Myrdede Oswald Tippit?

Earlene Roberts

Earlene Roberts med Gladys Johnson
i baggrunden

Earlene Roberts, der passede stedet, hvor Oswald boede til leje på 1026 North Beckley Avenue, var inden politimordet blevet ringet op af en veninde, der bad hende om at tænde for fjernsynet, fordi der blev bragt en meddelelse om, at præsidenten var blevet skudt. Hun gjorde, som veninden sagde, men fjernsynet fungerede ikke, som det skulle. Hun kunne høre, hvad der blev sagt i udsendelsen, men hun kunne ikke få billedet frem på skærmen. Da hun således stod og arbejdede med at få teknikken til at fungere, gik Lee Oswald ifølge Roberts med raske skridt ind ad fordøren og hen til sit værelse uden at sige et ord. LINK

Da politiet senere spurgte hende om, hvad tøj han var iført, måtte hun indrømme, at hun ikke kunne huske det, fordi hun var travlt optaget af fjernsynet. Hun kunne kun oplyse, at han havde opholdt sig tre til fire minutter på sit værelse, inden han gik igen, og at han havde lynet sin jakke, som hun mente var mørk. Da hun efterfølgende kiggede ud ad vinduet, så hun ham stå foran huset ved et busstoppested, men hun vidste ikke, hvor længe han stod der, fordi hun hurtigt blev optaget af noget andet. Der kom imidlertid ingen bus, der kunne have kørt ham ned til det sted, hvor Tippit senere blev myrdet, eller til Texas Theatre, hvor han blev anholdt, fordi busserne i midtbyen var forsinkede på grund af præsidentbesøget og skudepisoden.LINK

Efterforskerne antog, at Oswald nåede sit logi omkring klokken 13:00, og at han tog hjem for at hente sin revolver. Men det fremgår ingen steder, at de kontaktede Earlenes veninde - mens hun havde begivenheden i frisk erindring - for om muligt at nå frem til et mere præcist tidspunkt.

Et par timer senere væltede det ind med efterforskere, der stillede Earlene et hav af spørgsmål om manden, som politiet mistænkte for at have myrdet Tippit. Men da Warrenkommissionen få måneder senere ville indkalde hende til afhøring, kunne ingen finde hende. Gladys Johnson, der ejede pensionatet, fortalte kommissionen, at hun oplevede, at Roberts uden at have givet besked en morgen var forsvundet med alle sine ejendele, og at hun ikke anede, hvor hun befandt sig, selvom hun havde forsøgt at finde hende.

Hun havde imidlertid ikke for høje tanker om Earlenes evne til at holde sig til sandheden, viste det sig. Hun lod Warrenkommissionen forstå, at kvinden havde en livlig fantasi og »fortalte historier«, dog uden at mene noget ondt dermed. Grunden var den, at hun på en let gennemskuelig måde forsøgte at afstive sit selvværd, fordi hun havde komplekser over, at hun var en meget overvægtig dame og ikke havde mange venner. LINK

Efter en tid lykkedes det dog kommissionen at finde hende. Det viste sig, at hun havde haft en svær tid efter Kennedymordet. Hun klagede over, at hun havde været udsat for adskillige tredjegradsforhør af »FBI, Secret Service, Bill Decker og Will Fritz’ mænd«. Det var forståeligt nok også ubehageligt for hende, at der stod pressefolk uden for logiets hoveddør og tog billeder, hver gang hun forlod stedet. »Det skræmte mig til døde«, betroede hun kommissionen, og det var grunden til, at hun flygtede fra logiet i nattens mulm og mørke for at gå under jorden.

