Middagspausen

Geraldine Reids, Geneve Hines og Lee Oswalds ruter

Den 51-årige bogholder, Geraldine Reid løb op til skolebogslagerets kontor på anden sal lige efter skudepisoden. Hun havde stået i nærheden af sin chef, Roy Truly, og kontorchef Ochus Campbell cirka fem meter fra hovedindgangen, da hun hørte skud. Det fik hende til omgående at løbe ind i bygningen og op på sit kontor, hvor hun mødte Lee Oswald, som gik ind ad bagdøren i den anden ende af lokalet.

Geneve Hine blev alene tilbage på boglagerets kontor for at passe telefonerne, da hendes kolleger gik ud for at se præsidentparret køre forbi bygningen. Hun forlod sit skrivebord og gik hen til et østvendt vindue, der havde udsigt til Houston Street, for at se kortegen, inden den drejede omkring hjørnet til Elm Street. Efter hun havde set limousinen køre forbi nede på gaden, hørte hun riffelskud, og umiddelbart derefter så hun fra sit vindue, at folk flygtede fra området i panik, mens andre smed sig ned på jorden. Det var naturligvis umuligt for hende at forholde sig passivt til situationen, og hendes første tanke var da også at finde et sted, hvor hun kunne se, hvad der skete.

Da lokalet ikke havde et vindue med udsigt til Dealey Plaza, forlod hun kontoret og gik ud på den lange gang, hvor hun forsøgte at komme ind på to kontorer, der havde vinduer ud til Elm Street. Men ingen lukkede hende ind, selvom hun kunne høre og se en kvinde, der talte i telefon, på det sidste kontor. Det endte med, at hun vendte tilbage til boglagerets kontor via bagdøren og gik gennem lokalet til sin plads foran hoveddøren for at passe telefonerne. Men hun så hverken Lee Oswald eller Geraldine Reid, og Reid så ikke Hine.

Lee Oswald fortalte efterforskerne, at han stod udenfor sammen med Bill Shelley i fem til ti minutter, og at han opholdt sig på første sal, da præsidenten blev skudt. Derefter gik han op på første sals kantine, der lå ved siden af boglagerets kontor. Her mødte han politibetjent Marrion Baker, som sigtede på ham med sin pistol. Da Roy Truly kom ilende til, fortalte han betjenten, at Oswald var en af boglagerets ansatte. Derfor forlod de ham og løb videre op ad trapperne.

Hvis vi skal tro Reid, skød Oswald ikke Kennedy

Tager vi Geraldine Reids vidneforklaring for pålydende, løb hun ind i bygningen få sekunder efter det sidste skud, og derfor ville hun kunne gå ind ad boglagerets fordør mindre end et minut derefter. Her så hun som sagt Lee Oswald gå ind ad kontorets bagdør i den anden ende af lokalet med en cola i sin hånd. Derfor tillod tiden ikke, at han var kommet ned fra snigskyttereden på sjette sal.

Kunne det tidsmæssigt lade sig gøre?

Det følgende er ikke eksakt videnskab. Vi kan kun gætte os til, hvad Lee Oswald foretog sig i middagspausen. Her vil jeg blot tjekke, om det, han selv sagde ifølge de personer, der afhørte ham, harmonerer med andre vidners udtalelser, og om tiden tillader, at han var der, hvor han påstod at være, og der, hvor han blev set umiddelbart efter mordet.

Forklaring til illustrationen

Jeg kan ikke forestille mig, at Lee Oswald forlod sin plads på trappen, inden han havde set Jack og Jackie, for vi må antage, at det var derfor, han gik udenfor. Jeg kan langt bedre forestille mig, at han var ligeglad med at se de øvrige personer i kortegen, og at han derfor gik ind i bygningen igen, da præsidentparret var kørt forbi, men inden skuddramaet begyndte. Måske havde han også svært ved at se personerne i bilerne, fordi han stod bagest på trappen og ikke var særlig høj.

