Obduktionen

Hjernen

Humes havde som sagt fortalt, at han ikke behøvede at bruge en sav for at fjerne toppen af kraniet. Da han krængede hovedbunden tilbage, smuldrede det i hænderne på ham, og det eneste, som han behøvede at gøre, var at skære et snit højt oppe i rygmarven. Herefter faldt hjernen ganske enkelt ud af sig selv. Det viste sig da, at 2/3 af den øverste højre hjernehalvdel var sprængt væk, mens baghovedet var fuldkommen intakt, hævdede han LINK LINK.

Ida Dox's tegning til HSCA af hjernen.
Bemærk: Baghovedet og lillehjernen er intakt.

Hoover havde bedt Francis O'Neill om at være til stede på Bethesda Naval Hospital og skrive de oplysninger ned, som lægerne løbende kom med, og sørge for at indsamle kuglefragmenterne fra liget og bringe dem sikkert til Washington D.C. O'Neill valgte at tage sin kollega, James Sibert, med, og de var begge professionelle og erfarne iagttagere på området. De stod omkring en til to meter fra liget, da det blev undersøgt, og havde derfor et unikt overblik over de skader, som kuglerne havde forvoldt den afdøde præsident. De blev dog bedt om at forlade lokalet, da de første røntgenbilleder blev taget, og når der skulle fotograferes.

Flere år senere fik Sibert lejlighed til at læse et aflassifisificeret memorandum af 12. marts 1964 fra Arlen Specter til Lee Rankin i Warrenkommissionen. Heri skrev han, at O'Neill og Sibert så godt som intet havde noteret ned under obduktionen. De havde kun foretaget nogle få notater, som han ødelagde, efter de var blevet renskrevet.

Men det var ganske enkelt ikke sandt. De lavede »et hav af notater«, afslørede Sibert, og desuden måtte Specter »have troet, jeg var et geni. Jeg mener, jeg havde navnene på de mennesker, der deltog, klokkeslæt, beslutninger, der blev truffet, og målinger, der blev foretaget. Det ville være umuligt at huske alt dette, da vi skrev rapporten«. »Det er en joke«, var hans afsluttende, sarkastiske kommentar dertil.

Kirurgi i toppen af kraniet

Obduktionsfoto af baghovedet

Den rapport, som O'Neill og Sibert renskrev efter obduktionen, blev til den såkaldte FD-302-rapport, og da den senere blev offentliggjort, stod det klart, hvorfor Specter havde løjet, og hvorfor Sibert og O'Neill ikke blev bedt om at vidne for kommissionen. Det skyldtes efter alt at dømme ikke mindst følgende passage: »Det var også indlysende, at der var udført … kirurgi i hovedområdet, nemlig i toppen af kraniet« LINK.

Sibert forklarede dog ARRB’s personale, at det ikke var ham selv, der havde observeret det, men at det var Humes, der kom med udtalelsen. En mulighed er, at lægen blev tvunget til at foretage indgrebet, men prøvede at fralægge sig ansvaret ved at lade som om, at han først bemærkede det under obduktionen, fordi han var bange for, at alle, der fulgte med i undersøgelsen, tydeligt kunne se det. Han sundede sig åbenbart hurtigt derefter, og ingen stillede ham de nødvendige spørgsmål. Men alene det at ordet kirurgi i toppen af kraniet blev omtalt og skrevet ned, antyder, at Dough Horne kunne have ret i sin antagelse.

Baghovedet så ud til at være blevet rekonstrueret

Sibert nævnte - da han under sin vidneforklaring til ARRB blev præsenteret for et obduktionsbillede af Kennedys baghoved, der var intakt - at det så ud til, at hovedet var rekonstrueret LINK (55:17), og O'Neill vidnede, da han så det samme billede: »Det ser for mig ud til, at det er konstrueret på en eller anden måde. Jeg siger "konstrueret"; må jeg omformulere det og sige, at det ser ud, som om "stoffet" er blevet lagt ind igen. [Baghovedet] ser nærmere ud, som det gjorde til sidst [under obduktionen], end som det så ud i begyndelsen. Alt, hvad du behøver at gøre, er at sætte fragmenterne på igen, så "stoffet" bagved bliver skjult«. LINK (side 161-162) LINK (55:46).