En af de påstande, som Earlene kom med under interviewet, har især været genstand for opmærksomhed. Hun fortalte efterforskerne, at mens Oswald var inde på sit værelse, hørte hun en bil forsigtigt dytte et par gange, og det fik hende til nysgerrigt at åbne fordøren. Hun så da en politibil med to betjente holde foran huset, og hun beskrev hændelsen således: »Jeg havde arbejdet for nogle politifolk, og somme tider kom de forbi og gav mig måske en besked, som deres koner ønskede, jeg skulle have. Jeg troede, det var dem, og jeg kiggede ud og så nummeret og tænkte: Åh, Det var ikke den politibil, som jeg kendte, fordi den havde nummer 170, og dette var ikke nummer 170«. Senere sagde hun: »Jeg hørte et "dyt dyt", og det lød på samme måde, som når officer Alexander og Charles Burnley dyttede«. LINK

Sagen var den, at Earlene Roberts løn for at passe logiet knap nok rakte til medicin for hendes sukkersyge, og derfor var hun nødt til at supplere sin indkomst ved at gøre rent for folk. Det skulle være i den forbindelse, at Alexander og Burnley ind imellem kom og gav hende en besked fra deres koner. Men var det en historie, hun fandt på, eller havde den noget på sig? Det mener forfatteren Dale Myers ikke, at den har. I sin bog »With Malice« skriver han, at kvinden først nævnte denne hændelse den 29. november, og han havde af den og flere andre grunde ingen tillid til hendes beretning. Men Earlen, som selvfølgelig ikke var indviet i sagens detaljer, kunne have tænkt, at Dallas Politi som den naturligste ting i verden havde tjek på, hvor de havde deres folk, og at de allerede på dette tidlige tidspunkt holdt øje med Lee Oswald, fordi de mistænkte ham for at være præsidentens morder.

Vi skal også hæfte os ved, at selvom Earlen blev grundigt afhørt flere gange, ændrede hun ikke sin fortælling eller kom med modstridende oplysninger. Hun gav ganske vist flere bud på, hvilket nummer der stod på patruljevognen, for både nummer 106, 107 og 207 kom på tale. LINK Men det er værd at notere sig, at hun gjorde kommissionen opmærksom på, at det, hun hæftede sig ved, var, at bilen ikke havde nummer 170, og hun undskyldte sin manglede hukommelse med, at hendes »hjerne var som en hvirvelvind« i disse dage. Sammenholdt med den kendsgerning, at hun følte, at hun flere gange blev trukket gennem det, som hun oplevede som tredjegradsforhør, tyder det på, at efterforskerne pressede hende alt for hårdt, så hun svarede på noget, hun i virkeligheden ikke kunne huske.

Hendes manglende hukommelse er dog ikke et særsyn, for hvordan skulle hun kunne vide fredag lidt over middag, at en ubetydelig detalje som nummeret på en patruljevogn blev vigtig at genkalde sig senere på eftermiddagen? Nu drejer det sig jo heller ikke om, hvorvidt kvinden var god til at huske tal. Det væsentlige her er, om vi kan stole på, at hun talte sandt, da hun hævdede, at hun havde set og hørt en patruljevogn uden for pensionatet, mens Lee Oswald opholdt sig på sit værelse. Og hvorfor er det vigtigt? Fordi ingen i Dallas Politi rapporterede, at de befandt sig i dette område på det pågældende tidspunkt, og fordi det antydede, at nogen i politiet havde skygget den mand, som forlod skolebogslageret umiddelbart efter Kennedymordet.

Men havde Earlene Roberts gjort rent for Floyd Alexander og Burnley i Dallas Politi? Det kunne være rart at vide, hvis vi skal tjekke kvindens troværdighed. Der var ganske rigtigt en mand i Dallas Politi, som hed Charles Burnley, og som døde den 18. april 2003. Han sagde imidlertid i et interview med Dale Myers i 1997, at han ikke kendte noget som helst til Earlene Roberts, og at hendes påstand først blev ham bekendt fire til fem år før, han blev kontaktet af forfatteren. Han fortalte desuden, at han ikke var gift i 1963, men boede hos sine forældre, så han kunne i sagens natur ikke have givet Earlene en besked fra sin kone.

