Kugler og skudsår

våben- og såreksperterne

Warrenkommissionen lod tre specialister i sår og skydevåben analysere, om Kennedy og Conally kunne være ramt af den samme kugle (CE399). Den ene af dem var ballistisk sårekspert Alfred Olivier, som ledede nogle eksperimenter med det formål at undersøge, om CE399 kunne have forårsaget skaden i Connallys håndledsknogle. Hertil fik han udleveret den riffel, der blev fundet på boglagerets sjette sal, og adskillige Mannlicher Carcano-kugler. De blev affyret mod gelatineblokke, gedeskind, hestekød, bedøvede geder og lig af mennesker. Men ingen af kuglerne var herefter i nærheden af at være så lidt skadet, som CE399-kuglen var.

CE-numrene af kuglerne herunder:

1. CE 399: Den såkaldte magiske kugle.
2. CE 572: To kugler, der blev affyret gennem bomuld.
3. CE 853: Kugle affyret gennem et gedekranie.
4. CE 856: Kugle affyret gennem et håndled fra et lig.

CE399 sammenlignet med testkugler

Bemærk, at CE 399-kuglen meget ligner dem, der blev affyret gennem bomuld. Bemærk også, at CE853 er blevet bredere og derfor mere eller mindre fladklemt. Vi kan blot ikke se hvor meget, fordi den kun er synlig på den ene side.

Joseph Dolce

Warrenkommissionen bad også Joseph Dolce om at udføre testaffyringer, men advokaterne ønskede ikke efterfølgende at interviewe ham, hvilket er bemærkelsesværdigt, fordi han blev brugt af kommissionen til flere formål, og fordi han havde stor ekspertise på området. Han var ballistisk chefkonsulent i den amerikanske hær og havde en fortid som kirurg på slagmarken i krigen i South Pacific i tre år. Alligevel nævner Warrenkommissionen ikke hans testresultater og hans ekspertudtalelser med et eneste ord i sine rapporter.

De blev imidlertid kendt, da han blev interviewet til en dokumentarfilm i 1988, som producer Gerard Selby stod bag, og som vandt prisen »Golden Eagle«. Den havde titlen »Reasonable Doubt: The Single Bullet Theory and the Assassination of John F. Kennedy« (Begrundet tvivl: Teorien om den ene kugle og attentatet på John F. Kennedy). Ved denne lejlighed beskrev han sin oplevelse, da han deltog i Warrenkommissionens konference i april 1964.

De ønskede kun at få bekræftet deres teori

»Jeg er af den mening - og jeg har været læge i 57 år nu - sagde Dolce, at [advokaterne i Warrenkommissionen] ønskede, at konferencen skulle være så kort som muligt. De ville ikke gå ind i en dybere undersøgelse. De ønskede kun, at vi bekræftede deres teori, og den følelse havde jeg med det samme. Men når de indkalder mig som en ballistisk ekspert, forventer jeg, at de lytter til mig. Hvorfor ellers indkalde mig? Det var især Arlen Specter, der ikke ville lytte«, sagde han og tilføjede: »Et foruroligende træk på denne konference var, at advokat [Arlen Specter] sagde: ”Læger, vi vil have jer til at fortælle os nøjagtigt, hvordan denne kugle fløj, dens hastighed og den hastighed, som den mistede undervejs, og hvorfor den kom ud som en uberørt kugle, en hel kugle”. Jeg sagde: ”Beklager, sådan foregår det ikke. Denne kugle burde have været deform." De ønskede, at [CE399] var årsag til alle skaderne, og jeg gik ikke med på ideen«.

Dolce fortalte også Selby, at deres eksperimenter ud over enhver tvivl viste, at en kugle, der blev skudt alene mod en håndledsknogle, blev voldsomt misdannet, og i alle tilfælde blev spidsen knust. Men advokaterne i Warrenkommissionen ville ikke acceptere det, sagde han. Han talte også med Parklandlægerne, og ingen af dem troede, at CE399 var skyld i alle sårene. »Disse advokater var langtfra tilfredse med mig, men jeg mente, jeg skulle være ærlig«, slog han fast.

