Obduktionen

Røntgenbillederne

David W. Mantik

Efterforskerne baserede deres konklusioner på den ændrede obduktionsrapport og de forfalskede obduktions- og røntgenbilleder, hvis vi skal tro David W. Mantik. Han har en doktorgrad i fysik og biofysik samt en eksamen i strålingsonkologi, og på fakultetet »Loma Linda University« har han i over 40 år behandlet kræftpatienter med røntgenstråler, elektroner og protoner.

I 1993 fik han som en af de få tilladelse til at se obduktionsbillederne og røntgenbillederne af JFK på det nationale arkiv.

Med en baggrund som fysiker fandt Mantik på at anvende en teknik i sin undersøgelse, som aldrig var prøvet tidligere. Han kaldte den optisk densitometri (optisk knogletæthedsmåling). Målingen fik ham til at konkludere, at røntgenbillederne var blevet ændret.

For at demonstrere hvordan, udførte han nogle eksperimenter med de redskaber, der var til rådighed for radiologerne tilbage i 1963. Det ser ud til, at det er lykkedes ham at efterligne de metoder, der efter hans opfattelse blev brugt til at manipulere billederne med, og han har også demonsreret, hvordan det ene af røntgenbillederne i Kennedymordet bevidst blev udsat for overeksponering på det sted, hvor den store skade sad i baghovedet.

Han optræder i skrivende stund på en video på YouTube LINK.

Et lysende objekt

Da Humes, Boswell og Finck mange år efter Kennedymordet blev afhørt af ARRB's personale, blev de konfronteret med røntgenbillederne. Et af dem viste tydeligt et lysende, rundt objekt på det sted, hvor Clark-panelets og HSCA-udvalgets eksperter placerede et indgangssår. Det fremgik imidlertid ikke af obduktionsrapporten, men optrådte for første gang i 1968 i Clark-panelets afsluttende rapport. LINK

Men ingen af patologerne kunne huske, at de nogensinde havde set det, der skulle forestille et stykke af en 6,5 millimeter Mannlicher-Carcano-kugle af samme type som den, Lee Oswald blev beskyldt for at have affyret mod Kennedy. Humes havde opereret to større kuglefragmenter ud af hjernen, mens resten var for små til at blive fjernet, sagde han. Var røntgenfotoet ikke blevet ændret, er det en gåde, at radiologerne og patologerne i sin tid kunne overse det, når de samtidig var i stand til at observere andre kuglefragmenter, der i synlighed og størrelse var langt mere undseelige, og der var naturligvis ingen, der havde en interesse i at presse lægerne til at dække over en sådan opdagelse, tværtimod.

I en artikel, der behandler problemet med det 6,5 millimeter lyse objekt, skriver Mantik blandt andet: »Objektet på 6,5 mm blev ikke beskrevet i obduktionsrapporten, og det blev heller ikke set af nogen på de originale røntgenfotografier. Heller ingen af de tilstedeværende ved obduktionen kunne huske en eneste samtale, hvor det blev nævnt. Dette underlige objekt blev simpelthen materialiseret ind i den offentlige rekord for første gang med Clark Panelets rapport fra 1968« LINK. Herefter opsummerer han, hvordan det teknisk kan lade sig gøre at sammenføje to røntgenbilleder til et enkelt, uden at det kan ses LINK.

Hundredvis af optiske tæthedsdatapunkter afslørede, at det 6,5 millimeter lange metalfragment var kunstigt indsat i det oprindelige røntgenbillede ved hjælp af en dobbelteksponering i røntgenmørkerummet, siger Mantik LINK LINK.

Han finder det også højst besynderligt, at objektet præcist målte 6,5 millimeter, der svarede til størrelsen på den Mannlicher-Carcano ammunition, der blev brugt i riflen, der blev fundet på skolebogslageret.

Mantik kunne ikke udtrykke det mere levende, end da han skrev, at for en radiolog vil det at overse det lyse fragment kunne sammenlignes med, at en dinosaurus spadserede ned ad New Yorks gader, uden at folk lagde mærke til den. Der er derfor meget, der tyder på, at det runde, lysende metalstykke ikke oprindeligt befandt sig i kraniet, men at det senere blev tilføjet røntgenbilledet ved hjælp af manipulation i et forsøg på at bevise, at den dræbende kugle stammede fra den riffel, som blev fundet på skolebogslagerets sjette sal.

Larry Sturdivan

Larry Sturdivan var ballistisk konsulent for HSCA, og i sin bog fra 2005, »The JFK Myths: A Scientific Investigation of the Kennedy Assassination«, understregede eksperten og forfatteren, at han aldrig i hele sin karriere havde set et tværsnit af en kugle, der lejrede sig på en så besynderlig måde i et kranie. Han havde stødt på tusindvis af kugler, der blev misdannede efter at have passeret knogler og væv. Nogle blev bøjede, og andre blev revet i to eller flere stykker, men at blive skåret tværs over og efterlade et perfekt, rundt stykke af en kugle var efter hans mening en fysisk umulighed (The John F. Kennedy autopsy X-RAYS: The saga of the largest “metallic fragment” af David W. Mantik).

