Obduktionen

Det store sår i baghovedet

Nogle af vidnerne på Parkland Hospital og Bethesda Naval Hospital viser, hvor de havde set det store sår i Kennedys kranie.

Den påståede uenighed

Bethesdas personale blev truet til tavshed, og derfor troede USA’s befolkning i mange år, at Parklands læger tog fejl, når de sagde, at det store udgangssår sad nederst i højre side af baghovedet. Det kunne ikke være anderledes, fordi det ikke var dem, der udførte obduktionen, hvor det var tydeligt for alle de tilstedeværende, at skaden sad i toppen af kraniet. Det blev slået fast med syvtommersøm, da HSCA genoptog efterforskningen i 1970’erne.

Udvalget påstod dengang, at 26 personer, der var til stede under obduktionen, var uenige med lægerne på Parkland og skrev:

»[Udvalget] antog, at hvis Parkland-lægerne havde ret - især med hensyn til det gabende hul i præsidentens baghoved - ville det betyde følgende:

1. at obduktionsfotografierne og røntgenbillederne var blevet ændret for at skjule dette hul
2. at selve liget var blevet ændret, enten før ankomsten til Bethesda eller under obduktionen, så hullet ikke var synligt på fotografierne og i røntgenbillederne,
3. eller at fotografierne og røntgenbillederne ikke var af præsident Kennedy.
4. Yderligere, hvis Parkland-lægerne har ret, så er obduktionspersonalet forkert på den, og de enten lyver eller tager fejl« LINK (side 37-38).

De skrev videre, at udvalget ikke troede, at Parkland-lægerne løj med vilje, og at de heller ikke fandt det sandsynligt, at 26 personer på Bethesda løj, og - hvis de alligevel gjorde det - ville være i stand til at give en så ensartet beskrivelse af sårene 15 år efter, at begivenheden fandt sted LINK. Den sidste udtalelse skal ses i lyset af, at udvalget placerede indgangssåret i baghovedet 9 centimeter højere oppe end der, hvor de tre patologer og chefradiologen, John Ebersole, var enige om at anbringe det.

Jeg giver udvalget ret i, at det kan udelukkes,

1. at røntgenbillederne ikke var af Kennedy, fordi man sammenlignede dem med et tidligere røntgenbillede, der blev taget af præsidenten, mens han var i live. Det røbede, at tandsættet var det samme som i røntgenbillederne, der blev taget på Bethesda.
2. at liget var blevet ændret, inden det nåede Bethesda, fordi patologerne ikke kunne undgå at opdage det.
3. at personalet på Bethesda var blevet enige om at fortælle den samme løgn, fordi det lyder alt for usandsynligt.
4. at Parklands læger og sygeplejesker var blevet enige om at fortælle den samme løgn, fordi det også lyder alt for usandsynligt.

Tilbage er den mulighed, at Parkland-lægerne tog fejl, og det var da også den slutning, som HSCA-udvalget drog. Til det kan vi dog med rette spørge, om det er rimeligt at konkludere, at det faglige personale på Parkland, som så Kennedys sår med egne øjne - og det var temmelig mange - alle havde fejlplaceret kranieskaden det samme sted?

Men hvad nu hvis ... ?

Men hvad nu, hvis Parklands læger og sygeplejersker ikke tog fejl, og hvis personalet på Bethesda heller ikke gjorde det, men derimod bekræftede det, som Parklands personale sagde? Hvis det var tilfældet, måtte HSCA-udvalget nødvendigvis drage den samme konklusion, som Douglas Horne og mange andre i dag drager:

1. at kraniet blev ændret, efter det ankom til Bethesda, men inden den officielle obduktion gik i gang klokken 20:00.
2. at det var Humes og Boswell, der ændrede det eller blev tvunget til at tie om det, da vi ellers må formode, at de havde afsløret bedraget.
3. at obduktionsfotografierne og røntgenbillederne var blevet forfalsket for at skjule hullet i baghovedet.

Hvor grotesk det end lyder, var det i virkeligheden det, som HSCA indirekte selv konkluderede, hvis Parklands personale hverken tog fejl eller løj.

Var personalet på Bethesda enige med Parklands læger og sygeplejersker om, hvor det store udgangssår sad, synes det umuligt at forsvare, at det veluddannede personale på begge hospitaler ikke kun var ude af stand til at anbringe såret det korrekte sted, men at de tilmed var enige om at fejlplacere det i højre side af baghovedet.

Det store bedrag bliver afsløret

Da ARRB afklassificerede en lang række dokumenter og vidneforklaringer, der først skulle have været frigivet i 2028, blev det afsløret, at personalet på Bethesda i virkeligheden var enige med personalet på Parkland om, at der var et stort kraniesår nederst i den højre side af baghovedet.

Donald »Andi« Purdy, der havde afhørt mange af Bethesdas ansatte, gik da til bekendelse under sin edsvorne vidneforklaring til ARRB og indrømmede i 1996, at »ordlyden af vores rapport er forkert, når den siger, at alle på Bethesda er uenige med Parklands personale om arten og placeringen af såret«. Han kaldte handlingen »pinlig«, »chokerende« og »utilgivelig« LINK.

Obduktionsfoto af baghovedet,
der er intakt og derfor manipuleret.

Mange af de personer, der overværede obduktionen på Bethesda Navel Hospital, og som senere fik vist et foto af baghovedet, indrømmede, at de ikke genkendte det, de så, fordi der oprindeligt var en større kranieskade der, hvor baghovedet på billedet var intakt. Det drejede sig om røntgenteknikerne Jerrol Custer og Ed Read, obduktionsteknikerne Paul O'Conner og James Jenkins, radiolog John Ebersole, admiral Geprge Burkley, der var Kennedys personlige læge, og kaptajn Robert Canada LINK (54:00).

Blandt det professionelle personale på Parkland, der så skaden, og som rapporterede og/eller vidnede, at der sad et stort udgangssår i Kennedys baghoved i højre side, var blandt andet lægerne Joe D. Goldstrich, Lawrence Klein, Ronald Jones, Donald Seldin, Robert McClelland, Kenneth Salyer, Peter Loeb, William Kemp Clark, Malcolm Perry, Charles Baxter, Charles Carrico, Charles Crenshaw, Robert Grossman, Paul Peters, Richard Dulaney, Marion Jenkins, David Stewart og Gene Coleman Akin.

Nogle af de sygeplejersker, der også observerede den store skade i baghovedet, var: Audrey Bell, Dois Nelson, Diana Bowron, Patricia Hutton og Phyllis Hall. Se også LINK (51:30) (1:07:50).

Udtalelser fra mange af Parklands og Bethesdas vidner finder du også omtalt i min bog.

Jeg kan næsten ikke finde ord for den uansvarlighed og uærlighed, som HSCA-udvalgets efterforskere i denne forbindelse udviste. Og hvor var chefen – Robert Blakey - henne i alt dette? Hvorfor lod han dette bedrag finde sted? Han kritiserede Warrenkommissionen for ikke at undersøge, om Kennedymordet var et resultat af en sammensværgelse, men var selv medskyldig i, at sandheden om obduktionen af JFK blev undertrykt.

Den var en farce og et cirkus ifølge nogle af de tilstedeværende, og det ser angiveligt ud til, at dens eneste formål var at skjule, at JFK også blev beskudt forfra - fordi udgangssåret sad i baghovedet - og at Lee Harvey Oswald derfor ikke kunne være ansvarlig for alle skuddene. Blakey havde tidligere udtalt om uvederhæftige vidner, at hvis en person kan lyve om én ting, kan han eller hun lyve om alt. Det samme må naturligvis gælde ham selv.