Vi kan i skrivende stund se og høre ham på et filmklip på YouTube, hvor han fortæller om sine eksperimenter og sit syn på CE399-kuglen, som, han hævder, på ingen måde kunne være årsag til skaderne i Connallys ene ribben og håndledsknogle, heller ikke hvis farten var aftaget. LINK (42:15) Læge Robert Shaw på Parkland, som opererede Connally, optræder også på klippet. Han mente det samme som Dolce. LINK (40:32)

Det fortæller jo alt om Warrenkommissionen, at den ignorerede Joseph Dolces eksperimenter og ekspertudtalelser og ikke lod dem indgå i bevismaterialet, så folk kunne foretage en samlet vurdering. Det kan kun betyde, at den ikke var den upartiske og uvildige undersøgelseskommission, som den påstod at være.

Frederick Light

Frederick Light var chef for såranalyse-afdelingen og assisterende chef for biofysikafdelingen på »Wound Assessment Branch of the Biophysics Division« på Edgewood Arsenal. Også han blev opfordret til at stille sin faglige ekspertise til rådighed.

Han nævnte, at han ikke var sikker på, at den kugle, der ramte Connally, gik gennem præsidenten eller en eller anden genstand først, men han var påvirket af det, som kommissionen fortalte ham. Det fremgår af følgende ordveksling, der fandt sted under interviewet med Arlen Specter, der spurgte ham:

»Baseret på kun de anatomiske fund og resultaterne af de test, som Olivier har udført, tror du da, at kuglen først gik gennem præsidenten og derefter gennem guvernøren, eller gik den kun gennem guvernøren?«

Light svarede: »Jeg vil sige, at jeg ikke føler mig i stand til at drage nogen form for konklusion på dette grundlag alene«.

Specter fortsatte alligevel: »Men foretrækker du den ene teori frem for den anden?« Light svarede:

»Ja, men det er af andre grunde. Som jeg nævnte før: [Connallys og Kennedys] positioner i bilen og det faktum, at hvis en enkelt kugle ikke var skyld i alle sårene på begge individer, burde kuglen være et eller andet sted, men blev ikke fundet. Men dette er i mit sind ikke baseret på læge Oliviers testforsøg og heller ikke på obduktionsrapporten eller kirurgens fund«. LINK

Light var fejlinformeret

Light havde under en konference den 21. april - som Warrenkommissionen afholdt - kritiseret teorien om den ene kugle og ytret sig om, at skaden i den »radiale knogle i underarmen« burde have efterladt CE399-kuglen meget mere defekt. Det er derfor vigtigt at skelne mellem, hvad såreksperterne konkluderede ud fra et fagligt skøn, og det, som de udtalte på baggrund af det, som de fik fortalt af andre.

Det gælder for eksempel:

1. Connallys og Kennedys placering i forhold til hinanden i limousinen
2. »Beviserne« for, at Lee Oswald var morderen og skød fra kolebogslageret
3. Skudvinklen
4. Den manglende kugle
5. Rygsårets størrelse og udseende.

I dette tilfælde hæftede Light sig ved de stillinger, som mændene sad i, da skuddet blev affyret, og at der ingen kugle blev fundet i limousinen. Han havde desuden fået at vide, at hvis kuglen, som gik gennem Kennedys ryg og hals, ikke ramte guvernøren, ville den have efterladt en voldsom stor skade inde i limousinen. (Men det ville den naturligvis ikke, hvis den var fløjet over bilens kant og endt i græsset eller på vejen, hvor flere påstod at have set en kugle ramme asfalten, så den slog gnister.)

Light følte ganske givet, at han var nødt til at bøje sig, fordi han troede, at han blev præsenteret for fakta. Det er dog vanskeligt at sige med sikkerhed. Måske foretog han i virkeligheden et genialt træk set ud fra hans helt personlige interesser. Han fralagde sig al ansvar ved at sige, at han ikke byggede sine konklusioner på sin faglige viden og erfaring, men kun på de oplysninger, han havde modtaget af kommissionen. Derved havde han sin ryg fri, og det forhindrede ham samtidigt i at komme på direkte kollisionskurs med Warrenkommissionen og sin kollega, Alfred Olivier, hvilket han ganske givet ikke var interesseret i.

