Manden der fik skylden

Myrdede Oswald Tippit?
<< Gå tilbage

Gå til næste >> 		Print siden

Vidnerne

illustration af Tippits mordscene

Overblik over Tippits mordscene og vidnernes placering.
De røde linjer markerer morderens flugtvej

Signalement af Tippits morder

Signalementet af Tippits morder var mere nuanceret end det, der lød af præsidentens morder. Det er værd at hæfte sig ved, fordi det blev udsendt, inden Lee Oswald var anholdt, og derfor var vidnerne ikke påvirkede af noget, der kunne ændre deres umiddelbare erindring af morderens udseende og klædedragt. Signalementet var formentlig baseret på to forskellige vidners oplysninger, og det ene lød således: »Hvid mand, cirka 30 år, 1,73 meter høj, slank bygget, sort hår og iført en hvid jakke, hvid skjorte og mørke bukser«. LINK

Det andet lød således: »27 år, 1,80 meter, 165 pund, sort, bølget hår, lys hudfarve. Iført en hvid skjorte, mørke bukser og en lysegrå jakke med lynlås«. LINK Vi skal især lægge mærke til, at morderens hår i begge signalementer blev skildret som sort, og at skjorten var hvid, men Lee Oswald havde ikke sort hår og var ikke iført en hvid skjorte, men en mørkebrun skjorte. Han vejede heller ikke 165 pund, men kun cirka 131 pund på det pågældende tidspunkt. LINK

Genkendte elleve øjenvidner Lee Oswald?

Warrenkommissionen skrev i sin afsluttende rapport under »Øjenvidner, der så Tippits morder«, at mindst 12 personer så en mand med en revolver i nærheden af gerningsstedet under eller umiddelbart efter, at Tippit blev skudt.

  1. Fem af dem identificerede Lee Oswald under et line-up samme dag (1: Ted Callaway, 2: Sam Guinyard, 3: Virginia Davis, 4: Barbara Davis, 5: Helen Markham)
  2. Én mand identificerede Oswald i et line-up dagen efter (6: William Scoggins)
  3. Tre identificerede Oswald efterfølgende ved hjælp af et fotografi (7: Warren Reynolds, 8: Pat Patterson, 9: Harold Russell)
  4. To vidnede, at Oswald lignede den mand, de havde set (10: Domingo Benavides, 11: William Arthur Smith)
  5. En mand vidnede, at han så morderen fra så lang en afstand, at han ikke ville kunne genkende ham (12: L. J. Lewis) LINK LINK (side 166)

Med andre ord var der elleve vidner, der genkendte Lee Oswald ifølge Warrenkommissionen. Men det var lidt af en overdrivelse. Sandheden var den:

  1. at taxachauffør William Scoggins var sammen med taxachauffør William Whaley under et line-up dagen efter mordet. Den sidste vidnede, at det ikke var nogen kunst at pege på Oswald, fordi han åbent kritiserede politiet for at sætte ham sammen med teenagere. Under et interview med FBI den 25. november var Scoggins desuden ikke i stand til at pege på Oswald ud fra nogle fotografier, som han blev præsenteret for, af ham og tre andre mænd, og at hans kommentar til billedet af vores hovedperson var, at han ikke var sikker på, at den mand, som han så i Oak Cliff den 22. november, var identisk med Lee Oswald. LINK
  2. at Helen Markham var kommet med vidt forskellige signalementer af gerningsmanden, og at hun var timer om at udpege Oswald i et line-up, og at hun bagefter stadigvæk var usikker.
  3. at Barbara Davis vidnede, at morderens hår var mørkebrunt eller sort, og at han var iført en mørk, ulden jakke.
  4. at Warren Reynolds, Pat Patterson og Harold Russell først to måneder efter mordet blev interviewet af myndighederne, og at de ved denne lejlighed fik vist nogle billeder af Lee Oswald, som de påstod, de genkendte som den mand, der flygtede fra gerningsstedet. Men da havde medierne utallige gange bragt billeder af Lee Oswald, som i offentligheden allerede var »dømt«. Desuden undlod man at vise dem billeder af andre mænd, så de havde flere at vælge imellem.
  5. at Domingo Benavides samme dag, som mordet fandt sted, afviste, at han var i stand til at identificere morderen, og at det signalement, som han gav af manden, da han vidnede for kommissionen i april 1964, var ret intetsigende. Det var først efter, at han havde fået stillet ledende spørgsmål, at han gav udtryk for, at han mente at kunne genkende Lee Oswald som Tippits morder.
  6. at William Arthur Smith nævnte, at morderens hår var mørkebrunt og næsten sort.

