Myrdede Oswald Tippit?

Earlene Roberts

Earlene Roberts med Gladys Johnson
i baggrunden

Earlene Roberts, der passede stedet, hvor Oswald boede til leje på 1026 North Beckley Avenue, var inden politimordet blevet ringet op af en veninde, der bad hende om at tænde for fjernsynet, fordi der blev bragt en meddelelse om, at præsidenten var blevet skudt. Hun gjorde, som veninden sagde, men fjernsynet fungerede ikke, som det skulle. Hun kunne høre, hvad der blev sagt i udsendelsen, men hun kunne ikke få billedet frem på skærmen. Da hun således stod og arbejdede med at få teknikken til at fungere, gik Lee Oswald ifølge Roberts med raske skridt ind ad fordøren og hen til sit værelse uden at sige et ord LINK.

Da politiet senere spurgte hende om, hvad tøj han var iført, måtte hun indrømme, at hun ikke kunne huske det, fordi hun var travlt optaget af fjernsynet. Hun kunne kun oplyse, at han havde opholdt sig tre til fire minutter på sit værelse, inden han gik igen, og at han havde lynet sin jakke, som hun mente var mørk. Da hun efterfølgende kiggede ud ad vinduet, så hun ham stå foran huset i nærheden af et busstoppested, men hun vidste ikke, hvor længe han stod der, fordi hun hurtigt blev optaget af noget andet. Der kom imidlertid ingen bus, der kunne have kørt ham ned til det sted, hvor Tippit senere blev myrdet, eller til Texas Theatre, hvor han blev anholdt, fordi busserne i midtbyen var forsinkede på grund af præsidentbesøget og skudepisoden LINK.

Efterforskerne antog, at Oswald nåede sit logi omkring klokken 13:00, og at han tog hjem for at hente sin revolver. Men det fremgår ingen steder, at de kontaktede Earlenes veninde - mens hun havde begivenheden i frisk erindring - for om muligt at nå frem til et mere præcist tidspunkt.

Et par timer senere væltede det ind med efterforskere, der stillede Earlene et hav af spørgsmål om manden, som politiet mistænkte for at have myrdet Tippit. Men da Warrenkommissionen få måneder senere ville indkalde hende til afhøring, kunne ingen finde hende. Gladys Johnson, der ejede pensionatet, fortalte kommissionen, at hun oplevede, at Roberts uden at have givet besked en morgen var forsvundet med alle sine ejendele, og at hun ikke anede, hvor hun befandt sig, selvom hun havde forsøgt at finde hende.

Hun havde imidlertid ikke for høje tanker om Earlenes evne til at holde sig til sandheden, viste det sig. Hun lod Warrenkommissionen forstå, at kvinden havde en livlig fantasi og »fortalte historier«, dog uden at mene noget ondt dermed. Grunden var den, at hun på en let gennemskuelig måde forsøgte at afstive sit selvværd, fordi hun havde komplekser over, at hun var en meget overvægtig dame og ikke havde mange venner.

Efter en tid lykkedes det dog kommissionen at finde hende. Det viste sig, at hun havde haft en svær tid efter Kennedymordet. Hun klagede over, at hun havde været udsat for adskillige tredjegradsforhør af »FBI, Secret Service, Bill Decker og Will Fritz’ mænd«. Det var forståeligt nok også ubehageligt for hende, at der stod pressefolk uden for logiets hoveddør og tog billeder, hver gang hun forlod stedet. »Det skræmte mig til døde«, betroede hun kommissionen, og det var grunden til, at hun flygtede fra logiet i nattens mulm og mørke for at gå under jorden LINK.

Jeg hørte et dyt dyt

En af de påstande, som Earlene kom med under interviewet, har især været genstand for opmærksomhed. Hun fortalte efterforskerne, at mens Oswald var inde på sit værelse, hørte hun en bil forsigtigt dytte et par gange, og det fik hende til nysgerrigt at åbne fordøren. Hun så da en politibil med to betjente holde foran huset, og hun beskrev hændelsen således: »Jeg havde arbejdet for nogle politifolk, og somme tider kom de forbi og gav mig måske en besked, som deres koner ønskede, jeg skulle have. Jeg troede, det var dem, og jeg kiggede ud og så nummeret og tænkte: Åh, det var ikke den politibil, som jeg kendte, fordi den havde nummer 170, og dette var ikke nummer 170«. Senere sagde hun: »Jeg hørte et "dyt dyt", og det lød på samme måde, som når officer Alexander og Charles Burnley dyttede« LINK.

