Kugler og skudsår

Fire hele kugler og en mulig femte

Der florerede flere rygter om forskellige kugler, der blev fundet efter mordet. Reporter Richard Dudman bliver omtalt i bogen »Assassination Science: Experts Speak Out on the Death of JFK«. Han stod bag en artikel, der blev trykt i bladet »The New Republic« den 21. december 1963. Heri skrev han følgende om de kugler, der blev affyret på Dealey Plaza en måned tidligere: »Myndighederne nævnte gentagne gange, at der blev fundet fire kugler efter mordet. En blev fundet på gulvet i bilen, en anden på præsident Kennedys båre, en tredje blev fjernet fra guvernør Connallys venstre lår, og en fjerde blev fjernet fra præsident Kennedys lig på The Naval Hospital i Bethesda. Den dag, præsidenten blev skudt, blev jeg desuden bekendt med, at der var en mulig femte kugle. En gruppe af politibetjente gennemsøgte området i den side af gaden, hvor præsidenten blev skudt. En politiinspektør fortalte mig, at de netop havde fundet en kugle i græsset«.

Hans oplysninger er interessante, fordi de fortæller os, hvad han fik at vide af sine kilder i den første tid efter mordet, inden den officielle historie, som vi kender den i dag, var blevet endeligt udformet af Warrenkommissionen. Han havde hovedsageligt fået sine informationer fra Dallas Politi, som Edgar Hoover ellers bad om »at holde kæft«. Men der var intet konspiratorisk og kontroversielt i hans oplysninger, når vi tager højde for det tidspunkt, han skrev sin artikel.

Skulle det vise sig, at der blev affyret mere end tre skud på Dealey Plaza, skrider fundamentet imidlertid under hele sagen mod Lee Oswald. Men det var der ikke mange, der tænkte videre over i december måned 1963. Den officielle mening var, at den første kugle ramte Kennedy i nakken og gik gennem hans slipseknude. Den anden kugle gik gennem Connally, og den tredje kugle ramte præsidenten i hovedet. Da der blev fundet tre tomme patronhylstre i snigskyttereden, og de fleste vidner sagde, at de hørte tre skud, tog man det for givet, at der kun var tre kugler i Kennedymordet. Det kunne derfor være interessant at se nærmere på, om der er baggrund for at tro, at Richard Dudmans kilder var velinformerede.

Vi kan dog sige med sikkerhed, at det var de ikke hundrede procent, da det var en misforståelse, at der både blev fundet en kugle på præsidentens båre og en anden i guvernør Connallys venstre lår. Den eneste kugle, der blev fundet på Parkland Hospital, var den såkaldte magiske kugle, der faldt ned fra Connallys båre. Overskriften skulle derfor snarere have lydt: »Tre hele kugler og en mulig fjerde«. Vi skal i det næste se på, om der blev fundet 1) en kugle i græsset 2) en kugle i limousinen og 3) en kugle i præsidentens legeme på »Bethesda Naval Hospital«, hvor han blev obduceret. Hvis det er tilfældet, var der flere kugler, som aldrig blev rapporteret af hverken Warrenkommissionen eller HSCA-udvalget.

Warrenkommissionen endte med at konkludere, at den første kugle missede og aldrig blev fundet, den anden kugle gik både gennem Kennedy og Connally og faldt ned fra en båre på Parkland Hospital, og den tredje kugle ramte præsidentens hoved og efterlod et større kuglefragment i limousinen. HSCA-udvalget placerede desuden en fjerde kugle - som blev affyret fra græshøjen og missede - mellem det andet skud og det sidste skud, der dræbte præsidenten.

Påstanden om, at det første skud missede, var som tidligere nævnt begrundet af, at guvernør Connally var sikker på, at der lød et skud, før han selv blev ramt. For at få det til at stemme med at Kennedy og Connally begge blev ramt af den samme kugle, var man nødt til at opfinde en kugle, der blev affyret forinden, og som ramte forbi målet. Den blev dog aldrig fundet på det sted, hvor man mente, at den ramte jorden eller asfalten.

En kugle på den sydlige side af Elm Street

J. W. Foster med en cigaret i munden står ved
siden af Buddy Walthers, mens en ukendt
agent undersøger stedet.

Der gik faktisk rygter om, at der blev fundet en kugle i græsset langs Elm Street. Det var dog ikke på nordsiden, men på sydsiden. Politibetjent J. W. Foster fortalte Warrenkommissionen, at han cirka ti minutter efter mordet fandt et mærke fra en kugle på et dæksel - eller helt nøjagtigt på betonen, der grænsede op til dækslets kant. Han fortalte også, at kuglen »rikochetterede videre« ind på græsplænen. Han tilkaldte derfor nogle mænd fra Dallas Politis laboratorie, som fotograferede dækslet og græsset. Der findes flere kendte billeder på nettet, hvor vi kan se stedet blive undersøgt af J. W, Foster og en anden betjent, Buddy Walthers, sammen med en ukendt, civilklædt herre, som ser ud til at samle noget op fra græsset og putte det i lommen. Men da historien kom i medierne, benægtede Walthers, at der blev fundet en kugle.