Bemærkningerne til William Arthur Smiths forklaring er endnu et godt eksempel på, hvor uærlig og manipulerende kommissionen kunne være. Han og hans ven, Jimmy Burt, havde set morderen flygte fra gerningsstedet, og stik imod kommissionens påstand fortalte de begge, at han var alt for langt væk til, at de kunne identificere ham, idet de befandt sig i en afstand af 45 til 55 meter fra gerningsstedet. (LINK).

Smith havde set Lee Oswald på tv og fortalte FBI, at morderen ikke lignede ham, som han så i fjernsynet, fordi denne mand havde lysebrunt hår, mens ham, som han så, havde mørkebrunt hår, der næsten var sort. Det samme fortalte han Warrenkommissionen i 1964 (LINK). Og han var bestemt ikke den eneste, som beskrev morderens hår således. I de to signalementer, som blev sendt over politiradioen, før Lee Oswald var anholdt, blev morderens hår begge gange skildret som sort. Helen Markham fortalte det samme, da hun vidnede for Warrenkommissionen, og det gjorde Barbara Davis også. (LINK). (LINK).

Men vanen tro lod efterforskerne det ikke blive ved det. FBI fandt et billede af Oswald, hvor hans hår virkede meget mørkere, end det i virkeligheden var. Som alle ved, kan et fotografi lyve på grund af belysningen, men det var som bekendt i dagslys, at William Smith overværede morderens flugt.

Hvis kommissionens advokater var bange for, at vidnet ikke ville komme med det svar, som de ønskede, måtte de være kreative i deres valg af spørgsmål og måden, de stillede dem på. Det var da også det, der skete, da Joseph Ball i Warrenkommissionen havde et interview med Smith. Selvom denne netop havde fortalt ham, at morderens hår var »brunsort«, og at han vidste, at Oswalds hår på det billede, som FBI havde vist ham, var mørkere, end det var i virkeligheden, spurgte Ball alligevel Smith: »Mente du, at [billedet] lignede den mand, du havde set stikke af?« Hertil svarede William: »Det, jeg så af ham, ja« (LINK).

Havde Ball direkte spurgt ham, om han genkendte morderen, vidste han, at han ville få et undvigende svar. Men nu fik han ham i stedet for til at sige, at det, han så af ham, godt kunne ligne Lee Oswald. Og hvad var det, han så? Han så ham i en afstand af 45 til 55 meter fra ryggen og i et ganske kort øjeblik fra siden. Han mente med andre ord, at det ikke kunne udelukkes, at det var Oswald, ligesom det heller ikke kunne udelukkes, at det var en blandt tusindvis af andre unge mænd, hvis hår vel at mærke var mørkebrunt eller næsten sort. (LINK).

William Arthur Smith hævdede helt fra begyndelsen af, at han ikke genkendte morderen, da han så Lee Oswald i fjernsynet. Ikke desto mindre står der i Warrenkommissionens afsluttende rapport, at Smith betroede et medlem af kommissionen, at han så Lee Oswald på tv og mente, at det var ham, som han så løbe væk efter skudepisoden. (LINK). Denne bemærkning er efter min mening meget afslørende og fortæller, at kommissionen var nødt til at henvise til en udokumenteret udtalelse, fordi Smith ikke fortalte dem det, de ønskede, da han vidnede under ed.

Vi skal dog ikke være i tvivl om, hvilken farve Lee Oswalds hår havde, for i de papirer, som myndighederne havde på vores hovedperson, stod der, at hans hår var lysebrunt. (LINK) (LINK) (LINK).

Der er efter min mening kun tre vidneforklaringer, som kan tillægges værdi. Det drejer sig om Virginia Davis’, Sam Guinyards og Ted Callaways. De pegede alle tre på Lee Oswald i et line-up samme dag, som mordet fandt sted. Men de så ham vel at mærke stående med et forslået ansigt - og kun iført bukser og en tynd T-shirt - mellem tre velklædte herrer. Resten kan efter min bedste overbevisning udelukkes, fordi der intet bevis var på, at de umiddelbart kunne genkende Lee Oswald, og fordi mange af dem først udtalte sig, efter hans billede blev trykt i medierne, og efter at efterforskerne havde meddelt offentligheden, at de var sikre på, at han var morderen.

Men læs vidnernes udtalelserog bedøm det selv:

Helen Markham

Helen Markham forlod den 22. november 1963 over middag sit hjem på 328 East Ninth Street i Oak Cliff for at tage bussen til sit job som servitrice inde i Dallas. Men inden hun forlod det lejlighedskompleks, hvor hun boede, gik hun ind i det fælles vaskeri, som lå i stueetagen. Da hun var færdig med det, hun skulle, ville hun ringe til sin datter fra en mønttelefon i bygningen. Hun kom dog ikke igennem til hende, fordi telefonen var optaget. Inden hun gik, så hun op på et vægur i vaskeriet og konstaterede, at klokken var 13:04. Som hun plejede, gik hun ned ad Patton Avenue mod et busstoppested, der lå omkring hjørnet af Patton og Jefferson Boulevard, som var cirka fem minutters gang fra hendes hjem, hvis vi rådfører os med Google Maps. Da hun var kommet cirka halvvejs, standsede hun ved krydset af Patton Avenue og East Tenth Street, fordi en politibil og et par andre biler krydsede vejen.

