Gardinstangshistorien - 2

Wesley Fraziers og Linnie Randles vidnesbyrd vækker opstandelse

Pat Speer citerer Warrenkommissionens advokat, Howard Willens, for at skrive følgende i sin dagbog: »Der blev aflagt et vidnesbyrd i dag (den 11. marts 1964) af Frazier og Randle. Der var en betydelig debat og en vis bestyrtelse blandt nogle medlemmer af personalet angående deres vidnesbyrd om papirsposen, som de så Oswald bære om morgenen den 22. november. Frazier vidnede, at de var sikre på, at den pose, som han bar, ikke var længere, end den kunne anbringes mellem en skålformet hånd og armhulen, hvorimod riflen, selv når den var adskilt, var omkring 35 tommer lang (88 centimeter)«. »Det var ikke muligt at bære riflen på denne måde«, skrev han også.

Siden da har adskillige flere sat spørgsmålstegn ved, om Lee Oswald bar en riffel den dag, som skrev sig ind i historiebøgerne.

En af dem, som har forsøgt at løse problemet, er Pat Speer, som peger på et par interessante formularer, der er dukket op fra den enorme bunke af papirer, der relaterer til Kennedymordet. Den ene er hentet i Dallas Politis arkiv, mens den anden findes i Warrenkommissionens dokumentsamling.

To gardinstænger forsvinder ud i mørket

I Warrenkommissionens udstillinger ligger der en kopi af en formular, som fortæller, at Carl Day i Dallas Politis laboratorium testede to gardinstænger - der havde bilagsnumrene 275 og 276 - for fingeraftryk, og at der blev fundet et læseligt aftryk, som ikke tilhørte Lee Oswald LINK (Warren Commission Hearings, Volume XXIII - Current Section: CE 1952).

Af notater, som aldrig blev udgivet af Warrenkommissionen, og som blev fundet af forfatterne Ray og Mary La Fontaine i midten af 1990'erne, da Dallas Politi åbnede arkiverne, fremgår det også, at analysen blev udført den 25. marts 1964 LINK LINK LINK.

I april 2019 begyndte Alan Ford at skrive om dette emne på »JFK Assassination Forum«. Den private efterforsker af Kennedymordet, Pat Speer, har sat både den originale formular og kopien ind på sin hjemmeside LINK (langt nede på siden). (se også: LINK.) Formularen med rød skrift er et farvefotografi af den originale formular. Den ligger i Dallas Politis arkiv LINK og kan også ses på »University of North Texas'« hjemmeside.

I både den originale formular og kopien kan vi læse, at Dallas Politis laboratorium havde fået indleveret gardinstængerne den 15. marts 1964 af Secret Service-agent John Howlett i Dallas. Men problemet er, at kopien ikke svarer 100% til originalen, idet de ifølge originalen blev udleveret til John Howlett igen den 24. marts, mens der på kopien står, at de blev udleveret den 26. marts, men ikke til hvem.

Ved nærmere analyse af begge formularer ser det angiveligt ud til, at der blev indleveret i alt fire par gardinstænger til laboratoriet, og at to af dem forsvandt ud i mørket, mens de to andre overtog deres arkivnumre (275 og 276). Det vil jeg beskæftige mig nærmere med i det følgende:

Den originale formular

KLIK FOR STØRRE BILLEDE

Kopi af formular sendt til Warrenkommissionen

KLIK FOR STØRRE BILLEDE

KLIP FRA ORIGINALEN

BEMÆRK: PILENE PEGER PÅ DE LINJER, HVOR TEKSTEN I ORIGINALEN IKKE ER KOPIERET.

KLIP FRA KOPIEN

Fire gardinstænger blev til to

Gør vi originalen transparent og lægger den over kopien - som Pat Speer har gjort på sin hjemmeside - LINK er det tydeligt at se, at de er nøjagtig ens bortset fra de sidste linjer i den fortrykte formular. Her står der i originalen, at gardinstængerne blev udleveret til [Secret Service-agent] John Howlett den 24. marts (3-24-64), mens der samme sted står den 26. marts (3-26-64) på kopien, hvor modtagerens underskrift tilmed er fraværende. Det er også nemt at se, at det angivne tidspunkt på dagen og Days underskrift på kopien ikke er kopieret fra originalen.