»Fort Worth Star Telegram« bragte ikke desto mindre den 23. november 1963 et foto af en kugle i græsset ved siden af dækslet, og under billedet stod der: »En af riffelkuglerne affyret af præsident Kennedys morder ligger i græsset langs Elm Street«. Der er anbragt en blyant i billedet, der peger på kuglen, men billedet, der er lagt på nettet, er desværre ikke skarpt nok til, at vi tydeligt kan se den. Vi kan kun lige ane, at der er noget, som glitrer i solen. Jeg kan dog næppe forestille mig, at en pressefotograf ville tage et sådant billede, og at avisen ville bringe det sammen med den omtalte tekst, hvis ikke der lå en kugle i græsset. »Dallas Times Herald« skrev også om kuglen dagen derpå og henviste til, at løjtnant Carl Day i Dallas Politis laboratorium havde fortalt, at stedet, hvor en af kuglerne blev fundet, var i en afstand af 100 yards (91,44 meter) fra skolebogslageret. Det vil også sige, at det var i nærheden af jernbanebroen og flere meter foran det sted, hvor præsidenten fik en kugle gennem hovedet, og ikke langt fra James Tague, som blev ramt af et fragment fra en kugle eller et stykke af den kantsten, som et kuglefragment skød hul i.

En kugle på den nordlige side af Elm Street

Fortovet på den anden side af gaden blev imidlertid også ramt af et missil, hvis vi skal tro en kvinde, der gik stille med dørene, og som først mange år senere fortalte, at hun så en kugle ramme asfalten, da præsidenten blev ramt første gang. Der er en mulighed for, at det var den, som Dudman henviste til, fordi den skulle være fundet på græsarealet på den nordlige side af Elm Street i samme side, som præsidenten sad, da han blev skudt.

Kvindens søn, Ricky Chism, gjorde offentligheden opmærksom på hændelsen, da han blev interviewet en aften i 2013 på »The Sixth Floor Museum«, hvor han fortalte publikum, at hans mor, Faye Chism, blev vidne til, at den første kugle, som sårede præsidenten, ramte gaden i den side, hvor han sad og vinkede. Hendes søn var dengang kun tre år gammel. Ti år senere så han tilfældigvis sig selv og sin mor på Dealey Plaza i en historiebog. Han sagde, at han først da fik at vide, hvad forældrene oplevede den dag, USA mistede den præsident, som moren syntes var den flotteste mand, hun nogensinde havde set.

Politirapporten, der gengiver Faye Chisms oplysninger til myndighederne den 22. november, omtaler ikke kuglen, der ramte gaden. Men interviewet er kun ganske kort gengivet, hvilket står i kontrast til de mange timer, som hun og hendes mand oplyste, at de tilbragte på politihovedkvarteret efter mordet.

I 1996 tog Dave Montague i ARRB imidlertid skridt til at undersøge sagen og ringede til Rickys mor i håb om at få flere oplysninger. Hun indvilligede i at tale med ham og bekræftede, at hun huskede, at det første skud ramte gaden, og at hun så asfalten slå gnister. Det vigtige her er for det første, at hun havde fortalt sin søn den samme historie, og for det andet, at fotografier fra Dealey Plaza beviste, at familien stod tæt på limousinen, da skuddramaet begyndte. Det vil sige cirka halvvejs mellem Houston Street og den tredobbelte tunnel.

Man kan dog altid sætte spørgsmålstegn ved øjenvidneberetninger, men det styrker troværdigheden, hvis andre uafhængige vidner fortæller det samme, og det er tilfældet her.

Skelton placerede stedet, hvor vejen slog
gnister, i nærheden af motorvejsskiltet,
hvor jeg har anbragt en rød cirkel omkring
den sorte pil. LINK

Som jeg tidligere har nævnt, stod Roy Skelton på jernbanebroen og hørte først to skud, og at den ene af kuglerne ramte fortovet til venstre bag Kennedys bil og rikochetterede ind på fortovet i nordvestlig retning, som han markerede med en pil på en tegning af området (se figur 69). Det var cirka der, hvor Faye Chism stod sammen med sin familie. Han sagde dog, da han blev afhørt på politihovedkvarteret, at »noget ramte fortovet i venstre side [af vejen]«. Men hans tegning røber, at han mente venstre side fra det sted, hvor han selv stod og så ned over Elm Street. Dernæst hørte han to skud mere, da limousinen nærmede sig den tredobbelte tunnel under jernbanebroen. Og denne gang observerede han, at den ene af kuglerne ramte cementen til venstre foran bilen, og begge gange så han røg stige op fra asfalten. Kuglen kunne være den samme, som ramte et dæksel på Elm Streets sydside nær jernbanebroen, eller et fragment af den kugle, som slog ned i en kantsten i nærheden af Tague.

