Myrdede Oswald Tippit?

En alternativ rute

William Alexander

Det store spørgsmål er, om Lee Oswald kunne nå ned til gerningsstedet og skyde Tippit. Den assisterende distriktsadvokat i Dallas, William F. Alexander, var et af de mennesker, som aldrig kunne forliges med kommissionens tider. Han oplyste, at han personligt gennemgik alle taxaselskabernes logfiler, idet alle chaufførerne i området skulle føre en skriftlig fortegnelse over, hvor passagererne blev taget op og sat af igen, og på hvilket tidspunkt, det fandt sted. Alt tydede på, sagde han, at der ikke befandt sig en eneste taxa i området, fra det tidspunkt, Oswald ankom til Oak Cliff, til J. D. Tippit blev myrdet. Også bustiderne blev kontrolleret, og alle buschauffører i området blev afhørt. Busserne var forsinkede på grund af det, der fandt sted inde på Dealey Plaza, og derfor var der ganske enkelt intet, der kunne forklare, hvordan Lee Oswald kunne være på gerningsstedet i tide til at skyde politibetjenten. Han forstod ikke, hvordan det var lykkedes ham at komme til East Tenth Street så hurtigt uden at blive set. »For helvede«, sagde han frustreret. »Jeg har ingen idé om det. Vi gik ruten til fods, vi løb, vi forsøgte at tjekke bustiderne. Der var nok af ældre mennesker, der boede i nabolaget, der var hjemme. For at gennemføre ruten ville [Oswald] have været nødt til at fordoble timingen en stor del af ruten, og derved kunne han ikke undgå at vække opmærksomhed«. Han tilføjede: »Der måtte være nogen, der så ham. Jeg ved ikke, hvordan han kom dertil, og det er der ingen andre, der gør«. Om den officielle forklaring havde han følgende kritiske kommentar til: »Det er tro, ikke viden efter min mening«. LINK

Vidner der fortalte, at morderen gik mod vest

Alexander hæftede sig også ved, at morderen gik i vestlig retning mod Tippits patruljevogn, da de mødte hinanden. Under et interview med forfatteren Dale Myers i 1983 sagde han, at han altid havde været forvirret over Warrenkommissionens konklusioner i den forbindelse, fordi vidnerne fortalte en anden historie. Han vidste med sikkerhed, at tiden ikke tillod, at vores hovedperson gik fra øst mod vest, da ruten fra logiet til East Tenth Street da ville have været alt for lang til, at vores hovedperson kunne nå frem i tide. Men hvem var de vidner, som så morderen gå mod vest?

William Lawrence Smith var en af dem. Han var en murer, som arbejdede på et projekt på hjørnet af Denver og Tenth Street godt og vel 50 meter øst for mordscenen. Han fortalte, at han ved frokosttid gik i østlig retning hen ad Tenth Street til et spisested, der lå på 604 East Tenth Street i nærheden af Marsalis Avenue. På vej derhen passerede han en mand, som gik i vestlig retning, og han var overbevist om, at han i dette øjeblik mødte Tippits morder.

Jimmy Brewer, der arbejdede på det samme projekt som Smith, bemærkede også manden, mens han sad sammen med James W. Archer i en arbejdsbil og holdt frokostpause.

William Arthur Smith og Jimmy Burt, der befandt sig på den anden side af gaden på hjørnet af Denver og Tenth Street, havde ligeledes set morderen gå mod vest. Desuden så taxachauffør William Scoggins Tippit krydse Patton, da han sad i sin bil med hovedet vendt mod krydset af Tenth Street og Patton Avenue. Han ville ikke kunne undgå at se morderen, hvis han havde krydset gaden samtidig med patruljevognen. Men han så ham først, da han overværede mordet umiddelbart derefter.