Hans sygejournal fra Sovjetunionen, som hans russiske ven, Ernst Titovets, der senere blev læge, fik fat i efter unionens sammenbrud, fortæller, at han havde en stærk nedsat hørelse på det ene øre efter en mellemørebetændelse, og at han ikke kunne høre, fra hvilken retning en lyd kom. Han hørte ganske givet støjen fra de første skud, mens han var på første sal, men forbandt den ikke med riffelskud på grund af sit handicap. Det gik først op for ham, da han mødte den stærkt chokerede Geraldine Reid på boglagerets kontor på anden sal. Hvis vi tager ham på ordet, stod han udenfor ved siden af Shelley i omkring fem minutter og gik derefter ind i forhallen, hvor han befandt sig, da de første kugler strøg gennem luften udenfor.

Han sagde også, at han gik op på anden sal for at hente en cola til sin mad. Måske havde han hentet en cola tidligere under middagspausen, eller også havde han ikke spist hele sin madpakke. Men under alle omstændigheder fortalte Geraldine Reid efterforskerne i dagene efter mordet, at hun bemærkede, at han holdt en cola i sin hånd, og under Warrenkommissionens interview påstod hun også, at flasken var fuld. Grunden til, at hun hæftede sig ved det, var, at han havde for vane at komme ind på kontoret for at veksle penge til colaautomaten, men da han gik med en cola i hånden, var det tydeligvis ikke det, der var hans hensigt, sagde hun, og derfor undrede hun sig over at se ham på kontoret.

Hvis han var på vej ned til hovedindgangen for at nyde sin cola under åben himmel, hvad han havde for vane, var det dog ikke så mærkeligt. Det er derimod svært at forestille sig, at han ville have taget sig tid til at trække en cola i automaten, hvis han var Kennedys morder og havde tænkt sig at flygte fra stedet, som Warrenkommissionen påstod.

Oswalds, Hines og Reids ruter:

Jeg har i den forbindelse lavet en illustration, der beskriver henholdsvis Oswalds, Hines og Reids bevægelser på anden sal umiddelbart efter mordet, for det giver et bedre overblik at have noget visuelt at forholde sig til. Tegningen over anden sal er hentet fra Warrenkommissionens tegninger over boglagerets etager. Jeg har dog indsat hovedindgangen og forhallen på første sal til venstre for anden etages sydøstlige hjørne, så vi kan følge Geraldine Reids vej ind i bygningen og hen til trappen, der også lå i det sydøstlige hjørne.

Tallene på ruten illustrerer, hvor mange sekunder, der var gået, siden det sidste skud blev affyret. Det vil sige cirka 8 sekunder efter det første. Når vi ser på tiderne, skal vi blot huske, at Reid og Hine ikke stødte på hinanden i de første minutter efter mordet, og at Hine heller ikke så Lee Oswald.

Jeg har støttet mig til Google Maps tider i mine forsøg på at danne mig en mening om, hvor mange meter de hver især gik per sekund. Her veksler en normal gang på gader og stræder mellem 1,1 og 1,3 meter per sekund.

Det er som sagt ikke eksakt videnskab, men et forsøg på at få afklaret, om Lee Oswald havde mulighed for at være der, hvor han påstod at være, og der, hvor han blev set efter mordet, inden for den tidsramme, han havde til rådighed.

Den grønne rute

Den grønne rute er Lee Oswalds rute.

Vores hovedperson sagde ikke, at han stod udenfor under selve skudepisoden. Han nævnte derimod, at han opholdt sig på første sal, da mordet fandt sted.

Jeg forestiller mig, at han gik ind i forhallen 3 sekunder før det første skud, men efter præsidentparret var kørt forbi bygningen. Det vil sige, at det i alt var 11 sekunder før det sidste skud. Derfor er hans udgangspunkt -11. Han tog derpå kundeelevatoren op til anden sal, hvor han ankom cirka 1 sekund efter det sidste skud. Herefter gik han gennem boglagerets kontor, krydsede mellemgangen og gik ind i kantinen, hvor han trak en cola. Dernæst vendte han tilbage til kontoret, fordi hans hensigt var at gå ned til hovedindgangen og ud i det gode vejr for at drikke sin cola, inden frokostpausen var forbi. Da han trådte ind ad bagdøren cirka 50 sekunder efter det sidste skud, fik han øje på Reid, som var på vej hen til sit skrivebord, der stod i midten af lokalet. Da de krydsede hinanden, fortalte kvinden ham, at nogen havde forsøgt at skyde præsidenten, og at hun håbede på, at han ikke var ramt. Han gik derefter nogle skridt videre, men beskeden fra Reid fik ham til pludselig at vende om, mens hun med ryggen til lokalet var optaget af at tage sin frakke og sit tørklæde af, rede sit hår og lægge sin pung i sin taske.

