Myrdede Oswald Tippit?

Mary Bledsoe

Da ingen vidner havde set vores hovedperson gå hen ad Elm Street eller lagt mærke til ham i bussen undtagen Mary Bledsoe, var det magtpåliggende for kommissionen at få hendes ord for, at hun så ham stå på bussen, mens den kørte på Elm Street, og at hun ikke mindst så ham stå af nær Larmar samtidig med kvinden, som skulle nå et tog.

Lee Oswald havde boet hos Mary Bledsoe i et lejet værelse i en uge, efter han kom hjem fra New Orleans, og derfor kendte kvinden ham. Men hun var mildt sagt ikke noget godt vidne, og jeg vil i det følgende gengive dele af den ældre kvindes vidneforklaring, da hun blev afhørt af Joseph Ball i Warrenkommissionen:

Ball: »Hvornår så du Lee Oswald stige på bussen?«
Bledsoe: »Efter vi kom forbi Akard, ved Murphy - fandt jeg ud af - lad os se - jeg ved det ikke med sikkerhed. Han lignede en galning«. LINK
Ball: »Sagde han noget til chaufføren, da han stod af?«
Bledsoe: »Det siger de, at han gjorde, men jeg kan ikke huske, at han sagde noget«.
Ball: »Kan du huske, at nogen bankede på døren, og at chaufføren som følge heraf åbnede hoveddøren?«
Bledsoe: »nej«.
Ball: »Kan du ikke huske det?«
Bledsoe: »Jeg husker det ikke« LINK.
Ball: »Stod Oswald på ved et almindeligt busstoppested?«
Bledsoe: »Jeg var ikke særlig opmærksom på ham.«
Ball: »Var bussen nået så langt som til Lamar Street, da Oswald stod af?«
Bledsoe: »Ja, nej. Jeg tænker, det var før, vi kom til Lamar Street«.
Ball: »Det var i nærheden af Lamar, var det ikke?«
Bledsoe: »Uh huh«.
Ball: »Var der andre, der stod af på det tidspunkt, han stod af?«
Bledsoe: »Nej, ikke dengang LINK.
Ball: »Kan du fortælle mig, hvor bussen var med henvisning til en tværgående gade på Elm, da Oswald stod af?«
Bledsoe: »Nej, det kan jeg ikke, for de har ændret den gade, de har revet ting ned, og jeg går ikke så meget i byen nu ...«
Ball: »Var det midt i blokken eller ved et almindeligt busstoppested?«
Bledsoe: »Nå, det sagde de, det var«.
Ball: »Jeg vil gerne vide, hvad du husker«.
Bledsoe: »Nej, jeg husker det ikke«.
Ball: »Har du nogensinde set chaufføren give ham en omstigning?«
Bledsoe: »Nej, det var jeg ikke opmærksom på, men jeg tror, ​​han gjorde.«
Ball: »Hvad mener du med, at du tror, han gjorde? Kan du huske, at du så ham få en omstigning, eller fortæller du mig noget, du læste i aviserne?«
Bledsoe: »Nej, jeg husker det ikke. Jeg husker det ikke« LINK.

Der er ingen tvivl om, at Bledsoe så Lee Oswald i bussen, men det er uklart hvor og hvornår. Ofte talte hun ikke ud fra sin egen hukommelse, for det fremgår, at nogen havde fortalt hende, hvor Oswald stod på og af bussen, og hvad han bad om, da han forlod den. Det er også værd at hæfte sig ved, at hun ikke havde bemærket, at Oswald bankede på døren til bussen, da han stod på den, at hun ikke huskede, om han stod af samtidig med damen, der skulle nå et tog, eller at han bad om en omstigning.

Skønt det tydeligt fremgår af kvindens udtalelser, at hun ikke huskede, at Oswald fik en omstigning, skrev Warrenkommissionen ikke desto mindre i den afsluttende rapport, at hun bekræftede det LINK side 159. Ifølge rapporten skulle hun også have sagt, at da bussen nærmede sig Lamar Street, forlod Oswald bussen og forsvandt i mængden. Men som vi har set, var Bledsoe meget usikker.

Hun havde ellers taget notater med og var ledsaget af sin advokat, Melody June Douthit, der havde sørget for, at hun skrev det ned, som hun skulle huske at sige. Da Joseph Ball spurgte Bledsoe, hvornår hun lavede sine noter, svarede advokaten: »Da Sorrels og jeg talte om, at hun skulle til Washington, foreslog han, at hun skulle skrive alle ting ned på papir, fordi hun ellers kunne glemme noget.«

Bledsoe var et vigtigt vidne for efterforskerne

Sorrels var ikke hvem som helst. Han var chef for Secret Services' afdeling i Dallas og var sammen med agenturet i Det Hvide Hus ansvarlig for planlægningen af den rute, som kortegen skulle følge.

Vi kan forstå, at efterforskerne havde en stor interesse i at interviewe Bledsoe, for hun fortalte Joseph Ball, at hun »blev interviewet af omkring 9 eller 10 eller 12 [personer]« LINK, og de havde derfor rig lejlighed til at påvirke hende, inden hun skulle vidne for kommissionen. Af samme grund kom det flere gange fra hende: »Det siger de, at han gjorde«. Vi kan derfor med rette spørge, hvad kvinden i grunden selv kunne huske.