Virgie Bachley havde også set en kugle ramme gaden og fortovet. Hun blev interviewet af FBI den 25. november 1963 og senere af Warrenkommissionen. Hun var i mellemtiden blevet gift og blev nu kaldt fru Donald Baker, som om hun ikke havde en selvstændig identitet. Hun fortalte FBI og Warrenkommissionen, at da hun stod et stykke fra skolebogslagerets vestlige side og hørte det første skud, bemærkede hun, at noget ramte fortovet i nærheden af det første skilt på Elm Street, og hun lugtede lige som flere andre krudtrøg.

Af frigivne dokumenter ved vi desuden, at FBI - kort tid efter Warrenkommissionen udgav sin rapport i september 1964 - blev kontaktet af en borger i Dallas, som hed Eugene Aldredge. Han havde observeret et ti centimeter langt kuglespor på fortovet på den nordlige side af Elm Street en til to dage efter mordet. Fordi området var blevet undersøgt indgående, tog han det som en selvfølge, at efterforskerne havde fundet hullet og analyseret det. Men da han ikke kunne finde nogen omtale af kuglesporet i kommissionens rapport, da den udkom, kontaktede han FBI og gjorde dem opmærksom på, hvad han havde observeret.

Aldredge kunne fortælle FBI, at journalisten Carl Freund fra »Dallas Morning News« også mente, at der var tale om en skade forårsaget af en kugle, og da han fandt stedet igen, kunne han konstatere, at man havde forsøgt at reparere det med en fyldning, der bestod af en blanding af asfalt og beton. FBI lokaliserede hullet efter Aldredges henvendelse og beskrev det som ti centimeter langt og godt en centimeter bredt, men afviste, at det havde nogen betydning, fordi missilet ikke kunne være affyret fra den position, som Lee Oswalds indtog på skolebogslagerets sjette sal. Vi får desværre ikke at vide, hvor præcist på Elm Streets nordside mærket i asfalten sad. Men det kunne være det samme sted, som Faye Chism, Roy Skelton og Virgie Bachley havde set asfalten slå gnister.

Der er derfor meget, der peger på, at der blev fundet to kugler i græsset. Den ene ramte et dæksel på den sydlige side af Elm Street, og den anden ramte asfalten på den nordlige side af Elm Street.

En kugle i limousinen

Men kunne det mon tænkes, at der også blev fundet en hel kugle i limousinen, som Dudman skrev? Her taler jeg ikke om et større fragment fra den kugle, der dræbte præsidenten. Jeg taler om en hel, men skadet kugle, som de ansvarlige for efterforskningen undlod at rapportere. Det mente James Morningstar Young, som var Kennedy-familiens personlige læge, i hvert fald. Han blev i 2001 interviewet af »US Navy Bureau of Medicine and Surgery« på »Office of Medical History«, og han navngav selv interviewet: »What Price a Rose?« (Hvad koster en rose?).

Udover at have observeret et gabende sår i præsidentens bageste, højre og midterste hjerneområde, påstod han interessant nok også, at han modtog en kugle, som blev fundet i limousinen om aftenen den 22. november. Der skete det, sagde han, at den ansvarshavende patolog, James Humes, under obduktionen af JFK klagede over, at han manglede flere kraniefragmenter, og Young bad derfor nogle agenter om at undersøge limousinen.

Senere samme aften fik Young leveret en konvolut af Det Hvide Hus’ medicinske korpschef, Thomas Mills, hvori der lå tre kraniefragmenter og en skadet, men hel kugle, som han afleverede til Humes. Han fandt flere år senere ud af, at fragmenterne blev registreret, men ikke kuglen. James Young satte ikke spørgsmålstegn ved Warrenkommissionens efterforskning, men han begyndte at spekulere på, hvad der var blevet af den, og han gav sig derfor til at gennemgå hele kommissionens rapport, men erfarede, at den ingen steder var omtalt. Det fik ham til i år 2000 at skrive et brev til Gerald Ford, som var den eneste af Warrenkommissionens ledende medlemmer, der stadigvæk levede. Den tidligere præsident skrev tilbage, at han desværre ikke kunne hjælpe ham, men benyttede lejligheden til i sit brev at reklamere for to »fremragende bøger«, som han udtrykte sig. Det drejede sig om »Nov. 22 1963: You Are The Jury« af David Belin og »Case Closed« af Gerald Posner. Begge bøger forsvarer naturligvis Warrenkommissionens efterforskning.

