Myrdede Oswald Tippit?

Den mangelfulde efterforskning

Oswald bliver slæbt ud ad biografen

Jack Davis, der i 1963 var 18 år gammel, blev senere en lokal berømthed og radiovært. Han fortalte forfatterne Jim Marrs og James W. Douglass, at han var til stede i Texas Theatre, da Lee Oswald blev anholdt. Denne mand huskede, at vores hovedperson flyttede sig fra sæde til sæde, før politiet bestormede biografen, og at han på et tidspunkt også satte sig ved siden af ham. Fordi der var færre end tyve mennesker i biografen, der havde 900 sæder, undrede han sig over, at han valgte at klistre sig op af ham. Men snart flyttede vores hovedperson til et nyt sæde og hurtigt til et nyt igen. Det virkede, som om han ledte efter nogen, han ikke kendte personligt, var Jack Davis’ indtryk. Davis hævdede også, at han første gang så Lee Oswald omkring klokken 13:20. Vi skal imidlertid huske, at vidner har svært ved at holde rede på tider, og især når der er gået mange år, siden begivenheden fandt sted. Han kunne muligvis være gået ind i biografen et par minutter før 13:35, men under alle omstændigheder var der tid nok for ham til at skifte sæde adskillige gange, inden politiet ankom.

Alle biografgængere burde være blevet afhørt og deres vidneforklaringer offentliggjort, for så ville eftertiden ikke have været afhængig af at få sin viden fra forfattere, der flere år senere brugte tid på at opsøge vidner, der kunne løfte lidt af sløret for, hvad der fandt sted i en biograf i Oak Cliff en fredag eftermiddag i 1963. Når nu vi ved, at en betjent noterede navne og adresser på alle de personer, der sad i biografen, ned, hvorfor blev de da ikke alle sammen afhørt? Og hvorfor forsvandt notaterne? Ganske givet, fordi betjentene udmærket vidste, at Lee Oswald ikke blev behandlet på den måde, som de blev oplært i på politiskolen, når de foretog en anholdelse.

Flere har påpeget, at Lee Oswalds opførsel minder om en skik, som spioner benytter sig af, når de vil i kontakt med deres »handler«, som de ikke kender personligt. Teorien er, at Oswald forsøgte at give et hemmeligt tegn til den person, som han havde fået besked på at kontakte, og som kun den rette mand ville reagere på. Det er dog kun et gæt, men hvordan kan det være andet, når mordet på Tippit ikke blev efterforsket?

Teorien er dog ikke taget helt ud af det blå. Som læseren senere skal høre meget mere om, er der adskilligt, der tyder på, at Lee Oswald var agent og forsøgte at kontakte sin »CIA-handler« i fængslet, aftenen før han blev myrdet. Det er også værd at tænke lidt over, om det ville være en naturlig opførsel for en mand, som var på flugt og skjulte sig for politiet, at gøre sig bemærket på den måde, som Jack Davis beskrev.

Jeg finder det også højst mærkværdigt, at McDonald gav sig til at undersøge nogle andre biografgængere, før han konfronterede Oswald. Det undrede senator Cooper fra Warrenkommissionen sig også over og spurgte ham, hvorfor han ikke med det samme gik hen til den mand, som Johnny Brewer havde udpeget. McDonald svarede, at Johnny kunne have taget fejl, og at han ville være sikker på, at han fik fat i den rigtige person. LINK Men hvis han troede, at der var en stor sandsynlighed for, at Johnny havde udpeget den samme mand, som en halv time forinden brutalt havde skudt hans kollega til døde, hvorfor i al verden løb han da så stor en risiko for selv at komme til at lide den samme skæbne? Han påstod ovenikøbet, at han ikke engang selv havde trukket sin revolver. Det samme hævdede William Westbrook, LINK LINK, som var den mand, der ifølge Robert Barrett nævnte Lee Oswalds og Alek Hidells navne, mens han stod med den tegnebog, som blev fundet på gerningsstedet, hvor Tippit blev myrdet. Han påstod ligefrem, at han ikke så en eneste betjent derinde, som havde en revolver i hånden. Det var der dog andre, der kunne bevidne, at der var.

Det lyder også ulogisk, fordi begge mænd havde trukket deres revolver under en aktion kort tid forinden. Før Julia Postal ringede til politiet, lød det over politiradioen, at en borger havde set en ung mand løbe ind på biblioteket i Oak Cliff. Westbrook og McDonald var blandt dem, der straks hastede derhen, og begge mænd vidnede senere, at de greb deres revolver, da de trådte ind ad hovedindgangen. McDonald tilføjede, at det første, han gjorde, var at bede folk om at løfte armene og gå udenfor. Det viste sig dog hurtigt, at den mistænkte var en ganske ung mand, der blot havde til hensigt at fortælle de mennesker, der opholdt sig inde på biblioteket, at præsidenten var blevet skudt inde i Dallas.

Det er ubegribeligt, at de samme mænd ikke traf lignende forholdsregler, inden de anholdt Lee Oswald. Måske er forklaringen den, at Johnny Brewer i virkeligheden var mere usikker, end han siden ville være ved, da han forsøgte at udpege den mand, som, han mente, opførte sig mistænkeligt, da han stod og så på sko. Det var ganske givet grunden til, at McDonald tænkte, at han var nødt til at undersøge enhver, der i mere eller mindre grad levede op til det signalement af den eftersøgte, der blev sendt over politiradioen. Muligvis tænkte han også, at der var en stor sandsynlighed for, at det var falsk alarm, ligesom det var tilfældet på biblioteket.