Der findes dog flere steder ganske små forskydninger af nogle af bogstaverne i den øvrige tekst i forhold til originalen, men det fortæller os kun, at kopien var en karbon-kopi. Det fortæller os også, at karbonen eller kopien var taget ud, da de sidste linjer blev skrevet (teksten ud for »SPECIMEN RELEASED TO«, »DATE«, »TIME« og »BY«, hvor Days underskrift står), og at Day har skiftet kuglepen fra rød til blå. Det ser også ud til, at Howlett ikke var til stede, da linjerne blev skrevet, fordi hans underskrift som sagt mangler.

Læser vi kun kopien, får vi det indtryk, at Howlett afleverede to sæt gardinstænger til Day den 15. marts, og at en ukendt person fik dem udleveret den 26. marts, efter de var blevet undersøgt for fingeraftryk.

Læser vi derimod kun originalen, får vi det indtryk, at John Howlett den 24. marts fik de gardinstænger tilbage, som han indleverede den 15. marts til laboratoriet for at få dem undersøgt for fingeraftryk.

I begge tilfælde efterlader det læseren i den tro, at der kun var tale om to sæt gardinstænger med bilagsnumrene 275 og 276.

Ruth Paines gardinstænger
Warrenkommissionens udstillingsnumre 275 og 276
KLIK FOR STØRRE BILLEDE

Læser vi imidlertid både originalen og kopien, kan vi ikke undgå at komme til den slutning, at Howlett afleverede to hvide gardinstænger til laboratoriet den 15. marts, og vi må gå ud fra, at det var de samme, som han modtog den 24. marts, og at han ved samme lejlighed afleverede de to gardinstænger, der blev fundet i Ruth Paines garage, og som overtog bilagsnumrene 275 og 276.

Der var altså tale om i alt fire sæt, der var gået gennem politiets laboratorium. Da Howlett først fik udleveret Ruth Paines gardinstænger om aftenen den 23. marts, og da de blev tjekket for fingeraftryk den 25. marts LINK, kunne han naturligvis ikke have modtaget og kvitteret for de samme gardinstænger om morgenen den 24. marts.

Vi kan kun konkludere, at Day eller en anden i Dallas Politi senere inkorporerede den manglende tekst på kopien. Vedkommende behøvede blot at indsætte karbonpapir og kopien under en tom formular og skrive den nye tekst. Det ville da være umuligt at se, at den færdige kopi stammede fra to forskellige formularer, ligesom det heller ikke kunne afsløres, at der manglede et eksemplar af en fortrykt formular i laboratoriet, fordi de ikke havde bilagsnumre.

Det store spørgsmål er derfor: Hvorfor blev det gjort, og hvor kom de gardinstænger, som Howlett leverede til Day den 15. marts, fra?

Hvor kom de forsvundne gardinstænger fra?

Det er nærliggende at tænke, at grunden til bedraget var, at det under ingen omstændigheder måtte komme frem, at Lee Oswald bragte en pose med gardinstænger til skolebogslageret om morgenen den 22. november og ikke en riffel, der skulle bruges til at skyde præsidenten.

Men hvor kom da de forsvundne to gardinstænger fra?

De eneste gardinstænger, der er omtalt i forbindelse med efterforskningen, er de to, som blev fundet i Ruth Paines garage, dem, som hang i Lee Oswald gamle værelse i Oak Cliff, og dem, som han dagen før tragedien - ifølge Wesley Frazier - påstod, at han skulle hente i Irving. Frazier kom dog med tiden med forskellige udmeldinger. Nogle gange sagde han, at gardinstængerne skulle sættes op i Oswalds værelse i Oak Cliff, og andre gange nævnte han, at de skulle sættes op i »en lejlighed«.

Derfor kunne vi spørge, om Howlett eventuelt havde hentet to gardinstænger, som hang i Oswalds gamle værelse, for at få dem tjekket for fingeraftryk.

Det står der imidlertid ingen steder, og hvorfor skulle han også gøre det? Oswald kunne umuligt nå at sætte nye gardinstænger op i værelset, fordi han kun opholdt sig der i tre til fire minutter, efter han forlod skolebogslageret omkring klokken 12:33 og tog til Oak Cliff, og det vidste efterforskerne naturligvis. De vidste ganske givet også, at Gladys Johnson havde udskiftet en ødelagt gardinstang i værelset.