Helen Markham

Når jeg skriver, at ingen så morderen gå mod øst, er det ikke helt sandt, hvis vi skal tro Helen Markham. Hun sagde, da hun vidnede for Warrenkommissionen, at hun første gang bemærkede morderen, da han var på vej op på kantstenen på Tenth Street. Det skete lige efter, at Tippits patruljevogn i sneglefart krydsede vejen i samme retning, som morderen gik, således at han var skjult bag patruljevognen, indtil han nåede kantstenen. (Se illustrationen under menuen "Vidnerne" LINK.) Det havde Markham dog aldrig tidligere sagt. Det var først, da hun vidnede for kommissionen, at hun »huskede«, at morderen gik mod øst. Alle er dog enige om, at hun var et upålideligt vidne, fordi hun kom med så mange modstridende udsagn, at hun var svær at tage alvorligt. Det er nemt at få den tanke, at Warrenkommissionens advokater - som de havde for vane - forhørte hende, inden den officielle høring gik i gang, og at de mere eller mindre havde manipuleret hende til at sige det, de ønskede, da det stod lysende klart for dem, at hvis morderen kom fra øst og gik mod vest, kunne det ikke være Lee Oswald, der var morderen, for det tillod tiden ganske enkelt ikke. Dallas Politi konkluderede da også tidligt, at Tippits morder gik mod vest.

Gik Lee Oswald frem og tilbage?

Dale Myers forsøger i sin bog, »With Malice«, at løse problemet ved først at lade Oswald gå forbi 404 East Tenth og fortsætte i østlig retning, indtil han mødte en patruljevogn og blev så skræmt, at han vendte om og gik den samme vej tilbage. Da han nåede 404 East Tenth Street, steg Tippit ud ad patruljevognen, fordi han havde en mistænkelig opførsel. Det er dog en lidt for fantasifuld forklaring efter min smag. Ingen har kunnet bekræfte denne teori, og ingen havde bemærket en ung mand, som bevægede sig med lynets hast gennem gaderne i Oak Cliff denne fredag over middag.

Intet tyder på, at vores hovedperson havde travlt umiddelbart efter mordet på Dealey Plaza. De, der så ham efter attentatet, inden han forlod skolebogslageret, var Marrion Baker, Roy Truly, Geraldine Reid og Pierce Allman. Ingen af dem oplevede, at han var stresset og havde travlt. Baker nævnte tværtimod, at »Oswald optrådte roligt og fattet og ikke var forpustet«. Reid fortalte, at »han virkede helt normal«, og at han gik meget langsomt. Allman, som Lee Oswald hjalp med at finde en telefon, oplyste, at han ikke havde travlt, ikke var forpustet, og at han syntes helt normal. Efter han forlod bussen og gik ned mod Greyhound Station, så taxachauffør William Whaley ham gå omkring hjørnet fra Commerce og ned ad Larmar Street i den vestlige side af vejen. Han beskrev hans gang på følgende måde: »Bare den langsomme måde, han gik på. Han havde ikke travlt. Han var ikke nervøs«.

Politiet standsede bussen

Ifølge en FBI-rapport af 30. marts 1964 omtalte Milton Jones en episode, der fandt sted, mens han sad i bussen. Da den holdt stille på Elm Street, oplevede han, at to politibetjente steg på den og fortalte chaufføren og passagererne, at præsidenten var blevet skudt. Milton nævnte også, at de to betjente tjekkede, om de cirka femten passagerer, der sad der, havde et våben på sig, og at buschaufføren først fik tilladelse til at køre videre efter cirka en time. McWatters sagde derimod, at bussen kun holdt stille i tre til fire minutter, og at en mand, der sad i en bil foran, steg ud og bankede på hans dør. Det var denne mand, som oplyste, at Kennedy var blevet skudt, og ikke politiet.

Men bussen kunne umuligt have holdt stille i en hel time på Elm Street, fordi den ville have spærret for trafikken. Det er i en situation som denne, at vi skal huske, at politiet ikke lavede en afskrift af det, som den unge mand ordret sagde. Rapporten gengav kun den opfattelse, som ham, der afhørte Milton Jones, fik på baggrund af det, som han fortalte. Han udtrykte sig muligvis lidt uklart, men han kunne også bare have husket forkert efter de fire måneder, der var gået, siden forbrydelsen fandt sted, og at tiden forekom ham meget længere, end det var tilfældet. Jeg tror dog snarere, at bussen blev standset, efter den var kørt om hjørnet til Houston Street, men inden den kørte over Trinity River til Oak Cliff. Det antyder en gengivelse af et interview med Milton, som fandt sted den 3. april 1964. Heri lyder det, at da politiet »gav chaufføren lov til at fortsætte, kørte de over Marsalis ’Bridge«.