Mens hun således stod og ventede på at komme over, blev hun vidne til, at politibilen standsede ud for 404 Tenth Street. Hun lagde da mærke til, at en ung, hvid mand - som hun ikke havde set krydse Patton - gik hen til politibilen, og hun fik sit livs chok, da han pludselig skød betjenten gentagne gange, inden han med raske skridt flygtede hen mod Patton Avenue, hvor Helen stod på den modsatte side af vejen. Hun fik da et kort øjeblik øjenkontakt med ham og troede, at han også ville skyde hende, og af den grund førte hun skrækslagen begge hænder op foran ansigtet, mens morderen forsvandt ned mod Jefferson Boulevard uden at gøre hende fortræd. Efter hun var kommet sig lidt over chokket, løb hun over til betjenten, der lå i en blodpøl på asfalten, og begyndte at skrige højlydt. Da politiet senere ankom, tog nogle betjente hende med til rådhuset, så hun kunne afgive vidneforklaring, og senere på eftermiddagen blev hun bedt om at udpege morderen i et line-up.

Hendes interview med Warrenkommissionen i 1964 blev imidlertid lidt af en farce. Joseph Ball ville vide, om der var nogen, som hun kendte, da hun skulle udpege morderen i politiets line-up. Men det gjorde hun ikke, sagde hun til advokaten. Ball forsøgte da at spørge på en lidt anden måde: »Kendte du nogle af dem på deres ansigt?« Men svaret var atter et nej. Hun kendte ingen af dem og havde aldrig set dem før, sagde hun bestemt. LINK Balls tålmodighed blev da sat på prøve, og han skar nu spørgsmålet ud i pap og forklarede hende, at han godt vidste, at hun ikke kendte nogle af disse mænd, men det, han ville vide, var, om der blandt dem var en mand, som hun havde set før. Men Helen gentog: »Nej, jeg har aldrig set nogen af dem før. Ingen af dem«. »Ingen af de fire?« spurgte Ball igen. »Ingen af dem«, svarede hun. »Ingen af de fire?« blev Ball ved. »Nej«, svarede Markham endnu en gang. (LINK) Efterhånden som samtalen skred frem, greb Ball til et ledende spørgsmål, der var lidt ud over det sædvanlige: »Var der en nummer to mand deroppe?« Helen svarede da: »Det var ham, jeg udpegede. De blev ved med at spørge, og jeg sagde nummer to, og da jeg sagde det, blev jeg svag«. Og endelig kom det så: »Nummer to mand var ham, der skød politibetjenten«. »Du genkendte hans udseende?« spurgte Ball, der nu følte, at det endelig var lykkedes for ham at få et klart svar fra kvinden. Men nej - så nemt gik det ikke, for Helen svarede: »Jeg kiggede på ham. Da jeg så denne mand, var jeg ikke sikker, men jeg havde kuldegysninger over hele kroppen« (LINK).

Det var lykkedes Dallas Politi efter mange gentagne forsøg til sidst at få hende til at udpege nummer to i rækken, fordi de, som hun sagde, »blev ved med at spørge«. Der blev særligt lagt vægt på, at hun fik kuldegysninger over hele kroppen, da hun pegede på Oswald. Men hun var uligevægtig og i chok under hele forløbet.

Sandheden var den, at hun følte sig så syg inde på rådhuset, at der var tale om at sende hende på hospitalet. Will Fritz fortalte Warrenkommissionen, at de ligefrem måtte hente ammoniak til hende, fordi de var bange for, at hun skulle besvime. (LINK). Politibetjent L. C. Graves, der også var til stede ved lejligheden, kunne oplyse, at hun græd og var helt hysterisk, og at klokken var 16:35, da hun omsider udpegede nummer to, der stod med et blåt øje og et forslået ansigt i en tynd T-shirt sammen med tre velklædte herrer (LINK). Will Fritz påstod herefter, at hun gav en positiv identifikation uden at fortælle, hvor længe de måtte vente på hendes svar (LINK).

