Myrdede Oswald Tippit?

Mennesker samles ved det sted, hvor J.D. Tippit blev myrdet. Bagved ses en gennemgang, hvor nogen observerede en holdende politibil.

Mordet på J. D. Tippit

Siden lyden af riffelskud lød ind over Dealey Plaza, har der været to lejre, der har gået verbalt til angreb på hinanden. Mens den ene lejr hævder, at alle beviser peger på, at Lee Harvey Oswald var John F. Kennedys morder, hævder den anden lejr at præsidenten blev myrdet som et resultat af en sammensværgelse, og at dele af bevismaterialet blev forfalsket.

Warrenkommissionens advokat, David Belin, skrev bogen »November 22. 1963: You Are the Jury«. Heri kalder han nedskydningen af politibetjent J. D. Tippit for Rosettastenen i Kennedymordet, da han mente, at mordet på Tippit var nøglen til forståelsen af Kennedymordet. Logikken var, at når Oswald skød Tippit, måtte han også have skudt præsidenten. Han hævdede, at mordet på betjenten var et resultat af en drabsmands forsøg på at undgå anholdelse under sin flugt efter ugerningen, og at det beviste, at Lee Oswald havde kapacitet til at dræbe et andet menneske. Der blev dog aldrig foretaget en egentlig efterforskning af mordet, når vi ser bort fra politiets ivrige forsøg på at bevise, at Lee Oswald var morderen. Belin lægger især vægt på:

1. vidnernes udtalelser
2. at Lee Oswald forsøgte at skyde en betjent under anholdelsen i Texas Theatre
3. at patronhylstrene, som blev fundet på gerningsstedet, beviseligt blev affyret af den revolver, som Oswald havde på sig ved anholdelsen

En anden, som er overbevist om, at Lee Oswald myrdede J.D. Tippit, er forfatteren og 3-D-eksperten Dale Myers, der skrev bogen »With Malice«. Heri beskæftiger han sig udelukkende med mordet på J.D. Tippit, og han har de samme synspunkter, som Belin har. Han argumenterer også for, at Oswald nemt kunne have nået hen til adressen i Oak Cliff, hvor Tippit blev skudt omkring klokken 13:15, efter han havde forladt boglageret cirka 13:33 og hentet sin revolver på sit værelse, der lå mere end en kilometer fra gerningsstedet, og som ifølge Google Map vil tage 17 minutter at gå.

Lad os gå beviserne efter i sømmene

Det kunne være interessant at vide, om de såkaldte beviser kunne holde i en retssag, og om der var en sandsynlighed for, at Lee Oswald var i stand til at være på det tidspunkt og det sted, hvor forbrydelsen fandt sted.

Andre omstændigheder i forbindelsen med mordet, der synes relevante, vil jeg også behandle i det næste. Der kan for eksempel sættes spørgsmålstegn ved, om det blot var en tilfældighed, at Tippit mødte sin morder på 404 East Tenth Street, som lå langt fra hans bopæl og ikke i hans tildelte distrikt, skønt flere vidner kunne fortælle, at han kom der næsten dagligt.

Mordet

Efter mordet på JFK kørte politibetjent J. D. Tippit* i langsomt tempo i østlig retning ned ad East Tenth Street i en forstad til Dallas, som hed Oak Cliff, og hvor Lee Oswald boede til leje. Et vidne fortalte politiet, at klokken havde passeret 13:00, da hun bemærkede, at han standsede sin patruljevogn ud for 404 East Tenth Street.

Marie Tippit ved sin mands begravelse

En ung mand, der kom gående i vestlig retning, gik hen til Tippits patruljevogn, og de to begyndte tilsyneladende at tale fredeligt med hinanden gennem et nedrullet vindue i passagersiden. Men pludselig stod Tippit ud ad bilen og gik hen foran den venstre forlygte, og i samme nu trak den unge mand en pistol og skød ham koldt og kynisk flere gange. Betjenten krøb sammen og faldt døende til jorden med sin tjenestepistol liggende ved siden af sig. Herefter tog morderen flugten til fods ned ad Pattern Avenue og hen ad Jefferson Boulevard.