Han bemærkede, at der var tale om et stykke metal, der var anderledes i lysstyrke end de øvrige kuglefragmenter i kraniet, og at det så ud, som om det var maskinskåret.

Han spekulerede grundigt over, hvorfor det ikke kunne ses i de laterale røntgenbilleder. Det vil sige røntgenbilleder, der er taget af hovedets højre og venstre side. Det var ham en gåde, sagde han, og det var han ikke ene om at tænke LINK.

John Fitzpatrick undersøgte billederne af kranieskaden

Obduktions-billede af det dybe sår i kraniet,
som eksperterne ikke kunne placere, fordi
der ingen anatomiske markeringer eller
beskrivende kort var at finde i billedet, og
fordi der kun blev taget et nærbillede.

ARRB bad en retsmedicinsk radiolog, John Fitzpatrick, om at se på obduktionsbillederne og røntgen-billederne, men han kunne ikke finde noget indgangssår. Han klagede over, at der i obduktionsbillederne manglede de obligatoriske, anatomiske markeringer eller pejlemærker, som man brugte til at måle, hvor for eksempel et skudsår præcist var placeret. Han var derfor ude af stand til at bedømme, hvor det store, åbne og dybe sår i hovedet, der kan ses i obduktionsbilledet her til venstre, sad.

Mantik har også undersøgt dette billede nøjere, og ifølge ham sidder skaden i baghovedet. LINK (4:34).

Manipulation

Hvis du har læst om HSCA's fotoekspertpanels undersøgelser af tre baggårdsbilleder af Lee Oswald - som jeg behandler i min bog og her på siden - ved du, at panelet i sin tid undersøgte billederne med det formål at afgøre, om de stammede fra det samme negativ, eller om de var tre selvstændige fotografier. Det kunne afgøres ved at give dem forskellige farver, gøre dem transparente og efterfølgende lægge dem oven på hinanden. Hvis der kunne opnås en tredimensionel effekt, beviste det, at de ikke stammede fra det samme negativ.

Mantik foretog en lignende analyse af to af billederne af Kennedys baghoved fra obduktionen. De var taget lige efter hinanden fra næsten den samme vinkel, og de var derfor egnede til et sådant eksperiment. Resultatet var, at der blev opnået en tredimensionel effekt af baghovedet i obduktionsbillederne undtagen der, hvor så mange vidner havde observeret et stort, gabende hul. Han var derfor overbevist om, at billederne var blevet manipuleret, og at den nederste del af højre side af baghovedet var blevet erstattet af et beskåret foto af et andet baghoved LINK (46:50).

»Jeg måtte ingenting sige«, fortalte Jerrol Custer

Radiolog på Bethesda Jerrol Custer fortalte ARRB’s personale, at jo længere du nærmede dig bagsiden af hovedet, jo større var skaderne. Hjernen blev i virkeligheden skubbet bagud og pressede derved hul i kraniet LINK.

Han blev tvunget til at underskrive en tavshedserklæring, der kunne stille ham for en krigsret og sende ham i fængsel, hvis ikke han overholdt den. Men det var ikke den eneste gang, han følte sig truet. Han fortalte ARRB’s personale, at hans chef, radiolog John Ebersole, tog til Det Hvide Hus om morgenen den 23. november, og da han vendte tilbage, meddelte han ham straks, at han skulle holde munden lukket.

Det kom fra et sted højt oppe i systemet

»Han gjorde det helt klart«, sagde Custer, »at dette kom fra et sted højt oppe i systemet. Jeg måtte ingenting sige. Og han gentog: Ingenting! Hvis ikke jeg rettede mig efter det, ville jeg blive ganske ked af det!«.

Da han blev spurgt, om han fik at vide, hvem der gav ham beskeden, svarede han, at det var ledelsen i Secret Service LINK (side 26-28). Herefter fik han ordre på at klæbe en række små metalfragmenter på et kraniefragment og røntgenfotografere det, og da han skulle til at udføre ordren, sagde chefen i en kommanderende tone til ham: »Alt, hvad du ser fra nu af, skal du glemme!« LINK (side 145-146).

Jerrol Custer gjorde, som han havde fået besked på uden at spørge, hvad handlingen skulle gøre godt for, for han vidste, at han ikke ville få et ærligt svar, og da Bethesda var et militærhospital, var det uhørt ikke at adlyde ordrer. Men han undrede sig over, hvad formålet var, og det gjorde han stadigvæk, da ARRB’s personale afhørte ham i 1997 LINK.

Svaret

Mantik påstår, at han kender svaret. Han skriver, at det, som Custer udførte, i virkeligheden var det første skridt til en ændring af Kennedys røntgenbilleder af hovedet LINK. Han mener dog, at røntgenbilledet af fragmentet med de påklistrede metaldele ikke blev anvendt, fordi det var nemmere at manipulere røntgenbilledet i mørkekammeret ved hjælp af en dobbelt eksponering.

