Affyrede Lee Oswald alle skuddene?
Hvis Lee Oswald skulle være i stand til at affyre alle skuddene på Dealey Plaza, er det relevant at undersøge, hvor hurtigt riflen, der blev fundet på skolebogslagerets sjette sal, kunne affyre to på hinanden følgende skud. Både præsidenten og guvernør John Connally, som sad foran ham, blev ramt af en kugle, da skuddramaet tog sin begyndelse. Det voldte efterforskerne problemer, fordi der var grænser for, hvor hurtigt riflen, som blev fundet på boglagerets sjette sal, kunne affyre flere skud lige efter hinanden.
2,3 sekunder
FBI's våbenekspert, Robert Frazier, testede riflen, der skulle betjenes manuelt, sammen med to andre agenter, og alle tre skød mod et ikke bevægeligt mål i serier på hver tre skud. Frazier var den hurtigste af dem, idet det lykkedes ham en enkelt gang at skyde to skud efter hinanden på kun 2,3 sekunder og tre skud på 4,6 sekunder, mens de to andre agenter affyrede tre skud på henholdsvis 7 og 9 sekunder. Siden har ingen formået at skyde to skud efter hinanden på kun 2,3 sekunder med den originale riffel.
LINK (side 403-404)
Under et interview med Warrenkommissionen blev Frazier spurgt, om det ville have påvirket resultatet, hvis der skulle skydes på et bevægeligt mål. Det ville have forlænget tiden, svarede agenten ærligt og gættede på, at der skulle bruges omkring et sekund mere på at sigte.
Det defekte kikkertsigte
Robert Frazier oplyste imidlertid, at han måtte installere to metalskiver for at holde kikkertsigtet fast til riflen, inden han kunne bruge den, og der hersker ingen tvivl om, at det sad på riflen, da den blev fundet. Det kan vi læse i de rapporter, der efterfølgende blev skrevet, og se på de billeder og smalfilm af den, som blev taget på sjette sal den 22. november, da politiet gennemsøgte etagen.
Frazier ramte forbi målet
Den 16. marts 1964 testede Frazier riflen igen på en længere bane. Oprindeligt var han kun interesseret i at finde ud af, hvor hurtigt våbnet kunne affyres. Men nu var han opsat på at teste riflens egenskaber, når han forsøgte at ramme målet. I fire serier på tre skud opnåede han en tid på henholdsvis 5,9, 6,2, 5,6 og 6,5 sekunder.
Han var altså knap så hurtig denne gang, og han ramte hver gang forbi målet. Det ville Melvinn Eisenberg, der var med til at afhøre ham, gerne have en forklaring på. Frazier svarede, at årsagen dertil var det defekte sigte, som var et billigt et af slagsen og ikke passede til riflen. Problemet var, at hvis han justerede det mod venstre, ville det også påvirke dets højdeindstilling. Det stabiliserede sig ganske enkelt ikke, før han havde affyret fem eller seks skud, sagde han. Vi må gå ud fra, at Lee Oswald ville have haft det samme problem, hvis det var ham, der dræbte præsidenten og sårede Connally.
Når FBI derefter påstod, at vores hovedperson ikke kunne have affyret riflen med et interval på mindre end 2,3 sekunder, var det baseret på agentens testforsøg, og der blev vel at mærke set bort fra, at snigskytten skulle bruge tid på at sigte, og at Frazier ramte forbi målet på grund af det billige kikkertsigte.
Blakey og Cornwell slår alle rekorder
»House Select Committee on Assassinations« (HSCA) blev i 1976 oprettet med henblik på at genoptage efterforskningen af mordene på John F. Kennedy, Martin Luther King og guvernør George Wallace. Udvalget konkluderede, at Zapruder reagerede på et skud, der missede, omkring Zapruderbillede 160, og at han reagerede igen på et skud i Zapruderbillede 190 (hvilket jeg senere skriver mere om). Det vil sige, at der var 30 Zapruder-billeder mellem skuddene. Derfor skrev udvalget, at Lee Oswald havde affyret to skud på knap 1,7 sekunder, idet kameraet i gennemsnit afspillede 18,3 billede hvert sekund. Robert Blakey, der var chefjurist i HSCA-udvalget, var opsat på at bevise, at Lee Oswald affyrede begge skud fra boglagerets sjette sal, og da der efter utallige forsøg indtil da ikke var nogen, der havde været i stand til at affyre to skud efter hinanden på mindre end 2,3 sekunder - der svarer til 42 Zapruder-billeder - med riflen fra anden verdenskrig, der havde et defekt kikkertsigte, tog Robert Blakey sagen i egen hånd.
Han arrangerede sammen med advokaten Gary Cornwell og Dallas Politi en række test i marts 1979.
