Manden der fik skylden

Middagspausen


<< Gå tilbage

Gå til næste >>
Print siden

Noterne

De i alt 12 timer lange afhøringer af Lee Oswald i fængslet blev ikke optaget på bånd, og de efterfølgende rapporter, der blev skrevet flere dage senere, modsagde flere steder hinanden. Derfor er de originale noter, som de, der afhørte ham, griflede ned under afhøringerne, vigtige, da vi må formode, at de kommer tættest på det, som Oswald ordret sagde. Men desværre har vi ikke så mange af dem. Der findes dog nogle af kaptajn Fritz' og FBI-agent Hostys oprindelige notater i arkiverne.


Will Fritz' håndskrevne noter

With Shelley out in front

Out with Bill Shelley
in front:

Ifølge de originale noter nævnte Lee Oswald, at han stod udenfor sammen med Shelley i fem til ti minutter. »Out with Bill Shelley in front«, inden han gik hjem.

Til venstre: Fritz' note 1, der er maskinskrevet nedenuder. Heri står:

"Claims 2nd Floor coke when off (officer) came in (ny linje) to 1st fl (floor) had lunch (ny linje) out with Bill Shelley in front"

Ordene giver kun mening, hvis teksten er skrevet i den rækkefølge, ordene faldt, og ikke i den rækkefølge, hændelserne fandt sted, for Lee Oswald mødte "officer" (politibetjent Marrion Baker) på anden sal, umiddelbart før han tog hjem. Derimod ser James Hostys originale noter ud til at beskrive hændelserne i den rækkefølge, de fandt sted.


James Hostys håndskrevne noter

James Hostys håndskrevne notater blev i februar 2019 fundet i Malcolm Blunts arkiver blandt de 230 sider, der hørte hjemme i de såkaldte Hosty-filer, som nu er blevet frigivet.

Oswald sagde ifølge dem, at han gik ud for at se kortegen køre forbi skolebogslageret, efter han havde spist sin frokost LINK.

With Shelley out in front

Til venstre: Hosty havde noteret følgende ned under selve afhøringen: »O. (Oswald) erklærede, at han … ved middagstid gik til frokost. Han gik op til 2. sal for at få en Coca cola til sin frokost og vendte tilbage til 1. sal for at spise frokost. Så gik han ud for at se P (presidential) paraden«.

Kæder vi udtalelserne sammen og tilføjer noget af det, som Lee Oswald også skulle have sagt ifølge efterforskerne, tegner der sig et realistisk billede af det, som han fortalte myndighederne om sin færden under og efter middagspausen:

  1. Først gik han op på anden sal for at få en cola til sin mad.
  2. Derefter gik han ned på første sal igen og spiste sin frokost i dominoværelset, før han gik ud for at se »paraden«.
  3. Her stod han ved siden af værkfører Bill Shelley i fem til ti minutter - underforstået inden mordet fandt sted.
  4. Da skudepisoden begyndte, opholdt han sig på første sal ifølge det, som han fortalte efterforskerne.
  5. Hvis det er sandt, må han være gået ind igen, efter præsidentparret var kørt forbi boglageret, men inden det første skud blev affyret.
  6. Da Geraldine Reid så ham på anden sal på boglagerets kontor med en cola i hånden kort tid efter mordet, må han derefter være gået op på anden sal for at trække en cola i sodsvandsautomaten igen.
  7. Her mødte han politibetjent Marrion Baker og boglagerets chef, Roy Truly, cirka 90 sekunder efter mordet.
  8. Endelig blev han set af en programchef på WFAA Radio på første sal, der bad ham fortælle, hvor der var en telefon, inden han forlod boglageret.
  9. Herefter steg han på en bus, som han snart forlod igen på grund af trafikale problemer. Han hyrede i stedet for en taxa og ankom til sit logi omkring klokken 13:00. Det blev bevidnet af en kvinde i bussen, som kendte ham, af taxachaufføren, som kørte ham til Oak Cliff, hvor logiet lå, og af kvinden, som passede logiet.

Jeg skriver mere om emnet i min bog »Manden der fik skylden – Myrdede Lee Harvey Oswald JFK?«


Til toppen