Det kunne derfor se ud som om, at nogen i Dallas Politi allerede på dette tidlige tidspunkt ledte efter Lee Oswald, fordi bussen gik til Oak Cliff, hvor han havde sit logi, og fordi der ifølge det, som jeg ved, ikke findes rapporter, der indeholder en beskrivelse af, at busser eller andre køretøjer blev tjekket for våben efter mordet.

Stod Lee Oswald på bussen på hjørnet af Elm og Houston?

Warrenkommissionens timing er urealistisk. Det bliver ikke bedre af, at Lee Oswald sandsynligvis steg på bussen et helt andet sted, end kommissionen foreslog, og som ingen kunne bekræfte. Der var et busstoppested på hjørnet af Elm Street og Houston Street på det nordøstlige hjørne, hvor Lee Oswald plejede at stå på sin bus, og hvor han også sagde, han steg på den, da han forlod skolebogslageret. Den bus, som McWatters kørte, holdt dog normalt ikke ved dette stoppested, men denne dag var ikke som alle andre. Buschaufføren forklarede kommissionen, at den anden bus, som også kørte til Oak Cliff, normalt lå lige bag hans bus, men den 22. november kunne han ikke få øje på den. Det kunne Lee Oswald ganske givet heller ikke, og da McWatters var villig til at tage ekstraordinære hensyn, fordi bussen var forsinket, forestiller jeg mig, at han standsede bussen, og at vores hovedperson stod på den, fordi han var blevet utålmodig og ikke gad vente længere.

Det er ikke et tilfældigt gæt, for McWatters nævnte oprindeligt, at en mand steg på bussen det samme sted. I den erklæring, som Dallas Politi skrev, og som buschaufføren havde underskrevet den 22. november, stod der, som læseren måske kan huske, at »manden« stod på i »den nedre ende af byen på Elm rundt om Houston«. LINK

Han må derfor have haft den opfattelse - mens hans hukommelse var frisk – at den mand, som Dallas Politi forsøgte at anbringe på bussen, stod på ved krydset af Elm Street og Houston Street, hvor skolebogslageret lå. Men McWatters blev aldrig spurgt, om en mand blev samlet op i dette kryds, da han vidnede for Warrenkommissionen. Det ville en forsvarsadvokat naturligvis have gjort. Det var et groft svigt, at kommissionen end ikke tog med i sine overvejelser, om den sigtede for dobbeltmord i Dallas måske fortalte sandheden.

Problemerne med ruten

I det næste vil jeg undersøge, om tiden tillader, at Lee Oswald steg på bussen på det nordøstlige hjørne af Elm og Houston, som han plejede, og om han kunne have kørt med taxa forbi Tippit, mens denne opholdt sig på Cloco Servicestation i det nordligste område af Oak Cliff.

Ifølge Google Maps tager det cirka 17
minutter at gå fra Oswalds logi til
gerningsstedet

Warrenkommissionen hævdede, at Lee Oswald efter mordet gik 600 meter i østlig retning hen ad Elm Street i et meget hurtigt tempo og bankede på døren til McWatters bus cirka 12:40 ved Murphy Street, der lå mellem Field Street og Griffin Street, hvor der ikke var noget busstoppested. Under en rekonstruktion gik agenter fra Secret Service og FBI ruten fra skolebogslageret til hjørnet af Murphy Street og Elm Street tre gange med en gennemsnitsfart på 6,5 minutter. LINK

Normalt kørte bussen fra St. Paul klokken 12:36 og nåede Lamar Street 12:40.LINK Men den 22. november bevægede den bus, som Lee Oswald stod på, sig langsomt gennem den tunge trafik, skrev Warrenkommissionen og skønnede, at den cirka var fire minutter om at nå hen til Lamar Street, hvor han stod af for i stedet at hyre en taxa. Hvis han derfor forlod boglageret klokken 12:33, gik direkte hen til Murphy Street og steg om bord på bussen med det samme, ville han stige af den igen cirka 12:44, da den løb ind i en trafikprop, konkluderede kommissionen. Det var 165 meter fra det sted, hvor han stod på den.