J. D. Tippits kone, Marie, som ses på billedet, der blev taget under begravelsen, og ægteparrets tre mindreårige børn mistede ved denne lejlighed deres forsørger og en elsket ægtemand og far, og forældrene måtte sige farvel til deres dyrebare søn. Det affødte forståeligt nok en voldsom vrede i både politiet og i offentligheden. Man mente, at Tippit højst sandsynligt havde standset vores hovedperson, fordi han opførte sig på en mistænkelig måde og levede op til det signalement af præsidentens morder, der lød over politiradioen. Men det skulle han aldrig have gjort, fordi han umiddelbart derefter blev udsat for en forbrydelse, der nærmere lignede en likvidering end et resultat af en mands desperate forsøg på at undgå anholdelse.

Jagten på morderen

I haven uden for det sted, hvor Tippit blev skudt, fandt man snart fire patronhylstre. Da de senere blev analyseret af eksperter, viste det sig, at de kun kunne stamme fra den .38 kaliber Smith & Wesson revolver, som Oswald havde med sig i biografen, da han blev anholdt, og som han havde købt per postordre hos »Seaport Traders« under sit alias, A. Hidell. Under jagten på morderen fandt en betjent også en lysegrå jakke med lynlås under en bil på en parkeringsplads ikke langt fra mordscenen. Den var interessant for efterforskerne, fordi så godt som alle vidner, der så morderen skyde eller løbe væk fra gerningsstedet, fortalte, at han var iført en hvid, lys beige eller lysegrå jakke med lynlås, og da Marina Oswald senere fik jakken at se, påstod hun, at den tilhørte hendes mand.

Cirka en halv time efter mordet blev Lee Oswald anholdt i biografen Texas Theatre, der lå knap en kilometer fra det sted, hvor Tippit blev myrdet. Her forsøgte han efter sigende at skyde en betjent, der ville tjekke, om han havde et våben på sig. Men han blev hurtigt overmandet af flere betjente fra Dallas Politi og lagt i håndjern, inden han blev kørt til politihovedkvarteret på rådhuset.

Det kunne næsten ikke blive værre

Alt i alt må vi sige, at det ikke så godt ud for Lee Harvey Oswald. Ja, det kunne næsten ikke blive værre. Han havde ikke alene forsøgt at skyde en betjent i Texas Theatre, men der var også kolde, kontante beviser på, at det var patronhylstre fra hans revolver, der blev fundet i nærheden af gerningsstedet. Det så også ud til, at han havde gemt sin jakke under en bil i et forsøg på ikke at blive genkendt under flugten.

Ved et »normalt mord« - hvis det kan gå an at bruge dette udtryk - ville beviserne ganske givet være stærke nok til at dømme ham. Men der herskede ikke en normal situation i Dallas Texas den 22. november 1963. Først blev USA’s præsident myrdet ved højlys dag, mens han blev hyldet af tusinder af mennesker, og mindre end en time efter at præsidenten fik det halve af hjernen blæst ud, blev en uskyldig politibetjent koldblodigt mejet ned på en ellers fredelig gade i et villakvarter i Oak Cliff. Og kun to dage senere blev verden vidne til, at Lee Harvey Oswald blev skudt og dræbt for åben skærm af en natklubejer, der havde forbindelser til mafiaen, og som frit kunne gå ind i politiets kælder uden at blive tjekket.

Dallas Politi blev derved offentligt ydmyget, fordi korpset ikke formåede at passe på vores hovedperson, da han skulle overføres til byens fængsel søndag formiddag, og Dallas måtte leve med den skam, at deres by den selvsamme dag blev centrum for drabet på to mænd, der hver på sin måde udførte deres pligt over for det land, som de følte, de havde et ansvar for. I Dallas Politi måtte de undvære en værdsat kollega, og den karismatiske præsident, som ved sin indsættelse den 20. januar 1961 havde opfordret folket til at spørge, hvad de kunne gøre for deres land og ikke, hvad deres land kunne gøre for dem, var nu ikke længere i stand til at samle nationen.

Tippit bliver sendt til det centrale område af Oak Cliff

J.D. Tippit

Kort tid før JFK blev offer for mindst én snigmorders onde hensigter, sendte politiradioens kanal 1 støj på linjen, og den fortsatte dermed under skuddramaet og indtil klokken 12:36, da det lød fra radiooperatøren: »Er der en mikrofon, der ikke er slukket? Vi kan ikke høre noget«. Dette fandt sted i de højspændte minutter, hvor kommunikationen over politiradioen kunne have været afgørende for at bringe præsidenten i sikkerhed og fange den eller de skyldige. Det foregik dog mere uproblematisk på kanal 2, som blev brugt til at følge kortegen gennem Dallas.