Sagen var den, at Earlene Roberts løn for at passe logiet knap nok rakte til medicin for hendes sukkersyge, og derfor var hun nødt til at supplere sin indkomst ved at gøre rent for folk. Det skulle være i den forbindelse, at Alexander og Burnley ind imellem kom og gav hende en besked fra deres koner. Men var det en historie, hun fandt på, eller havde den noget på sig? Det mener forfatteren Dale Myers ikke, at den har. I sin bog »With Malice« skriver han, at kvinden først nævnte denne hændelse den 29. november, og han havde af den og flere andre grunde ingen tillid til hendes beretning. Men hvorfra ved Myers det? Mig bekendt findes der ikke mange referater af det, som hun oprindeligt skulle have sagt under de mange interviews, som efterforskerne havde med hende.

Intensiv politichikane

Havde Earlene Roberts imidlertid opdigtet historien, og nød hun for en gangs skyld at føle sig som en vigtig person, så varede fortryllelsen ikke længe. Hendes handlinger afslørede, at hun tværtimod frygtede at komme i offentlighedens søgelys efter de dramatiske begivenheder, der ikke blot blev en tragedie for de pårørende til de myrdede, men også for mange af dem, som af en eller anden årsag var tæt på begivenhederne. Flere mennesker holdt sig ikke for gode til at skrive hadebreve og insinuere, at helt uskyldige mennesker havde del i århundredets forbrydelse, blot fordi de kendte Lee Harvey Oswald. En af dem, som fik hadet at føle, var Gladys Johnson, der ejede logiet.

Det ser dog ud til, at det ikke kun var hævngerrige mennesker og en anmassende presse, som Earlene havde et anstrengt forhold til. I en artikel offentliggjort i bladet »Ramparts« i 1964, skrev David Welsh, der havde interviewet hende, at hun blev udsat for intensiv politichikane: »De besøgte hende på alle tidspunkter af dagen og om aftenen, og de kontaktede hendes arbejdsgivere og spurgte efter kvinden fra Lee Harvey Oswalds pensionat. Som et resultat heraf blev hun afskediget tre gange fra sit job som hushjælp alene i april, maj og juni 1964«.

Artiklen blev i 2014 gengivet i »Harry's Editorial Page« LINK.

Det var ikke nummer 170

Vi skal hæfte os ved, at selvom Earlen blev grundigt afhørt flere gange, ændrede hun ikke sin fortælling eller kom med modstridende oplysninger. Hun gav ganske vist flere bud på, hvilket nummer der stod på patruljevognen, for både nummer 106, 107 og 207 kom på tale LINK LINK.

Men det er værd at notere sig, at hun gjorde kommissionen opmærksom på, at det, hun hæftede sig ved, var, at bilen ikke havde nummer 170, og hun undskyldte sin manglede hukommelse med, at der skete så meget i disse dage, »indtil min hjerne var som en hvirvelvind« LINK.

Sammenholdt med den kendsgerning, at hun følte, at hun flere gange blev trukket gennem det, som hun oplevede som tredjegradsforhør, tyder det på, at efterforskerne pressede hende alt for hårdt, så hun svarede på noget, hun i virkeligheden ikke kunne huske.

Hendes manglende hukommelse er dog heller ikke et særsyn, for hvordan skulle hun kunne vide fredag lidt over middag, at en ubetydelig detalje som nummeret på en patruljevogn blev vigtig at genkalde sig senere på eftermiddagen? Nu drejer det sig jo heller ikke om, hvorvidt kvinden var god til at huske tal. Det væsentlige her er, om vi kan stole på, at hun talte sandt, da hun hævdede, at hun havde set og hørt en patruljevogn uden for pensionatet, mens Lee Oswald opholdt sig på sit værelse. Og hvorfor er det vigtigt?

Fordi ingen i Dallas Politi rapporterede, at de befandt sig i dette område på det pågældende tidspunkt, og fordi det antydede, at nogen i politiet havde holdt øje med eller skygget den mand, som forlod skolebogslageret umiddelbart efter Kennedymordet. En anden mulighed er, at nogen i politiet gav et signal til Lee Oswald, mens han opholdt sig på logiet. Det kan derfor ikke undre, at kvinden i tide og utide blev udsat for grundige forhør af efterforskerne.