Humes arbejdede under pres

Alt tyder på, at Humes arbejdede under pres fra de personer, der kontrollerede obduktionen. Læge Robert Livingston, som var direktør for det videnskabelige institut for mental sundhed i USA, fortalte i dokumentaren, »The Men Who Killed Kennedy«, at han ringede til hospitalet, hvor Kennedy blev obduceret, om aftenen den 22. november, fordi han ville gøre patologerne opmærksom på, at lægerne på Parkland havde fortalt ham, at de havde observeret et indgangssår foran på halsen. Det var derfor vigtigt, at det blev grundigt undersøgt for at kortlægge kuglens bane og lede efter kuglefragmenter eller eventuelt en hel kugle. Han fik Humes i røret og havde en behagelig samtale med ham, indtil patologen måtte forlade telefonen et øjeblik, fortalte han. Da han vendte tilbage, beklagede han og sagde, at han var ked af det, men han kunne ikke fortsætte samtalen. »FBI vil ikke tillade mig at gøre det«. LINK (9:10)

Den forsvundne hjerne

Cyril Wecht opdagede - da han i 1972 fik adgang til det medicinske materiale i Kennedymordet - at hjernen manglede i det nationale arkiv. Der er dog dokumentation for, at den efter obduktionen blev overdraget til Robert Kennedy i 1965, hvor den optræder på en kvittering for modtagelsen. Men siden har ingen vidst, hvor den er.

På baggrund af en analyse af tilgængelige dokumenter og vidneforklaringer fastslår Douglas Horne, at resterne af Kennedys beskadigede hjerne blev undersøgt søndag den 24. november eller mandag morgen den 25. november 1963 inden begravelsen, og at hjernen kort tid derefter blev udleveret til Kennedys personlige læge i Det Hvide Hus, admiral George Burkley. Tilstede ved hjerneundersøgelsen var kun obduktionsfotograf John Stringer og patologerne Humes og Boswell.

Der bliver sået tvivl om ægtheden af billederne af JFK's hjerne

Under overskriften »EKSKLUSIV: Der er en frygt for, at JFK's forsvundne hjerne er STJÅLET i en makaber plan for at skjule sandheden om attentat«, skrev Mirror den 17. november 2013, at »Boswell fortalte en journalist i går, at hjernen blev undersøgt i detaljer ved obduktionen den 22. november og endnu en gang et par dage senere, efter at den var blevet sat i en form og fikseret«. »I 1965 blev [hjernen] sendt til Rigsarkivet (det skete dog først i 1966). Men da arkivarer tjekkede et halvt år senere, var den forsvundet fra et sikkert rum. Der manglede også 84 lysbilleder af hjernen og kasser fulde af Kennedys kropsvæv«.

Artiklen siger videre: »Hjernen forsvandt i det, der siges at være et cover-up på topniveau, organiseret af præsidentens bror, Bobby Kennedy. Og Sunday People kan afsløre, at der blev sagt i en kongresundersøgelse, at de officielle billeder IKKE er af Kennedys hjerne, men af ​​en andens. Den chokerende mulighed for, at den populære og karismatiske præsident blev dræbt på ordre fra magtfulde fjender, tog styrke, efter at en regeringsudnævnt gruppe havde set på beviserne. Historikere presser nu på for at få frigivet millioner af klassificerede FBI-dokumenter om efterforskningen af ​​drabet«. LINK. (Se også LINK).

Skal det give mening at erstatte den ægte hjerne med en anden hjerne, betyder det også, at den autentiske hjerne ikke matchede de skader, som var beskrevet i obduktionspapirerne, og som kunne ses på røntgenbillederne. Så overordnet set taler det for, at Horne har ret i sin antagelse af, at patologerne fik til opgave at fjerne beviset for et skud affyret foran limousinen eller fra græshøjen, for hvorfor skulle alt dette ellers til for? Jeg siger ikke, at han har ret i alt, hvad han påstår. Det har jeg ikke de nødvendige kvalifikantioner for at bedømme. Men det er tilladt at bruge sin sunde fornuft.

De to hjerneundersøgelser

Der er rigelig dokumentation for, at der fandt en anden hjerneundersøgelse sted, og denne gang var der - udover Boswell og Humes – patolog Pierre Finck og en ukendt fotograf fra Flåden til stede LINK LINK.

I en rapport fra 1965 til den amerikanske hærs brigadegeneral, Joseph Blumberg, skrev Pierre Finck, at Humes ifølge hans notater ringede til ham den 29. november 1963 og bad ham deltage i den supplerende hjerneundersøgelse LINK. Douglas Horne skriver, at undersøgelsen senest fandt sted den 2. december 1963, fordi manden med ansvar for patologiafdelingen på Bethesda, Chester H. Boyers, fortalte HSCA i 1978, at han behandlede hjernevæv og forberedte paraffinblokke på 8 til 12 dele af hjernen den 2. december 1963, og ved samme lejlighed nævnte han, at Humes og Boswell kun gav ham hjernevævet og intet andet. Han hverken observerede eller udførte dissekering af hjernen LINK. At dissekere vil sige at skære hjernen i skiver ligesom et stykke brød med det formål at analysere kuglebanen.

