|
FBI stod for analyserne af bevismaterialerne
Da flere i kommissionen begyndte at tvivle på, at pakken, som Oswald bar, indeholdt en riffel, skrev chefadvokat Lee Rankin til Edgar Hoover den 16. marts og bad ham om at undersøge, om Lee Oswalds værelse i sin tid manglede gardinstænger. Det viste sig, at det gjorde det ikke på noget tidspunkt. Men kunne det tænkes, at gardinstængerne, som blev indleveret til laboratoriet den 15. marts, blev hentet i Oswalds gamle værelse af FBI?
Det kan næppe være tilfældet, fordi brevet for det første blev skrevet dagen efter, at gardinstængerne blev afleveret på laboratoriet, og for det andet indeholdt ikke nogen opfordring til at analysere dem for fingeraftryk. Var det alligevel tilfældet, ville Hoover naturligvis have ladet FBI selv analysere dem.
Da Gladys Johnson udskiftede den bøjede gardinstang med en gardinstang fra et andet værelse, efter politiet havde forladt hendes hjem, er det derfor udelukket, at de stænger, som Wesley Frazier nævnte, havde noget som helst at gøre med de gardinstænger, som hang i værelset i Oak Cliff om morgenen den 22. november eller i månederne fremover, hvilket der heller aldrig nogensinde er blevet sat spørgsmål ved.
Proceduren var altid, at FBI, som havde fået overdraget ansvaret for efterforskningen af Lyndon Johnson, foretog alle de tekniske analyser, og hvis Dallas Politi lå inde med bevismaterialer af en hvilken som helst slags, fik de besked på omgående at aflevere materialerne til FBI, som altid foretog sine egne analyser, selvom andre havde undersøgt dem først.
Pat Speers teori
Pat Speer mener, at der er en mulighed for, at Howlett, der den 5. december 1963 medvirkede i en rekonstruktions-film på skolebogslageret, som Secret Service stod bag, fandt to gardinstænger, og at han i al hemmelighed besluttede at vente med at fortælle nogen om dem, indtil han kunne gøre det uden at skabe for meget postyr.
Efter Linnie Randle og Wesley Frazier havde vidnet for Warrenkommissionen den 11. marts 1964 og for alvor satte gang i diskussionen om, at Lee Oswald måske i virkeligheden havde transporteret gardinstænger til skolebogslageret, konspirerede Howlett ifølge Speer med Albert Jenner i Warrenkommissionen om at gå bag Hoovers ryg og få gardinstængerne testet af Carl Day, og derefter blev det besluttet at få dem til at forsvinde og bruge gardinstængerne fundet i Ruth Paines garage til at skjule deres eksistens.
Kunne Will Fritz virkelig have fundet på det?
Jeg har dog svært ved at tro, at det var John Howlett, der havde skjult gardinstængerne. Hvis posen, som Oswald bar, indeholdt gardinstænger, ville han naturligvis have fortalt efterforskerne, hvor han havde efterladt den, så han derved kunne overbevise dem om, at den ikke indeholdt en riffel. Jeg tør godt skrive, at kaptajn Will Fritz, der ledede afhøringerne, omgående ville have sendt nogle af sine mest betroede agenter af sted for at finde den. Derfor blev gardinstængerne muligvis allerede hentet fredag den 22. om aftenen eller dagen efter mordet.
I min bog nævner jeg flere eksempler på, at Fritz tilbageholdt vigtigt bevismateriale for FBI, så agenturet måtte sende nogle af sine folk til Dallas for at hente det, når de senere fik nys derom. Det drejer sig for eksempel om Oswalds tegnebog, notesbog og tre af de kugler, som blev fundet i Tippits krop. Det er derfor slet ikke utænkeligt, at Fritz skjulte gardinstængerne på politihovedkvarteret, for han havde om nogen interesse i, at verden gav ham og hans korps æren for at havde arresteret den rigtige mand. Hvis det kunne bevises, at Oswald var uskyldig, ville det kort og godt være et prestigetab af de helt store for kaptajnen.