Klokken var cirka 12:45, da J. D. Tippit, der havde nummer »78«, og Ronald Nelson, der havde nummer »87«, blev bedt om at bevæge sig ind i det centrale område af Oak Cliff. Ordren blev givet, mens forbindelsen mellem patruljevognene og centralen var rødglødende i kølvandet på mordet, og mens radiooperatørerne endnu ikke havde overblik over, hvad der var sket med JFK, hvor skuddene kom fra, hvor mange, der var blevet ramt, om der var flere snigskytter, der gemte sig i området - eller om der ligefrem var tale om et angreb fra fremmede magter. Midt i dette kaos havde radiooperatør Murray Jackson overskud til at bekymre sig om, hvad der muligvis kunne ske af ulykker i et fredeligt villakvarter fjernt fra omdrejningspunktet for dagens ulykkelige begivenhed.

Signalement af JFK's morder

Signalementet af JFK’s morder blev allerede sendt over politiradioen 12:45 og lød således: »Ukendt, hvid mand, cirka 30, slank bygget, højde 1,78 meter, vægt 165 pund. Han bar på det, som så ud til at være en 30-30 riffel«. Det var en sparsom skildring af den efterlyste og mangler beskrivelsen af hans tøj, som vi ellers kunne forvente, hvis nogen havde set en mand med en riffel forlade skolebogslageret. Lee Oswald var ganske vist en hvid mand, der var omkring 178 centimeter høj, men han vejede langt under 165 pund og bar ikke på nogen riffel. Hvis vi ser bort fra det sidste, var det i virkeligheden en beskrivelse, der passede på tusindvis af borgere i Dallas by og omegn, og den indeholdt ikke karakteristiske træk hos Lee Oswald som for eksempel, at han havde en vigende hårgrænse, og at han var meget tynd.

Warrenkommissionen mente, at politiet havde fået beskrivelsen af Howard Brennan, der så morderen i vinduet på sjette sal, men det er ikke videre troværdigt. Selvom Brennan nævnte, at den mand, som han så i vinduet, var ung og slank bygget, havde han også bemærket, at han havde mørkt hår og var iklædt en lys eller kakifarvet skjorte. Men morderens tøj blev - som vi har set – ikke nævnt i politiets signalement af den efterlyste, og det kunne tyde på, at oplysningerne ikke kom fra et øjenvidne.

Glen King, der var ansat på Jesse Currys kontor, gav i december 1963 en forklaring på, hvorfor politiet kunne komme med et signalement så tidligt som et kvarter efter mordet. Han skrev, at de var heldige at komme i kontakt med en person på boglageret, der fortalte dem, at en af arbejderne blev set inde i bygningen før mordet, men efter mordet var han forsvundet. De var derfor i stand til at sende et signalement over politiradioen i løbet af få minutter, skrev han.

Det var dog langt senere, at Roy Truly meddelte kaptajn Will Fritz, at Lee Oswald manglede, og han var den eneste, som vi kender til, der gav Dallas Politi et signalement af vores hovedperson. Under interviewet med Warrenkommissionen nævnte han, at han oprindeligt havde en fast tro på, at skuddene ikke kom fra »deres bygning«, men at han omsider blev overbevist, da patronhylstrene blev fundet omkring klokken 13:00. Riflen dukkede senere op mellem nogle opstablede kasser omkring klokken 13:22. Da han derefter hørte, at Lee Oswald var fraværende, ønskede han ikke at vildlede politiet ved at videregive oplysninger ud fra sin egen hukommelse. Han ringede derfor til et kontor i en anden bygning, der også hørte til skolebogslageret. Her fik han udleveret alle de data, som de havde på manden, og derefter gik han op på sjette sal, hvor Will Fritz opholdt sig, og videregav informationerne til ham. Da vi også ved, at kaptajnen først ankom til sjette sal, efter patronhylstrene blev fundet, kunne Trulys besked ikke være kilden til det signalement, der lød over politiradioen omkring klokken 12:45.

Det lyder heller ikke særlig sandsynligt, at nogen allerede så tidligt var foruroliget over, at Lee Oswald ikke umiddelbart var at se. Nogle af de ansatte på kontorerne gik hjem kort tid efter skuddramaet, og arbejderne på lageret og gulvlæggerne på sjette sal blev snart spredt for alle vinde. Flere befandt sig udenfor, og nogle af dem gik i den retning, hvor de troede, at skuddene kom fra. Charles Givens forlod helt området og vendte først tilbage senere på eftermiddagen. Andre samledes ved hovedindgangen og gik efterfølgende ovenpå for at få fat på en telefon, mens Wesley Frazier gik ned i kælderen og spiste sin frokost. Vi skal desuden lægge mærke til, at Glen King skrev, at den mistænkte havde en 30-30 riffel eller en Winchester i hånden. Men det havde Lee Oswald ikke.