Cirka 90 sekunder efter det sidste skud var han på vej ind i kantinen igen, og i samme nu fik Baker øje på ham gennem en rude i døren ud til trappeopgangen.

Men hvorfor gik han tilbage til kantinen? Der er flere muligheder. Reid var overbevist om, at han kun var iført sin T-shirt, da hun mødte ham. Måske havde han lagt sin skjorte inde i kantinen, fordi han havde det for varmt. Da han nu var overbevist om, at der ikke blev mere arbejde at udføre denne dag, ville han hente den, inden han tog hjem. En anden grund kunne være, at da han fik nyheden om skudepisoden, indså han, at der herskede kaos nede på Dealey Plaza, og derfor opgav han at tage colaen, som han lige havde trukket, med sig derud, men gik i stedet for tilbage til kantinen i den hensigt at drikke den færdig og derefter lægge den i en kasse med tomme flasker. Hvis Lee Oswald havde tænkt sig ikke at vende tilbage, men tage hjem til sit logi, kunne han lige så godt skaffe sig af med flasken med det samme, når han havde drukket indholdet.

Vi ved, at Lee Oswald ikke talte med taxachaufføren om mordet, da denne kørte ham til Oak Cliff, og nogen ser det som et tegn på, at han var skyldig. Det var dog ikke usædvanligt for ham ikke at sige så meget, og han var ganske givet dybt berørt af situationen. Marina har ved adskillige lejligheder omtalt, at han beundrede Kennedy, og at han ligefrem græd, da præsidentparrets yngste søn døde kort tid efter fødslen. Det er for letkøbt at sige, at det skyldtes, at han selv var morderen. Desuden kan ingen naturligvis vide, om han talte med nogen om det, der var sket, da han forlod boglageret. Det har han ganske givet gjort. Vi ved bare ikke med hvem.

Den røde rute

Til venstre: Scene uden for skolebogslageret i sekunderne efter mordet. Kvinden med tasken, der står uden frakke på, er ikke Geraldine Reid, som nogen tror, fordi hun fortalte efterforskerne, at hun tog frakke og tørklæde på, inden hun gik udenfor. Til højre: Reid står yderst til højre med frakke på uden for skolebogslageret et stykke tid efter mordet.

Den røde rute er Geraldine Reids rute.

De smalfilm, der blev taget foran skolebogslagerets sydside, viser Baker haste hen mod hovedindgangen og flere personer, der løb op ad trappen. Desuden var der flere, som stod i lobbyen, da Baker løb derind. Vi ved, at det fandt sted 25 til 30 sekunder efter det sidste skud, fordi han kunne huske, hvad politiinspektør Jesse Curry meddelte over politiradioen, da han parkerede sin motorcykel få meter fra boglagerets hovedindgang.

Reid fortalte, at hun løb ind på boglageret, efter hun overværede, at flere smed sig ned på jorden, og efter hun havde haft en ultrakort samtale med kontorchefen. Alt tyder på, at det skete, før Roy Truly og Marrion Baker løb ind ad hovedindgangen, fordi hun ikke så andre løbe derind, og fordi hun heller ikke observerede nogen i lobbyen. Derfor skønner jeg, at Reid begyndte sin rute cirka 15 sekunder efter det sidste skud.

Hun skulle kun løbe få meter hen til trappen, der førte op til hovedindgangen, og herfra skulle hun løbe knap otte meter hen til den indvendige trappeopgang. Jeg lader hende tilbagelægge denne rute på kun 6 sekunder, fordi hun sagde, at hun løb, da hun flygtede ind i bygningen af angst for at blive ramt af et skud.

Der var da skønsmæssigt gået 21 sekunder, siden det sidste skud blev affyret.

Da hun var 51 år gammel, anslår jeg, at det tog hende cirka 19 sekunder at nå en etage op til anden sal (1. sal er det, som vi kalder stuen) og gå ind på den lange gang, hvor hun ankom cirka 40 sekunder efter det sidste skud. Hun var nu blevet roligere og fortsatte i et langsommere tempo de syv meter hen til boglagerets kontor. Da hun var kommet cirka 7 meter ind i lokalet, fik hun øje på Lee Oswald, som gik ind ad bagdøren i den modsatte ende. Jeg skønner, at det fandt sted cirka 10 sekunder senere, fordi hun selv sagde, at hun ikke længere løb, men gik. Hvis hun gik i et hastigt tempo på 1,4 meter per sekund, fik hun øje på Lee Oswald 50 sekunder efter det sidste skud lød ind over Dealey Plaza.

