Middagspausen

Vidner der så en eller to mænd på sjette sal

Howard Brennan, der blev kaldt en af Warrenkommissionens kronvidner, sagde, da han blev afhørt, at han observerede en slank mand med en riffel i vinduet på sjette sal i det sydøstlige hjørne af skolebogslageret, mens han stod og betragtede, hvordan våbnet langsomt blev trukket tilbage efter skudepisoden. Da han var til et line-up senere på dagen på politihovedkvarteret, afviste han, at det var Lee Oswald, som han havde set i vinduet. Senere påstod han imidlertid, at han i virkeligheden genkendte ham, men at han havde været bange for at sige det, fordi han troede, at der stod en sammensværgelse bag Kennedymordet, og at hans liv derfor kunne være i fare, hvis han røbede det. Han havde imidlertid også beskrevet mandens udseende og klædedragt og hævdede, at han var iført en lys, kakifarvet skjorte. Desuden havde han mørkt hår og så ud til at være i begyndelsen af trediverne. LINK

Robert E. Edwards stod i nærheden af Brennan. Han kunne berette, at han i det østligste vindue på sjette etage så en mand, der havde brunt hår og var iført en lys eller hvid sportsskjorte med åben hals. Han tilføjede, at manden var spinkel eller normal bygget og var omkring 26 år gammel. LINK

Ronald Fischer stod ved siden af Edwards, og han havde - lige før kortegen ankom - lagt mærke til, at der mellem stakker af kasser i det sydøstlige vindue på femte eller sjette sal stod en hvid mand, som havde et slankt ansigt og en tynd hals og så ud til at være mellem 22 og 24 år gammel. Men han så ham kun fra brystet og op, nævnte han. Han var dog i stand til at se, at manden var iført en lys eller hvid sportsskjorte, der var åben i halsen, og at han så ud til at have en T-shirt på under neden, der var lys i farven. Det samme nævnte Arnold. Hans hår var ikke blond, sagde han, men heller ikke sort, og det var kort og fyldte ikke ret meget, hvilket harmonerede med Arnolds beskrivelse af mandens hår, som han betegnede som meget kort eller vandkæmmet. LINK

Carolyn Walther - der blev interviewet af FBI den 4. december, men ikke af Warrenkommissionen – sagde, at hun så to mænd på fjerde eller femte etage på skolebogslagerets sydside. Den ene havde blondt eller lysebrunt hår og bar en hvid skjorte. Han stod med en riffel og lænede sig ud ad vinduet, mens han havde sin opmærksomhed rettet mod Houston Street. I det samme vindue til venstre for denne mand havde hun observeret en del af en anden mand, men da vinduet var meget snavset, kunne hun ikke se hans hoved. Den sidste bemærkning er værd at hæfte sig ved, fordi vinduerne ganske rigtigt var usædvanligt beskidte. I referatet, som en FBI-agent nedskrev, stod der også, at manden tilsyneladende var iført et brun jakkesæt. LINK

Toney Ruby Henderson - der blev afhørt af FBI den 6. december, men ikke af Warrenkommissionen – fortalte også, at hun havde bemærket to mænd i et østligt vindue på en af de øverste etager på skolebogslageret. Hun huskede ikke, at der var personer i vinduet i etagen ovenover, sagde hun også. En af dem havde mørk teint og mørkt hår og bar en hvid skjorte, og hun gættede på, at han enten var mexicaner eller farvet. Den anden mand var højere og iført en mørk skjorte, men hun kunne ikke beskrive ham yderligere, da hun kun observerede mændene fra taljen og op, og fordi de stod lidt tilbage fra vinduet. Hun havde indtrykket af, at de arbejdede, men at de indimellem kiggede ud ad vinduet i forventning om, at kortegen snart passerede forbi bygningen. LINK

John Powell var en indsat i »Dallas County Jail« og fulgte kortegen, da den ankom til Dealey Plaza. Han og flere af de andre indsatte havde lagt mærke til to mænd på boglagerets sjette sal, der arbejdede med kikkertsigtet på deres rifler. Han hævdede, at den ene mand havde en mørkere hudfarve end den anden, men var ikke i stand til at beskrive dem yderligere. Indtil skuddramaet begyndte, troede han, at de var sikkerhedsvagter. Warrenkommissionen kendte Powells historie og havde fået at vide, at flere andre indsatte kunne bekræfte den. Men ingen af dem blev indkaldt til at vidne for kommissionen. Advokaterne mente åbenbart, at når et menneske er kriminel, er det også synshandikappet.

Der var altså tre vidner udover Arnold Rowland, der påstod at have set to mænd på sjette sal, og to af dem skildrede den ene af dem som mørk i huden, mens den tredje nævnte, at hun ikke kunne se hans ansigt på grund af de beskidte ruder.

Det er også bemærkelsesværdigt, at fire vidner havde lagt mærke til en hvid mand iført en meget lys eller hvid skjorte, og at tre af dem også nævnte, at den var åben i halsen. Det samme nævnte Arnold Rowland. At den hvide mand stod med en riffel, var tre vidner enige om, mens John Powell, der ikke beskrev mændenes tøj, påstod at have set to mænd i det samme vindue, der arbejdede med deres rifler, og at den ene af dem var mørkere i huden end den anden. Tilbage er der Toney Ruby Henderson, der skildrede en mand iklædt en mørk skjorte, og Carolyn Walther, der så to mænd og bemærkede, at den ene bar en hvid skjorte, mens den anden var iført et brunt jakkesæt. Vi kan derfor ikke udelukke, at to af vidnerne havde set en tredje mand i en mørk jakke eller et brunt jakkesæt på sjette sal.

Det er ufatteligt, at Warrenkommissionen i den forbindelse skrev følgende: »Selvom der er forskelle mellem disse vidner med hensyn til deres evne til at beskrive [manden med riflen], så ingen af disse vidner mere end én person i vinduet«. Vi må derfor konkludere, at enten udtalte kommissionen sig mod bedre vidende, eller også tilbageholdt Dallas Politi og FBI det, som vidnerne fortalte, for kommissionen, hvis vi ser bort fra de indsatte i fængslet. Det er under alle omstændigheder tankevækken-de, at Arnold Rowlands vidneforklaring blev forkastet, skønt hans skildring af manden med riflen stort set matchede andre vidners beskrivelse af ham, og skønt han ikke var den eneste, som havde set to mænd på sjette sal, hvor den ene af dem var mørkere i huden end den anden.