Vi kan derfor kun spekulere på, hvem der mon ringede til kontoret og gav disse oplysninger, inden middagspausen var forbi. Flere har foreslået, at signalementet kunne være hentet fra Lee Oswalds soldaterpapirer, hvor der stod, at han var 1,78 centimeter høj og vejede 165 pund, og hvor der naturligvis ikke var en skildring af hans klædedragt. Men hvor beskrivelsen af våbnet stammede fra er et åbent spørgsmål.

Den sidste time

Efter J. D. Tippit havde været hjemme til frokost, gav han 12:17 centralen besked på, at han forlod sin patruljevogn, og 12:20 meddelte han, at han var tilbage igen. Men herefter er hans færden lidt af en gåde. Flere af de vidner, der så Tippit i minutterne op til hans død, blev ikke indkaldt til afhøring, fordi Tippitmordet i realiteten aldrig blev efterforsket. I stedet for koncentrerede politiet sig udelukkende om at forsøge at bevise, at Lee Oswald var morderen. Derfor kan vi ikke henvise til ret mange udtalelser givet under ed, når vi forsøger at afdække Tippits gøren og laden i hans sidste time i de levendes rige. Det er selvfølgeligt et handikap, men til gengæld har vi flere observationer fra folk, der kendte ham, og som fortalte, at de havde set ham inden for den sidste halve time af hans 39 år korte liv.

I en artikel i »Ramparts Magasin« kunne man i 1966 læse, at forsker William Turner rejste til Dallas for at interviewe tre mennesker, der var enige om, at de havde set Tippit på Gloco servicestation i det nordligste Oak Cliff på 1502 North Zangs Boulevard, der lå cirka 2,5 kilometer fra Dealey Plaza. Det drejede sig om Tom Mullins, Emmett Hollingshead og J. B. Lewis. De fortalte samstemmende, at de kendte ham, og at han opholdt sig på parkeringspladsen i cirka 10 minutter et sted mellem klokken 12:45 og 13:00. LINK Deres historie blev efterfølgende offentliggjort i »Oak Cliff Tribune«.

Fotograf Al Volkland og hans kone, Lou, var to andre vidner, der havde set Tippit på servicestationen. De oplyste, at de kørte forbi stedet 15 til 20 minutter efter Kennedymordet. Det vil sige et sted mellem klokken 12:45 og 12:50, hvis de bedømte tiden korrekt. Der er ingen grund til at tro, at de talte usandt og tog fejl af ham og en anden, fordi tre andre placerede ham på servicestationen på det samme tidspunkt, og fordi de kom sammen med Tippit privat og vinkede til ham, da de passerede ham. Ægteparret var af den opfattelse, at han sad og holdt øje med trafikken over Houston Viaduct, der havde forbindelse til den indre by i Dallas. De fleste forskere er da også enige om, at alt taler for, at Tippit var på Gloco servicestation kort tid før sin død. Mullins, Hollingshead og Lewis var desuden enige om, at han pludselig forlod stedet og kørte ned ad Lancaster med høj hastighed.

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor han pludselig hastede af sted, uden at der var kommet en eneste besked til ham over politiradioen. Og vi må også spørge, hvad der fik ham til at køre til det nordligste område af Oak Cliff, når han havde fået besked på at være i den centrale del, da han blev kontaktet 12:45 over politiradioen, hvis ordren var ægte. LINK

Ved samme lejlighed oplyste han, at han opholdt sig på hjørnet af Kiest og Bonnie View, der lå cirka ni minutters kørsel fra Gloco servicestation. LINK

Tippits sidste kontakt til centralen, inden han mødte døden på Tenth Street, blev stemplet 12:54, da han ifølge radiobåndene befandt sig på hjørnet af Lancaster og Eight Street, der lå cirka to minutters kørsel syd for Gloco servicestation LINK. LINK.