Gladys Johnson

Gladys Johnson viser Lee Oswalds værelse til
medierne, efter hun havde ryddet op og monteret
en ny gardinstang.
Allen Grants foto - Star Telegram 22. november 1963

Oswalds værtinde, Gladys Johnson, vidnede, at Dallas Politi dukkede op kort tid efter mordet, og at de tog alt, hvad Oswald ejede, med sig, inden de forlod stedet igen LINK (side 300).

Siden fortalte hun offentligt, at politiet efterlod det, der var tilbage i værelset, i et synderligt rod, og de havde bøjet en af gardinstængerne.

Gladys og hendes mand ønskede ikke, at værelset skulle fremstå således i medierne, og de fik derfor travlt med at rydde op og sætte en ny gardinstang op, som blev hentet fra et andet værelse, der ikke var i brug, for pressen fra forskellige blade og aviser var allerede begyndt at dukke op og ventede udenfor.

Det lykkedes dog nogle anmasende pressefotografer at komme ind og fotografere ægteparret, mens de udskiftede gardinstangen, som det kan ses herunder.

Gladys Johnson sætter nye gardinstænger op sammen med sin mand.
Gene Daniels foto, Fort Worth Telegram, 22. november 1963.

Forstørrelse af den ødelagte gardinstang - Allen Grants foto, Star-Telegram, 22. november 1963.

FBI stod for analyserne af bevismaterialerne

Da flere i kommissionen begyndte at tvivle på, at pakken, som Oswald bar, indeholdt en riffel, skrev chefadvokat Lee Rankin til Edgar Hoover den 16. marts og bad ham om at undersøge, om Lee Oswalds værelse i sin tid manglede gardinstænger. Det viste sig, at det gjorde det ikke på noget tidspunkt. Men kunne det tænkes, at gardinstængerne, som blev indleveret til laboratoriet den 15. marts, blev hentet i Oswalds gamle værelse af FBI?

Det kan næppe være tilfældet, fordi brevet for det første blev skrevet dagen efter, at gardinstængerne blev afleveret på laboratoriet, og for det andet indeholdt ikke nogen opfordring til at analysere dem for fingeraftryk. Var det alligevel tilfældet, ville Hoover naturligvis have ladet FBI selv analysere dem.

Da Gladys Johnson udskiftede den bøjede gardinstang med en gardinstang fra et andet værelse, efter politiet havde forladt hendes hjem, er det derfor udelukket, at de stænger, som Wesley Frazier nævnte, havde noget som helst at gøre med de gardinstænger, som hang i værelset i Oak Cliff om morgenen den 22. november eller i månederne fremover, hvilket der heller aldrig nogensinde er blevet sat spørgsmål ved.

Proceduren var altid, at FBI, som havde fået overdraget ansvaret for efterforskningen af Lyndon Johnson, foretog alle de tekniske analyser, og hvis Dallas Politi lå inde med bevismaterialer af en hvilken som helst slags, fik de besked på omgående at aflevere materialerne til FBI, som altid foretog sine egne analyser, selvom andre havde undersøgt dem først.

Pat Speers teori

Pat Speer mener, at der er en mulighed for, at Howlett, der den 5. december 1963 medvirkede i en rekonstruktions-film på skolebogslageret, som Secret Service stod bag, fandt to gardinstænger, og at han i al hemmelighed besluttede at vente med at fortælle nogen om dem, indtil han kunne gøre det uden at skabe for meget postyr.

Efter Linnie Randle og Wesley Frazier havde vidnet for Warrenkommissionen den 11. marts 1964 og for alvor satte gang i diskussionen om, at Lee Oswald måske i virkeligheden havde transporteret gardinstænger til skolebogslageret, konspirerede Howlett ifølge Speer med Albert Jenner i Warrenkommissionen om at gå bag Hoovers ryg og få gardinstængerne testet af Carl Day, og derefter blev det besluttet at få dem til at forsvinde og bruge gardinstængerne fundet i Ruth Paines garage til at skjule deres eksistens.

Kunne Will Fritz virkelig have fundet på det?

