Obduktionen

Beskrivelsen af Kennedys kranieskader

Mens lægerne på Parkland kun observerede en skade i Kennedys baghoved, beskrev patologerne James Humes og Thornton Boswell på Bethesda en større skade i toppen af kraniet, som allerede var der, inden obduktionen begyndte klokken 20:00. Det var også det, som de fortalte patolog Pierre Finck, da han ankom til obduktionslokalet omkring klokken 20:30.

Oversigt over kraniets dele.
Lillehjernen er malet lilla.

De, der var til stede under obduktionen, beskrev også et andet stort kraniesår, der sad i »occipital bone« (blå) - noget af »temporal bone« (grøn) - som stødte op til »occipital bone« - og det nederste af »parietal bone« (rød) (se illustration). Det var det samme sted, som personalet på Parkland observerede det. Under »occipital bone« sidder lillehjernen (lilla), hvorfra flere af lægerne på Parkland lagde mærke til, at der flød hjernevæv ud på båren (se også LINK (59:48) (1:01:28). Men patologernes opfattelse var en anden. Og alligevel ikke LINK.

Da Boswell blev interviewet af ARRB’s personale, bad Douglas Horne ham om at markere på en figur af et tredimensionelt kranium, hvor skaderne i Kennedys hoved sad. Det bemærkelsesværdige er, at han placerede det i et større område, der strakte sig så langt ned i baghovedet, at det overlappede det område, hvor de mange fagkyndige på både Parkland og Bethesda sagde, at der var et stort udgangssår. Derefter tegnede Douglas Horne på nogle billeder af et kranie et omrids med sort tuds omkring de steder, som lægen havde udpeget, og de kan ses i ARRB’s samling i dag LINK (side 1-4) LINK (16:50).

Skønt der var gået 34 år, siden obduktionen fandt sted, passer hans oplysninger til ARRB's personale fint med det, som han skrev i sine noter under obduktionen. Heri noterede han i et diagram, som han havde tegnet, at skaden var 10 centimeter bred og 17 centimeter lang LINK.

Chefradiologen på Bethesda, John Ebersole, vidnede også, da han blev interviewet af HSCA-udvalget, at »baghovedet manglede« LINK, og patolog Pierre Finck omtalte et »krater« nederst i baghovedet og skrev til sin overordnede, general Blumberg, i 1965, at det gik hele vejen igennem nakkeknuden (occipital bone). Men han påstod, at det kun kunne iagttages indvendigt fra LINK. Det samme gjorde Boswell.

Det kan dog under ingen omstændigheder passe, at såret ikke var synligt set udefra, når en lang række af ansatte på både Parkland og Bethesda kunne bevidne, at de havde observeret skaden, og at flere af dem tilmed havde stået og set dybt ned i »krateret«.

Vi skal i den forbindelse huske, at Finck først ankom til obduktionslokalet 20:30, da hjernen, lungerne og hjertet var fjernet og hovedbunden rullet tilbage LINK LINK.

Hvis Douglas Horne har ret i, at Humes selv havde påført kraniet den store skade i toppen af hovedet, da han fjernede hjernen, var Finck ganske givet uvidende derom.

Humes står alene med sin påstand

Det var kun James Humes, der stædigt holdt fast ved, at skaden ikke omfattede det occipitale område (nakkeknuden) LINK (9:45). Han observerede kun en skade øverst i kraniet, der var synlig, da liget ankom, sagde han. Men hvis der kun var et åbent kraniesår i toppen af hovedet, da Kennedy blev forsøgt genoplivet på Parkland Hospital, mon så ikke det veluddannede personale i stedet for havde placeret såret der?

Humes gav et interview til »Chicago Tribune« i maj 1992 LINK. I den efterfølgende artikel, der blev offentliggjort den 24. maj, stod der:

* »At åbne kisten var en "chokerende oplevelse" for Humes, som var Kennedy-tilhænger. Han husker, at ansigtstrækkene alle var intakte. ... USA's præsident, der nu var død i en alder af 46, lå med et frygteligt sår i hovedet. ... Bortset fra hovedsåret så han helt normal ud«, sagde Humes«.

* Bladet citerede ham også for at sige: »Hovedet var så ødelagt af den eksploderende kugle, at det gabende, takkede og stjerneformede sår, det skabte, blæste 13 centimeter kranieknogle og hud ud - så vi ikke engang behøvede at bruge en sav til at fjerne [det øverste af kraniet]« (som det normalt er tilfældet, når hjernen skal fjernes).

* »Vi skrællede hovedbunden tilbage, og den øverste del af kraniet smuldrede i mine hænder fra brudlinjerne, som gik i alle retninger. Vi lavede et snit højt i rygmarven og fjernede hjernen, som blev konserveret i formalin. To tredjedele af den højre storhjerne (øverst) var blevet blæst væk«.

* »Efter hjernen var blevet fjernet, så vi nærmere på såret og bemærkede, at indersiden af den bageste del af kranieknoglen var absolut intakt, ... så der ikke kunne være tvivl om, hvorfra kuglen kom, nemlig bagfra«.

