Kugler og skudsår

HSCA's fotoeksperters analyser af skudvinklen

Det var Thomas N. Canning, der var ingeniør på »Space Projects Division of NASA Amys Research Center«, der foretog analyserne af skudbanerne på Dealey Plaza med assistance fra Clyde Snow og C. S. McCamy. Vejens bredde og hældning indgik i beregningerne, og limousinens placering på vejbanen, da skuddramaet startede, blev nøje studeret blandt andet ved hjælp af Zapruders smalfilm. Det var naturligvis en stor hjælp, at man nøjagtigt vidste, hvor han stod og filmede.

HSCA's fotoeksperters redegørelse for de fotografiske beviser kan du i skrivende stund finde på nettet i HSCA's tillæg til høringer, bind 6 LINK (»HSCA Appendix to Hearings, Volume VI«). Eksperternes redegørelse for beregning af skudretningen, da JFK blev ramt øverst i ryggen, finder du samme sted LINK (side 42-56)

Skudvinklen gennem JFK's ryg og hals. Læg mærke
til, at Kennedy skulle have siddet i den mest
foroverbøjede stilling, hvis kuglen gik gennem
indgangssåret øverst i ryggen og ikke i nakken. LINK

Jeg tvivler ikke på, at NASA's ekspert gjorde et professionelt stykke arbejde. Men et retvisende resultat afhang naturligvis af, at han fik de korrekte informationer. Det ser imidlertid ud til, at han ikke blev underrettet om sårenes korrekte placeringer på ofrene. Således blev såret på ryggen gentagne gange beskrevet som sår i nakken (the back neck wound«), da han blev interviewet af HSCA-udvalget.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at han kendte til de medicinske eksperters vurdering af skudretningen, der var baseret på det medicinske billedmateriale.

Skudbanen bliver bestemt af HSCA-udvalgets medicinske panel

HSCA havde imidlertid fået udarbejdet en medicinsk tegning, der illustrerede skudbanen gennem det øverste af ryggen og halsen. Warrenkommissionen havde ikke haft adgang til røntgen- og obduktionsbillederne, men det havde HSCA-udvalget. LINK I hvertfald officielt, for en af Warrenkommissionens rapporter røber, at chefjurist i kommissionen, Lee Rankin, og Hale Boggs, der var en af de syv ledende medlemmer, fik tilsendt nogle af obduktionsbillederne. LINK

HSCA fik derfor tegnet en mere korrekt medicinsk illustration, hvor skudbanen gik gennem de steder, hvor røntgenbillederne viste, at halsen var skadet, og hvor indgangssåret og udgangssåret sad på obduktionsbillederne (se HSCA's tegning til venstre).

Cyril Wecht, der sad i det medicinske ekspertpanel, så klart dilemmaet og spurgte sine kolleger: »Hvis Lee Oswald eller nogen anden på skolebogslageret var den eneste snigskytte, hvordan i alverden kunne en kugle - affyret fra vinduet på sjette sal - ramme præsidenten i ryggen i en svag opadgående vinkel?« og »Hvordan kan en kugle, der bevæger sig lidt opad gennem præsidenten, derefter bevæge sig [cirka] 25 grader nedad [og ramme] John Connally? Jeg har aldrig hørt en forklaring fra mine kolleger. Mine kolleger i panelet var opmærksomme på dette. Vi diskuterede det, og det, vi fortsatte med at vende tilbage til, var: "Vi ved ikke, hvordan de to mænd sad i forhold til hinanden, [da kuglen ramte]"«.

Hvordan sad præsidenten?

Men er det sandt, at de ikke vidste, i hvilken stilling præsidenten sad, eller hvordan han og Connally sad i forhold til hinanden? JFK var ganske vist skjult bag et motorvejsskilt, så Zapruder ikke kunne filme ham, mellem smalfilmens billede Z209 og Z224. Det vil sige i mindre end et sekund!

Skønt fotoekspertpanelet påviste, at Kennedy blev ramt, før motorvejsskiltet spærrede for Zapruders udsyn, diskuterede det medicinske panel til trods herfor, om JFK blev ramt, mens han var skjult bag skiltet. Forestiller vi os alligevel, at Kennedy blev ramt inden for den tidsramme, hvor Zapruder ikke kunne filme ham, og sad han som HSCA's illustration beskriver, skulle han - efter at have bøjet sig forover - være blevet ramt af kuglen og derefter have rettet sig op og indtaget den samme stilling igen på knap et sekund. Hvor sandsynligt er det? Præsidenten sad vel at mærke afslappet og vinkede til tilskuerne langs Elm Street og var ganske uvidende om, hvad der ventede ham, da han pludselig blev ramt af et missil, der havde bevæget sig gennem luften med en fart, der var større end lydens hastighed.

Det kan ikke udtrykkes tydeligere, end da patologen Cyril Wecht, der sad i HSCA-udvalgets medicinske ekspertpanel, sagde: »Den lodrette og vandrette bane for denne kugle, 399, er absolut ubegribelig, uforsvarlig og utroværdig«. Alligevel baserede de andre otte i ekspertpanelet deres konklusion på en umulig forestilling om, at præsidenten sad i en stilling, som var meget anderledes end den, som billedmaterialet afslørede. Det var de ganske enkelt nødt til, hvis Lee Oswald skulle have skylden for mordet på JFK, og hvis de ville fastholde, at han handlede på egen hånd.

Crofts billede herunder blev taget cirka halvanden sekund, før præsidenten blev ramt af den første kugle. Bemærk at han ikke sidder i en foroverbøjet stilling.

Godt et halvt sekund senere begynder han at løfte højre arm for at vinke til folkeskaren, mens han gradvist hæver hovedet og rokerer det længere og længere tilbage og mod højre, hvilket uvilkårligt får det øverste af hans ryg til også at dreje mod højre. Det fremgår tydeligt af et beskåret klip fra Zapruder-filmen af Z161 til Z192, der i skrivende stund kan ses på YouTube. LINK

Han sad bestemt ikke i en større foroverbøjet stilling, og det gjorde han heller ikke, da han forsvandt bag motorvejsskiltet omkring Z207, eller da han et sekund senere dukkede op igen i Z225.

Fakta blev tilpasset det forud vedtagne

Det var således, det gik til, at de såkaldte fakta blev tilpasset den forud vedtagne skudvinkel. Det burde være omvendt, vil de fleste vel mene. Men hvorfor gjorde de det?

Mordet var som en ligning, der ikke ville gå op, fordi nogle »falske bekendte« havde sneget sig ind og skabt forvirring. Men hvis man vedtog, at to plus to var fem, ville alle brikker falde på plads og ligningen gå op. Det ville Cyril Wecht bare ikke være med til. Han havde ikke svarene på alle spørgsmålene, men han var ikke til at rokke, fordi han vidste, at to plus to ikke er fem, men fire. Hen ad vejen er der da også kommet svar på flere af de svære spørgsmål, og der er blevet ryddet op i flere af de »falske bekendte« i ligningen. Ikke mindst, da det viste sig, at neutronaktiveringsanalysen ikke var retvisende, og at alt tyder på, at der var flere kugler i Kennedymordet, end panelet dengang fik at vide. Det kan du læse mere om i min bog »MANDEN DER FIK SKYLDEN - Myrdede Lee Harvey Oswald JFK?«.