Myrdede Oswald Tippit?

De upålidelige radiobånd

For at blive klog på, om vi kan regne med politiradioens tider, skal vi have fat i James Bowles, der havde været ansat i Dallas Politi siden 1951, og som var chef for kommunikationen over Dallas Politis radiocentral i 1963. Han havde mere end nogen anden et indgående kendskab til, hvordan optagelserne og kommunikationen fungerede, og derfor kan det være interessant at høre, hvad han har at sige om nøjagtigheden af de tidspunkter, som blev stemplet med jævne mellemrum. Han skrev, at tiderne var upræcise og slog i en artikel fast, at

1. »Ingen nøjagtig registrering af »tid« eksisterede
2. De forskellige ure blev ikke synkroniseret
3. Radiooperatørerne var ikke nøjagtige med hensyn til at angive tider
4. Optagelserne var kun kontinuerlige på kanal 1, mens en mikrofon var tændt«

Dallas Politi fik udarbejdet transskriptioner af radiobåndene, som optog kommunikationen over politiradioen på kanal 1 og kanal 2, før, under og efter mordene på både JFK og J. D. Tippit. Warrenkommissionen modtog i begyndelsen af december 1963 de såkaldte »Sawyer bilag A« og »Sawyer bilag B«. Men den var langt fra tilfreds med dem, da de var meget mangelfulde og indeholdt koder, som man skulle være en indviet for at kunne forstå. Det førte til udarbejdelsen af et mere udførlig afskrift, som kommissionen modtog den 23. marts 1964 og arkiverede som kommissionens bilag 705.LINK Men det var først, da FBI fik udleveret båndene og udarbejdede en ny afskrift i juli måned 1964, at kommissionen for alvor var tilfreds med resultatet. Det blev derefter arkiveret som Warrenkommissionens bilag 1974. LINK

Det er vigtigt i denne forbindelse at vide, at teknikken bag radiokommunikationen i 1963 ikke var digitaliseret. Al kommunikation mellem politicentralen og betjentene foregik mundtligt over radioen. Hvis en radiooperatør ville i kontakt med en betjent, kaldte han ham ved nummer over radioen. Ville han for eksempel give Tippit, der havde nummer 78, en ordre, sagde han blot »78« og forventede, at Tippit svarede ved at sige »78«. Det hele foregik manuelt, og det samme gjorde sig gældende, når operatørerne angav, hvad klokken var.

Forfatteren og 3-D animatoren Dale Myers har anskaffet en kopi af politiets radiobånd. Han skriver, at efter radiooperatøren stemplede tiden 13:16, kan man høre støj i 1 minut og 41 sekunder, indtil T. F. Bowleys stemme kommer igennem og meddeler centralen, at Tippit er blevet skudt. Man mener, at støjen skyldtes, at Benavides ikke forstod at bruge radioen korrekt, da han forgæves forsøgte at få kontakt til centralen. Da han ventede et stykke tid med at stige ud ad sin bil, før han brugte radioen, da han var bange for, at morderen var i nærheden, mener Dale Myers, at mordet fandt sted cirka 13:14:30.

På baggrund af nogle akustiske eksperters analyse af politiets radiobånd påstod HSCA-udvalget, at skuddene på Dealey Plaza blev optaget på et af båndene, mens en motorcykelbetjent havde glemt at slukke mikrofonen. Men deres arbejde er siden blevet stærkt kritiseret af andre eksperter på området, og også af Bowles, der har skrevet flere artikler om emnet. I en af dem beskriver han, hvordan urene fungerede, og hvordan radiooperatørerne arbejdede. Han gør i den forbindelse læseren opmærksom på, at der hang et masterur på væggen i det rum, hvor telefonerne befandt sig. Dette ur var tilsluttet politihovedkvarterets systemer og skulle være den »officielle tid«, som han dog satte i gåseøjne, fordi uret ikke var hundrede procent pålideligt, som det normalt var tilfældet i 1963 før vores moderne, digitale tidsalder. På kontorerne var der imidlertid også »talrige andre tidsregistreringsenheder, både i telefonrummet og i radiorummet. Derfor var det ikke ualmindeligt, at den tid, der blev stemplet ved opkald, var et til to minutter foran eller bagefter den officielle tid, som blev vist på masteruret. Som følge heraf kunne et præcist tidspunkt som klokken 10:10 stemples af forskellige ure fra 10:08 til 10:12«. LINK

Udover dette skulle der tages hensyn til radiooperatørernes måde at arbejde på, og »fordi hænder arbejder løst, angiver de ofte et forkert tidspunkt«, skrev han. En given operatør kunne på et givent tidspunkt tidsstemple tidligt under en begivenhed og sent i forløbet under den næste begivenhed. Derfor kunne et opkald for eksempel have fundet sted klokken 10:10, selvom det var stemplet 10:13. Hvis operatøren tilmed blev forsinket på grund af en større indkommende radiotrafik, kunne det også få indflydelse på den tid, der blev stemplet. Dertil kom, at tiden altid blev angivet i hele minutter. Det var dog ind i mellem normalt at justere urene, hvis tidsforskellene blev for store, men det skete ikke i travle perioder, som det jo var tilfældet den dag, USA mistede sin 35. præsident.

Kanal 1 blev brugt i forbindelse med det normale politiarbejde den 22. november, mens kanal 2 ekstraordinært blev sat ind og brugt til at følge kortegen gennem Dallas. Det er vigtigt at vide, at optagelserne på kanal 2 blev aktiveret af stemmer og støj, og derfor optog kanalen kontinuerligt, mens støjen stod på, men den optog ikke kontinuerligt hele tiden. Det samme gjaldt kanal 1, idet den kun var aktiv, når en mikrofon var tændt, og af samme grund var det ikke en optagelse i realtid, slog Bowles fast. Derfor kunne det ikke lade sig gøre at fastsætte et bestemt tidspunkt som udgangspunkt for alle andre tider. LINK

Men det er netop det, som Dale Myers gør i sin bog, »With Malice« under kapitlet »Timetable of events«. Det ser ud til, at han går ud fra, at tidspunktet 13:16 var korrekt noteret ned, og derfor angiver han begivenhederne før og efter i minutter og sekunder ved at afspille båndet og bruge et stopur. Måske havde han ikke læst Bowles’ konklusion, da denne skrev, at ingen nøjagtig registrering af »tid« eksisterede. LINK

Vi kan deraf slutte, at ordet »cirka« burde sættes foran alle de tider, som blev rappor-teret over politiradioen, og at radiobåndene ikke hjælper os med præcist at slå fast, hvornår Thomas Bowley kom igennem til centralen, og af samme grund fortæller de os heller ikke, hvornår Tippit blev skudt. Men det betyder ikke så meget, hvis Lee Oswald heller ikke kunne nå ned til 404 East Tenth Street og skyde Tippit på det tidspunkt, som Warrenkommissionen mente, at mordet fandt sted.

Der er andet, der tyder på, at Lee Oswald var en syndebuk. Sagen er den, at der blev fundet to tegnebøger, der begge skulle have tilhørt vores hovedperson. Den ene blev hentet fra hans baglomme, da han blev arresteret, og den anden blev fundet ved gerningsstedet, hvor Tippit blev myrdet.