Myrdede Oswald Tippit?

Kan vi stole på vores hukommelse?

Hukommelsen er ikke skruet sammen på en måde, som vi normalt går og forestiller os. Hukommelsesforskere har i dag undersøgt det, som vi kan kalde falske erindringer. De har påvist, at vores forestillingsevne i høj grad kan påvirke os til at tro fuldt og fast på, at vi har oplevet noget, som aldrig har fundet sted. Det vil med andre ord sige, at hvis vi bliver påvirket af andre, der tegner et anderledes billede af en begivenhed end det, som vi selv husker, kan det øve indflydelse på hukommelsen, især hvis vi lever os ind i fortællingen. Og jo oftere vi gør det, jo større er chancen for, at vi ufrivilligt bedrager os selv.

»Næsten hvert andet menneske er modtagelig for falske erindringer«, lød det i en tv-udsendelse den 8. januar 2013 på DR2, og det blev demonstreret ved et forsøg, hvor en person plantede falske barndomsminder hos en ung kvinde. Baggrunden var den, at den amerikanske psykologiprofessor Elizabeth Loftus i 1992 beviste, at man ved hjælp af simple, psykologiske teknikker kunne få lidt under halvdelen af befolkningen til at huske nogle episoder, som de aldrig havde oplevet.

Siden har Loftus' forskning ført til frifindelse af personer, der var anklaget for seksuelle overgreb. Det har fået andre forskere til at undersøge fænomenet nærmere, og nogle af dem har påvist, at det kan få frygtelige konsekvenser at misinformere et vidne, fordi det kan få uskyldige til at indrømme en forbrydelse, som de aldrig har begået.

Lee Oswald var om nogen genstand for beskyldninger, der blev offentliggjort i aviser og blade, der skrev spalter op og spalter ned om mordet. Det kunne derved ikke undgås, at vidnernes forestilling om, hvad de havde set og hørt, blev påvirket, og det blev i den grad udnyttet af flere efterforskere.

Advokaterne i Warrenkommissionen, som i virkeligheden kun optrådte i egenskab af anklagere, havde det som sagt også med at føre samtaler med vidnerne, inden det officielle interview blev gennemført, uden at det blev optaget på bånd eller taget en transskription LINK (Goff, L., Roediger, H. L. (1998). Det svarer til, at anklageren – og kun anklageren – i en sag, hvor hovedpersonen ikke får lov til at sige et ord til sit forsvar - giver sig til at tale med og påvirke vidnerne, inden retssagen uden en forsvarer begynder.

I en artikel i »The Dallas Morning News« den 12. oktober 2008 står der, at DNA-test har afsløret, at uskyldige mennesker er blevet dømt for grov kriminalitet. Artiklen henviser til nitten personer, der blev uskyldigt dømt i Dallas Texas. I alle tilfælde på nær et fandt efterforskerne bevis på, at »anklagerne byggede deres sag på øjenvidneberetninger, selvom de vidste, at sådanne kan være dødeligt fejlbehæftede«.

Der står desuden: »Hvis et offer tror, at en mistænkt, som de har set i et line-up, var forbryderen, kan hjernen omskrive historien og skabe en falsk hukommelse, der er så levende og overbevisende, som hvis den var virkelig.« Det kunne faktisk være sket for flere af vidnerne til Tippitmordet.

The Dallas Morning News skrev også, at vidners fejlidentifikationer er en nøglefaktor i 75% af de fejlagtige domme, som de havde undersøgt ved hjælp af DNA-test, og da Henry Wade fungerede som distriktsadvokat i 1963 i Dallas, var det nok, at et enkelt vidne gav en positiv identifikation, og det var ikke ualmindeligt, at kriminalbetjentene lagde pres på vidnet eller foreslog, hvem vidnet skulle pege på LINK. Henry Wade var medskyldig i at sende en falsk historie i omløb, da han den 24. november fortalte offentligheden, at Lee Oswald grinende havde fortalt de andre passagerer i den bus, han stod på efter mordet, at præsidenten blev ramt af en kugle i tindingen.

Men selvfølgelig forholder det sig ikke således, at vi slet ikke kan regne med vidnernes forklaringer. Vi skal blot huske, at det er de udtalelser, som er tættest på begivenheden, der er de mest troværdige. Det samme gælder de tilfælde, hvor andre ikke har kunnet nå at påvirke vidnet, og hvor dets hukommelse stemmer overens med oplysninger, som andre uafhængige vidner er kommet med, eller som efterforskerne har beviser på er sande.