»Office of Medical History« forsøgte at få bekræftet Youngs historie, og derfor kontaktede Jan Herman, der var historiker, Thomas Mills telefonisk. Det viste sig, at manden huskede begivenheden, men da han blev presset for flere detaljer, klappede han i. Vigtigst er dog, at han ikke benægtede, at hændelsen havde fundet sted, bemærkede Herman.

AARC, der er et forskningscenter, som blev grundlagt med det formål at erhverve, bevare og formidle information om politiske mord, bragte i 2002 James Morningstar Youngs historie. Men først kontaktede AARC’s bestyrelsesmedlem Randolph Robertson »Ford Library« for at få bekræftet, at Young faktisk havde skrevet til ekspræsidenten. Det viste sig, at det havde han.

Kuglen bag øret

Det ser også ud til, at der er solid dokumentation for, at en kugle havde lejret sig mellem JFK’s ene øre og skulderen, og at FBI og Secret Service vidste det, men dækkede over det.

Sygeplejerske Phyllis Hall var med på det hold på Parkland, som forsøgte at redde præsidentens liv. I en video på YouTube kan vi i skrivende stund høre hende fortælle, at hun huskede, at der sad en kugle halvvejs mellem øreflippen og skulderen på præsidenten, da han ankom til hospitalet. Vi ser hende også i videoen markere højre side af baghovedet, hvor hun så et stort sår. Interviewet med hende blev taget i 2013, efter hun havde fortalt om sin oplevelse til bladene »Mirror News« og »Daily News«. Kuglen viste ingen tegn på skade, sagde hun, og hun kunne desuden huske, at den ikke havde forårsaget nogen blødning. Den var cirka halvanden centimeter lang og lignede ikke de andre kugler i Kennedymordet, som hun havde set billeder af, og hun undrede sig siden over, at den aldrig blev omtalt LINK.

Mange tænker sikkert, at det var lidt sent at komme med den historie, men vi forstår bedre hvorfor, når vi ved, at personalet på Parkland i sin tid blev mindet om deres tavshedspligt og kraftigt advaret mod at omtale, hvad de blev vidne til den dag, da USA’s præsident og Texas guvernør blev bragt ind på hospitalet.

Det er nu, det for alvor begynder at blive interessant. Ligesom jeg troede, at der intet nyt var under solen, fandt jeg et dokument i Douglas Hornes samling, som jeg ikke havde læst før. Det drejer sig om et FBI-memorandum dateret den 22. november 1963 fra Alan Belmont til Clyde Tolson. Belmont var nummer tre i FBI-hierarkiet, mens Tolson, der var Hoovers homoseksuelle elsker, var nummer to, og Belmont var også den mand, som kom til at lede FBI's undersøgelse af Kennedy-mordet. Han skrev heri, at han havde fortalt Gordon Shanklin, som var chef for FBI’s afdeling i Dallas, at Secret Service var i besiddelse af en kugle, der ramte Kennedy, og en anden kugle, som sad bag hans øre, og at FBI tog skridt til at få dem begge i besiddelse. Eksistensen af kuglen bag øret er imidlertid aldrig blevet nævnt i Secret Services og FBI’s rapporter.

Vi ved, at der var en stor skare af læger og sygeplejersker omkring JFK, da han blev ført ind på Parkland Hospital, alt imens agenter fra Secret Service og FBI til stor irritation for personalet overvågede forløbet. Midt i det kaos, der herskede på stedet, havde Secret Service måske modtaget kuglen uden lægernes viden. En anden mulighed er, at den blev fjernet på Bethesda, hvor JFK blev obduceret, og at en af Secret Service-agenterne, der var til stede, uretmæssigt tog den i sin besiddelse. Vi skal huske, at det kun var Parkland-lægernes opgave at redde præsidentens liv, og at den afdøde havde håret smurt ind i blod og hjernemasse. Derfor kunne den være blevet overset af personalet – lige med undtagelse af Phyllis Hall.

Jacqueline Kennedys observationer

Jackie stirrer skrækslagen på sin mand
under skuddramaet

Vi skal nu se på Jacqueline Kennedys interview med Warrenkommissionen den 5. juni 1964. Hun var så tæt, som man overhovedet kunne komme på tragediens første offer, og derfor fortjener hendes vidneforklaring særlig opmærksomhed. Hun sagde følgende: »Jeg … vendte mig om mod højre. Og alt, hvad jeg kan huske, er, at jeg så, at min mand havde et slags spørgende udtryk i ansigtet, og at han havde løftet sin hånd.… Og lige da jeg vendte mig om og kikkede på ham, kunne jeg se et stykke af hans kranium, og jeg husker, at det var kødfarvet. Jeg husker, at jeg tænkte, at han bare så ud, som om han havde lidt hovedpine ... Der var intet blod eller noget. Og så … lagde han hånden på panden og faldt ned i mit skød«.