Buschaufføren anslog, at den holdt stille i tre til fire minutter - det vil sige til 12:47 eller 12:48 - hvorefter den fortsatte 350 meter mod vest til Houston Street, efter politiet havde banet en vej for busserne.LINK (side 265) Da vores hovedperson forlod bussen, gik han cirka 315 meter ned ad Lamar til Greyhound Station og hyrede en taxa til Oak Cliff. (se kortet lidt længere nede)

Men ingen havde observeret ham gå hen ad Elm Street efter attentatet, og det eneste vidne, der havde set ham i bussen og kunne genkende ham, havde i allerhøjeste grad svært ved at huske, hvor han stod af og på. Vi kan derfor med god grund spørge, om Warrenkommissionens tidsplan holder vand.

Det dummeste, Lee Oswald overhovedet kunne gøre, hvis han havde skudt præsidenten og var på flugt, ville være at bevæge sig så hurtigt væk fra mordscenen, at folk ikke kunne undgå at lægge mærke til ham. Det virker ærlig talt også absurd, at han stod på en bus, der kørte ham tilbage til skolebogslageret, hvis hans hensigt var at komme så langt væk fra skolebogslageret som muligt. Forestiller vi os alligevel, at han var på flugt, kunne vi med rimelighed forvente, at han i stedet for gik fra skolebogslageret ned ad Houston Street og stod på McWatters bus, når den nåede ham. Derved kunne han undgå at blive kørt tilbage til sin arbejdsplads (se kortet lidt længere nede).

Kommissionen havde en tvingende grund til sin valg af rute

Men hvad sagde Lee Oswald selv? Han fortalte under en af afhøringerne, at han stod på bussen ved skolebogslageret. Det er vigtigt at forstå, at Warrenkommissionen havde en tvingende grund til at anbringe vores hovedperson på bussen, mens den kørte hen ad Elm Street, og det var endnu vigtigere for den at slå fast, at det var ham, der stod af bussen lidt før Lamar Street sammen med en kvinde, der skulle nå et tog. Hvis ikke han gjorde det, ville han ankomme til Oak Cliff alt for sent til at være i stand til først at hente sin revolver på sit værelse og derefter nå ned til 404 East Tenth Street i tide og skyde Tippit omkring klokken 13:15.

McWatters huskede, at en mand bankede på bussens dør ved Murphy Street, og at han lukkede ham ind, selvom der ikke var noget busstoppested, men han var ikke opmærksom på mandens udseende, sagde han til myndighederne, og han genkendte ham som sagt heller ikke, da han så Lee Oswald i et line-up på politihovedkvarteret samme aften.LINK Milton Johnes kunne heller ikke genkende Lee Oswald, da han så billeder af ham.LINK Kommissionens kunne derfor kun håbe på, at Mary Bledsoe ville bekræfte deres teori.

Mary Bledsoe

Da ingen vidner havde set vores hovedperson gå hen ad Elm Street, var det magtpåliggende for kommissionen at få Bledsoes ord for, at hun så ham stå på bussen, mens den kørte på Elm Street, og at hun ikke mindst så ham stå af nær Larmar samtidig med kvinden, som skulle nå et tog. Hvis han ikke gjorde det, ødelagde det kommissionens tidsplan over Lee Oswalds bevægelser efter mordet, der gjorde det muligt at dømme ham for mordet på J. D. Tippit. Men Bledsoe var mildt sagt ikke noget godt vidne for kommissionen, og jeg vil her gentage dele af hendes samtale med Ball:

Da Ball spurgte hende, hvornår hun så Lee Oswald stige på bussen, svarede hun: »Efter vi kom forbi Akard, ved Murphy - fandt jeg ud af - lad os se - jeg ved det ikke med sikkerhed. Han lignede en galning«. LINK

Ball: »Sagde han noget til chaufføren, da han stod af?«
Bledsoe: »Det siger de, at han gjorde, men jeg kan ikke huske, at han sagde noget«.
Ball: »Kan du huske, at nogen bankede på døren, og at chaufføren som følge heraf åbnede hoveddøren?«
Bledsoe: »nej«.
Ball: »Kan du ikke huske det?«
Bledsoe: »Jeg husker det ikke«. LINK
Ball: »Var bussen nu nået så langt som til Lamar Street, da Oswald stod af?«
Bledsoe: »Ja, nej. Jeg tænker, det var før, vi kom til Lamar Street«.
Ball: »Det var i nærheden af Lamar, var det ikke?«
Bledsoe: »Uh huh«.
Ball: »Var der andre, der stod af på det tidspunkt, han stod af?«
Bledsoe: »Nej, ikke dengang.LINK
Ball: »Kan du fortælle mig, hvor bussen var med henvisning til en tværgående gade på Elm, da Oswald stod af?«
Bledsoe: »Nej«.
Ball: »Var det midt i blokken eller ved et almindeligt busstoppested?«
Bledsoe: »Nå, det sagde de, det var«.
Ball: »Jeg vil gerne vide, hvad du husker«.
Bledsoe: »Nej, jeg husker det ikke«.

