|
Lydbåndet på Air Force One
Air Force One ankommer til Andrews lufthavn.
I nærværelse af mange vidner blev kisten fra Dallas efter landingen i Andrews lufthavn nær Bethesda og Washington båret ned ad hovedtrappen i flyets ene side, der var oplyst, så pressefolkene kunne filme begivenheden. Herefter blev den anbragt i en lysegrå ambulance. Hvad der blev diskuteret på flyet inden da, kan vi få et mindre indblik i ved at lytte til et bånd, som blev optaget på Air Force One. Desværre er meget af indholdet utydeligt eller slettet, men der er dog mindre brudstykker, der gengiver nogle interessante detaljer fra samtaler, der fandt sted under flyvningen.
LINK
LINK
Båndene røber, at der opstod en diskussion mellem Gerald Behn, som var specialagent i Secret Service i Det Hvide Hus, og general Chester V. Clifton, der var Kennedys personlige, militære rådgiver og informant. Behns stemme gik således klart igennem, da han sagde over højtaleren: »Alle ombord på Air Force One! Alle ombordværende vil blive fløjet med helikopter til det sydlige areal [af det Hvide Hus] med undtagelse af liget. Det vil blive fløjet med helikopter til the Navy Medical Center på Bethesda«. Men Kennedys personlige læge, George W. Burkley, og Chester Clifton var lodret uenige med ham, og snart brød Cliftons røst igennem: »Vi ønsker ikke en helikopter til Bethesda Navy Medical Center. … Vi ønsker en ambulance til Walter Reed. Er det klart?« LINK.
Walter Reed Hospital lå i Washington D.C. og var drevet af den amerikanske hær, og her stod der allerede et team klar til at obducere præsidenten og udføre en kraniotomi. Det sidste vil sige at skære et stykke af det øverste af kraniet væk for at fjerne hjernen, så den kunne blive undersøgt. Det fortalte læge Dick Davis under et interview med ARRB’s personale. Han var leder af afdelingen for neurokirurgi ved »Armed Forces Institute of Pathology« (AFIP), der havde til huse på Walter Reed. Men det blev, som vi ved, aldrig til noget, for Gerald Behn i Secret Service var fast besluttet på, at obduktionen skulle foregå på Bethesda, og han fik det afgørende ord.
I november 1996 afspillede David Lifton, som skrev bogen »Best Evidence«, et bånd på den årlige JFK-Lancer konference i Dallas. Han havde optaget en samtale med en forhenværende pilot i Marinen, hvis identitet han beskyttede. Manden var medlem af »Navy Helicopter Squadron One«, som er USA's marinekorps' helikoptereskadrille, der var ansvarlig for transporten af De Forenede Staters præsident, vicepræsident og regeringsmedlemmer. Han var på vej hjem, da han blev ringet op og bedt om at tage til Andrews Air Force Base og være så diskret som muligt og sørge for, at han ikke blev set ved blandt andet at slukke lysene, når han var landet. Han skulle vente på, at Air Force One landede og være forberedt på, at nogen ville komme og lægge præsidentens lig ind i helikopteren. Da han ankom til lufthavnen, anbragte han derfor helikopteren i ly af nogle træer i nærheden af det sted, hvor maskinen landede. Men da han så præsidentens kiste blive sat ind i en hjerteambulance, troede han, at der var tale om en misforståelse og fløj tilbage igen uden kisten. LINK
Du ledsager liget ombord på helikopteren
Det var oprindeligt meningen, at liget skulle flyves med en helikopter til Bethesda sammen med Kennedys personlige Secret Service-agent, Roy Kellerman, for båndene på Air Force One afslører, at Gerald Behn gav følgende ordre til Kellerman: »Du ledsager liget ombord på helikopteren«. Det fremgår også, at han allerede havde sendt nogle Secret Service-agenter til Bethesda for at holde folkemængden tilbage og for at lede forberedelsen af obduktionen. Selvom det meste af indholdet af båndet er utydeligt, fremgår det dog, at der blev omtalt »en sort Cadillac«, og at der blev bestilt to helikoptere mere. LINK Kellermans stemme gik også tydeligt igennem, da han sagde: »Vi skal nok få liget dertil alligevel«. LINK (side 302) Hvad mon han mente med det?
Det fremgår også af båndene, at planen var, at Jackie og de ombordværende skulle gå ned ad en rampe på bagsiden af flyet, hvor der var mørkt, for i al hemmelighed at flyve til Det Hvide Hus med helikoptere, som var bestilt til lejligheden (Treason, Treachery & Deceit: The Murderers of JFK, MLK & RFK, 2014, af James D. Norvell, J. D., side 301). Men sådan gik det ikke. Der skete nemlig det, at Jackie i sidste øjeblik meldte ud, at hun ikke under nogen omstændigheder ville tilbage til Det Hvide Hus. Hun ville derimod følge sin mands kiste. Derfor blev det bestemt, at kisten blev kørt til Bethesda sammen med Jackie og Bob i en lysegrå ambulance.
