Flere billeder blev under den tekniske håndtering af filmen beskadiget, da personalet på LIFE kort tid efter mordet forberedte dem til tryk.
Det drejede sig om billederne 208 – 211, som ved et uheld blev ødelagt den 23. november 1963, og senere blev billederne 155, 157 og 341 også ødelagt, mens nummer 207 blev delvist beskadiget.
Til toppen
|
|