Ballistisk sårekspert Alfred Olivier

Alfred Olivier var blevet fejlinformeret om indgangssårets størrelse i ryggen på Connally. Han troede, at Connallys sår var tre centimeter, hvor det var længst, hvilket svarede til en Mannlicher-Carcano-kugles længde, og af den grund skønnede han, at den højst sandsynligt kom slingrende ujævnt og sidelæns ind i ryggen. LINK

Men såret var i virkeligheden kun 1,5 centimeter langt LINK.

Det tydede på, at den havde ramt noget andet først, sagde han. Men han var ikke sikker og nævnte: »Det eneste, der måske kan give dig et fingerpeg derom, vil være huden omkring indgangssåret og arten af ribbensbruddet.« »Hvis jeg kunne have set guvernørens sår, ville dette have været en hjælp«, nævnte han også LINK.

Men det kunne han af gode grunde ikke, og han havde heller ikke noget billede af det, og derfor var såreksperten kommet på en vanskelig opgave, fordi han langt hen ad vejen var afhængig af, at han modtog de korrekte informationer.

Da han blev bedt om at sammenligne en kugle - der under eksperimenterne havde ramt en geds ribben - med den kugle, som blev fundet på Parkland Hospital, kunne han konstatere, at kuglen, der ramte geden, blev sammenklemt i hele længden, mens CE399 kun var blevet klemt i bunden. Men det var naturligvis ikke en relevant sammenligning, fordi CE399-kuglen både var gået gennem et ribben og en håndledsknogle LINK. Det var jo ikke så godt, når Olivier ikke kunne henvise til en testkugle, der var mere intakt end denne. Endnu værre stod det til med de testkugler, som blev affyret mod håndledsknogler fra lig af mennesker. De blev alle voldsom deforme.

Olivier var dog sikker på, at guvernørens håndled blev ramt af en kugle, der var stødt på noget andet forinden. Han baserede sin mening på, at indgangssåret var større end udgangssåret, hvilket normalt var omvendt, og at kuglen var blevet ustabil og havde mistet fart, så den gik sidelæns ind i håndledsknoglen, som derved blev mindre beskadiget, end den ellers ville være blevet. Det var også den opfattelse, som lægen, der opererede håndleddet, havde. Det er derfor sandsynligt, at kuglen ikke var en uberørt kugle, men var gået gennem Connallys bryst forinden. LINK.

Men det vil naturligvis være rart at vide, om eksperten troede, at den mistede fart skyldtes, at kuglen både var gået gennem Kennedys hals og Connallys bryst, før den ramte håndledsknoglen, eller om den kun var gået gennem Connallys bryst. Det ville Specter også gerne vide, og Olivier svarede ham:

»Det kan du slet ikke sige med sikkerhed. Min følelse er, at det ville være mere sandsynligt, at den først gik gennem præsidenten. I det mindste synes jeg, det er vigtigt at etablere en skudlinje for kuglen for at bestemme dens bane«. Kuglens bane var naturligvis en vigtig brik i puslespillet, og ekspertens konklusioner var derfor i høj grad afhængig af, at han fik de rette informationer af dem, der var med til at kortlægge banen og bestemme mændenes stillinger i limousinen, da skuddet ramte. LINK

Når vi læser interviewet med Olivier, skal vi imidlertid være opmærksomme på, at langt de fleste spørgsmål, han blev stillet, drejede sig om en Mannlicher-Carcano-kugle i al almindelighed. Det var først til sidst, at Specter specifikt stillede spørgsmål til CE399-kuglen, og da drejede det sig udelukkende om, hvorvidt den kunne have påført Connally de skader, han fik i håndleddet. LINK

Advokaten formulerede sig på følgende måde: »Har du en mening om, hvorvidt kugle 399 faktisk forårsagede såret på guvernørens håndled, hvis du antager, om du vil, at det var missilet, der blev fundet på guvernørens båre på Parkland Hospital?«

Specter kunne også have valgt blot at vise ham kuglen og spørge ham, om den var et typisk eksempel på en, der var gået gennem en håndledsknogle, eller om han ville have forventet en mere defekt kugle. I stedet for gjorde han Olivier opmærksom på, at det drejede sig om kuglen, der faldt ned fra en båre på Parkland Hospital, og som eksperten vidste, at Connally havde ligget på.

