Middagspausen

De skiftende forklaringer

Williams og Norman i 5. sals vindue lige efter
skudepisoden.

James Jarman, Harold Norman og Bonnie Ray Williams kom med forskellige udmeldinger om, hvad de ellers foretog sig den dag, mordet fandt sted.

Bonnie Ray Williams fortalte Dallas Politi få timer efter mordet, at han tog ned til første sal med elevatoren omkring 11:50 og hentede sin frokost, og derpå tog han sammen med Hank (Norman) og Junior (Jarman) op til femte sal, hvor de kort tid efter så kortegen køre ned ad Houston Street. LINK Når han sagde, at de først ankom til etagen, kort tid før kortegen ankom, må han have ment, at de opholdt sig temmelig længe på første sal - og måske en del af tiden udenfor.

Men under sit interview med Warrenkommissionen den 24. marts 1964 fortalte han, at han spiste en kyllingesandwich og drak en Doctor Pepper sodavand på sjette sal i 15 til 20 minutter, og han hørte som sagt ikke en lyd deroppe, før vinduerne på etagen under ham blev åbnet. LINK

Da Joseph Ball i Warrenkommissionen interviewede Williams, spurgte han ham om, hvad han fik til frokost, og Williams svarede, at han spiste en »kyllingesandwich«. Ball bad ham derefter om at beskrive den. Han fik det svar, at sandwichen bestod af hele kyllingestykker med ben i. Det undrede han sig over og ville vide, om ikke kyllingen var udbenet. Men det holdt Williams på, at den ikke var. Ball spurgte ham da: »Var der brød omkring den?« og Williams svarede: »Ja, det var der«.

Det var rigtignok en besynderlig sandwich. Det er nemt at få den tanke, at det var en fejl, at Williams kom til at nævne, at han spiste en kyllingesandwich. At sandheden i virkeligheden var den, at han ikke havde spist kyllingen, men at nogen havde givet ham besked på at sige, at det var ham, der efterlod et kyllingeskrog på sjette sal. Det tvang ham til efterfølgende at påstå, at han spiste hele kyllingestykker med ben i og med brød omkring.

Bonnie Williams fortalte også, at han om formiddagen den 22. november både havde lagt gulv og flyttet kasser fra den vestlige side af etagen til den østlige ende på sjette sal. LINK Det er tankevækkende, at han i samme forbindelse nævnte, at de var »nødt til at flytte bøgerne til østsiden af bygningen over til det sted, hvorfra Oswald skød præsidenten. Vi flyttede bøgerne ligesom i en række som denne og i en bue rundt«. Han fortalte dem med andre ord, at de flyttede kasserne hen til det sted, hvor man sagde, at Lee Oswald havde skjult sig, da han sendte nogle kugler gennem Dealey Plaza. Det tyder på, at den såkaldte snigskytterede ikke blev konstrueret af snigmorderen eller snigmorderne, men at kasserne var blevet anbragt foran vinduet af dem, som arbejdede på sjette sal.

James Jarman fortalte den 23. november 1963 Dallas Politi, at efter de havde spist deres frokost, gik han og Harold Norman udenfor omkring klokken 12:00 sammen med flere andre, deriblandt Bonnie Ray Williams. LINK I et FBI-dokument dateret den 14. januar 1964 blev han også citeret for at sige, at han var sammen med Bonnie Ray Williams og Harold Norman i al den tid, de befandt sig på første sal, hvor de spiste deres frokost ved 12-tiden, og cirka 12:25 tog de alle tre op på femte sal med fragtelevatoren for at se kortegen fra et sydvendt vindue. LINK

Det var først under et interview med Warrenkommissionen i marts 1964, at han hævdede, at Williams ikke spiste sin frokost sammen med ham og Norman og heller ikke gik med dem udenfor, men tog direkte op på sjette sal, efter han havde hentet sin mad. Han kom dog først til at sige, at Williams gik med dem udenfor, inden de gik op på femte sal.

Harold Norman fortalte Secret Service den 4. december 1963, at efter han havde spist sin frokost, tog han op til femte sal cirka 12:15 sammen med Bonnie Ray Williams og James Jarman. LINK Under et FBI-forhør den 14. januar 1964 ændrede han sin vidneforklaring og påstod nu, at han gik udenfor nogle få minutter sammen med Jarman og Danny Arce efter at have spist sin frokost i dominoværelset. Derefter tog han og Jarman op på femte sal 12:10 eller 12:20, hvor Williams kort tid efter sluttede sig til dem.