Det ser angiveligt ud til, at Bledsoe var blevet manipuleret til at sige, at Lee Oswald stod af lidt før Lamar Street, og Ball hjalp hende ligefrem på vej ved at nævne gaden, før hun selv gjorde det. Det er værd at hæfte sig ved, at hun ikke havde bemærket, at Oswald bankede på døren til bussen, da han stod på den, at hun ikke huskede, om han stod af samtidig med damen, der skulle nå et tog, og at han bad om en omstigning. Det skyldes ganske givet, at den mand, som buschaufføren huskede, stod på ved Murphy Street og stod af lige før Lamar Street, ikke var vores hovedperson.

Vi forstår, at efterforskerne havde en stor interesse i at interviewe Mary Bledsoe og havde rige muligheder for at påvirke hende, inden hun skulle vidne for kommissionen, fordi hun fortalte Joseph Ball: »Åh, jeg blev interviewet af omkring 9 eller 10 eller 12 [personer]«.LINK

Det eneste, som vi kan være hundrede procent sikre på, er, at hvis vores hovedperson ikke var blevet myrdet, og at dette interview havde fundet sted i en retssal, hvor han havde en forsvarsadvokat, ville Mary Bledsoes vidneforklaring være blevet erklæret uden værdi, og Ball ville være blevet bedt om ikke at stille ledende spørgsmål.

Tidsskemaet

Under efterforskningen tog myndighederne initiativ til at måle den tid, som Lee Oswald skulle bruge for at gennemføre ruten, fra han forlod skolebogslageret omkring 12:33, til han lidt efter 13:15 ankom til 404 Tenth Street, hvor han efter sigende skød Tippit. Målet var at finde ud af, om dette kunne lade sig gøre inden for den tidsramme, som han havde til rådighed.

Der var kun tre vidner, som havde set ham undervejs. Den første var Mary Bledsoe, der så ham på bussen. Den næste var taxachauffør William Whaley, der fortalte Warrenkommissionen, at han fik øje på ham, da han gik om hjørnet fra Commerce til Lamar og videre ned til taxaen i et meget langsomt tempo. Den sidste var Earlene Roberts, der vidnede, at han havde travlt, da hun overværede, at han gik ind på sit værelse og forlod stedet igen efter 3 til 4 minutter.

Hvor hurtigt går vi?

Inden jeg går videre, skal vi lige have på plads, hvor hurtigt et normalt, voksent, yngre menneske går, når det bevæger sig hen ad gader og stræder. Først skal vi have fat i »Nordic Human Factors Guideline, Ganghastigheder«: Heri står: »For yngre fodgængere varierer den gennemsnitlige ganghastighed mellem 1,03 m/sek. og 1.16 m/sek., og ved krydsning af veje er gennemsnitshastigheden 1,47 m/sek.«.(Nordic Human Factors Guideline Ganghastigheder, af Lene Herrstedt, udgivet 20. februar 2012) LINK Vi kan også støtte os til Google Maps, hvis gåtider er lidt hurtigere. De veksler mellem 1,2 og 1,3 meter per sekund. Vi taler her om mennesker, der har et mål, de går efter, og ikke dem, som blot slentrer hen ad vejen for eventuelt at nyde det gode vejr eller for at se på butiksvinduer.

Rekonstruktionerne

Under en rekonstruktion gik agenter fra FBI og Secret Service turen fra skolebogslageret til Murphy Street tre gange på 6,5 minutter i gennemsnit. Da gaden lå 600 meter fra bogslageret, gennemførte de ruten med en fart på 1,54 meter per sekund. Det vil sige, at de var noget hurtigere end et yngre menneske, der krydser en vej. Det vil også sige, at de anstrængte sig for at gå ruten så hurtigt, de kunne, uden at det gik over i løb. Det sidste ville morderen næppe have gjort, fordi vi må gå ud fra, at han havde vakt opsigt, hvis han kom løbende hen ad Elm Street og væk fra Dealey Plaza og skolebogslageret umiddelbart efter mordet.