Johnny Brewer kunne også bare have ladet sig rive med af katastrofestemningen og overfortolkede Lee Oswalds opførsel, da han så på sko med ryggen til politibilerne, mens han ville undersøge, hvor meget sko til Marina og June kostede.

Den lysegrå jakke

William Westbrook var til stede på parkeringspladsen bag tankstationen på Jefferson Boulevard, efter den lysegrå jakke, som Lee Oswald skulle have gemt under en af bilerne, blev fundet. Men da Westbrook blev afhørt, kunne han ikke gøre rede for, hvor præcist den havde ligget. Han huskede heller ikke navnet på den betjent, der fandt den, og den betjent, som han gav den til, da han forlod stedet. LINK

Den lysegrå jakke

Da Dallas Politi undersøgte den, fandt de i kravens indvendige side et renserimærke med tallene »30 030« og et vaskerimærke, hvorpå der stod »B9738«. LINK Marina erindrede ikke, at hendes mand nogensinde havde sendt en jakke til vask eller rensning, og selvom hun sagde, at hun genkendte jakken, kunne hun ikke huske at have set mærkerne. Hun sagde, at det var hende, der altid vaskede sin mands tøj, og det blev bekræftet af Ruth Paine, hvis vaskemaskine hun lånte, mens hun boede hos hende. LINK

I det tøj, der tilhørte Lee Oswald, fandt man da heller ingen vaske- eller renserimærker. LINK

Selvom en vaskeriejer og en renseriejer, der drev deres forretninger i nærheden af Oswalds logi, mente, at de havde betjent ham kort tid før den 22. november, viste det sig, at de pågældende mærker ikke blev anvendt af dem. FBI besluttede sig da for at gøre en større indsats for at finde ud af, hvor mærkerne stammede fra. LINK Der er dokumentation for, at alle renserier og vaskerier i hele Dallas-området og New Orleans-området blev kontaktet. Men FBI fandt ingen, der anvendte mærker af samme type som dem, der var hæftet på den lysegrå jakke. Selv da efterforskerne til sidst henvendte sig til flere fabrikker, der lavede de maskiner, som producerede mærker til renserier og vaskerier, løb de panden mod en mur. I april 1964 havde FBI således forgæves kontaktet i alt 717 renserier og vaskerier. LINK

Men som vi kunne forvente, undlod Warrenkommissionen i sin afsluttende rapport at oplyse, at denne omfattende efterforskning havde fundet sted. Marina mente dog, at hendes mand havde købt jakken, før han tog til Sovjetunionen. Men det er synd at sige, at hun er det mest troværdige vidne, som verden har set.

FBI's laboratorium fik den 2. december 1963 indleveret den lysegrå jakke for at undersøge den for tekstilfibre, som det fremgår af et af dets dokumenter. Heri står der, at der blev fundet nogle få rester af fibre inde i jakkens ene ærme, hvis karakteristiske egenskaber matchede nogle af dem, der fandtes i den skjorte, som Lee Oswald havde på ved anholdelsen. Forfatteren Dale Myers gør i sin bog, »With Malice«, læseren opmærksom på dette dokument og ser det som et bevis på, at det var vores hovedperson, som skød Tippit. Men kan vi være sikre på det?

FBI benyttede Paul Morgan Stombaugh, der var ekspert i fibre og hår, til at undersøge fibrene. Det mærkelige er blot, at han ikke nævnte denne opdagelse med et eneste ord, da han fremlagde resultaterne af sine undersøgelser for Warrenkommissionen, der heller ikke omtalte fundet i sine rapporter. Det undrede Myers sig også over. Han skrev derfor i 1998 et brev til en af Warrenkommissionens advokat, David Belin, og spurgte ham, hvorfor kommissionen havde undladt at nævne denne vigtige detalje. Belin svarede ham, at der i forvejen var så overvældende beviser, der bandt Oswald til mordet på Tippit, at tekstilfibrene var unødvendige at nævne. Han begrundede det med, at flere vidner genkendte Oswald som den mand, der flygtede fra gerningsstedet, og at han blev anholdt med mordvåbnet på sig. Han skrev desuden, at da tekstilfibre ikke var så unikke, at de med sikkerhed kunne siges at stamme fra skjorten, lagde kommissionen mere vægt på de ballistiske beviser, der påviste, at patronhylstrene var affyret af den sigtedes revolver.(Brev af David W. Belin til Dale Myers, den 30. juli 1998. With Malice, E-bog, side 782)

Kan vi stole på det?

Det, vi skal tro på, er, at Warrenkommissionen i sin rapport fandt det ligegyldigt at skrive, at en ekspert havde fundet tekstilfibre, der knyttede Lee Oswald til den lysegrå jakke. Det står i skærende kontrast til det store arbejde, der ellers blev gjort for at bevise, at jakken tilhørte den eneste mand, som politiet efterforskede i sagen. Det skal også ses i lyset af, at en mørkeblå jakke, som Oswald havde efterladt på skolebogslageret, både blev undersøgt for fibre, krudtrester og hår. LINK

Man fandt naturligvis ingen krudtrester, men man fandt til gengæld et utal af hår, der var af samme type som Oswalds, hvilket vel ikke kan undre nogen, da det var hans jakke.