Jeg har dog svært ved at tro, at det var John Howlett, der havde skjult gardinstængerne. Hvis posen, som Oswald bar, indeholdt gardinstænger, ville han naturligvis have fortalt efterforskerne, hvor han havde efterladt den, så han derved kunne overbevise dem om, at den ikke indeholdt en riffel. Jeg tør godt skrive, at kaptajn Will Fritz, der ledede afhøringerne, omgående ville have sendt nogle af sine mest betroede agenter af sted for at finde den. Derfor blev gardinstængerne muligvis allerede hentet fredag den 22. om aftenen eller dagen efter mordet.

I min bog nævner jeg flere eksempler på, at Fritz tilbageholdt vigtigt bevismateriale for FBI, så agenturet måtte sende nogle af sine folk til Dallas for at hente det, når de senere fik nys derom. Det drejer sig for eksempel om Oswalds tegnebog, notesbog og tre af de kugler, som blev fundet i Tippits krop. Det er derfor slet ikke utænkeligt, at Fritz skjulte gardinstængerne på politihovedkvarteret, for han havde om nogen interesse i, at verden gav ham og hans korps æren for at havde arresteret den rigtige mand. Hvis det kunne bevises, at Oswald var uskyldig, ville det kort og godt være et prestigetab af de helt store for kaptajnen.

Men hvordan kom John Howlett, der var agent i Secret Service i Dallas, da ind i billedet? Det skal vi se på i det næste.

Thomas J. Kelley

Inspektør i Secret Service, Thomas J. Kelley, var tilknyttet hovedkvarterets stab i Washington D.C., hvor han var assisterende direktør for »Protective Operations.« Han fik tildelt ansvaret for at bistå Warrenkommissionen på enhver måde og at videregive den information, som den havde brug for i forbindelse med Kennedymordet, fortalte han under et interview med kommissionen LINK LINK LINK.

I 1976 genoptog »House Select Committee on Assassinations« (HSCA) efterforskningen af mordet på John F. Kennedy. Meningen var at efterforske det, som Warrenkommissionen havde forsømt, og at genoprette folkets tillid til myndighederne. HSCA leverede i samme forbindelse en sønderlemmende kritik af Secret Service og Thomas Kelley og påpegede blandt andet følgende:

1. Agenturet leverede nogle af sine dokumenter til kommissionen, men ikke alle, der var relevante for efterforskningen.
2. Agenturet tillod offentliggørelse af detaljerne om kortegens rute og gav efter for medarbejdere i Det Hvide Hus, der insisterede på at fjerne plexiglas-bobletoppen fra præsidentens limousine.
3. Agenturet havde en passiv tilgang til dets opgaver før attentatet og i den efterfølgende efterforskning. For eksempel beskrev Kelley sig selv som gæst hos Dallas Politi, og derfor var han ikke i stand til at insistere på at få en båndoptager under sin afhøring af Oswald.
4. Agenturet informerede ikke FBI om de spor, de fulgte i undersøgelsen af det cubanske samfund - efter at have opgivet sin kontrol med efterforskningen - selvom det havde oplysninger om trusler, der involverede rifler affyret fra høje bygninger.
5. Agenturet foretog ingen ændring i deres planer for kortegen, og oplysningerne om truslerne fik det ikke til at forbedre indsatsen.
6. Agenturets strategi var ifølge Kelley enkel og direkte: fjern beskyttende personer fra farlige situationer.

LINK (HSCA Volume 3, side 323-356).

Ser det i lyset af dette derfor ud til, at Secret Service var ivrig efter at bskytte præsidenten og senere opklare århundredets mord? Det er synd at sige.

Da Kelley blev interviewet af HSCA-udvalget, blev han spurgt, om han i betragtning af den høje stilling, han havde, ville rapportere direkte til Secret Services direktør. Han svarede: »Ja, til overinspektøren, der rapporterede til direktøren eller chefen.« LINK. Han var derfor tæt på ledelsen og en mand, hvis ordrer John Howletts skulle adlyde.

Kelley var også forbindelsesled mellem Secret Service og Warrenkommissionen, skrev HSCA-udvalget og tidligere Warrenkommissionen. Det kunne derfor have været ham, der leverede kopien af formularen, der var skrevet i Dallas Politis laboratorie, til kommissionen. Han kunne heller ikke undgå at få en særlig indsigt, som få var forundt, fordi han deltog i afhøringen af Oswald i mindst fire tilfælde LINK .