Havde Roberts gjort rent for Alexander og Burnley?

Men havde Earlene Roberts gjort rent for Floyd Alexander og Charles Burnley i Dallas Politi? Det kunne være rart at vide, hvis vi skal tjekke kvindens troværdighed. Der var ganske rigtigt en mand i Dallas Politi, som hed Charles Burnley, og som døde den 18. april 2003. Han sagde imidlertid i et interview med Dale Myers i 1997, at han ikke kendte noget som helst til Earlene Roberts, og at hendes påstand først blev ham bekendt fire til fem år før, han blev kontaktet af forfatteren. Han fortalte desuden, at han ikke var gift i 1963, men boede hos sine forældre, så han kunne i sagens natur ikke have givet Earlene en besked fra sin kone.

Men det, som Roberts sagde, var, at hun havde arbejdet for nogle politifolk, og somme tider kom de forbi og gav hende måske en besked fra deres koner. Det lille ord »måske« kunne antyde, at hun talte om flere i Dallas Politi, som hun havde gjort rent for, og at beskederne ikke nødvendigvis drejede sig om en besked fra deres koner.

Myers besøgte også Floyd Alexander, der var ballistisk ekspert i Dallas Politi i 1963. Han kunne oplyse, at han kendte Earlene, fordi hun havde arbejdet hos ham som husassistent. I 1963 var der imidlertid gået seks år, siden han patruljerede i Dallas Politikorps, og han tilføjede, at han aldrig havde kørt i patruljevogn sammen med Burnley. Han nævnte desuden, at han huskede Earlene som en dame, der ikke var for kløgtig, og som havde et begrænset antal venner.

Det var altså sandt, at Earlene Roberts havde gjort rent for Floyd Alexander, og selvom han i 1963 ikke havde kørt i patruljevogn i seks år, er det muligt, at et »dyt dyt« kaldte minderne frem i kvinden.

Earlene Roberts var imidlertid et af de vidner, som ikke læste transskriptionen af sit interview med Warrenkommissionen igennem og underskrev det, fordi det var frivilligt, og fordi hun skulle vente på, at det blev renskrevet.

Nu forholder det sig således, at vi mennesker ikke altid udtrykker os præcist, når vi udtaler os mundtligt. Det er derfor, at advokaterne ofte stiller vidnet supplerende spørgsmål for at undgå misforståelser. Af samme grund er det også en god idé, at vidnet efterfølgende læser afskriften af interviewet igennem, inden det sætter sin underskrift LINK.

Politiet måtte have talt med Alexander og Burnley

Der er flere ting, der undrer mig. Vi må gå ud fra, at kvinden ville være blevet konfronteret med kendsgerningerne, hvis de to politifolk havde sagt det samme, som de fortalte Myers i 1997. Men det fremgår ingen steder.

Det var Joseph Ball, der interviewede hende, da hun vidnede for Warrenkommissionen, og han røbede, at han udmærket kendte til historien om politibilen, som hun tidligere havde fortalt efterforkerne i Dallas, for kvinden havde ikke med et eneste ord omtalt episoden, da han spurgte hende: »Passerede en politibil, der dyttede, huset?« Earlene svarede bekræftende og fortalte ham den velkendte historie og tilføjede, at bilen efterfølgende forlod stedet og kørte rundt om hjørnet fra North Beckley til Zangs Boulevard, hvorfra den fortsatte ind mod byen LINK.

Men advokaten nævnte ikke, at Alexander og Burnley havde benægtet, at de af og til havde dyttet uden for huset, fordi de skulle give hende en besked »fra deres koner«. Han nævnte derimod, at specialagenterne Will Griffin og James Kennedy i FBI den 29. november interviewede hende, og at hun fortalte dem, at mens Oswald var inde på sit værelse, så hun ud ad vinduet, der vendte mod gaden, og bemærkede politibil nr. 207. Den havde imidlertid tilhørt J. M. Valentine LINK LINK.