Det kan ikke undgås, at folk taber mange hår på sit tøj hver eneste dag. Alligevel findes der ikke dokumentation for, at den lysegrå jakke blev analyseret for hår og krudtrester. Man kunne dengang ikke udføre en DNA-test, men Paul Morgan Stombaugh fortalte dog, at han i tre til fire år havde analyseret hår, der stammede fra omkring 1500 forskellige mennesker, og at han aldrig havde fundet et eneste tilfælde, hvor de mikroskopiske egenskaber fra en hvid mand eller kvinde fuldkomment matchede hårene fra et andet menneske af samme race. LINK

Det er også påfaldende, at Stombaugh brugte forholdsvis megen tid på at svare på spørgsmål vedrørende de hår, som fandtes i det tæppe, som man påstod, at riflen var svøbt ind i, da den lå på gulvet i Ruth Paines garage. Man fandt ingen hår på riflen, men på tæppet vrimlede det med Lee Oswalds hår, og også fra flere andre, som var ukendte for Stombaugh. Det drejedes hel sikkert om hår fra de pårørende, og det var heller ikke så underligt, for det var ingen hemmelighed, at tæppet, som stammede fra Sovjetunionen, sorterede under familien Oswalds personlige ejendele. LINK Det blev leveret til Dallas Politi af en ukendt politimand og først udleveret til FBI den 30. november. Men hårene i tæppet var ikke spor interessante i forbindelse med mordet. Det ville hårene på den lysegrå jakke derimod være, hvis de tilhørte vores hovedperson. Men Stombaugh rapporterede aldrig, at han fandt blot et enkelt af Oswalds hår i eller på de genstande, som direkte havde forbindelse til mordet på JFK og J. D. Tippit.

Jeg kan ganske enkelt ikke finde nogen logisk forklaring på, at teknikerne på den ene side gik grundigt til værks i deres analyser af den blå jakke - som Lee Oswald beviseligt ikke var iført, da mordet på Tippit blev begået - men på den anden side undlod at udføre de samme analyser af den lysegrå jakke, som efter al sandsynlighed blev båret af den mand, som skød Tippit, hvis ikke den også var plantet.

Det er nærliggende at få den tanke, at FBI opdagede, at de hår, som naturligvis fandtes på den lysegrå jakke, ikke stammede fra Lee Oswald. De kunne derfor ikke komme til anden konklusion, end at Dallas Politi bevidst havde plantet tekstilfibrene inde i et af ærmerne på jakken. Det kan forklare, hvorfor fundet af tekstilfibrene ikke blev brugt i bevisførelsen.

Kuglerne og de tomme patronhylstre

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at hvis de patronhylstre, der blev fundet ved gerningsstedet i Oak Cliff, ikke var blevet ombyttet med andre hylstre, skød Lee Oswald J. D. Tippit med den revolver, som han havde på sig i Texas Theatre, da han blev anholdt. I det følgende skal vi derfor se på, om der kan sættes spørgsmålstegn ved, om det var de autentiske patronhylstre, som endte på FBI’s laboratorium i Washington D.C., og om de kugler, som FBI fik udleveret, var identiske med dem, der blev fundet i Tippits krop.

Læge Paul Moellenhoff på »Methodist Hospital« fjernede en kugle fra Tippits krop, som politibetjent R. A. Davenport derefter kom i en pilleæske, hvorpå han skrev sine initialer »R.A.D.«, inden den blev udleveret til politiets laboratorium og senere til FBI. FBI's våbenekspert, Cortlandt Cunningham, fortalte Warrenkommissionen, at denne kugle var så medtaget, at det ikke kunne afgøres, hvorfra den stammede. Grunden til dette var, at den havde ramt en knap på Tippits skjorte.

Tre andre kugler, som Tippit blev ramt af, blev imidlertid opbevaret hos Dallas Politi i næsten fire måneder, indtil Warrenkommissionen bad FBI om at analysere dem. Hvordan kunne det gå til? Det ville Eisenberg fra Warrenkommissionen forståeligt nok også gerne vide, da han interviewede Cortlandt Cunningham. Eksperten måtte da fortælle Eisenberg, at Dallas Politi oprindeligt hævdede, at de kun var bekendt med, at der blev fundet én kugle. De henvendte sig derfor til læge Earl Forrest Rose, som obducerede Tippit. Han kunne oplyse, at han troede, at FBI havde modtaget dem, som han fjernede, for længst, og at han var sikker på, at han havde udleveret dem til Frank Corkey i Dallas Politis laboratorium, som FBI herefter kontaktede. Denne mand kunne imidlertid fortælle, at han i sin tid afleverede dem til Will Fritz. Da FBI efterfølgende rettede henvendelse til kaptajnen, påstod han, at han ikke kunne huske kuglerne. Det endte med, at FBI besøgte Dallas Politi den 16. marts 1964 og selv fandt dem, og den 17. marts blev de analyseret i FBI's laboratorium. LINK

Da Hale Boggs, der også var til stede under interviewet, hørte det, stillede han Cunningham det indlysende spørgsmål: »Hvilke beviser har du på, at det er de [originale] kugler?« Det kunne Cunningham ikke svare på, fordi det endnu ikke var blevet efterforsket. Det skete først knap tre måneder senere. LINK

Den 10. juni 1964 skrev Paul Wullf i et memorandum til Gordon Shanklin, der var chef for FBI’s kontor i Dallas, at kuglerne C251,C252 og C253, som var blevet fjernet af retsmediciner Dr. Earl Forrest Rose, lå i tre pilleæsker, der »alle bærer navnet ”E. F. ROSE MD”«. FBI skrev, at Rose den 11. juni blev præsenteret for kuglerne og bekræftede, at det var de samme kugler, som han havde fjernet fra J. D. Tippits krop, og at han identificerede sine mærker på dem. Men i memorandummet til Gordon Shanklin læser vi derimod, at Roses navn kun stod på de pilleæsker, som de lå i. LINK