Men hvordan kom John Howlett, der var agent i Secret Service i Dallas, da ind i billedet? Det skal vi se på i det næste.
Thomas J. Kelley
Inspektør i Secret Service, Thomas J. Kelley, var tilknyttet hovedkvarterets stab i Washington D.C., hvor han var assisterende direktør for
»Protective Operations.« Han fik tildelt ansvaret for at bistå Warrenkommissionen på enhver måde og at videregive den information, som den havde brug for i forbindelse med Kennedymordet, fortalte han under et interview med kommissionen
LINK
LINK
LINK.
I 1976 genoptog »House Select Committee on Assassinations« (HSCA) efterforskningen af mordet på John F. Kennedy. Meningen var at efterforske det, som Warrenkommissionen havde forsømt, og at genoprette folkets tillid til myndighederne. HSCA leverede i samme forbindelse en sønderlemmende kritik af Secret Service og Thomas Kelley og påpegede blandt andet følgende:
- Agenturet leverede nogle af sine dokumenter til kommissionen, men ikke alle, der var relevante for efterforskningen.
- Agenturet tillod offentliggørelse af detaljerne om kortegens rute og gav efter for medarbejdere i Det Hvide Hus, der insisterede på at fjerne plexiglas-bobletoppen fra præsidentens limousine.
- Agenturet havde en passiv tilgang til dets opgaver før attentatet og i den efterfølgende efterforskning. For eksempel beskrev Kelley sig selv som gæst hos Dallas Politi, og derfor var han ikke i stand til at insistere på at få en båndoptager under sin afhøring af Oswald.
- Agenturet informerede ikke FBI om de spor, de fulgte i undersøgelsen af det cubanske samfund - efter at have opgivet sin kontrol med efterforskningen - selvom det havde oplysninger om trusler, der involverede rifler affyret fra høje bygninger.
- Agenturet foretog ingen ændring i deres planer for kortegen, og oplysningerne om truslerne fik det ikke til at forbedre indsatsen.
- Agenturets strategi var ifølge Kelley enkel og direkte: fjern beskyttende personer fra farlige situationer.
LÆS OVERSÆTTELSEN AF DOKUMENTET HERUNDER:
LINK (HSCA Volume 3, side 323-356).
Ser det i lyset af dette derfor ud til, at Secret Service var ivrig efter at bskytte præsidenten og senere opklare århundredets mord? Det er synd at sige.
Da Kelley blev interviewet af HSCA-udvalget, blev han spurgt, om han i betragtning af den høje stilling, han havde, ville rapportere direkte til Secret Services direktør. Han svarede: »Ja, til overinspektøren, der rapporterede til direktøren eller chefen.«
LINK.
Han var derfor tæt på ledelsen og en mand, hvis ordrer John Howletts skulle adlyde.
Kelley var også forbindelsesled mellem Secret Service og Warrenkommissionen, skrev HSCA-udvalget og tidligere Warrenkommissionen. Det kunne derfor have været ham, der leverede kopien af formularen, der var skrevet i Dallas Politis laboratorie, til kommissionen. Han kunne heller ikke undgå at få en særlig indsigt, som få var forundt, fordi han deltog i afhøringen af Oswald i mindst fire tilfælde
LINK .