Under interviewet med ARRB’s personale blev Custer præsenteret for røntgenbillederne af JFK, som han var ansvarlig for at fremkalde. Men han kunne ikke med sikkerhed identificere dem alle. Sagen var den, at han normalt satte sit unikke mærke på alle de billeder, han tog, men den 22. november fik han besked af Ebersole på ikke at sætte det på røntgenbillederne af hovedet, og derfor kunne han kun identificere billederne af kroppen LINK. Det ser derfor ud til, at bestemmelsen om at forfalske materialet allerede var truffet tidligt under obduktionen.

Custer kunne videre fortælle, at Ebersole blev sendt til Det Hvide Hus flere uger senere, fordi der skulle foretages målinger ved hjælp af røntgenbillederne til en buste af Kennedy. Mantiks kommentar hertil er, at det var en absurd tanke at bruge røntgenbilleder til et sådant formål, og desuden fandtes der røntgenbilleder af præsidenten, der blev taget, inden han blev myrdet. Mantik tror derimod, at han blev kaldt tilbage til Det Hvide Hus med det ene formål at kontrollere, om bedraget kunne gennemskues.

Ebersole lukker diskussionen med Mantik

I 1992 ringede David Mantik til Ebersole for at få hans bud på, hvad han mente om obduktionen og røntgenbillederne. Samtalen blev optaget på bånd og kan høres på nettet, og Mantik har siden skænket det til det nationale arkiv LINK. Ordvekslingen er hørlig, selvom der desværre er en del støj på linjen, men vi har heldigvis adgang til et transcript af samtalen, som Mantik også har lagt ud på nettet LINK.

Samtalen forløber meget venligt, men da Mantik spurgte til det lyse 6,5 millimeter objekt, som dukkede op, da Clark-panelet undersøgte røntgenbillederne, stod radiologen af. Hans stemme ændrede sig mærkbart, og uden at kommentere fragmentet skiftede han emne og sagde: »Nå, jeg vil fortælle dig, … jeg ved ikke, om du er klar over det, men jeg har en bronchogenic carcinoma med en metastasis i cerebellum«. På almindeligt dansk betød det, at Ebersole både havde en kræftsvulst i lungerne og i lillehjernen. »Jeg har det ikke godt overhovedet, og jeg vil meget gerne lukke diskussionen«, tilføjede han LINK. Han døde få måneder senere.

Ebersole bekræftede dog under samtalen det, som han hele tiden havde sagt: at Kennedy havde et stort sår i højre side af baghovedet. Mantiks bemærkning til det er, at vi skal lægge mærke til, at den meget kompetente radiolog, der havde studeret røntgenbillederne grundigt, holdt fast ved denne påstand, hvilket han næppe ville have gjort, hvis røntgenbillederne oprindeligt fortalte ham noget andet. Men han finder det først og fremmest påfaldende, at Ebersole valgte at afbryde samtalen, netop da spørgsmålet om det 6,5 millimeter objekt dukkede op.

Men hvem var Ebersole i grunden?

John Ebersole gik på »Indiana University School of Medicine« og dimitterede i 1948, da han modtog sin MD i en alder af 23 år. I samme år fik han en uddannelse som kommende ubådslæge i den amerikanske flåde, og fra 1949 til 1959 tjente han på »USS Nautilus« og »USS Seawolf« - der var de to første, amerikanske, atomdrevne ubåde - hvor han fik en specialuddannelse i atomfysik.

Da »USS Seawolf« blev nedlagt, studerede han radiologi på Bethesda Naval Hospital, og i juli 1963 blev han chef for afdelingen for stråleterapi i medicinsektionen på det samme hospital, hvor JFK blev obduceret LINK.

HSCA's slørede røntgenbilleder

Røntgenbillede hentet i HSCA's rapport.

Neurolog Michael Chesser, som er en af de få, som har fået tilladelse til at analysere røntgenbillederne i det nationale arkiv, har skrevet en artikel, hvori han gør sine læsere opmærsom på, at HSCA-rapporten indeholder meget slørede røntgenbilleder af kraniets venstre side, og at den højre side i virkeligheden er en kopi af venstre side.

Når vi ser på dette røntgenbillede, får det os til at tro, at det originale billede er i en forfærdelig tilstand. Den ringe kvalitet har John Ebersole imidlertid ikke ansvaret for, for de originale røntgenbilleder er i fremragende stand og viser kun en mindre ældning. Det slørede billede er meget misvisende, og påstanden om, at der er behov for at forbedre røntgenbillederne, fordi kvaliteten er dårlig, er simpelthen ikke sand, siger han også. LINK.

Vi skal dog se bort fra den lyse plet, som overbelyser det sted, hvor den store kranieskade sad i baghovedet. Den var der helt sikkert ikke, da Ebersole analyserede røntgenbillederne under obduktionen.

I det næste skal vi se nærmere på Michael Chessers analyser af røntgenbillederne, og hvilke konklusioner han drog.