LINK Efterfølgende beskrev han i et memorandum af 22. marts 1979 de resultater, der blev opnået af fire eksperter i Dallas Politi. De var alle blevet øvet i at affyre en riffel under deres tjeneste i militæret, og to af dem havde derudover stor erfaring i håndteringen af rifler under intensiv, civil træning, mens de to sidste havde en lignende erfaring med brug af håndvåben. Men da de blev præsenteret for den Mannlicher-Carcano riffel, som blev fundet på skolebogslageret, måtte de erkende, at den var i en så dårlig stand, at den ikke kunne anvendes. De fik i stedet for udleveret en anden riffel af samme mærke, men uden kikkertsigte, og de skød derefter fra et højt tårn mod tre stationære silhuetter, der var placeret i en afstand af henholdsvis 44, 50 og 81 meter. Bagefter kunne Robert Blakey skrive i et memorandum, at den ene af skytterne under en serie ramte de to første silhuetter i de to første forsøg på 2,0 sekunder, og at han i alt brugte lidt under 5,0 sekunder på alle tre forsøg. I to andre serier affyrede en anden skytte to på hinanden følgende skud på 1,9 sekunder og ramte det ene af de tre mål. Det vil sige, at de hver især kunne affyre to skud på henholdsvis 1,9 og 2,0 sekunder, når de var bedst. Men de var ikke, som Blakey havde håbet, i stand til at affyre våbnet to gange efter hinanden på kun 1,7 sekunder eller mindre. LINK
Det bemærkelsesværdige er, at det endte med, at Blakey selv sammen med advokaten Gary Cornwell leverede beviset på, at det kunne lade sig gøre at affyre riflen på mindre end 1,7 sekunder. Det lykkedes angiveligt Cornwell at affyre to skud efter hinanden på 1,2 sekunder, mens Blakey udførte den samme test på 1,5 sekunder.
LINK
Det fik ham til at konkludere, at det tilsyneladende var svært, men ikke umuligt med en minimal erfaring med skydevåben at skyde to skud efter hinanden på 1,7 sekunder eller mindre, »selvom ingen skytte i den begrænsede test opnåede denne grad af færdighed«, som han udtrykte det. Men det, som vi især skal lægge mærke til, er, at deres præstationer hverken blev overvåget eller kontrolleret, og at de ikke brugte den originale riffel.
Det, som vi skal tro, er, at skønt ingen mesterskytte hidtil havde været i stand til at affyre to skud efter hinanden med Oswalds riffel på mindre end 2,3 sekunder, eller med en anden og bedre Mannlicher-Carcano riffel uden kikkertsigte på mindre end 1,9 sekunder mod et ikke-bevægeligt mål, så var Gary Cornwell og George Blakey i stand til at overgå dem alle, skønt de begge kun havde en højst begrænset erfaring med skydevåben. LINK
Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tro på det. Blakey vidste udmærket, at en sådan test skulle overvåges og kontrolleres, men det skete ikke, hvilket i sig selv er mistænkeligt. Vi har kun hans egne ord for, at tiderne var korrekte.
Men kan vi sammenligne deres præstationer med Fraziers?
Vi må ikke glemme, at Gary Cornwell og George Blakey ikke brugte den originale riffel og ikke skød mod et bevægeligt mål. Det, som de reelt demonstrerede, var, at en Mannlicher-Carcano riffel kunne affyres hurtigere, hvis ikke man brugte kikkertsigtet. Men da politiet fandt riflen på sjette sal, sad der vel at mærke et kikkertsigte på den. Det savner enhver form for logik, at morderen skulle have affyret riflen uden at anvende kikkertsigtet og bagefter have brugt tid på at påmontere det igen, inden han forlod sjette sal. Når vi tænker os om, lyder det heller ikke særlig sandsynligt, at snigskytten forsøgte at affyre skuddene så hurtigt, han overhovedet kunne. Ville han ikke snarere tage sig god tid til at sigte for at sikre sig, at hans mission blev vellykket? Desuden, hvis Lee Oswald var morderen og havde transporteret riflen i en lang og tung pose til skolebogslageret fredag morgen, hvorfor tog han da kikkertsigtet med, hvis ikke han havde tænkt sig at bruge det? Han ville vel være interesseret i, at posen fyldte så lidt som muligt, så den ikke vakte for meget opsigt.
En af de mange forsøg, som er gjort for at teste, hvor hurtigt en Mannlicher-Carcano riffel kan affyres, fandt sted i 1967, hvor der blev skudt mod et bevægeligt mål. De fleste skulle bruge mere end fem sekunder på at affyre tre skud. Det lykkedes dog én af dem at affyre skuddene på 4,1 sekunder, der
var et halvt sekund hurtigere end Robert Fraziers bedste tid. LINK Men vi skal stadigvæk huske, at han brugte den originale riffel, der var i dårlig stand og havde et defekt kikkertsigte.