Cunningham forklarede imidlertid kommissionen, at mordet på Tippit ikke var en føderal begivenhed, og derfor var det ikke FBI's ansvar at tage initiativ til at undersøge bevismaterialerne i dette mord. Men Kennedymordet blev kædet så tæt sammen med Tippitmordet, at FBI i forbindelse med det sidste mord med få undtagelser fik udleveret bevismaterialerne til analyse, og når det var sket, sendte de dem tilbage til Dallas Politi igen. Det gjaldt også den lysegrå jakke. Vi må derfor spørge: Hvorfor i al verden udleverede Will Fritz i sin tid ikke kuglerne til FBI, så de kunne blive analyseret? Han kunne i det mindste have ladt Dallas Politis eget laboratorium undersøge dem. Men det gjorde han heller ikke. Det, vi skal tro, er også, at han ikke kunne huske, at der var mere end én kugle. Men lyder det sandsynligt? En betjent i hans eget korps var blevet skudt og dræbt under sin tjeneste. Han var medansvarlig for opklaringen af mordet, og så havde han glemt alt om kuglerne!? Da han blev gjort opmærksom derpå, var han ikke samarbejdsvillig, og af den grund var det nødvendigt at sende FBI-agenter til Dallas Politi for at få dem udleveret.

Will Fritz var vant til at køre sit eget løb, og han var kendt for at have en høj opklaringsprocent til trods for sin lemfældige omgang med bevismaterialet. Forfatteren og 3D-eksperten Dale Myers har i sin bog »With Malice« henvist til en artikel i »The Dallas Morning News« den 20. november 1963, hvori der stod, at politimester Will Fritz blev af de mænd, der kendte ham, betragtet som en af tidens dygtigste forhørsledere. Han styrede drabsafdelingen med jernnæve, og han havde en imponerende halvfems procent succesrate, når det gjaldt opklaring af mord.

Burde der ikke ringe en klokke? Vi har her en politichef, der ikke havde styr på bevismaterialet, og så havde han en opklaringsprocent på 90! Han var chef for et korps, hvor en lang række af betjente modtog gratis ydelser på Jack Rubys natklub, og natklubejeren, der havde tætte bånd til mafiaen, var en hyppig gæst på politihovedkvarteret, hvor han frit kunne gå rundt, som det var tilfældet den dag, da han skød Lee Oswald. Lyder det til, at denne politimester i røveri- og drabsafdelingen i Dallas var en mand, man kunne stole på? Eller ser det snarere ud til, at han var en person, der kunne finde på at forfalske bevismaterialet? I så fald var Dallas Politi bestemt ikke det eneste politikorps i verden, der var korrupt i 1963.

Analysen Oswalds revolver og kuglerne

Det var Cortlandt Cunningham og Joseph P. Nicol, der fik til opgave at analysere Oswalds revolver og de kugler, der havde ligget i Fritz’ gemmer. Cunningham kom til den konklusion, at det på den ene side ikke kunne bestemmes, om kuglerne stammede fra Lee Oswalds revolver, men at det på den anden side heller ikke kunne udelukkes. LINK

Nicol var dog af den opfattelse, at en af kuglerne blev affyret af Oswalds revolver, men bortset fra det, var han enig med Cunningham. HSCA's ballistiske eksperter foretog senere de samme undersøgelser, og de var alle fuldkommen enige med Cunningham. Dermed stod Nicol alene med sin påstand.

Vi kan ikke komme udenom, at Lee Oswald havde en .38 kaliber Smith & Wesson revolver med sig i biografen. Mærket blev oprindeligt produceret i USA og blev bygget til en standard kaliber .38 Smith & Wesson ammunition, men modellen blev på et tidspunkt solgt til Storbri-tannien, hvor man brugte en lidt anden type ammunition. Da revolveren senere blev forhandlet i USA igen, modificerede man den, så den kunne affyre en kaliber .38 Special, som amerikanerne foretrak. Man gav den simpelthen en ny tromle, som var en smule mindre i diameter end den oprindelige. Men man udskiftede ikke løbet, da dette ikke var strengt nødvendigt. Hver gang et skud blev affyret, passerede kuglerne derfor ikke gennem løbet på samme måde hver gang, og de efterlod derved nogle karakteristiske, men individuelle ridser. Af den grund var det umuligt at matche kuglerne med et bestemt våben med udelukkelse af alle andre våben. LINK

Under forhøret hos Warrenkommissionen var Eisenberg nysgerrig efter at vide, hvor mange revolvere der var på markedet, som efterlod de typiske, men individuelle ridser. Han blev sikkert skuffet, da han fik det svar, at der mindst var 2,5 millioner, og at Smith & Wesson revolvere ikke var de eneste, der efterlod de karakteristiske ridser. LINK

Det var ikke mindre skuffende, da specialisten også oplyste, at det heller ikke var muligt at matche kuglerne med patronhylstrene. Det var bestemt også utilfredsstillende for efterforskerne, at der ikke blev fundet patroner til revolveren blandt Lee Oswalds besiddelser, og skønt de opsøgte adskillige butikker, der solgte ammunition til revolveren, lykkedes det ikke FBI at spore, hvor han havde købt dem. Der fandtes heller ingen optegnelser, der kunne afsløre, at en pakke ammunition var ankommet til hans postboks eller nogen kvittering for modtagelsen. Teknikerne søgte desuden forgæves efter hans fingeraftryk på de fire tomme patronhylstre, der blev fundet på gerningsstedet.