Den lysegrå hjerteambulance
Bedemandsfirmaet, der stod for begravelsen, havde oprindeligt fået besked på at køre en rustvogn til Bethesda og ikke til lufthavnen. Vi forstår hvorfor, når vi læser et af Det Hvide Hus' dokumenter, der gjorde rede for begravelsen, og som Horne også henviser til. Heri står der, at personalet på militærhospitalet først troede, at kisten ville ankomme med en helikopter til hospitalet, og at det var grunden til, at der ikke blev sendt en rustvogn til lufthavnen (Treason, Treachery & Deceit: The Murderers of JFK, MLK & RFK, 2014, af James D. Norvell, J. D., side 6 og 303). Og det stemmer jo fint med den beslutning, som blev truffet på flyet, og som kan høres på lydbåndet.
Men hvorfor blev der sendt en hjerteambulance til lufthavnen? Forfatteren og historikeren William Manchester afslører i sin bog, »The Death of a President«, at årsagen var den, at kommandant R. O. Canada på Bethesda var bange for, at den nye præsident skulle få vrøvl med hjertet oven på den dramatiske begivenhed, da han tidligere havde haft ham i behandling for et alvorligt hjerteanfald. Af den grund blev det hurtigt besluttet, at ambulancen, som Johnson ikke havde brug for, i stedet for blev anvendt til at transportere kisten. Var dette ikke sket, ville der ikke have stået en bil i lufthavnen til formålet.
Når Kellerman derfor sagde, at de »nok skulle få liget dertil alligevel«, betød det vel, at han ville skaffe en anden helikopter til at transportere liget til Bethesda, mens han selv var nødt til at følge med den tomme kiste, da den blev kørt til militærhospitalet i hjerteambulancen.
Flyet lander i Andrews Air Force lufthavn klokken 18:05
Der stod en større skare af tv- og pressefolk og ventede på, at Air Force One landede. Det fandt sted klokken 18:05, og på live tv blev den amerikanske befolkning vidne til, at den ceremonielle kiste blev båret ned i ambulancen, og at en sørgende Bob Kennedy var mødt op i respekt for sin bror og i medfølelse med enken, som han var fast besluttet på ikke at overlade til sig selv på den mørkeste dag i hendes liv og måske også i hans. Inden kisten blev båret ned fra flyet, var Bob allerede gået ombord, og befolkningen så med, da han ledsagede sin svigerinde - som stadigvæk var iklædt sin lyserøde dragt, der var indsmurt i ægtemandens blod - ned ad flyets hovedtrappe og hen til ambulancen, hvor de begge steg ind på bagsædet, mens JFK’s personlige Secret Service-agent, Roy Kellerman, steg ind på forsædet ved siden af kollegaen William Greer, der kørte ambulancen. Jackie var opsat på, at alle skulle se, hvad »de« havde gjort, og derfor havde hun ikke skiftet tøj. Hendes insisteren på at følge sin afdøde mand ødelagde derved planen om, at Kellerman skulle følge kisten med helikopter til Bethesda.
Texas lov var ikke til at misforstå. Den sagde klart og tydeligt, at et dødsoffer for en kriminel handling skulle obduceres på det hospital, hvor vedkommende var blevet bragt ind. Grunden dertil var, at beviskæden skulle holdes intakt. Efterforskerne skulle gerne vide præcist, hvor den afdøde havde befundet sig, og hvem der havde haft adgang til liget inden obduktionen, således at ingen ukendte eller uvedkommende personer havde mulighed for at ændre noget ved offerets legeme, dets tøj, dets smykker, eller hvad der ellers kunne være af bevismæssig værdi.
Det er Douglas Hornes opfattelse, at Secret Service-agenterne oprindeligt flyttede liget, inden flyet lettede, fordi de var bange for, at Texas’ myndigheder ville dukke op i lufthavnen og forlange at få kisten udleveret. Han mener, at beviskæden blev brudt, da liget blev løftet op og lagt over i en simpel fragtliste og i al hemmelighed blev læsset af flyet gennem bagudgangen, der lå i mørke. Det var den samme udgang, som de, der skulle flyve til Det Hvide Hus, benyttede.
Jackie Kennedys beslutning om at følge sin afdøde mand var årsagen til, at den oprindelige plan måtte ændres, og at Kellerman - som skulle have ledsaget liget i helikopteren ifølge lydbåndene - i stedet for fik til opgave at følge den bronzefarvede, ceremonielle kiste for at forhindre, at nogen åbnede den, inden den nåede obduktionslokalet. Det ville naturligvis være en katastrofe, hvis nogen opdagede, at kisten var tom, og at den afdødes ægtefælle og bror var blevet bedraget.
Det mener i det mindste Douglas Horne.
Det er Douglas Hornes påstand, at efter den billige fragtkiste ankom til lighuset, blev den afdøde lagt op på obduktionsbordet, hvor kraniet blev ændret, inden den ceremonielle bronzekiste ankom. Men hvordan er han kommet til den slutning? Det fremgår af det næste.
Til toppen
|
|