Myers besøgte også Floyd Alexander, der var ballistisk ekspert i Dallas Politi i 1963. Han kunne oplyse, at han kendte Earlen, fordi hun havde arbejdet hos ham som husassistent. I 1963 var der imidlertid gået seks år, siden han patruljerede i Dallas Politikorps, og han tilføjede, at han aldrig havde kørt i patruljevogn sammen med Burnley. Han nævnte desuden, at han huskede Earlen som en dame, der ikke var for kløgtig, og som havde et begrænset antal venner.

Earlene Roberts var imidlertid et af de vidner, som ikke læste transskriptionen af sit interview igennem og underskrev det, fordi det var frivilligt, og fordi hun skulle vente på, at det blev renskrevet. Nu forholder det sig således, at vi mennesker ikke altid udtrykker os præcist, når vi udtaler os mundtligt. Det er derfor, at advokaterne ofte stiller vidnet supplerende spørgsmål for at undgå misforståelser, og at det er en god idé, at vidnet efterfølgende læser afskriften af interviewet igennem, inden det sætter sin underskrift.

Man kunne spørge, om Earlene for eksempel gjorde rent for andre i politiet? Det kunne jo være, at hun blot udtalte sig generelt, da hun sagde, at hun havde arbejdet for nogle politifolk, og at de somme tider kom forbi med en besked fra deres koner. Det behøvede nødvendigvis heller ikke at betyde, at de to omtalte betjente patruljerede sammen. Det kunne være, at hun engang havde gjort rent for Burnleys forældre, og at hans mor nogle gange bad ham om at køre omkring Earlene med en besked, og at han havde glemt alt om det, fordi der var gået mere end tredje år, da Myers interviewede ham.

Skønt det var flere år tilbage i tiden, at Floyd Alexander havde dyttet uden for huset, kunne det alligevel have fået kvinden til nysgerrigt at åbne døren, fordi lyden stadigvæk lå dybt i hendes erindring. Men det kunne også bare være, at Alexander ved flere lejligheder havde fået et lift af den samme betjent, når han skulle give Earlene en besked. Og måske blev der hver gang dyttet på samme måde fra politibilen, der havde nummer 170.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at kvinden pyntede på historien. Hun havde måske lidt henkastet flettet ind, at hun først troede, det var Floyd Alexander og Charles Burnley, der dyttede udenfor, fordi hun følte, at hun voksede lidt i anseelse, hvis hun havde gjort rent hos to respekterede mænd i Dallas Politi. Vi skal huske, at hun havde en ringe status i samfundet og var fuld af mindreværdskomplekser.

Fortællingen om et par dyt fra en politibil styrkede ikke i sig selv hendes ego, og set gennem kvindens briller var det vel heller ikke en særlig sexet historie i lyset af dagens dramatiske hændelser. Hun kunne absolut ikke vide dengang, at hendes observation senere ville blive så kontroversiel, som den blev. Hvis vi afskriver hele hendes fortælling om politibilen, må vi også overveje, hvad kvinden ellers kunne have løjet om. Skete det cirka klokken 13:00? Blev Oswald på sit værelse i tre til fire minutter? Stod han ved busstoppestedet uden for logiet, efter han forlod stedet? Eller gik han i det hele taget ind på logiet, efter han var kommet til Oak Cliff? Kvinden var det eneste vidne til disse begivenheder, som af efterforskerne er blevet accepteret som fakta.

Under alle omstændigheder tog Dallas Politi hendes oplysning om politibilen alvorligt. Charles Batchelor fra Dallas Politi oplyste på en forespørgsel i august 1964, at bilerne med numrene 170 og 107 blev solgt den 17. april 1963, og at begge numre først blev taget i brug igen i februar 1964. Der er dog ingen, der har påstået, at Earlene Roberts skulle have set patruljevogn nummer 170 efter april 1963. Dallas Politi oplyste også, at bil nummer 207 tilhørte en J. M. Valentine den 22. november 1963. LINK LINK

Men vi får ikke at vide, hvem der kørte i nummer 170, før den blev solgt, selvom det var vigtigt at vide, da kvinden huskede dette nummer tydeligt, mens hun omvendt ikke var spor sikker på, hvilket nummer den politibil, som holdt uden for huset, havde. Politiet skrev desuden en længere redegørelse over, hvor patruljevognene befandt sig på det tidspunkt, Earlene påstod, at hun hørte en politibil dytte.