* »FBI og Secret Service fortalte os, at to fragmenter af præsidentens kranium var blevet fundet i Dallas. De blev hurtigt sendt til Bethesda«. »Da vi modtog dem, var vi i stand til at sammenstykke to tredjedele af den manglende hovedbund i højre side af det forreste kranium«.

Humes påstod hermed,

1. at han så det store sår øverst i kraniet, da kisten blev åbnet.
2. at de ikke behøvede at bruge en sav til at skære i kraniet, da de fjernede hjernen.
3. at den øverste del af kraniet smuldrede i hans hænder fra brudlinjerne, som gik i alle retninger
4. at baghovedet var intakt.
5. at de kraniefragmenter, der blev fundet i Dallas, stammede fra det øverste af kraniet.

Kan det være rigtigt?

Absolut ingen på Parkland havde bemærket et større udgangssår andre steder end på bagsiden af hovedet i højre side, og de fleste på Bethesda, der så liget, inden den officielle obduktion gik i gang klokken 20:00, mente det samme, mens de, der først så liget, da obduktionen begyndte, både så et sår i baghovedet og i toppen af kraniet, efter Boswell og Humes havde fjernet hjernen. Chefradiologen og de to andre patologer, Boswell og Finck, var som sagt enige om, at det meste af nakkeknuden var væk i højre side.

Harper-fragmentet

Der blev bragt nogle større kraniefragmenter, som blev fundet i Dallas, ind under obduktionen, og det ene af dem målte 10 x 6,5 centimeter. Et andet fragment blev fundet et par dage efter og målte 5,5 x 7 centimeter. Det var det såkaldte Harper-fragment. Fragmenterne er der ingen i dag, som ved hvor er, men der blev taget fotografier og røntgenbilleder af dem, som er bevaret. Men havde de siddet i toppen af kraniet, som Humes påstod? Det bliver stadigvæk diskuteret den dag i dag.

Medicinstuderende Billy Harper var to dage efter mordet på vej ned ad Elm Street, da han fandt et fragment fra en hjerneskal, der lå på vejen i nærheden af det sted, hvor Kennedy blev skudt i hovedet. Han samlede fragmentet op og viste det til sin onkel, Jack C. Harper, der var patolog. Harper tog det straks med ud til Methodist Hospital, hvor han var ansat, og her blev fragmentet både fotograferet og analyseret af ham og patologerne Gerard Noteboom og A. B. Cairns. De konkluderede samstemmende, at fragmentet stammede fra det occipitale område (det nederste af baghovedet). Denne konklusion blev vel at mærke draget, før emnet blev kontroversielt.

Lægerne kontaktede FBI mandag den 25. november og overlod fragmentet til dem, og da agenturet efter et års tid erfarede, at Harper havde taget billeder af det, forlangte de også at få dem udleveret. Da patologen A. B. Cairns blev interviewet af HSCA-udvalget, sagde han til dem, at han overhovedet ikke var i tvivl om, at fragmentet stammede fra det lavere, occipitale område lidt til højre for midten af baghovedet. Han nævnte, at fragmentet sad i nærheden af et indgangssår, fordi der var misfarvninger og metalpletter på det, som ikke findes omkring et udgangssår. Stammede fragmentet fra et sted nederst i baghovedet, som Cairns hævdede, understøtter det patologernes påstand om, at Kennedy havde et indgangssår lige over »det ydre occipitale fremspring«, dvs. lidt over hårgrænsen i nakken.

Men ikke desto mindre antog man, at Harper-fragmentet oprindeligt hørte til i toppen af hovedet sammen med de kraniefragmenter, som patologerne modtog hen på aftenen eller natten fra Dallas.

Bethesdas chefradiolog, John Ebersole, der røntgenfotograferede dem, mente derimod, at det største af dem stammede fra det nederste af baghovedet (occipital bone) LINK. Det var også han erindring, at det gabende sår sad samme sted. LINK (59:00).

Hvad er mest sandsynligt?

Parkland-lægen Robert
McClelland's illustration af
såret i baghovedet

ARRB bad i sin tid en uvildig, retsmedicinsk radiolog, John Fitzpatrick, om at se på røntgenbillederne. Ud fra dem alene kunne han dog ikke fortælle, hvor på kraniet de fundne kraniefragmenter - herunder Harper-fragmentet - havde siddet.

Vi må imidlertid spørge os selv: Hvad er mest sandsynligt? At Harper-fragmentet havde siddet der, hvor de patologer, som havde haft det i hånden, anbragte det, eller om de, der kun havde set et billede/røntgenbillede af det, anbragte det? Med i vore overvejelser skal vi naturligvis også have den omstændighed i tanke, at personalet på både Parkland og Bethesda - undtagen Humes - observerede en stor kranieskade der, hvor patologerne i Dallas anbragte Harper-fragmentet, og der, hvor chefradiologen på Bethesda, John Ebersole, anbragte det store kraniefragment, som blev sendt til Bethesda fra Dallas LINK.