Warrenkommissionen mente også, at Lee Oswald stod på bussen cirka 12:40 og forlod den igen 12:44 eller 12:45 lige før Lamar Street. LINK (side 160) Mens en FBI-rapport fortæller os, at ruten ned til taxaen tog 3 minutter at gennemføre under rekonstruktionen, skrev Warrenkommissionen, at Oswald kunne have nået ned til taxaen 12:47 eller 12:48. Man ignorerede dermed, at William Whaley udtrykkeligt havde sagt, at vores hovedperson gik meget langsomt, og at han kom fra Commerce Street, inden han drejede om hjørnet til Lamar Street. Det betød, at han havde fulgt en længere rute end den, som efterforskerne fulgte. De antog, at han gik cirka 315 meter fra Elm Street i lige linje ned ad Larmar til Greyhound Station, som lå på samme gade (se kortet herunder).

Om turen til Oak Cliff skrev kommissionen: »Hvis taxaturen varede cirka 6 minutter – ligesom den rekonstruerede tid - ville [Oswald] have nået sin destination cirka kl. 12:54«.LINK (side 160-165). Under en rekonstruktion kørte flere agenter dog ruten på 7 minutter, da de var hurtigst. LINK Men måske tænkte Warrenkommissionen på en anden rekonstruktion. Taxachaufføren hævdede, at han kunne køre den samme rute på mellem 5 og 6 minutter. LINK Der skal imidlertid tages hensyn til, at det tog en vis tid at stige ind i taxaen og at ringe efter en anden hyrevogn til kvinden, som vores hovedperson ville overlade sin taxa til.

Herefter skrev kommissionen, at en af dens advokater gik turen fra hjørnet af Beckley og Neely Street, hvor Lee Oswald blev sat af taxaen, til hans logi på 1026 North Beckley på 5 minutter og 45 sekunder. Men den skrev også, at »hvis han gik direkte op til sit værelse, ville han være ankommet dertil omkring klokken 12.59«. LINK (side 160-165).

Afstanden fra logiet til det sted, hvor Lee Oswald steg af taxaen, var 570 meter. Hvis han gennemførte ruten på kun 5 minutter (59-54=5), som kommissionen antog, skulle han have gået med en gennemsnitshastighed på 1,9 meter per sekund, nåede han logiet klokken 12:59.

Endelig skrev kommissionen: »Hvis Oswald forlod logiet kort tid efter klokken 13:00 og gik i et raskt tempo, ville han nå ned til [hjørnet af] Tenth og Patton (hvor mordet fandt sted) kort tid efter klokken 13:15«. Earlene Roberts mente, at Lee Oswald opholdt sig på sit værelse i 3 til 4 minutter. Hvis vi i stedet for antager, at han kun opholdt sig der i 3 minutter, ville han have forladt logiet klokken 13:02.

Kommissionen skrev desuden, at den korteste vej til gerningsstedet var 1287 meter lang. Ankom han derfor til Tenth Street klokken 13:15:30, ville han have været 13 minutter og 30 sekunder om at gå ruten. Henvender vi os til Google Maps, kan den samme rute tilbagelægges på 17 minutter. Det betyder, at kommissionen kalkulerede med, at han gik i et tempo, der svarer til 1,6 meter per sekund.

Alt i alt må vi sige, at tiden ikke var realistisk, hvis Lee Oswald ikke ville vække opsigt. Og ingen fortalte vel at mærke myndighederne, at de havde observeret en mand, som gik i et usædvanligt hurtigt tempo i nærheden af skolebogslageret efter mordet eller langs Oak Cliffs gader, kort tid før Tipit blev myrdet.

En anden rute

Lad os nu se, om tiderne er mere realistiske, hvis Lee Oswald fulgte en anden rute, og at han stod på bussen på det sted, som han fortsalte dem, der afhørte ham på Dallas Politis politihovedkvarter.

Oversigt over Oswalds rute til Greyhound Station fra skolebogslageret (det røde kryds).

Warrenkommissionen hævdede, at han gik hen ad Elm Street, før han steg på bussen (ved den røde cirkel), mens Oswald selv hævede, at han stod på ved boglageret (1). Var det sandt, kunne han have stået af ved Commerce Street (2) og gået derfra hen til Greyhound Station (3), hvor taxachaufføren så ham dreje om hjørnet fra Commerce og ikke fra Elm.