Denne gang blev han bedt om at stå til rådighed, hvis der opstod en nødsituation i det centrale område af Oak Cliff, hvor der indtil da ikke var meldt om hændelser, der krævede politiets tilstedeværelse. LINK

Tippit besøgte The Top Ten Record Shop for at låne en telefon

Det sidste sted, som vi næsten med hundrede procents sikkerhed ved, at Tippit befandt sig, før han blev skudt ned på East Tenth Street, var på »Top Ten Record Shop«, der lå cirka tre til fire minutters kørsel fra Gloco servicestation. Dub Stark, der ejede butikken, og den 18-årige Louis Cortinas, der var ansat som ekspedient, fortalte begge, at de oplevede, at Tippit kom styrtende ind i forretningen omkring klokken 13:00 og bad om at låne en telefon. I de senere offentliggjorte afskrifter af politiets radiokommunikation fremgår det, at klokken var mellem 12:55 og 13:03, da Murray Jackson uden held forsøgte at kontakte ham. Det kunne tyde på, at han havde forladt sin patruljevogn, og at det fandt sted, mens han var inde på »Top Ten Record Shop«. LINK

Tippit havde tidligere samme dag givet besked til centralen, da han forlod sin patruljevogn, men denne gang brød han politiets regel om, at betjentene skulle fortælle, hvis de stod ud ad deres bil. Det blev der vel at mærke ikke set med milde øjne på. Det røber et dokument af 4. februar 1958, hvori der står, at Dallas Politi gav Tippit en påtale for at forlade patruljevognen uden at give besked. Et andet dokument fortæller, at der var et lignende tilfælde i marts 1959, og der skulle være yderligere to dokumenter af lignende karakter. Var det et tilbagevendende problem for Tippit, kunne vi dog forvente, at der lå langt flere påtaler i politiets arkiver.

I et interview i 1981, der blev bragt i Dallas Morning News, gengav journalist Earl Golz det, som Cortinas fortalte ham, og skrev: »[Cortinas] stod bag disken på The Top Ten Record Shop. Politibetjent J. D. Tippit kom farende ind i butikken og spurgte Cortinas, om han måtte låne telefonen ved skranken. Cortinas huskede, at Tippit havde så travlt, at han måtte bede folk i den smalle midtergang om at træde til side. Tippit kom ikke til at tale med nogen, for Cortinas hørte ham ikke sige et eneste ord. Han stod der længe nok til at ringe syv eller otte gange. Bagefter gik han tavs ud ad butikken og kørte hurtigt væk. Han så ud til at være ked af det eller bekymret over et eller andet«, sagde han.

Cortinas og Stark kunne begge fortælle, at Tippit ofte kom ind i pladebutikken for at låne telefonen under sin tjeneste, og af og til købte han også grammofonplader til sine børn. Det skal også med til fortællingen, at den unge ekspedient tidligere havde arbejdet på »Austins Barbeque«, som fik besøg af mange teenagere i weekenden. Her var Tippit ansat fredag og lørdag fra klokken 22:00 til 2:00 nat for at sørge for ro og orden. Derfor kendte Cortinas ham særdeles godt.

Den uheldige betjent havde imidlertid ikke behøvet at bruge butikkens telefon, hvis han under sin tjeneste fik behov for at ringe nogen op, for politiet havde opstillet flere stationære telefoner i Dallas, som han i stedet for kunne have benyttet. Det fortalte Murray Jackson under et interview med forfatteren Dale Myers. Det ser derfor ud til, at han ikke ønskede at indvie sit korps i det, han havde gang i.

Men hvad, det var, får vi formentlig aldrig at vide, fordi efterforskerne ikke tog initiativ til at kortlægge Tippits færden op til hans voldelige død. De burde have opsøgt langt flere vidner, end de gjorde, men de koncentrerede sig kun om de personer, der overværede mordet eller så morderen flygte fra gerningsstedet. I det lys er det vel heller ikke så mærkeligt, at flere siden besluttede sig for selv at efterforske sagen.

Da Tippit forlod pladebutikken, så Louis Cortinas, at han kørte nordpå ad Bishop Street i retning mod Sunset Avenue og West Tenth Street. Her skulle han have stødt på en mand ved navn James Andrews, hvis beretning muligvis kaster lys over, hvad Tippit foretog sig, umiddelbart før han blev myrdet. Han fortalte Greg Lowrey - der i mange år har efterforsket Tippitmordet - at han var vendt tilbage til sit kontor i Oak Cliff kort tid efter klokken 13:00. Forinden kørte han i vestlig retning på West Tenth Street, hvor han pludselig blev overhalet af en politibil, der tvang ham til at standse. Betjenten løb derpå hen til Andrews' bil og undersøgte rummet mellem forsædet og bagsædet uden at sige et eneste ord, hvorefter han gik tilbage til sin patruljevogn og forsvandt. Betjenten var ophidset og handlede febrilsk, sagde han. Denne mærkelige opførsel forvirrede ham, og da hans øjne faldt på navneskiltet, lagde han mærke til, at der stod Tippit. Det, der var årsag til denne besynderlige adfærd, blev de, der passede politiradioen, ikke indviet i, og det bliver vi andre heller ikke, fordi betjenten tog hemmeligheden med sig i graven, hvis den altså er sand. Det kan vi dog ikke vide, da Andrews fortælling ikke er blevet bekræftet af andre vidner, og fordi han ikke blev afhørt under ed.