Vi kan naturligvis ikke vide med sikkerhed, hvad der foregik bag kulissen, men det følgende scenarie er ikke usandsynligt:

Kelley erfarede muligvis i forbindelse med afhøringen af Oswald, at Fritz var i besiddelse af to gardinstænger, og det kunne han have meddelt Secret Services direktør, James J. Rowley, som var interesseret i at vide, om Lee Oswalds fingeraftryk var på dem. Derfor fik John Howlett besked på at hente gardinstængerne, som Fritz havde tilbageholdt, og indlevere dem til Dallas Politis laboratorium, hvor han afleverede dem den 15. marts. Rowley havde helt sikkert fået kendskab til Linnie Randles og Wesley Fraziers vidneforklaringer til Warrenkommissionen den 11. marts og den opstandelse, der fulgte efter. Men han var ikke interesseret i, at FBI blev indblandet, og det var Will Fritz heller ikke. Det kunne være grunden til, at Kelley allierede sig med Albert Jenner i Warrenkommissionen og sørgede for, at to af gardinstængerne forsvandt, og at formularen i laboratoriet blev ændret, således at det ikke kunne afsløres, at der i virkeligheden var tale om fire gardinstænger.

Sagde Lee Oswald, at posen kun indeholdt hans madpakke?

Det eneste problem ved denne historie er, at ifølge rapporterne, som nogle af de, der var til stede ved afhøringen af Oswald, skrev, så nævnte den anholdte, at han kun havde transporteret sin madpakke til skolebogslageret om morgenen den 22. november, og at det kunne være svært at finde en pose, der havde en passende størrelse til formålet.

Hvis det er sandt, løj Wesley Frazier. Vi kan ikke helt udelukke, at han under sin brutale afhøring på politiets hovedkvarter ville forsvare sin søster, som var den første, der omtalte gardinstængerne, idet hun fortalte nogle betjente, der ransagede Ruth Paines hjem i Irving, at hendes bror havde sagt aftenen før, at Oswald skulle hente nogle gardinstænger. Linnie Randle blev afhørt i et andet lokale end sin bror, men hvis Wesley Frazier blev fortalt, hvad søsteren havde sagt, kunne det i teorien have fået ham til at lyve, fordi han frygtede, hvad der ville ske hende, hvis det kom frem, at hun ikke fortalte sandheden. Vi skal have med i vores overvejelser, at han oplevede afhøringen som så traumatisk, at det grænsede til psykisk vold.

Hvor sandsynligt er det?

Men det forklarer stadigvæk ikke, hvorfor Howlett to gange i marts måned afleverede to gardinstænger i Dallas Politis laboratorium, efter Wesley og Linnie havde vidnet for Warrenkommissionen. Vi ved, at Ruth Paines gardinstænger først blev indleveret efter den 23. marts, så hvor kom de stænger, som Day tog imod den 15. marts, fra? Kunne han ved en fejl have skrevet den forkerte dato og det forkerte klokkeslæt? Det lyder meget usandsynligt, at han var »kommet til« at skrive den 15. marts klokken 9:45 i stedet for den 24. marts klokken 7:50.

Det virker også usandsynligt på mig, at afhøringen af den sigtede for århundredes mord ikke blev optaget på bånd. Hvor var Edgar Hoover, som ellers aflyttede gud og hver mand, og som havde nogle af sine agenter med ved afhøringen, henne i dette? Hoover meddelte allerede den 24. november 1963 - to dage efter Kennedymordet og samme dag, som Lee Oswald blev skudt - at den sigtede var skyldig, og at der ikke var nogen sammensværelse, skønt Jack Ruby, som dræbte Oswald, havde tætte forbindelser til mafiaen. Der er skriftlige beviser på, at både Dallas Politi og FBI herefter ønskede at lukke sagen - og Hoover erklærede, at hans afsluttende rapport om mordet kunne være klar om »en uges tid« - stik imod al sund fornuft, da mordet på Oswald burde have fået alle ansvarlige efterforskere til at intensivere deres jagt på sandheden. Det uddyber jeg mere udførligt i min bog, »MANDEN DER FIK SKYLDEN«.

Skønt det stadigvæk er et åbent spørgsmål, er der i lyset af alt dette i det mindste en stor sandsynlighed for, at Lee Oswald bar en pakke med gardinstænger til skolebogslageret, to dage før han led døden i Dallas Politis varetægt.