Myrdede Oswald Tippit?

Den mystiske Tegnebog

Femten år efter mordet spiste specialagent Robert M. Barrett i FBI en frokost sammen med sin tidligere kollega, James Hosty. Under middagen kom Barrett med en interessant beretning, som James Hosty gengav i sin bog, »Assignment: Oswald« (Opgaven: Oswald), der udkom i 1996. Heri fortæller forfatteren, at han måbede, da hans tidligere kollega under måltidet beskrev en hændelse, der fandt sted kort tid efter Tippits død, og før Oswald blev anholdt i Texas Theatre. Barrett sagde, at da han stod foran Tippits patruljevogn, kaldte politichef William Westbrook fra Dallas Politi på ham. De to samarbejdede af og til, fordi Barrett efterforskede kriminalitet i USA's underverden, og han var ofte bekendt med navne på suspekte personer, som politiet ingen rapporter havde på. Westbrook holdt en pung i sin hånd, mens han spurgte Barrett, om han vidste, hvem Lee Harvey Oswald og Alek Hidell var. Men Barrett kendte ikke disse to navne, og hans helt klare opfattelse var, at Westbrook havde hentet dem fra den pung, som han stod med i hånden, »for hvor skulle de ellers stamme fra?«, argumenterede han.

Det besynderlige er imidlertid, at detektiv Paul Bentley i Dallas Politi fortalte offentligheden, at han fjernede Oswalds pung fra hans baglomme på vej til politihovedkvarteret efter anholdelsen, og han gentog påstanden i den rapport, som han den 3. december leverede til politichef Jesse Curry. Der blev dog ikke nævnt noget om en Alek Hidell i rapporten, for han skrev blot, at han derefter gav løjtnant Baker Oswalds identifikationskort.

Nu vil nogen nok tænke, at Robert Barretts historie endnu er et eksempel på den opfindsomhed, som nogle sensationslystne konspiratorer lægger for dagen, og som med jævne mellemrum er dukket op i medierne, lige siden den dag John F. Kennedy og J. D. Tippit mødte deres skæbne i Dallas Texas. Men så enkelt er det ikke. I forbindelse med 50-års dagen for Kennedymordet sendte WFAA-TV en udsendelse, hvori den pensionerede FBI-analytiker Farris Rookstool optrådte. Under transmissionen viste han et filmklip fra en tv-nyhedsudsendelse, der blev sendt den 22. november 1963 - desværre uden lyd. Klippet var optaget på det sted, hvor Tippit kort forinden var blevet afhentet af en ambulance, og hvor der havde samlet sig en del betjente og en flok nysgerrige tilskuere. Det interessante er, at filmen langt hen ad vejen bekræfter det, som Barretts fortalte James Hosty 35 år tidligere. Videoen er desværre ikke længere tilgængelig, men vi har den originale nyhedsudsendelse fra den 22. november, hvor tegnebogen ses 1 time og 23 minutter inde i filmen. LINK

I klippet optræder Bud Owens foran Tippits patruljevogn med offerets tjenestepistol i sin venstre hånd og en tegnebog i sin højre hånd. Han viser tegnebogen til George Doughty, der står til venstre for ham, og mens Owens åbner den, kører Doughty sin finger hen over det sted, der normalt indeholder fotografier og identifikationskort. Derefter viser Owens tegnebogen til Westbrook, og her slutter optagelsen. Dette fandt vel at mærke sted, inden Oswald blev arresteret, fordi vi ved, at Westbrook forlod gerningsstedet og kørte til Texas Theatre, straks efter det lød over politiradioen, at morderen muligvis befandt sig i biografen.

Nyhedsudsendelsen blev sendt direkte på live-tv, og derfor indsneg der sig nogle misforståelser. Reporteren troede, at det var morderen, der havde efterladt revolveren, mens den i virkeligheden tilhørte Tippit, der slap den, da han faldt død om. Reporteren havde også den fejlagtige opfattelse, at det var Tippits tegnebog, som optrådte på filmen. For at aflive denne myte optræder hans enke i 2013-udsendelsen, hvor hun viser sin afdøde ægtemands sorte tegnebog frem. Heldigvis er pungen, der blev fundet på gerningsstedet, tydelig nok til, at vi kan få øje på nogle vigtige detaljer, der afslører, at det ikke er Tippits pung. Tegnebogen har derimod en slående lighed med den pung, der blev hentet fra Oswalds baglomme efter anholdelsen. Det var også den konklusion, som den pensionerede FBI-analytiker drog, idet han hævdede, at den ikke bare lignede, men var nøjagtig magen til den, som i dag ligger i rigsarkivet i College Park i Maryland.