Men Stringer havde en anden erindring. Han nævnte, at hjernen blev dissekeret. Han huskede, at den var skåret i skiver, og at han fotograferede den i en lysboks sektion for sektion for at belyse kuglens bane og den skade, som den havde forvoldt LINK (side 219-224).

Boswell fortalte derimod HSCA-udvalget, at de ikke følte, det var nødvendigt at skære i hjernen, fordi den allerede var blevet grundigt undersøgt under obduktionen og et par dage derefter LINK LINK.

Denne udtalelse er virkelig utrolig, fordi dissekering af hjernen er den mest direkte og effektive måde at bestemme kuglens bane på, hvilket er afgørende for efterforskningen af skuddrab. Det var også synd at sige, at kuglens bane var blevet kortlagt under obduktionen.

HSCA-udvalgets medicinske panel rettede da også en hård kritik af patologerne for deres forsømmelse og for kun at have taget et meget begrænset antal af mikroskopiske dele af hjernevævet til videre undersøgelse LINK. Det kan synes uden betydning for lægmænd, men for en patolog giver det mening, da et sådant materiale kan fortælle, om der for eksempel var tale om et indgangssår eller et udgangssår.

Hvis Stringer huskede ret, må forklaringen på de divergerende oplysninger være, at der ganske enkelt blev foretaget hjerneundersøgelser af to forskellige hjerner, for en enkel hjerne kunne naturligvis ikke optræde som en hel hjerne den 29. november, hvis den blev dissekeret den 24. eller 25. november. Vi kan dog ikke konkludere med sikkerhed, at den ægte hjerne blev dissekeret, fordi Stringer er det eneste vidne derpå. Men vi ved, at den blev undersøgt to til tre dage efter obduktionen, som Stringer fortalte, at han overværede, og at en større hjerne blev undersøgt lidt senere under den supplerende hjerneundersøgelse.

Var virkeligheden imidlertid den, at en ny hjerne – der ikke var Kennedys – erstattede den autentiske hjerne, da den blev fotograferet, måtte de begge naturligvis forsvinde, for at eftertiden ikke skulle opdage forræderiet.

Men er der andet udover dette, der antyder, den hjerne, der optræder på billeder og tegninger, ikke er Kennedys? Ja, det er der.

Hvor meget vejede hjernen?

Skønt det var standardprocedure, kunne patologerne ikke huske, om hjernen blev vejet, før den blev fikseret med formalin for at gøre den egnet til at blive dissekeret og analyseret på et senere tidspunkt. Der findes heller ingen dokumenter, der kan bekræfte det, og det udgør et problem, fordi der i Pierre Fincks notater, som blev skrevet under den sidste og supplerende analyse af »hjernen«, står, at den vejede 1500 gram LINK LINK. Det vil sige, efter den var blevet fikseret med formalin LINK LINK.

Det kunne være rart at vide, hvor meget formalinfiksering øger hjernens vægt. Går vi til fagkundskaben, får vi følgende svar: »Formalin-fiksering lægger cirka 8% ekstra til den oprindelige vægt« (»Knight Forensic Patholog« af Af Pekka Saukko, Bernard Knighty, fjerde udgave. side 30). Det betyder, at hjernen oprindeligt vejede 1389 gram (1500/108*100=1389). Vi kan også læse, at en voksen, ung mands hjerne vejer mellem 1300 og 1450 gram, og det betyder, at hjernen havde en normal vægt for en hel hjerne. Men lad os bare sige, at Kennedys hjerne lå i den tunge ende. Går vi ud fra det, havde den lidt et tab på cirka 61 gram (1450-1389=61), der svarer til 4,2 procent LINK LINK LINK.

Det stemmer absolut ikke med det, som skete med den ægte hjerne. Der var store plamager af hjernemasse under skudepisoden, der ramte de to motorcykelbetjente bag limousinen. Der fløj også hjernemasse op i luften og hen over sæderne, og noget af det satte sig i klumper på Jackie og ægteparret Connallys tøj. På et billede af bagsædet af limousinen kan vi desuden se en stor klump ligge i det ene hjørne. Hertil kommer, at førstedamen i panik greb ud efter en klump, da den fløj ud på bagklappen af bilen, og som hun knugede i hånden og udleverede til en af Parklands læger. Mens præsidenten lå på båren i »Traumarum 1«, var hans hår desuden klistret til med blod og hjernevæv, der fortsatte med at flyde ud fra det store, gabende sår sammen med væv fra lillehjernen.