De, der så Tippit før mordet, påstod, at han havde travlt og kørte stærkt, men da han kørte hen ad East Tenth Street og krydsede Patton Avenue, fortalte vidnerne derimod, at han kørte i sneglefart, indtil bilen brat standsede ud for 404 Tenth Street. Hvis han ledte efter nogen, fandt han da den, han ledte efter? Det kan vi heller ikke sige med bestemthed.

Tippit havde levet et dobbeltliv

Der er imidlertid dokumentation for, at J. D. Tippit i en periode levede et dobbeltliv, idet han havde en affære med en kvinde ved navn Johnnie Maxie Witherspoon, der arbejdede på »Austins Barbecue«, hvor han havde sit fritidsjob. HSCA-udvalget interviewede kvinden i slutningen af 1970'erne, og under afhøringen indrømmede hun, at hun havde et forhold til Tippit i et par år, men at det ophørte i sommeren 1963, da hendes mand uventet kom tidligt hjem. LINK side 37.

Men Johnnie og hendes mand boede ikke på East Tenth Street, hvis nogen skulle få denne nærliggende tanke. Vi ved i virkeligheden ikke, om Tippit havde involveret sig i en ny affære, der voldte ham visse vanskeligheder. Forfatteren Joseph McBride, der har undersøgt Tippitmordet grundigt i over 30 år, skriver i sin bog, »Into the Nightmare« fra 2013, at han havde haft en romantisk affære med mindst to kvinder, der arbejdede på »Austin’s Barbecue«. Det er dog aldrig blevet bekræftet.

Er den officielle historie sand, var det en tilfældighed, at Tippit stødte på sin morder. Den eneste grund til, at han standsede sin patruljevogn, var, at han fandt, at den unge mand, som kom gående imod ham, havde en mistænkelig opførelse, og at hans udseende stemte med det signalement, som blev sendt over politiradioen. Det var dog temmelig intetsigende og kunne passe på en lang række af andre unge mænd i Dallas og omegn. Det var vel heller ikke realistisk at tro, at Tippit i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at præsidentens morder ville gå rundt i et stille villakvarter uden for Dallas mindre end en time efter mordet på Dealey Plaza. Godtager vi Warrenkommissionens tolkning af situationen, må vi også acceptere, at det var en tilfældighed, at Tippit den sidste halve time af sit liv ifølge flere vidner opførte sig desperat, og at han blev myrdet det sted, hvor han ifølge Scoggins parkerede sin patruljevogn næsten hver eneste dag ved middagstid, selvom det ikke lå i hans tildelte distrikt.

De mange ubesvarede spørgsmål

Der er mange spørgsmål, som aldrig er blevet besvaret, men måske har forfatteren Joseph McBride fat i noget rigtigt. Han skriver i sin bog, at han havde interviewet Tippits far, Edgar Lee Tippit, på hans gamle dage. Manden, der kom med flere racistiske udtalelser, gav ham nogle vigtige oplysninger. Han røbede, at hans svigerdatter, Marie Tippit, fortalte ham efter mordet, at den politibetjent, der havde fået den svære opgave at fortælle hende, at hendes mand var blevet myrdet, også betroede hende, at manden fik besked på - sammen med en anden betjent - at fange Lee Oswald, og at kollegaen kort tid før politimordet til al held for ham blev kaldt til et færdselsuheld. Hvis det er sandt, betyder det, at Tippit var bekendt med Lee Harvey Oswalds identitet, før han blev arresteret i Texas Theatre, og at den mand, som senere blev beskyldt for mordet, allerede var dømt, inden nogen savnede ham på skolebogslageret. Det kan forklare, hvorfor Tippit så desperat kørte rundt i Oak Cliff-området uden at indvie personerne på politicentralen i, hvad han foretog sig. Vi skal dog være forsigtige med at drage endelige konklusioner ud fra et enkelt vidnes udsagn.