Farris Rookstool var overbevist om, at Dallas Politi fortalte en løgn, da de påstod, at pungen blev fundet i Oswalds baglomme, og at fundet af pungen på gerningsstedet beviser, at det var Lee Oswald, der skød Tippit. Men han forklarer ikke, hvorfor i al verden Dallas Politi, der var ivrig efter at få Lee Oswald dømt for mordet, dækkede over, at mandens pung i virkeligheden blev fundet på gerningsstedet.

Ingen af de tilstedeværende på filmklippet levede i 2013. Det gjorde Robert Barrett derimod. I et interview, der blev vist i 2013-udsendelsen, gentog han det, som han fortalte Hosty i 1978. Agenten var højt respekteret og kendt for at være meget omhyggelig og detaljeret i sine rapporter, skriver Dale Myers i sin bog, »With Malice«. Forfatteren konkluderer, at Oswald skød Tippit, men han køber ikke, at Barrett bevidst løj. Han skriver om agenten, at alt, hvad han hævdede at have foretaget sig den 22. november 1963, gennem årene har vist sig at være i overensstemmelse med sandheden, og at hans udsagn var konsekvente og rimelig præcise. Det gjaldt også hans version af fundet af tegnebogen på Tippits mordscene. Men Myers mener dog, at når det gælder hans erindring om, at Westbrook skulle have nævnt navnene Lee Harvey Oswald og Alek Hidell, før manden blev anholdt, ikke kan passe. I håb om at komme til en afklaring besøgte forfatteren Robert Barrett i 1997 for at tjekke James Hostys historie i bogen »Assignment: Oswald«. Han oplevede da, at Barrett var urokkelig i sin påstand, og det gjorde Meyers desillusioneret, fordi han »fandt, at han var ærlig og oprigtig og utrolig nøjagtig, når det kom til den mindste detalje fra en eftermiddag for mere end tre årtier siden«.

Myers foretrak alligevel at tro, at FBI-agentens erindring var sløret, da det gjaldt fundet af en tegnebog på gerningsstedet, der antydede, at Lee Oswald befandt sig på 404 East Tenth Street, da Tippit blev skudt. Man skulle dog tro, at en så væsentlig episode mere en noget andet havde bidt sig fast i agentens hukommelse i de dage, hvor FBI og hele politistyrken var optaget af at finde beviser, der kunne dømme Oswald i en retssag. Det er svært at forestille sig, at en mand som Barrett pludselig ville opdigte en historie af den karakter, hvad enten det var bevidst eller ubevidst.

Dallas Politi undersøgte under alle omstændigheder identitetskortene i pungen, som det fremgår af tv-klippet. Men tegnebogen blev mærkelig nok ikke registreret sammen med det øvrige bevismateriale. Den blev ikke engang nævnt med et eneste ord i politiets interne dokumenter. Robert Barrett og Farris Rookstool var alligevel overbeviste om, at der var tale om Lee Harvey Oswalds tegnebog, og at Dallas Politi ikke fortalte sandheden. Men havde de ret?

Efter Oswalds anholdelse kørte William Westbrook hurtigt tilbage til politihovedkvarteret, hvor de betjente, som havde været til stede i biografen, skulle rapportere til ham inde på hans kontor, da han var ansvarlig for personalet og havde den overordnede kommando. Det mest naturlige ville da være, at han tog tegnebogen med sig og anbragte den sammen med de øvrige bevismaterialer. Men det skete ikke. Den forsvandt ganske enkelt ud i intetheden. Inden han blev interviewet af Warrenkommissionen, blev han bedt om at skrive et resume over, hvad han foretog sig i forbindelse med Tippitmordet. Heri omtalte han heller ikke pungen med et eneste ord.

Ifølge en rapport til Jesse Curry gik Paul Bentley, der skulle have fjernet en tegnebog fra Lee Oswalds baglomme på vej til politihovedkvarteret på rådhuset, ind på Westbrooks kontor og gjorde rede for arrestationen. Man skulle derfor tro, at manden ved denne lejlighed ville fortælle Bentley, at de havde fundet den anholdtes tegnebog på gerningsstedet. Men det skete tilsyneladende heller ikke.