Det bemærkelsesværdige er, at hun omtalte, at hun så en skade i kraniet, inden præsidenten blev ramt i hovedet af en kugle og dramaet nåede sit klimaks. Denne kugle efterlod et voldsomt stort sår, der fik kraniefragmenter, blod og hjernemasse til at flyve op i luften som et springvand og ned over limousinen og dens passagerer. »Der var så meget blod, at du ikke vidste, om der var andre sår, bortset fra dette ene store, gabende sår i den højre bageste del af hovedet«, sagde Clint Hill, der lå oven på præsidentparret, da de kørte til Parkland Hospital. Senere kunne Parklands læger konstatere, at der flød blod og hjernemasse fra lillehjernen ud på båren. Denne store skade levede derfor ikke op til den beskrivelse af det sår, som Jackie omtalte som blodløst. Hendes mand havde naturligvis heller ikke et spørgende udtryk i ansigtet, eller så ud som om han havde en lettere hovedpine, da han blev ramt af det skud, som slog ham ihjel. Desuden faldt præsidenten ned i sin kones skød, før han blev ramt i Z313.

De fleste slår det vel hen med, at Jackie huskede forkert, men Zapruders film bekræfter, at hendes hukommelse var god nok, når det gjaldt det, der skete, inden det fatale skud dræbte hendes mand. Hun fortalte helt korrekt, at hun sad med hovedet vendt mod venstre, umiddelbart før skuddramaet begyndte, og at Connally råbte: »Åh, nej, nej, nej!«, efter det første skud blev affyret. Det var grunden til, at hun vendte sig om mod sin mand, der allerede var ramt af en kugle, sagde hun. Der kom først et større hul i hendes hukommelse, da hun gik i chok under og umiddelbart efter det traumatiske øjeblik, der fik hende til at råbe: »De har skudt hovedet af min mand!«. Det fremgår således af hendes vidneforklaring, at hun ikke huskede dette skud og heller ikke erindrede, at hun klatrede op på bagsmækken af bilen, og at Secret Service-agent Clint Hill hjalp hende tilbage i sædet igen.

Kunne den kugle, som endte bag øret, eventuelt have forvoldt en skade i præsidentens venstre side af hovedet, der ikke er synlig i Zapruder-filmen? Og kunne det have efterladt et blodløst sår i kraniet? Det kan jeg naturligvis ikke sige med bestemthed. Men der er noget, som tyder derpå. Havde Kennedy på dette tidlige tidspunkt kun fået en kugle gennem halsen, ville hans kranie i sagens natur ikke være skadet, så hvis vi skal tage Jackie Kennedys ord for pålydende, blev præsidenten ramt to gange, inden Connally fik en kugle gennem brystet.

Lad os nu se på, hvad hun svarede, da Lee Rankin spurgte hende: »Har du nogen erindring om, om der var et eller flere skud?« Hun svarede ham desværre lidt kryptisk: »Der må have været to. … [det], der fik mig til at vende mig om, var, at guvernør Connally råbte. Og det forvirrer mig, fordi jeg først huskede, at der var tre … Og så læste jeg forleden, at det var det samme skud, der ramte dem begge. Men jeg troede, at hvis bare jeg havde kikket til højre, ville jeg have set det første skud ramme ham, og så kunne jeg have trukket ham ned, og så ville det andet skud ikke have ramt ham. Men jeg hørte guvernør Connally råbe, og det fik mig til at vende mig om, og da jeg vendte mig mod højre, gjorde min mand dette (holdt hånden foran halsen). Han modtog en kugle. Og det er de eneste to, jeg husker. Og jeg læste, at der var et tredje skud. Men det husker jeg ikke. Kun de to«.

Det tredje skud, som hun ikke erindrede, var det, som ramte hendes mand i hovedet. Det er dog svært at blive klog på, om hun oprindeligt huskede tre skud inden da, og om hun ved efterrationalisering reducerede de tre til to, da hun læste, at Connally og hendes mand blev ramt af den samme kugle. Under alle omstændigheder oplevede hun, at der blev affyret to skud. Det første fandt sted, da Connally hørte riffelskud og begyndte at råbe. Og »lige da jeg vendte mig om og kikkede på ham«, sagde hun, »kunne jeg se et stykke af hans kranium, og jeg husker, at det var kødfarvet … der var intet blod eller noget«. På dette tidspunkt var præsidenten derfor allerede såret. Hun troede, at hvis bare hun havde set hen på ham, da det første skud lød, kunne hun have nået at trække ham ned i sædet - ligesom Nellie Connally gjorde med sin mand - inden det næste skud blev affyret. Derved kunne hun måske have forhindret, at det andet skud ramte ham. Men det nåede hun ikke, inden hun så ham løfte hånden op foran halsen, da han »modtog en kugle [mere]«.