Forklaring til illustrationen

Det røde kryds markerer det sted, hvor skolebogslageret lå, og den røde plet øverst til højre markerer det sted, hvor man hævede, at Lee Oswald stod af bussen. Ved den røde plet (1) kunne Lee Oswald have stået på bussen. Ved den røde plet (2) kunne han have stået af og gået ad ruten markeret ved den sorte streg hen ad Commerce St. og ned ad Lamar St., hvor han hyrede taxaen, markeret ved den rød plet (3).

Det vil være realistisk, hvis vores hovedperson steg på bussen cirka 12:49, som er to minutter efter, at bussen slap fri af trafikproppen på Elm, for den skulle kun køre godt 300 meter op til det sted, hvor Lee Oswald påstod, at han steg på bussen. Han nævnte også, at han kørte med den et par blokke, inden han stod af på grund af trafikken. Et par blokke fra krydset af Elm og Houston ville føre ham til hjørnet af Houston og Commerce, og det stemmer perfekt med, at taxachauffør William Whaley fortalte, at han så ham gå i langsomt tempo omkring hjørnet fra Commerce og ned ad Lamar i den vestlige side af vejen.

Hvordan stemmer tiden, hvis Lee Oswald fulgte denne rute?

Jeg har udarbejdet en tabel over tiderne, som jeg mener er mere realistiske end Warrenkommissionens tider, idet jeg har ladet Lee Oswald gå i et normalt tempo. Hensigten har været at undersøge, om de tillod, at han - i stedet for at gå ned til East Tenth Street - gik ned til biografen, hvor han blev anholdt. En anden hensigt har været at finde ud af, om det er realistisk, at Tippit forlod Cloco Servicestation, da han så Lee Oswald køre forbi i taxaen. Derfor har jeg også indsat Tippits tider, som naturligvis skal tages med et vis forbehold, i tabellen.

Tabel over mine tider

Forklaring til tabellen

Da Whaley sagde, at Lee Oswald gik i et langsomt tempo, lader jeg ham gå med en fart af 1,15 meter per sekund ned til Grey Hound Station fra hjørnet af Houston og Commerce. Det ville tage ham cirka 5,5 minutter.

Derefter har jeg ladet taxaen være 6,5 minutter om at køre til Neely Street, hvor han blev sat af. Whaley noterede, at han bad om at blive kørt til 500 North Beckley, som lå cirka 1170 meter nord for Texas Theatre og cirka 644 meter syd for hans logi. Det kunne tænkes, at han havde besluttet sig for at gå i biografen, men fordi det var dyrt at køre med taxa, ønskede han at stå af den før tid og gå resten af vejen. Men det er kun et gæt.

Det ser imidlertid ud til, at der skete noget undervejs, der pludselig fik Lee Oswald til at bede chaufføren om at sætte sig af, før taxaen nåede sit bestemmelsessted. Han forlod taxaen umiddelbart før Neely Street, som lå 570 meter syd for logiet. Men hvorfor stod han af og gik flere hundrede meter tilbage til sit logi, som han lige var kørt forbi? Og hvorfor hentede han sin revolver? Var det, fordi han fik den pludselige indskydelse, at han ville være i stand til at skyde, hvis en betjent forsøgte at anholde ham? Hvis han havde planlagt at skyde Kennedy og derefter flygte med 13 dollars på lommen, skulle man tro, at han allerede havde revolveren på sig. Men han kunne også have haft en god grund til at frygte for sit liv og være i stand til at forsvare sig selv. Måske havde han ligefrem observeret, at nogen, der ville ham det ondt, fulgte efter taxaen.

I tabellen lader jeg ham gå med en gennemsnitsfart på 1,3 meter per sekund op til logiet. Det svarer til farten på en almindelig rask gåtur ifølge Google Maps. Han ville da ankomme til stedet 13:11:30. Han forlod stedet tidligst 2 minutter senere, det vil sige 13:13:30. Efter Lee Oswald forlod logiet, blev han næste gang set stå uden for en skobutik cirka 40 meter fra Texas Theatre. Hvis han forlod logiet 13:13:30, kunne han være uden for skobutikken 21 minutter senere, det vil sig klokken 13:34:30 og gå ind i Texas Theatre 13:36, hvis han gik i det samme tempo. Til sammenligning skrev Warrenkommissionen i sin afsluttende rapport, at Oswald nåede skobutikken klokken 13.35, og at han blev anholdt i Texas Theatre klokken 13:50, som var 5 minutter efter, at politiet ankom. Men han kunne under ingen omstændighed nå ned til 404 East Tenth Street og skyde Tippit mellem klokken 13:15 og 13:16.