Det er umiddelbart svært at forstå, at Dallas Politi og FBI ikke tog imod dette bevis, som blev serveret for dem på et sølvfad, med kyshånd. Det er i den grad ulogisk, at de i stedet for lod det sive ud til pressen, at de havde fundet den i den anholdtes baglomme, hvis ikke det var sandt.

Gerald Hill, som kørte i politibilen sammen med Paul Bentley og den anholdte, fortalte under en udsendelse på »NBC News«, at den eneste måde, hvorpå de kunne finde ud af, hvad den mistænkte hed, var ved at tage hans tegnebog og selv se efter. Han bekræftede ved samme lejlighed, at det var Paul Bentley, der tog tegnebogen op af Oswalds lomme på vej til rådhuset, og da de undersøgte identifikationskortene i pungen nærmere, viste det sig, at de tilhørte Lee Harvey Oswald, sagde han. Men ikke et ord lød der om navnet Alek Hidell. Dagen efter mordet gik Bentley på tv og beskrev, hvordan han var kommet i besiddelse af pungen, og vi er så heldige, at klippet er lagt på YouTube, hvor det i skrivende stund kan ses LINK.

Selvfølgelig ville Dallas Politi allerhelst have meddelt hele verden, at den mand, som de havde anholdt, tabte sin tegnebog, da han skød Tippit. Men da dette ikke skete, tror jeg på, at betjentene talte sandt. Hvorfor skulle de lyve? Pungen, som politiet beviseligt undersøgte på 404 East Tenth Street, burde under alle omstændigheder ligge blandt de genstande, som blev fundet på gerningsstedet. Men det gør den som sagt ikke. Og det er måske ikke så underligt, for hvis den viste sig at være plantet, betyder det også, at mordet på Tippit var planlagt, og at nogen havde organiseret det således, at Oswald fik skylden for forbrydelsen. Det kunne derfor være rart at vide, om der var andre, der havde oplysninger om tegnebogen og om, hvordan den havnede i hænderne på politiet som vist på tv.

Kenneth H. Croy modtog tegnebogen af en ukendt borger

Kenneth Croy arbejdede både som privatdetektiv og reservepolitibetjent i Dallas i 1963 og var den første betjent, der ankom til gerningsstedet. Og i modsætning til de andre betjente nåede han frem, før ambulancen var kørt bort med den afdøde. Han fortalte senere, at en ukendt mand havde rakt ham den omtalte pung, da han ankom. Interessant nok toner der i 2013-udsendelsen også et stykke papir eller pap fra 1963 op, hvor der over et billede af Tippits patruljevogn står: »Den første på gerningsstedet, hvor jeg også modtog Oswalds tegnebog«. Ved siden af teksten står der med Croys skrift: »Kenneth Croy«.

Sagen var den, at flere betjente dengang solgte souvenirers, som havde relation til Kennedymordet. Når Croy tilbage i 1963 skrev, at der var tale om Oswalds tegnebog, må vi gå ud fra, at han havde set identitetskortene på ham i pungen, eller at en anden i det mindste havde fortalt ham om dem. Og det var vel at mærke ikke gamle minder, men dugfriske erindringer, dengang papiret med billedet og teksten blev sat sammen.

Traditionen tro er der dog ikke enighed om, hvordan vi skal tolke historien. Selvom forfatteren Dale Myers i sin bog fremhæver Barrett som et ærligt menneske med en fremragende hukommelse, afskriver han ikke desto mindre dele af hans fortælling med den begrundelse, at der var tale om 30 til 40 år gamle minder, og at de tidlige dokumenter ikke indeholder en beskrivelse af fundet af tegnebogen. Men det sidste er jo netop det, der gør fundet af pungen problematisk sammen med den kendsgerning, at den forsvandt på mystisk vis ligesom posen med kyllingeskroget, sodavandsflasken og cigaretpakken, der blev fundet på et andet gerningssted tidligere på dagen. Det er desuden misvisende, når Myers skriver, at Barretts erindringer var 30 til 40 år gamle, når sandheden er den, at han fortalte sin historie til Hosty 15 år efter mordet.

