Obduktionen

Konklusion

Vi kan konkludere følgende:

1. Den obduktionsrapport, som i dag ligger i det nationale arkiv, er ikke den oprindelige
2. JFK havde et stort udgangssår i højre baghoved
3. HSCA-udvalget valgte ikke kun at ignorere, at vidnerne på Bethesda observerede det samme sår i baghovedet, som vidnerne på Parkland så, men valgte også direkte at lyve, idet det påstod, at Bethesdas personale ikke placerede Kennedys kraniesår det samme sted, som Parklands læger og sygeplejersker gjorde. Alt peger på, at det var årsagen til, at de valgte at hemmeligstemple vidneforklaringerne, der blev givet af personalet på Bethesda, i 50 år, skønt de ikke udgjorde en fare for landets sikkerhed.
4. Det var kun James Humes på Bethesda, der påstod, at baghovedet og lillehjernen var uskadt. De to andre patologer og chefradiologen hævdede, at der var et større krater der, hvor nakkenknuden skulle have siddet. Det betød også, at lillehjernen ikke kunne undgå at være skadet.
5. Indgangsåret, som Warrenkommissionen fejlplacerede i nakken, blev flyttet ned under skulderen af de medicinske paneler, der studerede obduktionsmaterialet senere. For både HSCA og Warrenkommissionen var det dog vigtigt at kunne anbringe skudbanen i lige linje op til skolebogslagerets sjette sal. Derfor tegnede HSCA's medicinske kunstner JFK i en kraftig foroverbøjet stilling, som ikke blev understøttet af Zapruder-filmen.
6. Det kom på tale under obduktionen, at nogen havde foretaget kirurgi i toppen af kraniet, og røntgen-tekniker Edward Reed og Tom Robinson fra bedemandsfirmaet hævdede begge, at de så Humes skære i kraniet, selv om han påstod, at det ikke var nødvendigt.
7. Inden den officielle obduktion gik i gang, blev obduktionstekniker Paul O'Connor fulgt til dørs af marinesoldater, og røntgen-tekniker Jerrol Custer fortalte ARRB’s personale, at han også blev bedt om at forlade lokalet. Det samme blev Edward Reed. Det antyder, at Humes ville have ro til at fjerne hjernen.
8. Der var en stor flap ved hårkanten over højre øje, som så ud til at være skåret med en kniv. Den blev fotograferet, inden den officielle obduktion begyndte, og den blev ikke set i Dallas. Det var ikke et snit, man ville skære for at fjerne hjernen, og meget tyder derfor på, at Humes eller Boswell havde fjernet et indgangssår på det sted, vor flere havde observeret et mindre indgangssår.
9. Harper-fragmentet, der blev fundet i Dallas flere dage efter mordet, anbragte HSCA i toppen af kraniet, skønt de patologer, der havde haft det i hånden, hævdede, at det stammede fra et sted nederst i baghovedet. Det samme påstod Bethesdas radiolog John Ebersole, der havde røngenfotograferet det. Ingen ved, hvor kraniefragmenterne befinder sig i dag.
10. Både Michael Chesser og David Mantik påviste, at røntgenbillederne var manipuleret
11. Det blev foretaget to hjerneundersøgelser, og medicinsk fotograf John Stringer hævdede, at hjernen blev dissekeret under den første undersøgelse. Under den anden undersøgelse var hjernen meget større og var ikke dissekeret.
12. De billeder og den tegning af hjernen, som i dag ligger i nationalarkivet, kan ikke være af Kennedys hjerne. Dertil er den alt for stor, og den viser ingen tegn på skade i nakkeknuden eller i lillehjernen. Desuden hævder Michael Chesser, at hvis skaden i toppen af kraniet var påført af en kugle, ville venstre hjernehalvdel også have lidt skade. Men det røber tegningen og billederne af hjernen ikke. Det antyder, at Horne har ret i, at det var Humes, der tilføjede skaden.
13. Både vidner og skriftligt materiale fortæller os, at liget af Kennedy blev bragt ind på Bethesda i en simpel fragtkiste omkring klokken 18:35, mens den ceremonielle kiste fra Dallas blev båret ind i lighuset omkring klokken 19:17.

Det er en kendsgerning efter min mening, at Kennedy havde en kæmpe kranieskade i højre baghoved. Det er umuligt at konkludere andet, når så mange fagfolk på to hospitaler placerede udgangssåret det samme sted. Det betyder også, at obduktionsbillederne af Kennedys baghoved var manipuleret, og at billederne af hjernen ikke tilhørte den afdøde præsident. Formålet kunne kun være at slette de spor, der pegede på, at JFK blev ramt af et skud forfra. Og hvorfor var man interesseret i det? Svaret må være, at man lige fra begyndelsen af var opsat på at kunne dokumentere, at Lee Harvey Oswald skød Kennedy og handlede på egen hånd.

Det fører os videre til spørgsmålet om, hvem der stod bag Kennedymordet. Uden at nævne navne var det ifølge al logik mænd i toppen af det amerikanske samfund med dets sikkerhedstjenester, for kun de havde magt og mulighed for at planlægge og gennemføre bedraget og tage kontrol med obduktionen.