Det er ikke eksakt videnskab, men jeg vil påstå, at mine tider er langt mere realistiske end Warrenkommissionens tider. Jeg lader vores hovedperson gå i et naturligt tempo, som er tilpasset tiderne på Google Maps og det, som vidnerne sagde. Warrenkommissionen lader derimod Oswald gå i et unaturligt højt tempo og sætter ham på bussen på Elm Street langt fra skolebogslageret på et højst spinkelt og spekulativt grundlag bygget på et vidneudsagn fra en kvinde, der havde fået at vide af efterforskerne, hvad hun så og hørte, og som ikke kunne huske, at han havde banket på bussens dør eller stået af samtidig med den kvinde, som skulle nå et tog.

Buschaufføren sagde ganske vist, at han udstedte en omstigning til den mand, som stod af nær Lamar Street. Men han genkendte ikke Lee Oswald, da han så ham i et line-up. Han kunne have givet en omstigning til vores hovedperson lidt senere, selvom han ikke huskede det, for det var umuligt at se på billetterne, hvor og præcist hvornår de blev udstedt, fordi chaufføren mærkede dem, inden han begyndte på ruten. Men det kunne også være, at de, som afhørte ham, havde kørt ham så meget rundt i manegen, at han til sidst »huskede« det, som de ønskede, at han huskede. Det er ikke usandsynligt i betragtning af, at politiet havde været så venlig at fortælle ham, at den passager, der stod på ved Murphy Street, var den samme, som havde fortalt ham, at præsidenten blev skudt i hovedet.

I mit forsøg på at finde ud af, om det er realistisk rent tidsmæssigt, at Tippit pludselig forsvandt i fuld fart ned ad Lancaster, da Lee Oswald kørte forbi i taxaen, kan jeg konkludere, at det er muligt, hvis det fandt sted omkring klokken 13:00. Der kunne være andre årsager til hans handling, og desuden er der ingen, der siger, at han kørte præcist klokken 13:00, som jeg antager. Jeg nævner det kun som en mulighed, fordi der er andre ting, der tyder på, at politiet fulgte efter Lee Oswald, efter han forlod skolebogslageret, og fordi mindst to af de mænd, som afhørte politimester Jesse Curry under et interview i Warrenkommissionen, fik den samme tanke.

J. D. Tippit meddelte selv, at han befandt sig på hjørnet af Kiest og Bonnieview, da radiooperatøren stemplede tiden 12:45. Hvis klokken i virkeligheden kun var 12:44, kunne han ifølge Goggle Maps være på hjørnet af Lancaster og Eight Street 7 minutter senere. Det vil sige klokken 12:51, selvom radiooperatøren stemplede 12:54.

Herfra kørte han videre til Gloco servicestation, der ikke lå langt derfra, og parkerede sin patruljevogn. Ifølge Google Maps kunne han køre ind på parkeringspladsen 12:53. Hvis han blev der i 8 minutter, forlod han stedet igen klokken 13:01 og kørte med høj hastighed - som vidnerne sagde - ned ad Lancaster. Herefter kunne han være på »Top Ten Record Shop«, hvor han blev genkendt af ejeren af butikken og en ekspedient omkring klokken 13:05. Det var muligvis, mens han var inde i butikken, at der kom et opkald fra radiooperatøren, der ville vide, hvor han befandt sig, men intet svar fik. Dette fandt ifølge radiobåndene lidt før 13:03, men klokken kunne også have været 13:05. LINK Tippit kørte ned ad gader, som ikke var nær så trafikerede, som de er i dag, og derfor kunne han sagtens tilbagelægge ruten på 4 minutter. Ifølge Google Map ville det tage fem minutter Vi skal i denne forbindelse også tage i betragtning, at han ikke behøvede at overholde flere af de færdselsregler, som er gældende for civilsamfundet.