Det gjorde Earlene Roberts en anelse forvirret, men hun gentog, at hun kun var sikker på, at bilen ikke var nummer 170. Hun røbede i samme forbindelse, at hun var blind på det ene øje, og det kan måske forklare, at hun havde svært ved at læse tallet på siden af bilen. Hun så dog godt nok til at registrere, at det ikke var nummer 170, og at der var tale om en patruljevogn LINK.

Efterforskerne tog Earlene Roberts oplysninger alvorligt

Under alle omstændigheder tog efterforskerne hendes oplysning om politibilen alvorligt. Charles Batchelor fra Dallas Politi oplyste på en forespørgsel i august 1964, at bil nummer 107 blev solgt i april 1963 og først taget i brug igen i februar 1964 LINK (Commission Exhibit 2045). Det samme var tilfældet med nummer 170 LINK (Commission Exhibit 2645).

Der er dog ingen, der har sagt, at Earlene Roberts skulle have påstået, at hun fik besøg af patruljevogn nummer 107 eller 170 efter april 1963.

At Dallas Politi tog sagen alvorligt, får vi også forståelsen af, når vi læser, at korpset gav alle betjente i de aktuelle distrikter et påbud om at gøre rede for, hvad de foretog sig, og hvor de befandt sig umiddelbart efter mordet på Kennedy og omkring det tidspunkt, Tippit blev myrdet. LINK (side 2-13).

Men jeg undrer mig over, at vi ikke får oplyst, hvem der tidligere havde kørt i politibil nummer 170, selvom det var vigtigt at vide, da kvinden huskede dette nummer tydeligt, mens hun omvendt ikke var spor sikker på, hvilket nummer den politibil, som holdt uden for huset, havde. Jeg undrer mig også over, at det var noget nyt for Floyd Alexander og Charles Burnley, hvad Earlene Roberts havde fortalt politiet tilbage i 1963. Det kan simpelthen ikke passe, at hverken Secret Service, FBI, Warrenkommissionen eller Dallas Politi kontaktede dem for at tjekke, om hun talte sandt, når der samtidig blev gjort en større indsats for at finde ud af, hvad der var sket med patruljevogn 170 og bilerne med de andre numre, som hun nævnte.

De mange år, der var gået, siden begivenhederne fandt sted, kunne dog have svækket Alexanders og Burnleys hukommelse.

Hvordan Charles Burnley kommer ind i billedet, er lidt sværere at forstå. Men det kunne jo være, at Roberts havde gjort rent for hans forældre, og at han havde glemt alt om dette, da Myers besøgte ham. Hvem ville kunne huske det efter mere end 30 år? Vi må heller ikke glemme, at hun kun sagde, at beskederne »måske« var fra deres koner.

Vi kan dog ikke helt afvise, at Earlene Roberts havde stukket en løgn og nævnt Chaeles Burnley, fordi han var en respekteret person i politikorpset. Som en kvinde fuld af mindreværdskomplekser følte hun måske, at hun derved steg i anseelse. Men det udelukker ikke, at hun havde set og hørt en politibil dytte uden for huset, mens Lee Oswald opholdt sig på sit værelse.

At kvinden ikke altid holdt sig til sandheden betyder ikke, at vi kan affærdige historien om den dyttende bil som en løgn. Hvad så med alle de andre oplysninger, hun kom med? Kan vi heller ikke regne med dem? At der dyttede en politibil uden for logiet, var en besynderlig indskydelse, hvis ikke det var sandt. Kvinden kunne ikke på daværende tidspunkt vide, at historien faldt som en bombe under efterforskningen, og hun havde naturligvis ikke kendskab til, hvad der internt foregik i Dallas Politi, og tænkte vel, at politiet havde en god grund til at skygge Oswald, fordi de troede, at han havde skudt præsidenten.

Vi kan ikke komme videre, fordi kvinden forlængst er død, og fordi efterforskerne ikke har offentliggjort alt, hvad hun har sagt. Og ikke mindst: Joseph Ball undlod at stille kvinden de nødvendige spørgsmål - mens hendes hukommelse var frisk - da hun omtalte Burnley og Alexander.

Derfor kan vi ikke bare konkludere, at Earlene Roberts erindring om patruljevognen var det rene opspind. Det ser ud til, at det var denne fortælling, der var årsag til, at efterforskerne i Dallas blev ved med at opsøge hende og udsætte hende for adskillige intensive forhør, som hun oplevede som chikane.