JFK skulle derfor oprindeligt have haft en kæmpehjerne, hvis der stadigvæk var 1389 gram tilbage, da den blev fjernet LINK LINK LINK.

Obduktionsfotograf John Stringer nævnte vel at mærke, at den hjerne, som han fotograferede, omtrent var på størrelse med en lukket knytnæve LINK. Og han var ikke den eneste, der kunne skrive under på, at der ikke var meget tilbage af den hjerne, som fik æren af at forhindre, at tredje verdenskrig brød ud i 1962.

Francis O'Neill viser, hvor han så
det store sår i hovedet

Under et interview med ARRB fik FBI-agent Fracis O'Neill, der stod mindre end to meter fra liget under obduktionen, vist et billede af det, der skulle forestille Kennedys hjerne. Han blev direkte spurgt, om den lignede den, som han så under obduktionen, og han svarede kort og godt, at det gjorde den ikke. Hjernen i billedet lignede en næsten hel hjerne, men den, han så, var meget mindre og bar præg af, at mindst halvdelen af hjernemassen var forsvundet LINK LINK LINK. Vi har også obduktionsfotograf Floyd Riebe, der sagde, da han blev spurgt, om han tog billeder af hjernen: »Den lille smule, der var, ja«, og Thorton Boswell, der fortalte ARRB’s personale, at der manglede omkring en tredjedel af hjernen.

Medicinske beviser der forsvandt

Det er en kendsgerning, at meget af det medicinske materiale, som kunne have bragt klarhed over, om Lee Oswald havde haft mulighed for at affyre de skud, der sårede og til sidst slog USA’s præsident ihjel, forsvandt som dug for solen. Patologerne måtte ikke undersøge den afdødes tøj, og nærbilledet af det store kraniesår er taget så tæt på, at vi ikke kan se, hvor i hovedet det sad. Flere obduktionsbilleder og røntgenbilleder forsvandt også, og der blev intet gjort for at spore kuglernes baner, hvilket ellers er hovedformålet med obduktionen, og dermed forhindrede man efterforskerne i at få en altafgørende viden, da der skulle tages stilling til, om Lee Oswald var skyldig, og om der var andre snigskytter på Dealey Plaza.

Robert Kennedy

Det er også en kendsgerning, at mange af de forsvundne materialer - inklusive hjernen - sidst blev noteret, da de blev overgivet til Robert Kennedy i 1965 LINK.

Kunne han have haft en interesse i at forhindre, at de blev genstand for efterforskning? Det er der efter min mening en vis sandsynlighed for. Mange har påpeget, at han efter sin brors død havde samvittighedskvaler over, at han selv kunne have været en medårsag til, at det gik så galt.

Han mistænte Cuba for at have haft en finger med i spillet, og at grunden dertil var, at CIA under ordrer fra ham havde forsøgt at myrde Fidel Castro. På dette tidspunkt var det en velbevaret hemmelighed, og hans bror var begyndt at føre fredsforhandlinger med Fidel Castro. Alligevel kunne han have tænkt, at det bedste var at begrænse efterforskningen for at forhindre, at for mange skeletter faldt ud ad skabene.

En anden mulighed er, at han blev afpresset.

Robert Kennedy havde naturligvis intet at gøre med mordet på sin bror og forsøget på at dække over, at han blev beskudt fra et sted foran limousinen. Han havde naturligvis heller intet at gøre med det cover-up, der fandt sted efter mordet. Men det stod i hans magt at fjerne eller ødelægge noget af det materiale, som kunne føre til en frifindelse af Lee Oswald og en mulig afsløring af, at han selv havde haft en rolle i mordforsøgene på Castro, og at CIA havde samarbejdet med mafiaen om at føre planen ud i livet.

Det er dog kun spekulation.

Men det er dog værd at bemærke, at Evelyn Lincoln, der administrerede Kennedyfamiliens arkiv og kvitterede for modtagelsen af det medicinske materiale, ikke tjekkede, om det svarede til det, som stod på den liste, hun fik udleveret, da George Burkley afleverede det til hende den 26. april 1965. Der var kun de to til stede, da det skete, og Lincoln undskyldte det med, at hun stolede på Burkley LINK (side 10-14).

Det kan derfor ikke helt udelukkes, at materialerne, der var forsvundet, aldrig blev leveret til Kennedyfamiliens arkiv.