Under interviewet med Secret Service den 4. december nævnte Norman desuden, at han under skudepisoden hørte en riffel blive affyret og patronhylstre falde på gulvet, og at lyden stammede fra etagen lige oven over ham. Dertil kom, at han fik støv fra loftet ned over sig. Alligevel løb de alle tre hen til den vestlige side af femte sal, da det hele var overstået, fordi de kunne se, at folk nede på pladsen løb denne vej. Mens de fulgte begivenhederne fra et vestvendt vindue, diskuterede de indbyrdes, hvor skuddene kom fra, men besluttede sig hurtigt for at gå nedenunder.

Da Norman vidnede for kommissionen, tilføjede han, at han så en politibetjent gå ind på femte sal. Denne mand kunne ikke være andre end Marrion Baker. Det besynderlige er, at Norman forholdt sig passiv, og det gjorde han også senere, da han var kommet ned på første sal - som vi kalder stueetagen - hvor der efterhånden vrimlede med betjente. Han henvendte sig ikke til en eneste af dem for at fortælle, hvad han havde hørt. Hans mund var ganske enkelt lukket med syv segl, selvom politiet endnu ikke havde fundet gerningsstedet. LINK (4:45) LINK LINK Han betroede sig end ikke til den betjent, der skrev hans navn og adresse ned, inden han fik lov til at forlade boglageret.

Under interviewet med kommissionen beskrev han også de lyde, som han hørte un-der skuddramaet fra etagen over ham, på følgende måde: »Clack clack boom, Clack clack boom, Clack clack boom«. LINK Jarman og Williams, der stod sammen med ham, havde dog ikke hørt dem. Robert Frazier, der var våbenekspert i FBI, havde imidlertid testet riflen, der blev fundet på sjette sal, utallige gange. Melvin Aron Eisenberg i Warrenkommissionen spurgte ham, om patronhylstrene rikochetterede, da de ramte gulvet. Hans svar lød, at det gjorde de i allerhøjeste grad. Hver gang et hylster ramte gulvet, ville det hoppe overalt fra 20 centimeter til omkring 4 meter, inden det faldt til ro. LINK Det harmonerede ikke med den måde, som Harold Norman havde beskrevet lydene på, også selvom vi tager højde for, at kasser var stablet op bag snigskyttereden. LINK

Placeringen af Williams på sjette sal kan være fabrikeret

Vi har her at gøre med tre vidner, som oprindeligt var enige om, at de under middagspausen var sammen på første sal, og at de alle tre tog op på femte sal, da de var færdige med at spise deres frokost, og mens Jarman sagde, at det skete mellem 12:10 og 12:20, fortalte Norman, at klokken cirka var 12:15. Det blev udtalt, mens begivenheden var i frisk erindring.

At Williams ikke skulle have været sammen med de to andre indtil ganske få minutter før skudepisoden, og at han havde spist sin frokost på sjette sal, kunne derfor være fabrikeret. LINK Husk på, at han også sagde, at han sad der, hvor posen med kyllingeskroget tilfældigvis var blevet flyttet til. Var det sandt, må vi konkludere, at det var et besynderligt sammentræf.

Den nervøse Jack Edwin Dougherty

Om morgenen den 22. november så den 40-årige Jack Dougherty Lee Oswald gå ind ad boglagerets bagdør på første sal omkring klokken 8:00. Men han så ikke, at han bar på en stor pakke. LINK Dougherty havde nøgler til boglageret og var mødt klokken 7:00, som han plejede. Han udfyldte ordrer, ligesom Lee Oswald også gjorde, og han arbejdede næsten hele formiddagen på femte og sjette sal. Men han hjalp ikke til med at lægge gulv, som nogle af efterforskerne fejlagtigt troede. LINK Senere på dagen fortalte han Dallas Politi, at da klokken blev 12:00, tog alle, der arbejdede på sjette sal, ned med elevatoren til første sal, hvor han foretrak at spise sin frokost i dominoværelset sammen med de farvede medarbejdere. LINK

Manden var imidlertid et meget forvirret vidne og skiftede flere gange forklaring. Secret Service-agent Arthur Blake var derfor mere end almindeligt interesseret i Dougherty og interviewede ham adskillige gange i dagene mellem den 2. og 5. december og rapporterede efterfølgende, at han mente, at han skulle afhøres yderligere.

Dougherty hørte hverken Roy Truly råbe op gennem elevatorskakten omkring et minut efter mordet, og Williams, Jarman og Norman hørte eller så ikke Dougherty, skønt de alle fire opholdt sig på det store lager på femte sal kort tid før mordet LINK. Han havde derfor intet alibi.

Var Dougherty mentalt retarderet?