I virkeligheden kom Helen med flere modstridende oplysninger. Politibetjentene Joe Poe og L. E. Jez skrev i en rapport til politichef Jesse Curry samme dag, at Markham fortalte, at morderen bar en brun jakke og var cirka 25 år og 1,78 meter høj. Han var slank bygget og havde busket hår. Hun påstod desuden, at hun løb over til betjenten for at hjælpe ham, men da morderen truede hende med også at skyde hende, løb hun væk . (LINK) Bardwell Odum fra FBI havde også interviewet hende. Han skrev efterfølgende, at hun sagde, at morderen cirka var 18 år gammel, rødmosset i ansigtet, havde sort hår og bar en lysebrun jakke (LINK). Men Lee Oswald var ikke atten år, hans hud var ikke rødmosset, og hans hår var hverken busket eller sort. Den 22. november fortalte hun specialagent i FBI Robert Barrett ude ved gerningsstedet, at hun efter mordet løb over til Tippit for at hjælpe ham, og at morderen bad hende om at lade ham være alene, for ellers ville han også skyde hende. Morderen var cirka 27 år gammel (LINK). Hun skulle også have fortalt ved en anden lejlighed, at hun talte med Tippit i længere tid, inden han døde, skønt man ved, at han døde øjeblikkeligt. Men da hun vidnede for Warrenkommissionen, talte hun ikke et ord om, at hun løb hen til Tippit for at hjælpe ham, inden morderen forlod gerningsstedet, og det var der da heller ikke andre, der havde set.

William Scoggins

William Scoggins fortalte Warrenkommissionen, at han så J. D. Tippits politibil komme kørende langsomt forbi ham i østlig retning ned ad East Tenth Street, mens han holdt lige over for det sted, hvor Helen Markham stod. Han sad og spiste sin frokost og hæftede sig ikke synderligt ved, at patruljevognen kørte forbi ham og parkerede sin patruljevogn i nærheden af det sted, hvor han selv holdt, fordi han så ham komme der hver eneste dag (LINK). Det er forbløffende, at de, der afhørte ham, ikke stillede et eneste spørgsmål til den sidste bemærkning, fordi Tippit opholdt sig uden for sit tildelte distrikt. Han udtalte sig vel at mærke på baggrund af, at han hver dag i sin middagspause spillede domino i en herreklub få huse derfra (LINK). Den traditionelle forklaring på, at Tippit parkererede sin bil ud for 404 Tenth Street, er, at han så en mand, der opførte sig mistænkeligt, og som svarede til signalementet af Kennedys morder. Men her har vi William Scoggins, der fortæller, at han så Tippits patruljevogn parkeret det samme sted hver eneste dag i sin frokostpause.

Da Scoggins hørte skud og så betjenten falde til jorden, blev han forståeligt nok meget bange. Han skyndte sig derfor at stige ud ad bilen for at skjule sig bag den, da han frygtede, at drabsmanden ville stige ind i hans taxa og tvinge ham til at køre. Mens han således sad og krøb sammen, passerede morderen ham med sin pistol i hånden og mumlede noget i retning af: »Usle, forbandede strisser«. Da han følte, at faren var ved at drive over, tog han sig sammen og gik ind i taxaen igen for at meddele taxacentralen, at de skulle underrette politiet og sørge for, at der blev sendt en ambulance. Men det måtte andre have gjort inden da, for i samme nu så han en ambulance komme kørende for at hente den døde betjent.

Den næste dag udpegede taxachaufføren Oswald i et line-up på politihovedkvarteret (LINK). Det er dog vigtigt at have med, at han havde set et billede af ham i avisen forinden (LINK).

Både han og taxachauffør William Whaley, der kørte Oswald til Oak Cliff, vidnede, at de var sammen under hele forløbet (LINK). Læseren husker nok, at Whaley sagde, at det ikke var nogen kunst at udpege den mistænkte, fordi han højlydt diskuterede med betjentene og klagede over, at han skulle stå sammen med teenagere (LINK). Dét var måske derfor, at FBI bagefter viste Scoggins fire eller fem billeder af forskellige mænd og bad ham om at udpege gerningsmanden. Han sorterede to eller tre af dem fra, og tilbage var der et foto af Oswald og af en ukendt mand. Taxachaufføren valgte imidlertid den forkerte (LINK) (LINK).

Ifølge en FBI-rapport dateret den 25. november 1963 står der da også, at han fik et billede at se af Oswald, og at han ikke var sikker på, at det var den samme mand, som han så i Oak Cliff den 22. november (LINK). (LINK).

Men det så David Belin stort på, da han den 26. marts 1964 afhørte chaufføren. Han var fast besluttet på at få ham til at komme med en udtalelse, som kunne bruges med henblik på at tilføje hans navn på en liste over vidner, som genkendte Lee Oswald som den mand, der skød Tippit. Han spurgte derfor Scoggins, om han mente, at billedet af manden i avisen lignede den mand, som skød Tippit, eller om han så anderledes ud. Læg mærke til, at han kun gav ham to valgmuligheder: lignede han ham, eller lignede han ham ikke? Scoggins mente ikke overraskende, at det gjorde han. Lee Oswald var jo på det pågældende tidspunkt i realiteten allerede dømt for mordet. Men at sige, at han lignede ham, var ikke det samme som at hævde, at han genkendte ham. Havde Belin spurgt om det, ville han ganske givet have fået et mere nuanceret svar, og det vidste han, for taxachaufføren havde lige indrømmet over for ham, at han ikke kunne pege på det rigtige billede af Oswald, mens hans hukommelse endnu var frisk (LINK). I et FBI-interview med ham den 25. november 1963 blev han da også refereret for at sige, at han ikke var sikker på, at den person, som han observerede den 22. november, var identisk med Lee Oswald (LINK).