Alt i alt må vi konkludere, at vores hovedperson umuligt kunne have skudt og ramt præsidenten med en gammel riffel fra anden verdenskrig med defekt kikkertsigte med et interval på mindre end 2,3 sekunder og slet ikke på 1,7 sekunder. Det var ikke desto mindre det, som HSCA-udvalget konkluderede, at han havde gjort.
Var Lee Oswald da en mesterskytte?
Der foreligger heldigvis dokumentation for hans skydefærdigheder, mens han gjorde tjeneste i Marinen, hvor resultaterne blev inddelt i tre niveauer, efter hvor mange point soldaterne opnåede. En ekspert skulle score 220 til 250 point, en skarpskytte skulle score 210 til 219 point, og en almindelig skarpskytte skulle score 190 til 209 point. Ifølge dokumenter hentet fra Marinen blev Oswald testet to gange. I 1956 havde han modtaget en intensiv træning, og der var dokumentation for, at han havde scoret 212 point. I 1959 scorede han imidlertid kun 191 point.
LINK
Efter en henvendelse fra Warrenkommissionen beskrev A. G. Folsom fra Marinekorpset Lee Oswalds kvalifikationer og vurderede, at en person med rimelig flair for riffelskydning kunne blive skarpskytte, mens en skytte, der opnåede status som almindelig skarpskytte, var »et temmelig dårligt skud«. Lee Oswald nåede derfor i 1959 kun lige akkurat at kvalificere sig til at være en almindelig skarpskytte, der ifølge Folsom vidnede om, at han bestemt ikke var nogen mesterskytte.
Da Rusland frigav de optegnelser, som de havde på Lee Oswald, kom det for en dag, at han også havde været en dårlig skytte, da han boede i Minsk. Han havde købt et jagtgevær, da han ønskede at gå på jagt i sin fritid, og en dag blev der afholdt en skydekonkurrence på det anlæg, hvor han arbejdede. Hver skytte fik udleveret en såkaldt Margolinpistol, og derefter skulle de skyde på et mål i en afstand af 25 meter. Det viste sig, at vores hovedpersons resultater langtfra var imponerende, og han vendte aldrig tilbage til skydebanen igen. Russerne blev derfor meget overraskede, da de hørte via de amerikanske medier, at han var en »superskytte«.
Lee Oswalds soldaterkammerat kommer med nye oplysninger
Men hvor glad var Lee Oswald egentlig for skydevåben? Det kan en af hans soldaterkammerater fortælle os. Nelson Delgado tjente sammen med Lee i Marinen i 1959 i Californien. Han fortalte efterforskerne, at de to kom godt ud af det med hinanden, og at Lee underviste ham i det russiske sprog. Han nævnte også, at hans ven var den intellektuelle og stille type, der spillede skak og lyttede til klassisk musik. Lee betroede ham interessant nok, at han ikke brød sig om det kommunistiske samfund i Sovjetunionen, men at han var begejstret for Fidel Castro. Hvis er sandt, tyder det på, at han ikke tog til Sovjetunionen, fordi han var eventyrlysten, eller fordi han foretrak at leve under et kommunistisk diktatur. Han blev snarere sendt derover af et amerikansk efterretningsvæsen, hvilket jeg gør rede for i min bog.
LINK
LINK
Hvis Nelson Delgado fortalte sandheden, undergraver det den påstand, at vores hovedperson tog til Sovjetunionen, fordi han havde en romantisk og urealistisk forestilling om, hvordan det ville være at bo under et kommunistisk styre, og at illusionen først brast, da han havde boet der i et stykke tid.
Nelson var også selv begejstret for Castro på dette tidspunkt, fordi manden ønskede at skabe bedre forhold for landets fattige befolkning og tilbyde gratis lægebehandling og skolegang til alle. Men vigtigst i denne her forbindelse er, at Nelson fortalte Warrenkommissionen, at vennen ikke var særlig interesseret i skydevåben, da han normalt altid blev bedt om at rengøre sin riffel noget bedre. Desuden morede soldaterne sig over ham på skydebanen, fordi hans skud ramte forbi målet den ene gang efter den anden. Men Lee var ligeglad, for det interesserede ham ikke, sagde Nelson, der efter Kennedymordet påstod, at FBI lagde pres på ham for at få ham til at ændre sin beskrivelse af sin vens riffelfærdigheder.
LINK
LINK
Alt i alt er der intet belæg for at påstå, at Lee Oswald var en hurtig og effektiv skytte, og at han kunne have affyret to af skuddene med et interval på 2,3 sekunder eller mindre. Det var derfor ikke uden grund, at Zapruders smalfilm blev godt og grundigt analyseret for om muligt at slå fast, hvor lang tid der gik mellem skuddene. En forbedret udgave af Zapruders film kan i skrivende stund ses på internettet. Det gælder også nummererede stillbilleder af filmen.
Til toppen
|
|