Hans chef, Roy Truly, forsvarede ham imidlertid og undskyldte ham med, at han var mentalt retarderet, men han ændrede beskrivelsen af han, da han vidnede for Warrenkommissionen. Men nu hed det sig, at han var normalt begavet, og at han kontrollerede fyret og kedlen og styrede alarmsystemet på skolebogslageret. Desuden havde han gået på high school og udført militærtjeneste. Men hans problem var, at han let blev forvirret og var nem at slå ud psykisk, LINK og hans far fortalte FBI, at han på et tidspunkt blev fritaget for sin værnepligt, fordi han var psykisk ustabil.

Ikke desto mindre undrede efterforskerne sig over hans skiftende udmeldinger, og Melvin Eisenberg i Warrenkommissionen skrev derfor i et memorandum til Lee Rankin den 12. marts 1964, at han ønskede en grundig undersøgelse af Jack Dougherty. LINK LINK

Den 8. april 1964 blev Dougherty afhørt i Dallas af Joseph Ball, der var assisterende advokat i Warrenkommissionen. Dougherty fortalte ved denne lejlighed, at han den 22. november spiste sin frokost i dominoværelset i selskab med Danny Arce, der også arbejdede med gulvlægningen på sjette sal. Men kollegaen efterlod ham snart alene tilbage i lokalet og gik udenfor for at se berømthederne, der om kort tid skulle køre forbi skolebogslageret. LINK Nu kunne man så forvente, at Dougherty hurtigt ville følge efter, men det gjorde han ikke. Da han blev spurgt om hvorfor, udtrykte han sig således: »Jeg ville have elsket det Men trappen var overfyldt af mennesker, så der var ingen måder i hele verden, at jeg kunne komme derud på«. LINK Det fik Joseph Ball til at spørge ham, om han havde set det med egne øjne. Det indrømmede Dougherty, at han ikke havde. Han havde heller ikke forsøgt at gå ud ad bagdøren, hvor der ingen mennesker stod, for derefter at slutte sig til tilskuerne langs Houston Street eller Elm Street. Det ser derfor ud til, at han enten undlod at gå udenfor, fordi han ikke følte sig tryg i store forsamlinger, eller fordi der var noget påtrængende, som han skulle have gjort, men som han ikke ville fortælle. Hvis det første var tilfældet, kunne vi forvente, at han som flere andre fandt et vindue, hvorfra han havde udsigt til Dealey Plaza. Men det gjorde han heller ikke. Han foralte derimod, at han omkring klokken 12:40 tog elevatoren op til sjette sal for at arbejde. Men middagspausen sluttede først 12:45.

Han fortalte videre, at han på et tidspunkt forlod sjette sal for at hente nogle lagervarer på femte sal, da han pludselig hørte et skud. LINK Han må derfor have afbrudt sin frokostpause adskillige minutter før 12:30, da det første skud blev affyret. Han troede umiddelbart, at det drejede sig om et udstødningsknald fra en af bilerne, sagde han, og da Joseph Ball i samme forbindelse spurgte ham, hvor, han mente, lyden stammede fra, svarede han, at det lød, som om den kom fra et sted oven over ham. LINK Han troede med andre ord, at han hørte et udstødningsknald fra en bil på sjette sal, hvis vi skal tage ham helt bogstaveligt.

Hvis både Dougherty og Williams talte sandt, tog de begge elevatoren ned til femte sal, kort tid før skuddramaet begyndte, og alligevel havde de to hverken hørt eller set hinanden, selvom elevatorerne bestemt ikke var lydløse.

Dougherty forklarede, at støjen fra skuddet derefter fik ham til at tage elevatoren ned til første sal, hvor han stødte på Eddie Piper, som kunne fortælle ham, at der lød tre skud, og at præsidenten var blevet ramt. LINK LINK Men det kunne Piper ikke huske, da han senere blev spurgt. Det besynderlige er, at Dougherty efter denne besked ikke blev nede på første sal eller gik udenfor for at tale med sine kolleger. Han tog derimod elevatoren op til sjette sal igen. Det undrede både Melvin Eisenberg og Secret Service-agent Arthur Blake sig naturligvis over.

Der var ikke en levende sjæl på sjette sal

Under et FBI-forhør den 19. december 1963 påstod Dougherty, at der ikke var en levende sjæl på sjette sal, da han kom derop igen. LINK LINK Der står også i referatet, at hans far var til stede for at hjælpe sønnen med at få formuleret de tanker, som han havde i sit hoved, korrekt. LINK LINK

Men det lykkedes ikke, hvis vi skal tro det, som han senere fortalte Warrenkommissionen. Ved denne lejlighed sagde han, at mens han opholdt sig på første sal, viste en FBI-agent ham sine legimitationsoplysninger og spurgte ham om, hvor han kunne finde boglagerets chef. Det vidste han ikke, og derfor begyndte han at lede efter ham på alle etagerne, indtil han nåede sjette sal, hvor han ankom, da patronhylstrene og riflen blev fundet. LINK På dette tidspunkt var lokalet, der fyldte hele etagen, imidlertid fuld af betjente fra Dallas Politi, som ikke huskede at have set Dougherty. Hans nye fortælling var da også i direkte i modstrid med det, at han tidligere havde sagt.