Selvom William Whaley kun fjorten dage forinden fortalte kommissionen om det lille optrin, der udspillede sig mellem betjentene og Lee Oswald, da han deltog i et line-up, undgik Belin og Dulles - som begge afhørte Scoggins - at nævne episoden med et eneste ord.

Domingo Benavides

Domingo Benavides kom kørende i vestlig retning hen ad Tenth Street, da han hjælpeløst måtte se til, at en betjent nådesløst blev skudt ned og dræbt for øjnene af ham. Han standsede sin bil en billængde fra patruljevognen og var dermed den person, der var tættest på mordscenen, da forbrydelsen fandt sted. Han så derefter, at gerningsmanden samlede patronhylstrene op og smed dem ind i en busk, inden han gik henimod Patton Avenue, hvor Scoggins taxa holdt parkeret, og hvor Helen Markham stod på den modsatte side af gaden.

Han var imidlertid grebet af angst og gemte sig inde i bilen, indtil han følte, at faren var drevet over (LINK). I et tv-interview, som kan ses på YouTube, fortalte han dog, at der kun gik et par sekunder, inden han steg ud ad sin bil for at yde betjenten hjælp. (LINK). Måske var han bange for at komme til at lyde som en kujon, for det var ikke det, han sagde under ed til Warrenkommissionen. Dengang fortalte han, at han forestillede sig, at morderen kunne have boet i huset på hjørnet af Tenth Street og Patton Street, og at han frygtede, at han ville begynde at skyde igen. Det var grunden til, at han ventede et par minutter med at gå hen til betjenten for at yde ham hjælp.

Da Domingo konstaterede, at Tippit var død, forsøgte han at ringe politicentralen op via Tippits politiradio, men han kludrede i det, fordi han aldrig før havde stiftet bekendtskab med et sådant apparat. Han hævdede dog, at han kom igennem et kort øjeblik og fik sagt, at en politibetjent var blevet skudt, men han fik ikke noget svar. Derfor gentog han det, som han lige havde sagt, og pludselig var der i den anden ende en stemme, der spurgte ham, hvor det var, og han svarede 410 Tenth Street (LINK) (LINK). . I samme øjeblik kom Thomas Bowley kørende forbi stedet og så betjenten ligge livløs på gaden. Han steg hurtigt ud ad sin bil for at hjælpe manden, men da han bøjede sig ned over Tippit, var hans opfattelse den, at betjenten allerede var død. Han så på sit ur og huskede, at det viste 13:10, vidnede han senere (LINK).

Herefter lagde han mærke til Benavides, som sad i patruljevognen og fumlede med teknikken. Da han havde et vist kendskab til den slags radioer, overlod Domingo den til ham, og det lykkedes ham efterfølgende at komme igennem til centralen. Bowley fortsatte kommunikationen med centralen, indtil ambulancen ankom, og derefter hjalp han ambulancefolkene med at bære Tippit ind i ambulancen (LINK).

Da flere betjente ankom til gerningsstedet lidt senere, afleverede Benavides to patronhylstre, som han havde samlet op, til en af dem og fortalte, at han ikke troede, han ville kunne identificere morderen, hvis han så ham i et line-up, og derfor blev han ikke taget med til politihovedkvarteret (LINK) . (LINK) (LINK) Under et interview med David Belin - der fandt sted i april 1964 - var han imidlertid kommet på andre tanker. Han huskede nu, at gerningsmanden var middel af vægt og havde rødmosset hud, som Helen Markham også havde bemærket. Hans hår var bølget, som det lød over politiradioen, og han var nogenlunde lige så høj som David Belin, hvilket vil sige omkring 1,80 meter. (LINK). Denne beskrivelse var dog ikke specielt overbevisende, men Belin fik ham dog til at sige, at ud fra de billeder, som han havde set på tv og i aviserne, skønnede han, at Oswald godt kunne have været gerningsmanden. Men det er stadigvæk ikke det samme som at sige, at han genkendte ham, selvom det lød således i Warrenkommissionens afsluttende rapport. Under forhøret blev han også præsenteret for en af Lee Oswalds jakker, og han blev spurgt, om han kunne genkende den.Benavides svarede, at den lignede den, som morderen havde haft på. Problemet var blot, at Belin viste ham Oswalds mørkeblå jakke og ikke den lysegrå jakke, som blev fundet under en bil nær gerningsstedet (LINK).