Da patronhylstrene senere blev analyseret af eksperterne, viste det sig dog, at de kun kunne stamme fra den .38 kaliber Smith & Wesson revolver, som Oswald havde med sig i biografen, og som han havde købt per postordre hos »Seaport Traders« under sit alias, A. Hidell. To af hylstrene var fremstillet af Remington-Peters, mens de to andre var fremstillet af Winchester-Western. Men i Tippits krop blev der kun fundet en, der var fabrikeret af Remington-Peters, mens tre andre var fabrikeret af Winchester-Western. Når der kun blev fundet én kugle af mærket Remington-Peters i hans krop, men to patronhylstre af tilsvarende mærke i nærheden af skudscenen, ser det angiveligt ud til, at et af skuddene ramte ved siden af målet. Og da der var tre kugler af mærket Winchester-Western i Tippits krop, mens der kun blev fundet to patronhylstre af dette mærke i nærheden af gerningsstedet, betyder det, at der var et patronhylster, som aldrig blev fundet. Der var dog den mulighed, at drabsmanden havde haft et tomt Remington-Peters patronhylster siddende i tromlen, inden han skød Tippit. Det ville dog være ret usædvanligt. Der manglede under alle omstændigheder et Winchester-Western hylster.

Måske har Barbara Davis og Virginia Davis løsningen på det problem. I bogen »With Malice« skriver Dale Myers, at han i 1996 interviewede Barbara, og ved denne lejlighed fortalte hun forfatteren, at hendes svigerfar, som boede i det samme hus som hende og sønnen, kort tid efter mordet havde fortalt hendes mand, at han havde samlet et patronhylster op udenfor og havde gemt det som souvenir. Hun hæftede sig ikke videre ved det dengang, fordi hendes svigerfar var en spøgefugl, men da han døde, fandt hun og Virginia Davis blandt hans ejendele en pung med et tomt patronhylster indeni, der lignede dem, som de fandt den 22. november 1963. Virginia bekræftede hendes historie under et senere interview med forfatteren. Men det blev aldrig efterforsket, og derfor kan vi ikke sige med bestemthed, om det stammede fra Tippitmordet, eller om det var affyret af et andet våben end det, som Lee Oswald ejede. (Interview med Barbara Davis, 20. november 1996/»With Malice« af Dale Myers, E-bog, side 295.) En hel anden mulighed er, at de patronhylstre, som FBI fik udleveret af Dallas Politi, ikke var de samme, som blev fundet på gerningsstedet, og at de kugler, som blev fjernet fra Tippits krop, ikke var dem, som politimester Fritz afleverede til FBI, efter de havde ligget hos ham i næsten fire måneder.

Domingo Benavides havde bemærket, at morderen samlede nogle patronhylstre op fra fortovet og smed dem ind i nogle buske. Han vidnede, at efter han forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med politicentralen, løb han hjem til sin mor, der boede i nærheden, fordi han stadigvæk var bange. Men da han havde set drabsmanden smide patronhylstrene ind i nogle bu¬ske, mente han, at det var hans pligt at vende tilbage til gerningsstedet og samle dem op. Det lykkedes ham at finde to hylstre, som han anbragte i en tom cigaretpakke, og som han derefter afleverede til Joe Poe i Dallas Politi, der var ankommet til gerningsstedet sammen med mange andre politifolk. LINK (449-450) Poe viste patronhylstrene til Gerald Hill i Dallas Politi og gav dem derefter til tekniker Pete Barnes, der var ankommet til gerningsstedet og var gået i gang med at støve patruljevognen af for fingeraftryk. Han fandt dog ikke Lee Oswalds fingeraftryk på bilen.

Tippits morder var måske i Texas Theatre

Kort tid derefter sendte politicentralen en besked om, at Tippits morder måske var gået ind i Texas Theatre. De fleste betjente forlod da stedet og kørte hen til biografen, der lå knap en kilometer borte. En undtagelse var George Doughty, der omkring klokken 14:00 modtog et patronhylster af Barbara Davis, som hun havde fundet i haven foran huset. Senere på dagen - omkring klokken 18:30 - fandt Virginia Davis et fjerde patronhylster i haven, og hendes svigerinde ringede derfor til Dallas Politi, som sendte detektiv Charles Dhority ud til hendes bopæl for at hente det. LINK

Inden Lee Oswald blev arresteret i Texas Theatre, fik politicentralen et opkald fra Gerald Hill, mens han opholdt sig på 404 Tenth Street. Politibåndene afslører, at han cirka klokken 13:40 ringede centralen op og oplyste, at morderen var bevæbnet med en .38 kaliber automatpistol. Problemet var blot, at det ikke var en automatpistol, som Oswald havde på sig i Texas Theatre, men en revolver, der skulle betjenes manuelt. Da Hill senere blev afhørt af Warrenkommissionen i 1964, ville han imidlertid ikke indrømme, at det var ham, der bragte meddelelsen, skønt han vidnede under ed. Han har dog sidenhen måttet krybe til korset, fordi optagelsen af radiokommunikationen afslørede, at det var hans stemme, der lød på båndet.