Til trods herfor går Dale Myers ikke af vejen for at bruge Kenneth Croys meget ældre minder til at sætte spørgsmålstegn ved hans troværdighed. Forfatteren besøgte i 2009 den 72-årige Kenneth Croy, der døde tre år senere. Manden fortalte ved denne lejlighed igen, at han fik pungen udleveret af en ukendt person, men Myers påstår, at han ikke kunne huske, at ID-kort med navnene Lee Harvey Oswald og Alek Hidell befandt sig i pungen. Han mente derimod, at han fandt syv ID-kort uden billeder på syv forskellige, ukendte personer i tegnebogen. Jeg tænker, at den var en besynderlig en af slagsen, hvis det var sandt, og at det tyder på, at Myers, der ikke optog samtalen på bånd, enten ikke gengav mandens ord korrekt, eller at Croy var mærket af alderen. For hvorfor havde han ellers tilbage i 1963 fået opfattelsen af, at det var Lee Oswalds pung, han modtog?

Myers forsøger også at stemple Croy som et utroværdigt vidne ved at pege på, at han fortalte ham, at morderen tog Tippits tjenestepistol efter forbrydelsen, hvilket ikke var sandt. Men det beviser kun, at hans hukommelse efter næsten et halvt århundrede var blevet sløret, nøjagtigt som det sker for alle andre individer af den menneskelige race. Især da, hvis vi ikke finder hændelsen videre interessant. Skal vi endelig bedømme mandens troværdighed, må vi gå tilbage og se, hvad han fortalte myndighederne under ed i 1964. Dengang nævnte han, at der indløb en rapport, hvori der stod, at en taxachauffør havde taget Tippits tjenestepistol, men at han ikke selv var til stede, da det fandt sted. Myers gør læseren opmærksom på, at det i virkeligheden var Callaway, der tog pistolen, inden han sammen med taxachauffør Scoggins ville forfølge drabsmanden i taxachaufførens hyrevogn. Men det var en ubetydelig detalje, som Croy naturligvis kunne have misforstået, fordi han ikke selv overværede episoden. Myers henviser desuden til, at ingen af de andre betjente eller ambulancefolk nogensinde nævnte, at de havde set en tegnebog ligge på jorden. Men han ser bort fra, at det havde Croy heller aldrig sagt. Han nævnte derimod, at en ukendt person gav ham pungen, før ambulancen og alle de andre betjente indfandt sig. Vi ved derfor ikke, hvor den kom fra, eller om den nogensinde havde ligget på jorden.

Endelig henviser Myers til, at Croy ikke omtalte pungen, da han blev afhørt af Warrenkommissionen. Det er også det, der er så foruroligende. Han havde ligesom flere andre i politikorpset beviseligt set den, og alligevel blev den forbigået i tavshed. Hvordan vi end vender og drejer det, skulle den pung – uanset hvem den tilhørte – indgå i oversigten over de genstande, der blev fundet på gerningsstedet. Da dette ikke skete, tyder det på, at Croy og de andre betjente, der havde kendskab til dens eksistens, fik besked på ikke at omtale den. Men på dette tidspunkt var kopier af det papir, hvor der stod, at Croy modtog Lee Oswalds pung ved gerningsstedet, måske allerede i omløb.

Myers er mere rimelig i sin bedømmelse af Robert Barrett, idet han skriver, at FBI-agentens påstand om, at der blev fundet identitetskort på Lee Oswald og Alek Hidell i tegnebogen, før manden blev anholdt, var »forståelige unøjagtigheder i Barretts 30 år gamle erindringer« - der dog stadigvæk kun var 15 år gamle, da han beskrev episoden for James Hosty i 1978. Det vigtige her er at forstå, at hændelsen langt fra var en ubetydelig detalje for Barrett, men noget, som han må have tænkt og undret sig over i alle årene derefter.

Tegnebøgernes udseende

Dale Myers gør på sin hjemmeside en del ud af at dokumentere, at tegnebogen, som vises i tv-klippet, ikke hundrede procent ligner den pung, der ligger i det nationale arkiv. Mens det på filmen ser ud til, at metalskinnen på pungen er retvinklet, har skinnen på den pung, der ligger i arkiverne, runde afslutninger. Billedkvaliteten på filmen er dog dårlig, og solen trækker lange skygger hen over pungen i den højre side set fra beskuerens vinkel. Den er derfor svær at bedømme. Der bliver imidlertid vist en yngre pung i udsendelsen fra 2013, der ligner pungen fra gerningsstedet i ny udgave. Den har ingen rundinger i hjørnerne, og det beviser, at en model med retvinklede kanter på skinnen er blevet produceret i nyere tid, og det øger sandsynligheden for, at den også var på markedet i 1963.