Sam Guinyard og Ted Callaway

Sam Guinyard og Ted Callaway, der var brugtvognsforhandler, fortalte, at de hørte skud kort tid efter klokken 13:00, mens de opholdt sig i Callaways forretning på 501 East Jefferson (LINK). De ilede straks hen til den østlige side af Patton ikke langt fra Tenth Street. Her så de en mand, der løb mod syd ad Patton med en revolver i sin højre hånd. Callaway råbte da: »Hej, hvad fanden sker der mand?« (LINK) (LINK). Det fik gerningsmanden til at standse et kort øjeblik og sige noget, som han ikke forstod, og han så ham derpå fortsætte hen mod Jefferson Boulevard. Brugtvognshandleren løb herefter op til Tenth Street og fandt den døde Tippit liggende på asfalten ved siden af sin patruljevogn. Tilsyneladende havde betjenten forsøgt at gribe sin revolver, mente Callaway, fordi den lå uden for hylstret. Han følte sig åbenbart fri til at samle den op, og han og Scoggins hoppede derpå ind i taxaen og kørte rundt i kvarteret for at lede efter morderen, men fandt ham ikke (LINK).

Da Callaway og Guinyard senere på dagen så Lee Oswald i et line-up, pegede de begge på ham og sagde, at han var den mand, som flygtede fra gerningsstedet.

Brugtvognshandleren var en af flere personer, der rejste til London i 1986 for at del-tage i den fingerede retssag - »On Trial: Lee Harvey Oswald«. Under interviewet borede forsvarsadvokaten i, hvad Callaway hørte, inden han udpegede Oswald på politihovedkvarteret, og spurgte ham: »Mener du, at det foregik på en åben og fair måde? De antydede ikke noget eller gav dig et vink af en eller anden slags? De sagde ikke noget til dig, der kunne lede dig til at tro, at manden, som du så, var ham, der dræbte præsidenten?« Det benægtede Callaway, men det fik ikke Spence til at give op. Han refererede til en episode, der fandt sted, da Callaway skulle pege på drabsmanden, som det fremgår af Warrenkommissionens høringer. Jim Leavelle skulle have sagt følgende til Callaway: »Vi ønsker at være helt sikre. Vi forsøger at stramme garnet om ham godt og grundigt og gøre ham ansvarlig for mordet på denne politimand. Vi tror, at han er den selv samme mand, som dræbte præsidenten. Og hvis vi kan stramme garnet om ham og gøre ham ansvarlig for mordet på denne betjent, har vi ham«. (LINK).

Ted Callaways indrømmede, at Spences citat var næsten ordret. Men han bagatelliserede det og forklarede, at politiet også havde nævnt, at han skulle være sikker og tage sig god tid. Men det forandrer ikke, at der blev lagt et pres på Callaway ved at han fik det klokkeklare indtryk, at politiet havde god grund til at mene, at præsidentens og Tippits morder var den selv samme person, og at han var en af de fire personer, som han skulle udpege.

Herefter viste Gerry Spence ham et billede af Lee Oswald og de tre mænd, som han stod sammen med, da Callaway skulle udpege morderen. To af dem var i sort habit, sort slips og hvid skjorte. Den tredje var pænt klædt på i bukser og skjorte. Forsvareren spurgte da: »Tror du, at du kunne se forskel, hvis du så alle fire fra den afstand, som du så morderen, hvis de alle var klædt i en hvid T-shirt og havde et blåt øje og skrammer i hovedet?« Callaway svarede, at han ville kunne genkende ham, om så de alle sammen var nøgne. Klimaks kom, da forsvarsadvokaten viste ham et forstørret billede af Bill Loveladys hoved, der var klippet ud af et foto, hvor hovedindgangen til skolebogslageret kan ses under skudepisoden. Lovelady lignede umiddelbart Oswald af skikkelse, og han havde ligesom ham en vigende hårgrænse. Men tæt på var det nemt at se, at det ikke var ham. Den eneste forsvarer, som Oswald nogen sinde havde haft i en »retssal«, spurgte da Ted Callaway, om han kunne sige, hvem det var. Han svarede som forventet: »Lee Harvey Oswald«, hvorefter Gerry Spence ikke havde flere spørgsmål, og Callaway forlod skranken uden måske at vide, hvad der reelt var foregået (LINK).

Virginia Davis og Barbara Davis

Virginia Davis og Barbara Davis, der var svigerinder, hørte også skuddene. Virginia boede på 400 East Tenth Street på hjørnet ved Patton Avenue, der lå næsten ud for det sted, hvor Tippit blev myrdet. Da de hørte riffelskud, løb de begge ud til husets hoveddør, hvorfra de så morderen flygte tværs gennem forhaven, mens han smed to patronhylstre på deres grund. Senere samlede de dem op og afleverede dem til en af betjentene (LINK). Da de blev kaldt ind på politihovedkvarteret om aftenen for at identificere manden, sad de sammen og overværede, at Lee Oswald og tre andre kom ind og stillede sig foran dem, dog adskilt af en skærm, som kun var gennemsigtig fra tilskuernes side. Da de hver især var kommet til en afgørelse, hviskede de i øret på en betjent, hvem de havde valgt. Det viste sig at være vores hovedperson, der lige som tidligere på dagen skilte sig voldsomt ud fra de øvrige i rækken.