På Warrenkommissionens oversigt over anden sal markerede Reid det sted, hvor hun mente at være, da hun første gang så Oswald. Den kan ses på internettet som Warrenkommissionens bilag 497 (LINK).

Den blå rute

Den blå rute er Geneve Hines rute. Hun stod ved et østvendt vindue på kontoret og fulgte kortegen med øjnene, indtil den drejede om hjørnet til Elm Street i et skarpt venstresving. Hun traf derefter en hurtig beslutning og forlod lokalet, fordi hun hørte riffelskud. Jeg har ladet hende vente i 10 sekunder, fordi hun trods alt nåede at blive vidne til, at folk flygtede fra området.

Hun kunne ikke se Lee Oswald, der var gået ind i lokalet på dette tidspunkt, på grund af en væg, der spærrede for udsigten, og hun hørte ham heller ikke, fordi larmen fra gaden overdøvede alt. Hun løb først hen til kontor 1, hvor hun forgæves råbte og bankede på døren, der var låst. Det overbeviste hende hurtigt om, at lokalet var tomt, og derfor skyndte hun sig videre hen til kontor 2, hvor jeg lader hende ankomme 35 sekunder efter det sidste skud. Havde hun været med under rekonstruktionen, ville den have afsløret, at hun måtte stå usædvanligt længe og banke på denne dør, hvis kommissionens tidsplan skulle overholdes. Ifølge den krydsede Lee Oswald Geraldine Reid ud for hendes skrivebord i midten af lokalet cirka 2 minutter efter det sidste skud, og efter han blev konfronteret af Baker inde i kantinen

Den eneste mulige forklaring

Hine hævdede som sagt, at hun ikke så en eneste sjæl, da hun gik ind på kontoret igen gennem bagdøren og fortsatte ned til telefonerne i den anden ende af lokalet.

Reid påstod også, at hun ikke så Hine. Hvis hun opholdt sig på kontoret på dette tidspunkt, kunne kvinderne vel at mærke ikke undgå at se hinanden, fordi Hine skulle forbi Reids skrivebord, da der kun var den samme passage mellem kontorets skriveborde. Da Hine satte sig ved sit bord bag disken forrest i lokalet, vendte hun ansigtet mod hovedindgangen til kontoret, hvor hun havde det fulde overblik over, hvem der gik ud og ind. Omvendt kunne de, der gik ind i lokalet, ikke undgå at se hende.

Den eneste mulige forklaring på, at de to kvinder ikke stødte på hinanden, og at Hine ikke så Lee Oswald, er selvfølgelig den, at det korte møde mellem bogholderen og den sigtede for århundredets forbrydelse fandt sted, mens Hine befandt sig ude på den lange gang og desperat forsøgte at få adgang til et vindue med udsigt til Dealey Plaza.

Reid så ikke Hine, og Hine så hverken Reid eller Oswald

Mødte Lee Oswald og Geraldine Reid hinanden 2 minutter efter mordet, som Warrenkommissionen sagde, kunne Hine først være gået ind på kontoret igen mindst 2 minutter og 25 sekunder – eller 145 sekunder - efter det sidste skud, fordi Reid ikke så Lee Oswald forlade lokalet, og fordi hun selv efterfølgende må have forladt det via fordøren, inden Hine åbnede kontorets bagdør. Hun kunne ikke være gået ud ad bagdøren uden at støde ind i Hine.

Hine må da have stået og banket på døren til kontor 2 i mindst 1 minut og 40 sekunder – eller 100 sekunder, hvis hun tog 10 sekunder om at gå det sidste stykke hen til bagdøren (145-35-10=100). Det var meget lang tid at stå og være til grin for kvinden, der talte i telefon og ikke ville lukke hende ind.