Og det var vel at mærke ikke kun personalet på Bethesda og Parkland, der vidnede, at de så et stort kraniesår i baghovedet.

Clint Hill peger på det sted, hvor
han i sin tid så den store kranieskade.

Inden Kennedy var blevet transporteret ind på Parkland Hospital, så Clint Hill, der var Jackie Kennedys personlige Secret Service-agent, den store skade i baghovedet. Han havde lagt sig beskyttende over præsidentparret, da de hastede til hospitalet, og i de 6-7 minutter, det varede, havde han rig lejlighed til at betragte såret. Da han vidnede for Warrenkommissionen, fortalte han: »Den højre, bageste del af [præsidentens] hoved manglede. Den lå på bagsædet af bilen. Hans hjerne var blottet. Der var blod og hjernevæv over hele den bagerste del af bilen. Fru Kennedy var fuldstændig dækket af blod. Der var så meget blod, at man ikke kunne se, om der var et sår mere udover dette ene store, gabende sår i højre bageste del af hovedet« LINK.

Secret Service-agent Roy Kellerman, der var præsidentens personlige sikkerhedsagent, hjalp til med at bære sin chef ind på hospitalet. Også han fortalte, at præsidenten havde et stort sår i baghovedet.

Røntgenbillederne blev kun taget for at finde kugler

Boswell og Finck indrømmede, at røntgenbillederne ikke var ideelle, og at de kun blev taget for at identificere kugler. De var ikke kliniske røntgenbilleder, sagde Boswell. LINK LINK .

Jeg skal ikke kunne sige, om Douglas Horne har ret i, at Humes og Boswell fjernede kugler og kuglefragmenter fra hjernen, inden den officielle obduktion gik i gang klokken 20:00, eller om kraniet var krakeleret under hudoverfladen, da Humes ville fjerne hjernen. Vi kan dog konkludere, at hvis Humes straks så såret, da kistelåget blev taget af - som han påstod - kunne han ikke have set en stor skade, der sad under hovedbunden.

Flappen over højre øje

Obduktionsfoto af JFK taget inden liget blev
obduceret og vasket. Det afslører en flap over
højre øje.

Der var imidlertid en stor hudflap øverst i panden i højre side, som kan ses på obduktionsbilledet til venstre, der blev taget, inden den officielle obduktion gik i gang.

Doughlas Horne og neurologen Michael Chesser, som har studeret røntgen- og obduktionsbillederne på det nationale arkiv, heviser til flere, som så et indgangssår i panden lidt over hårgrænsen i højre side på liget eller på et billede af liget. Det drejede sig om Charles Crenshaw på Parkland, Dennis David og Paul O’Donnald på Bethesda, LINK (23:47) samt bedemanden Thomas Robinson LINK (25:25) og Quentin Schwinn LINK (27:28).

Den blev ganske givet skåret for at manipulere beviserne, mente Chesser. Det er ikke et snit, som man normalt foretager, når hjernen skal fjernes, og den var der, da den officielle obduktion begyndte, sagde han LINK (43:12).

Da det ikke blev set i Dallas LINK (23:00), kunne noget tyde på, at Horne har ret eller delvis ret i sin antagelse. Parkland-lægen Paul Peters kommentar til billedet var, at flappen så ud til at være skåret med en kniv LINK, og Horne tror, at Humes skar snittet for at fjerne et indgangssår LINK (22:06).

Det Hvide Hus' pressechef, Malcolm Kilduff - der fik sine informationer fra Kennedys personlige læge, George Burkley, som ikke veg fra den døde præsidents side under hele forløbet - meddelte pressen, at Kennedy var afgået ved døden. Han giver os et fingerpeg om, hvor lægen mente, at præsidenten blev ramt af den kugle, som slog ham ihjel. I dag kan vi på et klip, som er lagt på YouTube, se den dybt berørte Malcolm Kilduff pege på højre side af panden, da han beskrev, at døden skyldtes en kugle, der gik gennem hjernen LINK (2:50).

Det dybe og omfangsrige hul, som Boswell beskrev, antyder også, at Douglas Horne kunne have ret i, at Humes udvidede skaden ved et kirurgisk greb for at få adgang til roden af hjernen og fjerne det retsmedicinske bevis på et frontalt skud LINK (1:39:38). Vi har også patologens ord for, at det ikke var hensigten at foretage en normal obduktion, som kan fortælle efterforskerne, fra hvilken vinkel kuglen/kuglerne kom og andre ting, som kunne være en hjælp til at opklare mordet. Lægerne koncentrerede sig derimod kun om at finde kugler i hovedet og i kroppen.

Hvis Humes og Boswell var optaget af at fjerne beviser for et eller flere skud, som ramte JFK forfra, inden den officielle obduktion gik i gang, skulle vi mene, at nogen blev bedt om at forlade lokalet, mens det stod på. Det var da også det, der skete.