Det er min følelse

Han havde også fået at vide, at der ingen kugler blev fundet i limousinen eller i Kennedys og Connallys legemer, og at CE399-kuglen var af samme type som den, der sad tilbage i riflen, der blev fundet på skolebogslagerets sjette sal. Det var ganske givet derfor, han svarede: »Jeg tror, den gjorde det. Det er min følelse«. LINK

Og det var kun en følelse, for han var som sagt ude af stand til at komme med et eneste eksempel på, at en Mannlicher-Cacano-kugle kunne gennembore en håndledsknogle uden at tage nævneværdig skade.

Såret var kun 1,5 centimeter langt

Da læge Robert Shaw fra Parkland Hospital, som opererede Connallys brystsår og deltog i konferencerne, vidnede for Warrenkommissionen og HSCA-udvalget, oplyste han, at indgangssåret i ryggen i virkeligheden kun var 1,5 x 0,8 centimeter og derfor cirka halvt så stort, som eksperten var blevet informeret om. De 3 centimeter var fejlagtigt nedfældet i en note samme dag, som operationen fandt sted, efter de beskadigede kanter omkring såret kirurgisk blev skåret væk, så det blev dobbelt så langt. LINK Og det vidste Arlen Specter godt, fordi Shaw tidligere havde informeret ham derom, da han blev interviewet den 23. marts og 21. april 1964. LINK

Men advokaten gjorde ikke Olivier opmærksom på, at han var blevet fejlinformeret. Han fortalte ham heller ikke, at lægen havde sagt, at såret i Connallys ryg havde forholdsvis rene kanter, hvilket antydede, at den ikke kom slingrende ind i ryggen på guvernøren, fordi den havde ramt noget andet forinden.

Når eksperten derfor gav udtryk for, at der var en stor sandsynlighed for, at kuglen var blevet ustabil, byggede han ikke sin mening på fakta. Dette er virkelig afslørende og fortæller os, at advokaten var opsat på at »bevise« for enhver pris, at den samme kugle var gået gennem JFK og Connally, om han så skulle ty til manipulation og fortielser for at få sandsynliggjort sin teori.

Vi skal huske følgende:

1. Eksperterne havde ikke så meget som et billede af Connallys sår
2. Eksperterne var blevet fejlinformeret og troede, at såret i Connallys ryg oprindeligt var 3 centimeter langt
3. De troede også fejlagtigt, at andre eksperter havde bevist, at der kunne tegnes en lige linje fra Connallys rygsår og præsidentens sår i hals og ryg til snigskyttereden på sjette sal.
4. De var fejlagtigt blevet informeret om, at hvis kuglen, der gik gennem Kennedys hals, ikke gik gennem Connally, ville den have ramt den indvendige side af limousinen og efterladt en stor skade, hvilket ikke skete.
5. De kunne ikke finde en forklaring på, hvor den ene kugle endte, hvis mændene blev ramt af to forskellige kugler.
6. De kunne ikke fremvise en eneste testkugle, som havde gennemboret en håndledsknogle eller et ribben, der tilnærmelsesvis var så lidt skadet, som CE399-kuglen var. Og det har heller ingen kunnet siden.

Konklusion

Testforsøgene beviste ikke, at CE-kuglen både var gået Kennedy og Connally, og at den havde ansvaret for alle guvernørens skader.

Eksperterne var blevet fejlinformeret og troede, at Connallys sår var 3 centimeter det længste sted.

Alt peger på, at CE399-kuglen var en fjerde kugle i Kennedymordet, og at Lee Oswald ikke kunne have affyret alle kuglerne, og at han muligvis ikke havde affyret en eneste af dem.