Myers har en pointe, når han skriver, at selvom det skulle vise sig, at pungene var nøjagtig ens, betyder det ikke nødvendigvis, at det var den samme pung. Det kan det efter min bedste overbevisning heller ikke være af den simple grund, at Lee Oswald havde sin pung i sin baglomme, da han blev arresteret.

Da det var et bevis på hans skyld, hvis tegnebogen på gerningsstedet viste sig at være hans, kan jeg ikke se, at Dallas Politi havde et motiv til at dække over det. Det havde de derimod, hvis den var plantet.

En besynderlig fortælling

Det er under alle omstændigheder ikke til at komme udenom, at det er besynderligt, at den mand, der blev beskyldt for at have skudt Tippit, havde en pung på sig, da han blev anholdt, som lignede en anden pung, der blev udleveret til en betjent af en ukendt person på det sted, hvor mordet blev begået. Mærkeligt er det også, at pungen efter alt at dømme indeholdt identifikationskort med navnene Alek Hidell og Lee Harvey Oswald, ganske som det blev sagt om den pung, som politiet hentede i den anholdtes baglomme. Navnet Alek J. Hidell blev dog ikke offentliggjort den dag, mordet fandt sted, selvom politiet var meget åbenmundet, når de udtalte sig til medierne. Og i de rapporter, som betjentene, der kørte til rådhuset sammen med den anholdte, efterfølgende skrev, blev navnet heller ikke nævnt. Det blev først omtalt dagen efter mordet, og jeg har derfor en mistanke om, at Dallas Politi hentede identitetskortene med Alek Hidells navn fra pungen, der blev fundet på gerningsstedet. Men det kan jeg naturligvis ikke bevise. Det var i dette navn, at Lee Oswald skulle have bestilt riflen og revolveren, og vi skal senere se, at Will Fritz ikke udleverede Oswalds pung til FBI, som han skulle, men gemte den i sin skrivebordsskuffe, indtil efterretningstjenesten opdagede det.

Alek Hidell

Ved hjælp af de postordrekuponer, som Lee Oswald angiveligt skulle have udfyldt, lykkedes det for postinspektøren i Dallas usædvanligt hurtigt at spore mordvåbnene. Det viste sig, at riflen blev bestilt hos »Klein Gun Company« i Chicago og revolveren hos »Seaport Traders«, begge i A. J. Hidells navn. Men da skrifteksperterne undersøgte, om de var skrevet med Lee Oswalds håndskrift, tog de det forbehold, at de ikke kunne sige det med sikkerhed, fordi de ikke fik de originale kuponer udleveret, men måtte nøjes med kopier og fotografier.

Af postanvisningen fremgik det imidlertid, at riflen skulle leveres til Lee Oswalds postboks, som stod i hans rigtige navn. Og vi må spørge os selv: hvor tåbelig kunne manden være? At bruge et alias har naturligvis til formål at skjule en persons sande identitet. Hvorfor i al verden skulle riflen da sendes til en postboks, der var registret i hans rigtige navn? Han bar ved sin anholdelse et sølvarmbånd, hvorpå der stod hans fornavn Lee og ikke Alek. Der er derfor ikke noget, der tyder på, at han på det pågældende tidspunkt ønskede at skjule, hvem han var. Hvis identitetskortene med A. J. Hidells navn havde ligget i pungen, der blev taget fra hans baglomme, må vi derfor også spørge, hvorfor han kunne finde på at gå med ID-kort på sig, hvorpå der stod det navn, som han skulle have brugt til at købe mordvåbnene med, hvis han netop havde skudt præsidenten og en politibetjent?

Enten løj Dallas Politi, da de sagde, at de tog Lee Oswalds pung op af hans baglomme, eller også var pungen, som Kenneth Croy fik udleveret på gerningsstedet, plantet. Jeg ser ikke andre muligheder. Hvis tegnebogen var plantet, må vi konkludere, at andet bevismateriale også kunne være plantet.