Joseph Ball forsømte at presse Dougherty

Joseph Ball undlod helt at presse Dougherty for at få en forklaring på, hvorfor han havde ændret sin historie, og hvorfor han tog op på sjette sal, før middagspausen var forbi. LINK Ingen kunne bekræfte det, som Dougherty vidnede, og det er derfor uforståeligt, at advokaten ikke bestormede ham med spørgsmål og konfronterede ham med det, som han tidligere fortalte Secret Service og FBI. Som det nervøse gemyt Dougherty var, kunne han næppe have modstået presset. Måske vidste han noget væsentligt om det, der foregik på sjette sal, hvor Arnold Rowland og flere andre havde set en mand med en riffel i et af vinduerne og muligvis en person mere.

Da boglagerets chef fortalte efterforskerne, at Dougherty var meget uligevægtig efter attentatet, fandt Arthur Blake i Secret Service det højst foruroligende og skrev i en rapport, at hans historie var meget tynd.

Det er svært at vide, hvad der er op og ned i sagen, men det er nærliggende at tro, at han havde oplevet noget, som han var bange for at fortælle. Jeg tror ikke på, at han på nogen måde var involveret i selve mordet. Men hans opførsel antydede, at han havde været udsat for noget, der skræmte ham, og Warrenkommissionen undlod skammeligt nok at presse ham tilstrækkeligt til at få ud af ham, hvad det drejede sig om.

Blev Lee Oswald forhindret i at gå udenfor?

Hvis Lee Oswald var en syndebuk, og det var planlagt, at han skulle være den mand, som fik skylden for mordet, måtte de, der stod bag, sikre sig, at han ikke blev set under middagspausen. Der er en mulighed for, at nogle af de ansatte hjalp til med at holde øje med ham, uden de dog fik fortalt den sande grund dertil. Postmester Harry D. Holmes, der overværede den sidste afhøring af den anholdte, fortalte Warrenkommissionen, at han havde nævnt, at en af de sorte medarbejdere ved frokosttid spurgte ham, om han ville spise sammen med ham. Det svarede han ja til og sagde, at han blot skulle vente et øjeblik, til han var færdig med det, som han var i gang med. LINK Det kunne udmærket være sandt, fordi arbejderne, som lagde gulv, gik til middag lidt før de andre, og fordi værkfører Bill Shelley så vores hovedperson udfylde ordrer på første sal umiddelbart før middagspausen.

Det, som Jarman, Norman og Williams oplevede, må have påvirket dem voldsomt, for Roy Truly fortalte David Belin i Warrenkommissionen følgende om dem: »Jeg har ingen grund til at tvivle på deres ord. Jeg ved godt, at de har været ret rystede over det, der skete, især Bonnie Williams er ret overtroisk, vil jeg sige. I to eller tre uger arbejdede de ikke, som de plejede. Eller i en måned. Drengene ydede ikke det, som de normalt gjorde. Deres hjerter var ikke med i det. Men derefter har de taget rigtig godt fat«. LINK Hvad han mente med »overtroisk«, får vi dog ikke at vide.

Ingen af disse mænd var naturligvis med i et komplot. En eller flere af dem kunne imidlertid uden at vide hvorfor have fået til opgave at sørge for, at Lee Oswald ikke gik ud under middagspausen. Men da kortegen nærmede sig, svigtede de deres »ansvar« og tog op på femte sal for at se berømthederne køre forbi boglageret. De kunne ligefrem senere have fået dårlig samvittighed, fordi de troede, at de var skyld i, at Lee Oswald lige akkurat nåede op på sjette sal og skød præsidenten, fordi de ikke længere holdt øje med ham. De sorte borgere havde en lav status i den dengang raceadskilte sydstat, og derfor ville deres ord mod en hvid mands eller en myndighedspersons ord næppe blive troet, og af samme grund var de lette at manipulere og skræmme til tavshed. Det er dog kun spekulation fra min side, for der er ingen beviser på, at de spillede en sådan rolle. Men jeg undrer mig over deres skiftede forklaringer, og hvad der fik Jack Dougherty til at tage op på sjette sal, før middagspausen var forbi.