Vi må gå ud fra, at kvinden ville være blevet konfronteret med kendsgerningerne, hvis de to politifolk havde sagt det samme, som de fortalte Myers i 1997. Men det fremgår ingen steder. Det efterlader mig med en følelse af, at der er noget væsentligt, vi ikke får at vide. Det er ikke, fordi efterforskerne mente, at hendes oplysning ikke var vigtig. Tværtimod. Det ser ud til, at det var den, der gjorde, at de blev ved med at opsøge hende og udsætte hende for adskillige intensive forhør, som hun oplevede som chikane.

Jeg undrer mig også over, at det var noget nyt for Floyd Alexander og Charles Burnley, hvad Earlene Roberts havde fortalt politiet tilbage i 1963. Det kan simpelthen ikke passe, at hverken Warrenkommissionen, Secret Service, FBI eller Dallas Politi kontaktede dem for at tjekke, om hun talte sandt, når der samtidig blev gjort en større indsats for at finde ud af, hvad der var sket med patruljevogn 170 og bilerne med de andre numre, som Earlene nævnte. Det var naturligvis et problem for efterforskerne, at kvinden påstod, at en politibil dyttede uden for hendes dør, mens den mand, som fik skylden for mordet på Tippit og præsidenten, var inde på sit værelse, for det antydede, at han blev overvåget af politiet efter Kennedymordet.

Havde Earlene Roberts imidlertid opdigtet historien, og nød hun for en gangs skyld at føle sig som en vigtig person, så varede fortryllelsen ikke længe. Hendes handlinger afslørede, at hun tværtimod frygtede at komme i offentlighedens søgelys efter de dramatiske begivenheder, der ikke blot blev en tragedie for de pårørende til de myrdede, men også for mange af dem, som af en eller anden årsag var tæt på begivenhederne. Flere mennesker holdt sig som sagt ikke for gode til at skrive hadebreve og insinuere, at helt uskyldige mennesker havde del i århundredets forbrydelse, blot fordi de kendte Lee Harvey Oswald.

Det ser dog ud til, at det ikke kun var hævngerrige mennesker og en anmassende presse, som Earlene havde et anstrengt forhold til. I en artikel offentliggjort i bladet »Ramparts« i 1964, skrev David Welsh, der havde interviewet hende, at hun blev udsat for intensiv politichikane: »De besøgte hende på alle tidspunkter af dagen og om aftenen, og de kontaktede hendes arbejdsgivere og spurgte efter kvinden fra Lee Harvey Oswalds pensionat. Som et resultat heraf blev hun afskediget tre gange fra sit job som hushjælp alene i april, maj og juni 1964«.

Under interviewet med Warrenkommissionen i 1964 blev Earlene Robert præsenteret for den lysegrå jakke, som politiet havde fundet under en bil efter mordet. Hendes kommentar til den var, at hun huskede, at den jakke, som Lee Oswald havde på, da han forlod logiet, var mørkere. Det havde hun allerede skrevet under på den 5. december 1963 i en beediget erklæring til Secret Service, da hendes erindring var forholdsvis frisk. LINK

Taxachauffør Whaley mente derimod, at hans unge passager var iført blå, falmede bukser og en jakke, der næsten matchede bukserne. De to var de eneste - hvis vi ser bort fra Mary Bledsoe – der beskrev Lee Oswalds tøj, efter han forlod skolebogslageret, og indtil mordet på Tippit fandt sted. Ingen kunne derfor bekræfte, at vores hovedperson var iført en hvid eller lysegrå jakke, som Tippits morder havde på ifølge vidnerne. Vi kan heller ikke betragtede det som en kendsgerning, at han tog en jakke med lynlås på, da han forlod logiet, for de mange efterforskere, der besøgte kvinden, kunne have haft indflydelse på, hvad hun »huskede«.