Oprindeligt var det altså Hills klare indtryk, at morderen var bevæbnet med et .38 kaliber automatvåben. Da Dale Myers havde et interview med ham den 14. november 1986, fortalte han forfatteren, at grunden til, at han vidste, det drejede sig om en .38 kaliber kugle, var, at der stod 38 i bunden på patronhylstret. Han vidste dog udmærket, at hvis der var tale om et automatisk våben, ville der stå »38 AUTO«, mens der ville stå »38 SPL« eller »38 Special«, hvis kuglerne var blevet affyret fra Lee Oswalds revolver. Spørgsmålet er da i sin enkelthed, om vi tror, at Hill, der var en erfaren politimand, var sjusket og blot begik en brøler, da han undersøgte patronhylstrene, inden han ringede centralen op, eller om han faktisk havde haft et »38 AU¬TO« patronhylster i sin hånd.

Der stod meget på spil for Dallas Politi i denne sag. Hele verdens øjne hvilede på dem, mens de solede sig i, at de på rekordtid havde fanget gerningsmanden til dagens to mord, og det sidste, Fritz ønskede nu, var at tabe ansigt. Som vi senere skal se, var det ikke kun Dallas Politi, men også FBI, der var opsat på hurtigt at få sat et punktum i sagen. Men hvis patronhylstrene ikke matchede den revolver, som Lee Oswald havde på sig i biografen, måtte Fritz sørge for at få dem ombyttet med nogle andre, som blev affyret med Oswalds revolver, inden den blev udleveret til FBI. Det er en dristig påstand, som jeg naturligvis ikke kan bevise. Men hvis tegnebogen var plantet, kunne patronhylstrene vel også have været ombyttet, så de passede til Lee Oswalds revolver.

Will Fritz gav Richard Sims og Elmer Boyd, der var specialagenter i hans afdeling, mundkurv på, da de vidnede for Warrenkommissionen og blev bedt om at fortælle, hvad den sigtede sagde under forhørene på politihovedkvarteret, hvor de var til stede. Hvorfor gjorde han det? Svaret er naturligvis, at han ønskede – som han sikkert var vant til – at have den fulde kontrol med bevismaterialet og med det, som hans mænd fortalte myndighederne og offentligheden. Han var ikke meddelagtig i Kennedymordet, men han var bestemt ikke ligeglad med sit eget og sit korps ry og rygte. Det ville være et prestigetab for ham, hvis det viste sig, at Lee Oswald var uskyldig.

Will Fritz gik ikke så højt op i, om alle regler, der havde betydning for retssikkerheden, blev overholdt. Om et gerningssted for eksempel forblev uberørt, indtil teknikerne gik i gang med deres analyser, eller om beviskæden forblev intakt, tog han tydeligvis let på. En intakt beviskæde betyder, at det skal kunne dokumenteres, hvor og hvem der fandt en genstand, hvem der modtog den, hvem der analyserede den, og hvem der arkiverede den. Hvis ikke man kunne det, ville de genstande, som blev fremlagt i retten, normalt ikke have nogen værdi.

Jeremy Gunn var chefjurist i »Assassination Records Review Board« (ARRB), som i 1990’erne frigav dokumenter, som havde relation til Kennedymordet. Han var ikke i tvivl om, at hvis Lee Oswald havde overlevet mordforsøget, ville han være blevet kendt ikke-skyldig i retten. Beviserne var der ikke, sagde han under et foredrag på »Center for Global Humanities« i 2013. LINK (1:30:10)

Men var der andet, der indikerede, at patronhylstrene fundet ved gerningsstedet stammede fra en automatpistol? Ja, det var der. Ted Callaway, der så morderen efter forbrydelsen løbe ned ad Patton Avenue, havde erfaring med våben fra sin tid i militæret. Han nævnte, at det var hans umiddelbare indtryk, at gerningsmanden skubbede et nyt magasin ind i håndtaget på et automatisk våben, da han flygtede fra mordscenen. Vi har også Domingo Benavides, hvis beskrivelse af hændelsen er forenelig med, at Tippit blev skudt med en automatisk pistol. Han fortalte efterforskerne, at morderen samlede patronhylstrene op fra jorden efter ugerningen og smed dem ind i nogle buske, hvor han senere fandt to af dem. En automatpistol støder automatisk de tomme patronhylstre ud på jorden efter hvert skud, men det gør en almindelig revolver ikke. Den skal tømmes manuelt. Patronhylstrene, som Barbara og Virginia Davis fandt i forhaven, kunne være smidt derind, efter han smed de to første ind i buskene. Vi kan blot undre os over, at han derved helt bevidst efterlod beviser, der kunne knytte hylstrene til mordvåbnet.

Der er dog flere, der lægger mere vægt på det, som Barbara og Virginia Davis fortalte efterforskerne, end det, som Domingo Benavides og Ted Callaway oplyste. Da Barbara blev afhørt af kommissionen, spurgte Ball hende, om morderen tømte sin revolver. Hertil svarede hun, at den var »åben«, og at gerningsmanden havde anbragt sine hænder på en måde, der antydede, at han var i færd med at tømme den, mens han smilende gik gennem forhaven i et normalt tempo. Hun så ham også ryste våbnet, men hun så ham ikke smide patronhylstrene, og hun så ham heller ikke direkte tømme revolveren. LINK Hendes svigerinde, Virginia Davis, vidnede derimod, at hun så morderen tømme revolveren, da han krydsede deres forhave. LINK LINK

De havde imidlertid ikke forstand på våben og kunne derfor have mistolket situationen.