Til venstre: Geneva Hines plads ved hovedindgangen til kontoret. Hine kunne ikke undgå at se Reid gå ind ad fordøren, og Reid kunne omvendt ikke undgå at se Hine, hvis hun gik ind på kontoret, mens Hine sad på sin plads. Hvis Lee Oswald gik ud ad fordøren, som Warrenkommissionen påstod, kunne Hine heller ikke have undgået at se ham. Men det sagde hun, at hun ikke gjorde.

Det var David Belin, der røbede, at Reid havde fortalt, at hun ikke så Hine eller nogen anden på kontoret, da hun trådte ind i lokalet, før hun fik øje på Lee Oswald (LINK) (LINK).

Det fremgår ingen steder, at efterforskerne forsøgte at kortlægge Hines rute og tider i forhold til Oswalds og Reids. Vi mangler også at få at vide, hvor Reid gik hen, efter Oswald forlod lokalet, og før Hine kom ind på kontoret igen.

Jeg kan forestille mig, at Reid gik hen til garderoben - der lå i nærheden af kontorets fordør - med sit overtøj, og fordi hendes værste frygt var aftaget, gik hun ud ad fordøren og ned til første sal, fordi hun havde brug for at tale med nogen. Derefter må hun være gået op til kontoret igen sammen med dem, der gik derind, efter en betjent havde fortalt Hine, at præsidenten var blevet ramt af skud, for Hine huskede, at hun kom ind på kontoret i selskab med andre ansatte (LINK).

Den officielle forklaring på Lee Oswalds handling er, at han løb ned ad bagtrappen fra 6. sal til 2. sal, hvor han søgte tilflugt i kantinen, fordi han hørte skridt på trappen til første sal.

Selv påstod han, at han opholdt sig på 1. sal, da mordet fandt sted. Men det var for dumt sagt, hvis han havde skudt Kennedy fra et vindue på sjette sal cirka 90 sekunder før, han stødte på Baker i kantinen. I givet faldt vidste han ikke, om nogen befandt sig på kontoret eller den lange gang og kunne bevidne, at de ikke havde set ham gå denne vej. Når han tilmed vidste, at Truly og Baker kom op ad bagtrappen, hvordan kunne han da finde på at sige, at han opholdt sig på første sal, da mordet fandt sted, når de eneste måder at komme fra første til anden sal på var ved at gå gennem boglagerets kontor, den lange gang eller via bagtrappen? (se illustrationen).

Men hvis han forlod hovedindgangen 3 sekunder før det første skud, kunne han være gået gennem kontoret og videre ind i kantinen, hvor han trak en cola, og gået tilbage til kontoret igen, hvor han mødte Geraldine Reid. Han kunne blot ikke vide på forhånd, om han mødte nogen på vej derop. Det var sådan set også ligegyldigt, hvis han var uskyldig.

Det eneste intelligente var naturligvis at påstå, at han i de afgørende sekunder befandt sig i kantinen på anden sal, fordi han vidste, at der ikke var andre til stede, da han gik derind. Hvis han var morderen, havde han haft tid nok til at finde på en god forklaring, inden han blev anholdt, og da han var en intelligent, ung mand, er det meget svært at tro, at han kom med en så ubegavet løgn i et ynkeligt forsøg på at give sig selv et alibi.

Konklusion

Vi må konkludere, at tiden tillod, at Lee Oswald fulgte den rute, som jeg har lavet en illustration af. Den tillod også, at han tog trappen i stedet for elevatoren. Der kan naturligvis lægges sekunder fra her og andre sekunder til der, men overordnet set er der intet i vejen for, at han kom fra hovedindgangen, da han tog op til anden sal for at hente en cola, som Reid så, han havde i hånden, da hun stødte på ham på boglagerets kontor.

Hvis Oswald og Reid først krydsede hinanden ved Reids skrivebord 2 minutter efter det sidste skud, som Warrenkommissionen hævdede, skulle Hine have stået usandsynligt længe og banket på døren til det kontor, hvor kontorassistenten ikke ville lukke hende ind. Desuden skulle Oswald have været usædvanlig hurtig, hvis han efter mødet med Baker og Truly - cirka 90 sekunder efter det sidste skud - kunne nå at trække en cola i automaten og krydse Reid ved hendes skrivebord 30 sekunder senere, da vi må formode, at konfrontationen i frokoststuen tog mindst 12 til 15 sekunder. Det strider også mod Reids påstand om, at han gik meget langsomt.