Jesse Curry bliver interviewet af Warrenkommissionen

En lidt komisk episode, der fandt sted, da Jesse Curry i Dallas Politi blev interviewet af Warrenkommissionen, skal med her, fordi det ser ud til, at han kom til at tale over sig. McCloy spurgte Curry, om Tippit blev sendt til Oak Cliff, fordi området var et slags centrum for kriminelle aktiviteter på det pågældende tidspunkt. Politichefen, der ganske givet følte, at han skulle forsvare Murray Jacksons handling, svarede uærligt: »Ja, på det tidspunkt«. McCloy, der ikke var overbevist, gik videre og spurgte ham: »Det var ikke, fordi I forsøgte eller havde en idé om, at den sigtede måske opholdt sig der?« Hertil svarede Curry: »Ikke for mordet på præsidenten, men vi var sikre på, at den skyldige i mordet på Tippit befandt sig der«. Det fik McCloy til tørt at bemærke: »Men Tippit var jo stadigvæk i live, da han første gang fik besked på at tage derud«. LINK

Det, som Curry i virkeligheden sagde, var, at Tippit var på jagt efter sin egen morder!

Allen Dulles, der var med til at afhøre Curry, havde fået den samme tanke som McCloy, idet han brød ind og spurgte: »Ordren havde ikke noget at gøre med en mistanke om, at morderen måske var taget til dette område?« Men det bedyrede Jesse Curry, at den ikke havde. Det fortæller os, at Dulles og McCloy havde en mistanke om, at politiet jagtede Lee Oswald i Oak Cliff, og at de undrede sig over, at en politibil dyttede uden for logiet, mens han var inde på sit værelse, og at Tippit blev sendt til området, mens panikken bredte sig som en løbeild inde på Dealey Plaza. Kunne det mon tænkes, at Dallas Politi ikke fortalte kommissionen hele sandheden?

Jagtede Dallas Politi Lee Oswald før Kennedymordet?

Flere ting tyder på, at politiet jagtede Lee Oswald efter Kennedymordet. Den taxa, som han hyrede, kørte forbi den servicestation, hvor Tippit stod og holdt øje med trafikken, omkring det tidspunkt, da betjenten med høj hastighed forlod stedet. Hvorfor havde han så travlt, og hvorfor befandt han sig uden for sit distrikt uden at orientere centralen? Lagde Lee Oswald mærke til, at en politibil fulgte efter taxaen, og vidste han noget, som vi andre ikke ved? Var det grunden til, at han bad taxachaufføren om at standse, før den nåede sit bestemmelsessted? Og var det derfor, vores hovedperson gik 570 meter tilbage til logiet, hvor hyrevognen netop var kørt forbi, for at hente sin revolver? Ville han forberede sig på at være i stand til at forsvare sig selv?

Det ser under alle omstændigheder ud til, at der var tale om en pludselig indskydelse og ikke en planlagt handling. Havde han travlt og var på flugt, fordi han havde skudt Kennedy, ville han vel have stået af tæt på logiet, og vi må også gå ud fra, at han havde forberedt sig på situationen dagen før og havde taget revolveren med sig. Men Lee Oswald havde god tid, da han gik ned og hyrede en taxa og tilbød at overlade den til en ældre kvinde. Det var først, da han ankom til sit logi, at han mødte et menneske, som vidnede, at han så ud til at have travlt.

Da J. D. Tippit faldt død om, lå hans tjenestepistol ved siden af ham. Man kunne derfor få den tanke, at det var ham, der i virkeligheden ville skyde Oswald, og at denne blot var hurtigere og handlede i selvforsvar. Det er imidlertid det rene gætteri - indrømmet - men dog en mulighed, som vi kan tage med i vores overvejelser. Det forudsætter naturligvis, at vores hovedperson havde mulighed for at nå ned til gerningsstedet tids nok til at møde Tippit. Men havde han nu også det?

Tippits kontakt til politiradioen

For at blive klog på, om vi kan regne med politiradioens tider, skal vi have fat i James Bowles, der havde været ansat i Dallas Politi siden 1951, og som var chef for kommunikationen over Dallas Politis radiocentral i 1963. Han havde mere end nogen anden et indgående kendskab til, hvordan optagelserne og kommunikationen fungerede, og derfor kan det være interessant at høre, hvad han har at sige om nøjagtigheden af de tidspunkter, som blev stemplet med jævne mellemrum. Han skrev, at tiderne var upræcise og slog i en artikel fast, at »1) Ingen nøjagtig registrering af "tid" eksisterede. 2) De forskellige ure blev ikke synkroniseret. 3) Radiooperatørerne var ikke nøjagtige med hensyn til at angive tider. 4) Optagelserne var kun kontinuerlige på kanal 1, mens en mikrofon var tændt«. Du kan læse mere om, hvad han skrev om radiobåndenes tider her: LINK.