Øjenvidners ord kan være problematiske

Vi kan mange gange selv vælge, hvem vi helst vil tro på. Er vi tilhængere af, at morderen brugte den revolver, som Lee Oswald havde på sig i biografen, vælger vi at tro på Virginia, men tror vi ikke på, at han var morderen, kan vi vælge at tro på Hill, Callaway og Benavides. Sådan forholder det sig også med mange andre vidneforklaringer i forbindelse med Kennedymordet. Vi vælger, hvad og hvem vi helst vil tro.

Men når det er sagt, har jeg erfaret, at der tegner sig et mønster, der går igen, når vi grundigt undersøger mordene. Vi skal have hele fortællingen med, før vi kan drage en konklusion. Derfor beder jeg læseren om ikke at se på hvert aspekt i sagen isoleret og om ikke at blive for utålmodige, men vente med at fælde en dom, indtil bogens sidste kapitel er læst.

Joe Poe kunne ikke finde sine mærker

Mærkningen af patronhylstrene gør ikke sagen mindre rodet. FBI indridsede patronhylstrene udvendigt med en diamantnål og gav dem id-numrene Q74, Q75, Q76 og Q77, efter de havde fået dem udleveret af Dallas Politi. Det var de samme hylstre, der også blev mærket C47, C48, C49 og C50.

Men da Pete Barnes den 7. april 1964 vidnede for Warrenkommissionen, fik han ved den lejlighed vist de fire patronhylstre og blev bedt om at vælge, hvilke hylstre han modtog af Joe Poe. Han valgte Q74 og Q75. LINK

Den 12. juni præsenterede man alle fire patronhylstre for C. N. Dhority og G. M. Doughty i Dallas Politi. Mens Dhority valgte Q75, valgte G. M. Doughty Q76. Den 15. juni 1964 fik Pete Barnes hylstrene at se igen, og denne gang skiftede han forklaring og hævdede nu, at hans mærke »B« sad på Q74 og Q77. LINK

Vi ved det ikke med bestemthed, men det kunne tænkes, at mændene, der arbejdede i den samme afdeling, havde snakket sammen, og at Barnes derfor den 15. juni blot valgte de to hylstre, som Doughty og Dhority den 12. juni ikke havde udpeget. Det kan jeg naturligvis ikke påstå, hvis deres initialer er tydelige på patronhylstret. Men det var mildest talt ikke tilfældet.

Den 9. april 1964 blev Joe Poe præsenteret for patronhylstrene under et interview med Warrenkommissionen. »Jeg vil gerne sige, at disse to er mine«, sagde han om Q75 og Q77, »men jeg kan ikke sværge på det«.

Da Poe overlod to af patronhylstrene, som han havde i sin varetægt, til Barnes, skulle de to mænd gerne pege på de samme hylstre, men det skete ikke. Det var ganske givet grunden til, at Poe endnu en gang fik patronhylstrene at se i sit eget hjem den 12. juni af specialagent i FBI Bardwell Odum. Men han måtte bedrøve ham med, at han ikke kunne se sine initialer på nogen af hylstrene, efter han havde analyseret dem grundigt. Den 6. juli besøgte Odum ham igen og viste ham hylstrene på ny, men endnu engang måtte han skuffe ham. Han var sikker på, at han mærkede patronhylstrene med sine initialer »JMP«, men hans mærke fandtes ikke på hylstrene. Det var naturligvis et problem for efterforskerne. LINK

Dale Myers, der fik lov til at fotografere patronhylstrene i det nationale arkiv til sin bog »With Malice«, har på side 576 (E-bog) en tegning af de tegn, som politifolkene skulle have ridset på den indvendige side af hylstrene. Når vi betragter dem, forstår vi, hvorfor Pete Barnes havde så svært ved at finde sit mærke »B«. Et af tegnene på Q75 kunne måske ligne et »B«, men det var det hylster, som C. N. Dhority valgte. Når vi sammenligner tegnene på Q74 med Q77, er der absolut ingen af dem, der tilnærmelsesvis ligner hinanden, og der er bestemt heller ingen af dem, som kommer i nærheden af at ligne bogstaverne »JMP«.

Vi skal lige stoppe op og fundere lidt over dette. Da Poe vidnede for Warrenkommissionen, var han selvfølgelig klar over, at hvis han hårdnakket hævdede, at han havde mærket to af patronhylstrene med sine initialer, men at mærkerne var fraværende på alle fire hylstre, ville det være det samme som at sige, at Dallas Politi eller FBI havde forfalsket bevismaterialet. Og havde de gjort det, kunne forklaringen kun være den, at de originale hylstre ikke matchede den revolver, som Oswald havde med i Texas Theatre. I dette lys er det ikke så underligt, at han oprindeligt tøvede med sine svar. Da han blev afhørt af FBI to og tre måneder senere, havde han imidlertid haft tid til at tænke tingene igennem. Når han da benægtede, at hans mærke sad på to af hylstrene og samtidig påstod, at han tydeligt huskede, at han havde indgraveret sine initialer på dem, vidste han udmærket, at han samtidig gav næring til mistanken om, at de autentiske patronhylstre var blevet erstattet af andre.