Typisk forsøgte Lee Rankin ikke at få hende til at uddybe, hvad hun præcist huskede, og hvad hun blot gættede sig til på baggrund af det, som hun havde læst i medierne. Selvom der siden mordet havde været en heftig diskussion om, hvor den store skade i Kennedys kranie var placeret, spurgte han hende heller ikke om, hvor den sad. Det er helt uforståeligt i betragtning af, at hun var villig til at tale om de mest skræmmende detaljer, som hun var i stand til at huske. Hun betroede således Rankin, at hun forsøgte at holde sammen på sin mands kranie i de minutter, som det tog at køre til hospitalet.

Det medicinske personale på Bethesda

Den nye præsident havde bestemt, at FBI skulle lede efterforskningen, og derfor var det også efterretningstjenesten, der havde ansvaret for bevismaterialerne. De kuglefragmenter, som patologerne fandt i Kennedys hjerne, blev af den grund ud-leveret til specialagenterne i FBI, James Sibert og Francis O'Neill, der var blevet udnævnt af Edgar Hoover til at overvåge obduktionen og skrive alt ned. De var derfor de retmæssige personer, som bevismaterialet skulle udleveres til.

Patologerne hævdede, at der ingen hele kugler blev fundet i præsidentens legeme under obduktionen. Ikke desto mindre findes der i Douglas Hornes samling en kvittering, der var underskrevet af James Sibert og Francis O'Neill den 22. november 1963. Heri stod der: »Vi bekræfter hermed modtagelsen af et missil, der blev fjernet af James J. Humes … dags dato«. Der er altid en reel mulighed for, at vidner er utroværdige, har en unøjagtig erindring eller har misforstået noget. Det er straks sværere at ignorere de personer, hvis ord bliver bekræftet af myndighedernes skriftlige optegnelser fra det tidspunkt, hvor den aktuelle begivenhed fandt sted.

Humes havde ansvaret for obduktionen, og kvitteringen var stilet til kaptajn John H. Stover, der var chef på militærhospitalets medicinske skole. Vi ved det ikke med bestemthed, men det kunne tænkes, at Alan Belmont tog skridt til at få fat på kuglen ved at kontakte militærhospitalet, hvor Stover efterfølgende sørgede for, at den blev udleveret til FBI-agenterne.

James Sibert huskede ikke kvitteringen, da han 34 år derefter blev præsenteret for den af ARRB’s personale, men han indrømmede, at det var hans underskrift, der stod derpå. Flere har siden spekuleret på, om kuglen blev forvekslet med to kuglefragmenter, som blev fjernet af Humes fra Kennedys hjerne, og som henholdsvis målte 7x2 og 3x1 millimeter. Selv sagde Sibert, at han ville have omtalt dem som fragmenter og ikke som et missil, hvis det var ham, der havde forfattet teksten. Når vi tænker os om, er det da også svært at tro, at professionelle agenter kunne finde på at skrive et missil, hvis der i virkeligheden var tale om to bittesmå kuglefragmenter. Det er langt mere sandsynligt, at der var et hul i agentens hukommelse efter alle de år, der var gået, siden mordet fandt sted. Eller måske havde han ligefrem fået besked på aldrig at omtale kuglen af ledelsen på militærhospitalet og/eller af FBI's direktør, Edgar Hoover.

I min bog står der meget mere om det kaos, der herskede i obduktionslokalet, hvor der udover det medicinske personale opholdt sig en lang række af militærfolk og agenter fra Secret Service og FBI, der løbende var i telefonkontakt med deres overordnede.

Gud, jeg er ramt

Der er mere, som antyder, at præsidenten blev ramt af to skud, inden Connally blev såret. JFK’s personlige Secret Service-agent i Det Hvide Hus, Roy Kellerman, der sad til højre for limousinens chauffør, vidnede, at da skuddramaet begyndte, vendte han sig højre om på grund af støjen og hørte præsidentens stemme fra bagsædet udbryde: »Gud, jeg er ramt!« Men hvis den første kugle gik gennem halsen, ville han ikke være i stand til at tale, og derfor mener de fleste, at agenten tog fejl.