Da Barbara Davis vidnede for Warrenkommissionen, fortalte hun imidlertid, at morderen var iført en mørk, ulden jakke, mens de andre vidner påstod, at han var iført en kort, hvid eller lys jakke med lynlås. Hun mente desuden, at skjorten var lysere end den, som politiet viste hende, og som Oswald havde på ved anholdelsen. Hun blev derefter præsenteret for den lysegrå jakke, der blev fundet under en bil på parkeringspladsen, men hun afviste, at det var den, som drabsmanden var iført, da hun så ham flygte fra gerningsstedet. Hun beskrev desuden mandens hår som mørkebrunt eller sort. Det fik Joseph Ball, der afhørte hende, til at spørge, om hun trængte til briller, men det benægtede hun (LINK) (LINK)

Virginia Davis fortalte David Belin noget interessant, da det blev hendes tur til at vidne. Hun blev spurgt, hvor politibilen holdt parkeret, og hun svarede, at det var foran hækken, der adskilte det hus, hvor betjenten boede, og huset ved siden af (LINK) Hun røbede derved, at hun troede, at hun næsten var nabo til Tippit. Men ligesom det var tilfældet med Scoggins, stillede advokaten ikke et eneste spørgsmål dertil. Han kommenterede det end ikke med bare en enkel, lille bemærkning.

Forfatter Dale Myers skriver imidlertid i sin bog, »With Malice«, at han havde interviewet Virginia Davis i 1997. Hun fortalte ham, at hun ikke vidste, hvor Tippit boede og aldrig havde set ham før. Kennedymordet efterlod imidlertid flere skræmte vidner, som flyttede væk fra Dallasområdet efter de dramatiske begivenheder. Det gjorde Virginia også. Hun bosatte sig i Athens i staten Georgia kun fjorten dage efter, at hun så en politimorder løbe gennem hendes have.

Jeg har det mange gange svært med disse forfattere, der opsøger tidligere vidner, som påstår, at det, som de i sin tid fortalte under ed, ikke var sandt. Jeg kan ærlig talt ikke se nogen grund til, at Virginia oprindeligt skulle have fundet på en historie om, at Tippit boede næsten dør om dør med hende, da hun vidnede for Warrenkommissionen. Det, som hun fortalte Myers, lyder ikke sandsynligt i lyset af, at taxachauffør William Scoggins påstod, at han så betjenten det samme sted, som han blev myrdet, hver eneste middag. Og han var ikke den eneste.

Tippit var kendt i nabolaget

Det var ikke kun taxaqchauffør Scoggins, der ofte så Tippit i kvarteret. Acquilla Clemmons blev interviewet i 1966 af forfatter og forsker Mark Lane. Hun fortalte også, at hun vidste, hvem Tippit var, fordi han ofte færdedes i området (LINK). Jimmy Burt, som løb hen til gerningsstedet umiddelbart efter mordet, fortalte ligeledes FBI, at han udmærket kendte Tippit, som blev kaldt »Friendly« (Venlig) i nabolaget (LINK). Det kunne derfor være rart at vide, hvorfor betjenten blev set så ofte i kvarteret, når det ikke lå i hans tildelte distrikt, men den hemmelighed tog han med sig i graven, og sagen blev aldrig efterforsket.

Warren Reynolds, Pat Patterson, Harold Russell og L. J. Lewis

Warren Reynolds, Pat Patterson, Harold Russell og L. J. Lewis befandt sig i et brugtvognsfirma på Jefferson Boulevard, da de hørte skud og efterfølgende så en mand løbe sydpå ad Patton og videre ned ad Jefferson med en revolver i hånden (LINK). Reynolds og Patterson besluttede sig for at følge efter ham, men opgav forfølgelsen, da de nåede en tankstation i nærheden. Harold Russell løb derimod op til gerningsstedet på Tenth Street, mens L. J. Lewis blev tilbage og ringede til politiet. Alle fire vidner blev interviewet af FBI den 21. januar 1964. Ved denne lejlighed fik de vist et billede af Lee Oswald, og FBI rapporterede derefter, at Harold Russell og Pat Patterson genkendte ham, Warren Reynold var usikker, mens L. J. Lewis forklarede, at han så manden fra en alt for stor afstand til, at han kunne foretage en positiv identifikation. (LINK). Det er dog værd at hæfte sig ved, at alle fire vidner først blev afhørt to måneder efter den ulykkelige begivenhed. Warren Reynolds, som havde svært ved at genkende Lee Oswald, da FBI viste et billede af ham, vendte om på en tallerken, da hans hukommelse fik et løft, da han vidnede for Warrenkommissionen, som det skete for så mange andre. Han var nu ikke læn¬gere i tvivl om, at det var Lee Oswald, der flygtede fra gerningsstedet, da han anden gang fik vist et billede af manden (LINK) (side 179) .Der er dog ingen grund til at tage hans nye erkendelse seriøst, da en erindring altid står klarest, jo tættere på begivenheden den er. Kunne han ikke genkende morderen ud fra det fotografi, som han fik vist den 21. januar, burde Warrenkommissionen derfor have accepteret dette og ikke forsøgt at presse ham yderligere. Og da slet ikke i lyset af, at billeder af vores hovedperson utallige gange var blevet bragt i medierne (LINK).