Men ønskede han at sætte Dallas Politi i et dårligt lys? Det ser ikke sådan ud. Den 28. februar 1996 interviewede Dale Myers Poe, og ved denne lejlighed fortalte han ham, at han stadigvæk kunne huske, at han indridsede sine initialer på to af patronhylstrene. Men han betroede forfatteren, at det kunne være, han ikke var i stand til at få øje på dem, fordi der var ridser på hylstrene, og fordi andre kunne have sat deres initialer oven på hans. Men det var ikke tilfældet, skriver Myers, for der var ingen initialer, der overlappede hinanden, og ingen mærker, der slørede de tegn, som var ridset ind i hylstrene med diamantnåle. Det vidste han, fordi han som sagt fik adgang til dem i det nationale arkiv, hvor han fotograferede dem til sin bog. Det interessante her er, at Poe i 1996 stadigvæk var af den overbevisning, at han havde mærket hylstrene, og at han søgte en acceptabel forklaring på, hvorfor han ikke kunne finde dem. Det fortæller os, at han på den ene side ikke var interesseret i at anklage nogen for at have forfalsket bevismaterialet, men at han på den anden side heller ikke ønskede at fortælle noget, som ikke var sandt.

Det fik Myers til den 4. december 1996 at interviewe den ansvarlige for den såkaldte efterforskning af Tippitmordet, Jim Leavelle, fra Dallas Politis røveri- og drabsafdeling. Manden betroede ved denne lejlighed Myers, at Poe ikke mærkede hylstrene, fordi der ingen grund var til det, da det var kutyme dengang at lægge bevismaterialet i en konvolut, hvorpå betjentene efterfølgende satte deres initialer. »Jeg talte med Poe«, fortalte Leavelle. »Han sagde, at han ikke kunne huske, om han markerede dem. Men det er noget, vi ikke gjorde dengang. Jeg sagde til ham: Nej, læg dem bare i kuverten og send den videre til Røveri- og Drabsafdelingens laboratorium og lad dem arbejde med det derfra«. Det var Jim Leavelles opfattelse, at Poe følte sig fristet til at lyve, fordi han ikke havde handlet efter bogen.

Det er ganske givet sandt, at Dallas Politi i 1963 tog let på det at mærke genstande, som indgik i bevismaterialet. Men det gjaldt dog ikke alle. Hvis Leavelle talte sandt, hvorfor fortalte Poe da ikke bare FBI og Warrenkommissionen, at hans overordnede bad ham om ikke at mærke hylstrene, men at han blot skulle skrive sine initialer på en konvolut? I så fald lå ansvaret hos Leavelle og ikke hos ham. En anden ting er, at hvis det var rigtigt, at Leavelle havde talt med Poe om problemet og beroliget ham med, at det ikke var hans ansvar, hvorfor i al verden fortsatte Poe da med at hævde, at han var sikker på, at han havde mærket patronhylstrene? Var det bare, fordi han var for stolt og ikke ville indrømme, at han ikke havde handlet efter bogen, som Leavelle fortalte Myers?

Der stod meget på spil i denne sag. Blev bevismaterialet forfalsket, ville det uvilkårligt rejse tvivl om Dallas Politis hæderlighed og integritet og dermed også om Oswalds skyld i både Tippitmordet og Kennedymordet. Leavelle beskyldte i virkeligheden Poe for at lyve, og derfor burde Myers have fået Poe til at bekræfte, om han havde haft den omtalte samtale med Leavelle. Men forfatteren undlod at følge op på sagen og stille Poe de nødvendige spørgsmål.

Joseph McBride, der skrev bogen, »Into the Nightmare«, var en anden forfatter, der havde interviewet Leavelle. Manden hævdede ved denne lejlighed, at ingen mærkede patronhylstrene, og han gentog, at det ikke var noget, de gjorde dengang. »Men fordi det var en meget vigtig sag«, sagde han, »tænkte de på et tidspunkt: Gud, har jeg gjort noget galt og ikke gjort det, som jeg burde have gjort? Og så hævdede de, at de mærkede [patronhylstrene], men kunne ikke genkende deres mærke. Faktisk har de aldrig mærket dem«. »De ville i stedet for have anbragt hylstret i en cellofanindpakning med deres initialer på, og laboratoriet ville derefter markere hylstret, fordi der er så lidt plads på hylstret til at mærke det«. (With Malice Side 356-359. Fodnote 971).

Det var sikkert rigtigt, for tekniker Carl Day lagde de patronhylstre, der blev fundet på skolebogslageret, i en konvolut med sit mærke på og afleverede den til Sims i røveri- og drabsafdelingen. Denne konvolut findes i dag i arkiverne. Men vi finder hverken en cellofanindpakning eller en konvolut med Pete Barnes’, G. M. Doughtys, C. N. Dhoritys eller Joe Poes initialer på. Det er sandt, at der var meget lidt plads til mærkerne, og at det var vanskeligt at ridse sine initialer på den indvendige side af dem. Men de kunne have valgt at mærke dem udvendigt, for det gjorde FBI med en tydelig skrift, da de efterfølgende indgraverede Q-numrene. Om det var Dallas Politis laboratorium, der var ansvarlig for det krimskrams, der var på indersiden af hylstrene, er svært at sige. Men alt tyder på, at Jim Leavelle havde ret i, at Pete Barnes, G. M. Doughty og C. N. Dhority kun lod som om, de kunne genkende deres mærker.

Noget siger mig, at Poe var mere ærlig end de andre, for ellers havde han vel gjort det samme som dem. Spillet komedie. Når vi ikke kan stole på, at patronhylstrene var blevet mærket af de rette personer, og når der end ikke findes en konvolut i bevismaterialet, som hylstrene havde ligget i, og som mændene i Dallas Politi havde skrevet deres initialer på, var beviskæden helt og aldeles fraværende. Derfor må vi konkludere, at påstanden om, at Lee Oswald blev taget med mordvåbnet på sig, da han blev anholdt i Taxas Theatre, er en trossag.