Det eneste, som vi kan være hundrede procent sikre på, er, at hvis vores hovedperson ikke var blevet myrdet, og at dette interview havde fundet sted i en retssal, hvor han havde en forsvarsadvokat, ville Mary Bledsoes vidneforklaring være blevet erklæret uden værdi, og Ball ville være blevet bedt om ikke at stille ledende spørgsmål.

Han lignede en galning

Kommisionen citerede hende også for at sige: »[Oswald] lignede en galning. Han så så ond ud ... , og hans ansigt var så forvrænget.« Det skræmmende indtryk blev ikke bedre af, at han var beskidt, at hans brune skjorte manglede alle knapperne og havde et hul på albuen LINK side 159.

Geraldine Reid, som mødte Lee Oswald på boglagerets kontor på anden sal kort tid efter mordet på præsidenten, sagde derimod, at hans tøj var rent, at hans hår var redt, at han var rolig, og at der i det hele taget ikke var noget unormalt ved ham. LINK.

De andre, som så ham efter attentatet, inden han forlod skolebogslageret, var Marrion Baker, Roy Truly, og Pierce Allman. Ingen af dem oplevede, at han var stresset og havde travlt. Baker nævnte tværtimod, at »Oswald optrådte roligt og fattet og ikke var forpustet«. Allman, som Lee Oswald hjalp med at finde en telefon, oplyste, at han ikke havde travlt, ikke var forpustet, og at han syntes helt normal. Det samme nævnte taxachaufføren.

Bledsoe kunne ikke lide, at hendes lejer havde skændtes med en eller anden over telefonen på et fremmed sprog, og det gjorde hende utryg, sagde hun. Den, han skændtes med, var Marina. LINK.

Hun kunne heller ikke lide hans attitude. »Der var bare noget ved ham, jeg ikke kunne lide«, sagde hun, og derfor opsagde hun lejemålet.

Kort tid forinden havde Bledsoe dog fortalt kommissionen, at Oswald var »meget, meget venlig«, da han boede hos hende LINK. Han var en nydelig, ung mand, der tog af sted i hvid skjorte, hvidt slips og hvide bukser for at søge job, huskede hun også LINK. Han tog også hensyn til hende og var en stille og rolig lejer. En dag klagede hun dog over, at han vækkede hende, mens hun sov middagssøvn, fordi han var kommet tidligt hjem. I de efterfølgende dage ankom han derfor til sit logi senere på eftermiddagen.

Det er imidlertid åbenlyst, at Bledsoes erindring om Oswald i bussen snarere var hentet fra hendes forestillingsverden om, hvordan en morder så ud, end den var en objektiv gengivelse af det, som hun reelt havde observeret. At kommissionen fremhævede hendes udtalelser i den forbindelse i den afsluttende rapport uden samtidig at nævne kommentarerne fra de andre vidner, som så ham efter mordet på Kennedy, er et lysende eksempel på, hvordan den bevidst forsøgte at manipulere dets læsere til at antage, at Lee Oswalds udseende og væremåde røbede, at det ganske givet var en type, der kunne finde på at begå mord.

Skjorten

Warrenkommissionens interview med Mary Bledsoe var dog lidt af en farce. Da hun fik vist den skjorte, som Lee Oswald havde på ved anholdelsen, blev hun spurgt, om hun genkendte den. Hun svarede straks: »Det er den«. »Hvad mener du med, at det er den?« ville Ball vide. »Jeg genkender den«, svarede Bledsoe og forklarede, at det var den skjorte, som »manden« tog med ud til hende. Men huskede hun også, at det var den skjorte, som Lee Oswald var iført, da hun så ham i bussen? I et forsøg på at blive klogere på det, sagde Ball til hende: »Du skal overbevise mig om eller fortælle mig, hvorfor du mener, det var den skjorte, som Oswald havde på, da du så ham i bussen«. Men det var Bledsoe ganske enkelt ikke i stand til, bortset fra at hun mente, der var et hul på det ene ærme.

FBI-agenterne Carl Brown og Robert P. Butler skrev en FBI-rapport, som var dateret den 4. december 1963. Heri står: »Da skjorten blev fjernet fra konvolutten, … sagde fru Bledsoe først: 'Nej, nej, det er ikke den skjorte. ... Efter en yderligere undersøgelse af skjorten bemærkede hun et hul i højre albue, hvorefter hun sagde: Ja, ja, det er den skjorte«. Lee Oswald blev imidlertid udsat for en voldsom anholdelse inde i Texas theatre, som jeg skriver om i min bog. Det var naturligvis ved denne lejlighed, at skjorten fik sit miserable udseende. Den manglede knapper og var revet i stykker flere steder, men det var der ingen andre, der havde bemærket før efter anholdelsen. Alligevel tog Warrenkommissionen det for gode varer, at hun huskede, at Oswald havde denne skjorte på i bussen. Selv påstod han, at han skiftede tøj, da han tog hjem til sit værelse.