Vi kan naturligvis ikke vide med sikkerhed, hvad der foregik bag kulissen, men det følgende scenarie er ikke usandsynligt:
Kelley erfarede muligvis i forbindelse med afhøringen af Oswald, at Fritz var i besiddelse af to gardinstænger, og det kunne han have meddelt Secret Services direktør, James J. Rowley, som var interesseret i at vide, om Lee Oswalds fingeraftryk var på dem. Derfor fik John Howlett besked på at hente gardinstængerne, som Fritz havde tilbageholdt, og indlevere dem til Dallas Politis laboratorium, hvor han afleverede dem den 15. marts. Rowley havde helt sikkert fået kendskab til Linnie Randles og Wesley Fraziers vidneforklaringer til Warrenkommissionen den 11. marts og den opstandelse, der fulgte efter. Men han var ikke interesseret i, at FBI blev indblandet, og det var Will Fritz heller ikke. Det kunne være grunden til, at Kelley allierede sig med Albert Jenner i Warrenkommissionen og sørgede for, at to af gardinstængerne forsvandt, og at formularen i laboratoriet blev ændret, således at det ikke kunne afsløres, at der i virkeligheden var tale om fire gardinstænger.
Sagde Lee Oswald, at posen kun indeholdt hans madpakke?
Det eneste problem ved denne historie er, at ifølge rapporterne, som nogle af de, der var til stede ved afhøringen af Oswald, skrev, så nævnte den anholdte, at han kun havde transporteret sin madpakke til skolebogslageret om morgenen den 22. november, og at det kunne være svært at finde en pose, der havde en passende størrelse til formålet.
Hvis det er sandt, løj Wesley Frazier. Vi kan ikke helt udelukke, at han under sin brutale afhøring på politiets hovedkvarter ville forsvare sin søster, som var den første, der omtalte gardinstængerne, idet hun fortalte nogle betjente, der ransagede Ruth Paines hjem i Irving, at hendes bror havde sagt aftenen før, at Oswald skulle hente nogle gardinstænger. Linnie Randle blev afhørt i et andet lokale end sin bror, men hvis Wesley Frazier blev fortalt, hvad søsteren havde sagt, kunne det i teorien have fået ham til at lyve, fordi han frygtede, hvad der ville ske hende, hvis det kom frem, at hun ikke fortalte sandheden. Vi skal have med i vores overvejelser, at han oplevede afhøringen som så traumatisk, at det grænsede til psykisk vold.
Hvor sandsynligt er det?
Men det forklarer stadigvæk ikke, hvorfor Howlett to gange i marts måned afleverede to gardinstænger i Dallas Politis laboratorium, efter Wesley og Linnie havde vidnet for Warrenkommissionen. Vi ved, at Ruth Paines gardinstænger først blev indleveret efter den 23. marts, så hvor kom de stænger, som Day tog imod den 15. marts, fra? Kunne han ved en fejl have skrevet den forkerte dato og det forkerte klokkeslæt? Det lyder meget usandsynligt, at han var »kommet til« at skrive den 15. marts klokken 9:45 i stedet for den 24. marts klokken 7:50.
Det virker også usandsynligt på mig, at afhøringen af den sigtede for århundredes mord ikke blev optaget på bånd. Hvor var Edgar Hoover, som ellers aflyttede gud og hver mand, og som havde nogle af sine agenter med ved afhøringen, henne i dette? Hoover meddelte allerede den 24. november 1963 - to dage efter Kennedymordet og samme dag, som Lee Oswald blev skudt - at den sigtede var skyldig, og at der ikke var nogen sammensværelse, skønt Jack Ruby, som dræbte Oswald, havde tætte forbindelser til mafiaen. Der er skriftlige beviser på, at både Dallas Politi og FBI herefter ønskede at lukke sagen - og Hoover erklærede, at hans afsluttende rapport om mordet kunne være klar om »en uges tid« - stik imod al sund fornuft, da mordet på Oswald burde have fået alle ansvarlige efterforskere til at intensivere deres jagt på sandheden. Det uddyber jeg mere udførligt i min bog, »MANDEN DER FIK SKYLDEN«.
Skønt det stadigvæk er et åbent spørgsmål, er der i lyset af alt dette i det mindste en stor sandsynlighed for, at Lee Oswald bar en pakke med gardinstænger til skolebogslageret, to dage før han led døden i Dallas Politis varetægt.
Til toppen
|