Men Kellerman var fuldkommen sikker på, at han hørte rigtigt, og han betroede sig til flere agenter samme dag, som mordet fandt sted. FBI-agent Francis O'Neill var en af dem. Han fortalte under et interview med ARRB den 12. september 1997, at Roy Kellerman umiddelbart efter mordet beskrev oplevelsen for ham. Han spurgte ham da, hvordan han kunne være så sikker på, at det ikke var en anden, han havde hørt. Hertil svarede agenten, der næsten dagligt var i selskab med JFK: »Frank, jeg har kendt præsidenten i tre år. … Når vi havde fri, var det bare Jim eller Jack eller Roy, eller hvem det ellers kunne være. Præsidenten var en meget sjov og elskelig mand. ... Jeg kender hans accent bedre, end jeg kender min fars. Og der var kun én mand på bagsædet, der talte med Boston accent, og det var præsidenten«. Denne samtale havde gjort et stærkt indtryk på Francis O'Neill, og han bedyrede højtideligt: »Det, jeg fortæller jer her, er fakta, og gud er mit vidne«.

I FBI’s arkiver ligger der da også et referat af et interview, som O'Neill havde med Kellerman den 27. november 1963. Det bekræfter det, som han fortalte ARRB’s personale 33 år senere. Det eneste, der hersker lidt tvivl om, er, om Kennedy sagde: »Bring mig til hospitalet« eller om han sagde: »Åh gud, jeg er ramt!« Kellerman selv påstod, at præsidenten udbrød: »Åh gud, jeg er ramt!«, da han vidnede for Warrenkommissionen i 1964. Hørte Kellerman rigtigt, må præsidenten derfor være blevet ramt af et andet missil, inden han fik en kugle gennem halsen.

Præsidentens personlige Secret Service-agent var naturligvis ikke uvidende om, at hans vidneforklaring var problematisk, fordi han udmærket vidste, at præsidenten havde et skudsår under struben, og at den officielle fortælling var, at han kun blev ramt to gange. At han alligevel holdt fast ved sin oprindelige påstand, fortæller mig, at han var sikker på, at han hørte rigtigt.

Han havde mere interessant at fortælle ved samme lejlighed. Han sagde, at da han vendte sig højre om på grund af den støj, som han var usikker på, hvad var, så han præsidenten med begge hænder oppe på højde med kraven. Dette er interessant, fordi Zapruders smalfilm fortæller os, at agenten ikke kunne have set Kennedy med armene oppe, efter han dukkede frem bag motorvejskiltet i Z219. Han sad omtrent i samme stilling som Connally med hovedet vendt ud mod den højre side af vejen på dette tidspunkt. Herefter foretog han en drejning om mod chaufføren og fortsatte venstre om, indtil han omkring Z268 kunne se sin chef falde ned i Jackies skød. Men da var præsidenten beviseligt ophørt med at foretage de karakteristiske bevægelser af armene. Derfor må Kellerman have observeret, at JFK løftede armene, mens de begge var skjult bag vejskiltet. Det er endnu et bevis på, at præsidenten var ramt af et skud, før Connally fik et missil gennem brystet i Z223/Z224.

Den røde plet

Den røde plet

Den første kugle, som ramte præsidenten, kunne udmærket være den, som satte sig bag hans øre og efterlod et blodløst sår, der ikke gik ret dybt ind i kraniet. Den havde fotografisk ekspert Robert Groden, der assisterede HSCA-udvalgets fotografiske ekspertpanel, ganske givet ikke hørt om, da han studerede det fotografiske obduktions-materiale. I den forbindelse påstod han, at han fandt et indgangssår i præsidentens venstre tinding. Det havde læge Marion Jenkins også bemærket, da han deltog i det team, som forsøgte at redde præsidentens liv på Parkland Hospital, og han gjorde læge Robert McClelland, som tydeligt huskede episoden, opmærksom derpå. Groden skildrede det i sin rapport til HSCA-udvalget som et typisk indgangssår, der var mellem fem og seks millimeter i diameter, men at det kun kunne ses på de originale billeder og ikke på de mange kopier, som blev taget senere. Det sad nærmere betegnet over kindbenet i hårgrænsen og 25 til 30 millimeter over nederste grænse af bakkenbarten.

Da han viste det til Michael Baden, der var chef for det medicinske ekspertpanel, afviste lægen det og sagde, at der kun var tale om en blodplet. Men senere tjekkede han billedet igen og fandt, at der ikke var nogen blodplet der, hvor såret sad, og at Baden derfor ikke havde ret. Der er en realistisk mulighed for, at kuglen, som sygeplejerske Phyllis Hall observerede bag Kennedys øre, var årsag til den blodløse skade i kraniet, som både hun og Jackie Kennedy havde bemærket.