William Lawrence Smith

William Lawrence Smith var en murer, som arbejdede på et projekt på hjørnet af Denver og Tenth Street godt og vel 50 meter øst for mordscenen. Han fortalte, at han ved frokosttid gik i østlig retning hen ad Tenth Street til et spisested, der lå på 604 East Tenth Street i nærheden af Marsalis Avenue. På vej derhen passerede han en mand, som gik i vestlig retning, og han var overbevist om, at han i dette øjeblik mødte Tippits morder.

Jimmy Brewer

Jimmy Brewer, der arbejdede på det samme projekt som Smith, bemærkede også manden, mens han sad sammen med James W. Archer i en arbejdsbil og holdt frokostpause.

Jimmy Burt

Jimmy Burt fortalte FBI den 16. december 1963, at han og hans ven, William Arthur Smith, sad i hans bror Billy Burts hus, der var beliggende på hjørnet af Ninth Street og Denver Street, da de hørte skuddene. De satte sig straks ind i hans bil og kørte ned til Tenth Street, hvor de så betjenten ligge på gaden (LINK).

William Arthur Smith

William Arthur Smith (ikke at forveksle med William Lawrence Smith) havde derimod fortalt FBI den 12. december 1963, at han besøgte sin ven, Jimmy Burt, som boede hos sin svigerfar på 505 East Tenth Street, da han overværede skudepisoden, mens han befandt sig i forhaven. Han nævnte desuden, at han ikke var sikker på, om Burt også så mordet, fordi han troede, at han ankom til huset lidt senere (LINK).

Det ser umiddelbart ud til, at deres historier ikke harmonerede. Det kunne dog være, fordi de agenter, som gengav det, som de hver især fortalte, havde misforstået noget. Det skal ses i lyset af, at det var almindeligt, at mange vidner ikke læste teksten, før de underskrev det dokument, som gengav deres ord.

Da William Arthur Smith blev interviewet af Warrenkommissionen, som lavede et transcript af det, der blev sagt, fortalte han, at han befandt sig i forhaven på 505 East Tenth Street, da han overværede mordet. Han så morderen gå hen til patruljevognen og skyde Tippit, som faldt til jorden, hvorefter morderen flygtede til fods.

Der skete ganske givet det, at William og Jimmy havde besøgt Jimmys bror, hvis hus lå på hjørnet af Ninth Street og Denver Street, og at de kort tid før mordet besluttede sig for at gå ned i forhaven på 505 East Tenth Street, hvor Jimmy boede sammen med sin svigerfar. William var ikke sikker på, om Jimmy havde set skudepisoden, fordi han troede, at han ankom til huset lidt senere end ham. Det betød dog ikke, at han ikke hørte skuddene. Da Jimmy senere fortalte, at han så morderen gå i vestlig retning, inden han skød Tippit, var han ganske givet på vej ned til William, men da han hørte skuddene, tog han i stedet for sin bil og kørte direkte hen til gerningsstedet. Når William Smith ikke havde en klar erindring om, hvor hans ven befandt sig på det tidspunkt, mordet fandt sted, var det naturligvis, fordi han blev optaget af det forfærdelige, som han lige havde været vidne til. Derfor løb han eller kørte sammen med Jimmy hen til Tippit, der lå blødende på asfalten. De besluttede at forfølge morderen, som løb hen ad Tenth Street og videre ned ad Patton Avenue, men opgav hurtigt, fordi han var langt foran dem.

Både Smith og Burt havde imidlertid et anstrengt forhold til ordensmagten, og det var da også grunden til, at de forsøgte at undgå at komme i kontakt med politiet, som først senere fik kendskab til de to vidner. Da de i december 1963 blev interviewet af FBI, indrømmede Smith, at han havde været i fængsel og var prøveløsladt, da han overværede mordet, mens Jimmy Burt måtte vedgå, at han uretmæssigt var taget på orlov under sin militærtjeneste (LINK) (LINK).

Til toppen