Den 8. november 2013 blev et ældre klip fra en tv-udsendelse i 1967, hvor radiooperatør Murray Jackson blev interviewet, offentliggjort på YouTube. Han var som sagt den mand, der gav den problematiske ordre til Tippit, og han fik i den anledning stillet det relevante spørgsmål: »Hvorfor bad du Tippit om at køre ind i den centrale del af Oak Cliff?« Hertil svarede han: »På grund af de skud, der ramte præsidenten, sendte vi straks alle tilgængelige enheder til den tredobbelte tunnel, hvor det blev rapporteret, at skuddene stammede fra. Jeg indså, at vi var ved at dræne Oak Cliff-området for tilgængelige betjente, så hvis der opstod en nødsituation såsom et røveri eller et større uheld, ville jeg ikke have nogen, der var tæt nok på til at besvare opkaldet«.

Her tænkte Jackson vel på, at Jesse Curry først bad om, at enhederne skulle køre til den tredobbelte tunnel ved jernbanebroen, men som sagt gik der ikke mange minutter, inden enhederne i stedet for blev sendt til skolebogslageret. Det vigtige her er, at transskriptionen fortæller os, at vognene »221«, »91« og »222« allerede var i Oak Cliff, og at de befandt sig inden for en afstand af cirka tre kilometer fra 404 Tenth Street, da Tippit blev skudt.

Ronald Nelson havde tilsyneladende ikke opfattet, at han skulle tage til Oak Cliff, for godt en halv time efter mordet på Tippit, meddelte han følgende til radiooperatøren over politiradioen: »Jeg er i min bil her på Elm og Houston. Vil du have, at jeg tager derover?« (til Tenth Street). Det er denne meddelelse, der har fået nogen til at antage, at ordren til Tippit og Nelson om at tage til Oak Cliff var blevet indopereret i politibåndet efter mordene.

Murray Jackson havde ikke arbejdet som radiooperatør ret længe. Han var også en god ven af J. D. Tippit, og da han hørte, at han var blevet myrdet, blev han så berørt, at han måtte tage hjem. Jeg tror derfor ikke på, at han bevidst sendte Tippit til den centrale del af Oak Cliff i den skumle hensigt at fange ham i en modbydelig udtænkt fælde, som nogen mener. Der var snarere tale om en ordre, der blev givet ved en tidligere lejlighed. Sekvensen kunne være kopieret fra et bånd af ældre dato og sat ind i båndet fra den 22. november.

Det var ikke så vanskeligt, fordi de, som analyserede båndene, kun modtog kopier af dem. Jeg kunne forestille mig, at politikorpset ikke ønskede, at der kunne sættes en finger på Tippits omdømme, og at det derfor indsatte denne korte sekvens for at skjule, at han havde handlet på egen hånd og var kørt uden for sit distrikt, som det viste sig, at han havde for vane at gøre.

Det var naturligvis betjentenes pligt at gøre, som der blev sagt, og jeg kan ikke se, at Ronald Nelson på nogen måde kunne være i tvivl om, hvor han skulle køre hen, hvis båndet ikke var blevet ændret. Alle patruljevognene i den indre by fik besked på at tage ind på hjørnet af Elm Street og Houston Street cirka 12:41, og det var omkring fire minutter senere, at Tippit og Nelson fik deres ordre. Nelson bekræftede, at han hørte ordren og svarede i samme forbindelse radiooperatøren, at han var på vej nord på Marsalis ved R.L. Thornton, som lå lidt syd for det sted, hvor Tippit blev skudt. Det vil sige, at han allerede befandt sig i den centrale del af Oak Cliff. Alligevel meddelte han cirka 12:47 over politiradioen, at han befandt sig på den sydlige side af Houston Street Viaduct. Det betød, at han var ved at forlade den nordlige del af Oak Cliff og var på vej ind mod den indre by. Fortsatte han i samme retning ad Houston Street, ville han ende inde ved skolebogslageret, hvorfra han cirka 13:21 kontaktede centralen. Han handlede med andre ord, som om han slet ikke havde hørt beskeden fra centralen. Det kan næsten kun betyde, at beskeden til Nelson og Tippit blev givet ved en tidligere lejlighed.