»Auditiv startle reflex-analysen« ( LINK.) afslørede en forskrækkelsesreaktion hos Zapruder, der begyndte i Z190, og som resulterede i en kæde af ufrivillige, muskulære bevægelser. Hvis han reagerede på et skud få billeder senere, var det vanskeligt for eksperterne at opdage, fordi det kunne opfattes som en reaktion på skuddet, der lød lidt tidligere. Der kunne med andre ord være tale om to kugler, hvor den første lejrede sig bag præsidentens øre, mens den anden gik gennem hans ryg og hals. Scotts og Hartmans grafer viser i den forbindelse, at Zapruder havde en mellemstor forskrækkelsesreaktion lige efter Z200. Det antyder, at JFK blev ramt af kuglen, der satte sig bag hans øre, omkring Z187, og at han tolv Zapruder-billeder senere fik en kugle gennem ryggen og halsen. Det vil sige, at han blev ramt anden gang cirka 2/3 sekund efter det første skud. Det var tid nok til, at han kunne nå at udbryde: »I’m hit« eller måske »God, I’m hit«.

Et skud i panden?

Da Kennedy blev ramt af det fatale skud i Z313, havde Zapruder en forskrækkelsesreaktion i det samme splitsekund. Af mangel på bedre forklaringer foreslog HSCA-udvalget, at det kunne være synet af Kennedys hjerne, der eksploderede, som fik Zapruder til at ryste på hånden. Analysen gik dog kun ud på at måle en reaktion på pludselige og kraftige lyde, som et menneske ubevidst reagerer usædvanligt hurtigt på. Hurtigere end hvis der var tale om en nervøs bevægelse som følge af et visuelt indtryk. Husk på, at vi taler om 18-dele af sekunder mellem hvert af Zapruders billeder. Der er da heller ingen forskning, der understøtter udvalgets forslag.

Den mest enkle forklaring er, at der blev affyret to skud lige efter hinanden, som af menneskemængden blev opfattet som et enkelt skud. Det første ramte forbi målet og blev afsendt tre til fem billeder før Z313. Det ville have givet den reaktion hos Zapruder, som er synlig i Z313. Det andet var det, som dræbte JFK, som vi kan se det i Z313. Det sidste var det, som Zapruder reagerede på i Z318, hvor graferne giver et kraftigt udsving. Men hvor kom skuddet fra, og hvor ramte det præsidenten? LINK.

Røntgentekniker Jerrold Custer, der i sin tid var ansat på Bethesda Naval Hospital, hvor John F. Kennedys lig blev obduceret, fortalte ARRB’s personale, at William Pitzer, der var leder af »Audio Visual Department« på hospitalet, fotograferede obduktionen, men det blev fra officiel side afvist. Ikke desto mindre hævdede Dennis David - som var administrativ tekniker samme sted - da han blev interviewet af ARRB’s personale, at han dengang så nogle skarpe og professionelle optagelser af liget taget af Pitzer. Et af dem viste tydeligt, at der sad et indgangssår i højre side af panden.

Den samme opfattelse havde en tydelig berørt pressesekretær i Det Hvide Hus, Malcolm Kilduff. Han fik den sure pligt at meddele pressen, der var inviteret inden for på Parkland, at USA’s præsident var afgået ved døden klokken 13:00. Han udtalte i samme forbindelse, at Kennedys personlige læge, George Burkley, havde fortalt ham, at en kugle var gået lige gennem hovedet, mens han pegede på højre side af panden. Men besynderligt nok blev Burkley aldrig afhørt af Warrenkommissionen eller af HSCA.

Ingen af lægerne på Parkland havde dog bemærket såret. Hvis det var et lille, typisk indgangssår, der var dækket af præsidentens kraftige hår, kunne de dog nemt have overset det, hvis det sad lidt højere oppe i panden, end David og Kilduff placerede det. Men Burkley overværede ikke kun lægernes kamp for at redde præsidentens liv. Han veg aldrig fra liget, før det blev lagt i kisten og låget lagt på. Han havde derfor lejlighed til at betragte den afdøde mere indgående, og måske var han ligefrem med til at tørre blod væk fra ansigtet. Senere på dagen overværede han obduktionen på Bethesda Naval Hospital. Hvis JFK havde et indgangssår øverst i højre side af panden, kan det forklare, hvorfor han troede, at Lee Oswald ikke var alene om mordet.

Nyere forskning har imidlertid vist, at Kennedy faktisk blev ramt af en kugle i panden, og at det var den samme kugle, der slog ham ihjel, og som vi tydeligt kan se ramme ham i Zapruder-billede Z313.

Det skriver jeg meget mere om i min bog.

Alt i alt ser det ud til, at der var flere kugler i Kennedymordet, end Warrenkommissionen brød sig om. Alt peger i virkeligheden på, at USA’s præsident blev offer for en krydsild, da han kørte gennem Dealey Plaza, men at de kunne være svære at skelne fra hinanden, fordi flere af dem blev affyret næsten samtidigt. og fordi området fyldtes med ekkoer.