Myrdede Oswald Tippit?

Signalementer af Kennedys og Tippits morder

Signalement af Tippits morder

Signalementet af Tippits morder var mere nuanceret end det, der lød af præsidentens morder. Det er værd at hæfte sig ved, fordi det blev udsendt, inden Lee Oswald var anholdt, og derfor var vidnerne ikke påvirkede af noget, der kunne ændre deres umiddelbare erindring af morderens udseende og klædedragt. Signalementet var formentlig baseret på to forskellige vidners oplysninger, og det ene lød således: »Hvid mand, cirka 30 år, 1,73 meter høj, slank bygget, sort hår og iført en hvid jakke, hvid skjorte og mørke bukser« LINK.

Det andet lød således: »27 år, 1,80 meter, 165 pund, sort, bølget hår, lys hudfarve. Iført en hvid skjorte, mørke bukser og en lysegrå jakke med lynlås« LINK.

Vi skal især lægge mærke til, at morderens hår i begge signalementer blev skildret som sort, og at skjorten var hvid, men Lee Oswald havde ikke sort hår og var ikke iført en hvid skjorte, men en mørkebrun skjorte. Han vejede heller ikke 165 pund, men kun cirka 131 pund på det pågældende tidspunkt. LINK

Signalement af JFK's morder

Signalementet af JFK’s morder blev allerede sendt over politiradioen 12:45 og lød således: »Ukendt, hvid mand, cirka 30, slank bygget, højde 1,78 meter, vægt 165 pund. Han bar på det, som så ud til at være en 30-30 riffel«.

Det var en sparsom skildring af den efterlyste og mangler beskrivelsen af hans tøj, som vi ellers kunne forvente, hvis nogen havde set en mand med en riffel forlade skolebogslageret. Lee Oswald var ganske vist en hvid mand, der var omkring 178 centimeter høj, men han vejede langt under 165 pund og bar ikke på nogen riffel. Riflen, der først senere blev fundet på boglagerets sjette sal, var en 6.5 Mannlicher-Carcano-riffel, og den havde han i sagens natur ikke taget med sig. Hvis vi ser bort fra det sidste, var det i virkeligheden en beskrivelse, der passede på tusindvis af borgere i Dallas by og omegn, og den indeholdt ikke karakteristiske træk hos Lee Oswald som for eksempel, at han havde en vigende hårgrænse, og at han var meget tynd.

Hvem var kilden til signalementet?

Warrenkommissionen mente, at politiet havde fået beskrivelsen af Howard Brennan, der så morderen i vinduet på sjette sal, men det er ikke videre troværdigt. Selvom Brennan nævnte, at den mand, som han så i vinduet, var ung og slank bygget, havde han også bemærket, at han havde mørkt hår og var iklædt en lys eller kakifarvet skjorte. Men morderens tøj blev - som vi har set – ikke nævnt i politiets signalement af den efterlyste, og det kunne tyde på, at oplysningerne ikke kom fra et øjenvidne. Brennan så samme dag den anholdte i et line-up på politihovedkvarteret og afviste, at han kunne genkende ham, men en måned senere påstod han ikke desto mindre, at manden, som han så i vinduet, var Lee Oswald.

Glen King, der var ansat på Jesse Currys kontor, gav i december 1963 en forklaring på, hvorfor politiet kunne komme med et signalement så tidligt som et kvarter efter mordet. Han skrev, at de var heldige at komme i kontakt med en ansat på boglageret, der fortalte dem, at en af arbejderne blev set inde i bygningen før mordet, men efter mordet var han forsvundet. De var derfor i stand til hurtigt at sende et signalement over politiradioen LINK.

Det er dog en gåde, hvem manden, der kom med denne oplysning, var. Det var langt senere, at boglagerets chef, Roy Truly, meddelte kaptajn Will Fritz, at Lee Oswald manglede, og han var den eneste, som vi kender til, der gav Dallas Politi et signalement af vores hovedperson. Under interviewet med Warrenkommissionen nævnte Truly, at han oprindeligt havde en fast tro på, at skuddene ikke kom fra »deres bygning«, men at han omsider blev overbevist, da patronhylstrene blev fundet omkring klokken 13:00. Riflen dukkede senere op mellem nogle opstablede kasser 13:22, og det var først da, at Roy Truly meddelte Fritz, at Lee Oswald manglede. Derfor kunne Trulys besked ikke være kilden til det signalement, der lød over politiradioen cirka 12:45.

Det lyder heller ikke særlig sandsynligt, at nogen allerede var foruroliget over, at Lee Oswald ikke umiddelbart var at se. Nogle af de ansatte på kontorerne gik hjem kort tid efter skuddramaet. Wesley Frazier, som også arbejdede på boglageret og havde overværet mordet, mens han stod på fortrappen, spiste sin frokost i kælderen, efter han havde stået og talt om den ulykkelige hændelse med flere af sine kolleger. Da han kom op igen, var personalet spredt for alle vinde, og han hørte ikke, at nogen talte om, at de savnede Lee Oswald, inden han fik lov til at tage hjem. LINK

Flere befandt sig udenfor, og nogle af dem gik i den retning, hvor de troede, at skuddene kom fra. Charles Givens, der var beskæftiget med at lægge gulv på sjette sal, forlod helt området og vendte først tilbage senere på eftermiddagen. Andre samledes ved hovedindgangen og gik efterfølgende ovenpå for at få fat på en telefon. Vi skal desuden lægge mærke til, at Glen King skrev, at den mistænkte havde en 30-30 riffel eller en Winchester i hånden. Men det havde Lee Oswald ikke.

Roy Truly vidnede, at han tit så vores hovedperson forlade bygningen i sin frokostpause LINK, der normalt begyndte klokken 12.00 og sluttede klokken 12:45. Værkfører Bill Shelley vidnede, at han overværede, at Lee Oswald stadigvæk arbejdede på første sal omkring klokken 11:50 LINK, og Eddie Piper, der var pedel på boglageret, vidnede, at han hilste på ham, da de begge gik til frokost omkring klokken 12:00 LINK. Det vil også sige, at Lee Oswalds frokostpause lige akkurat var forbi, da efterlysningen over politiradioen lød. Hvordan kunne nogen derfor savne ham på et så tidligt tidspunkt?

Vi kan derfor kun spekulere på, hvem der mon ringede til kontoret og gav disse oplysninger. Flere har foreslået, at signalementet kunne være hentet fra Lee Oswalds soldaterpapirer, hvor der stod, at han var 1,78 centimeter høj og vejede 165 pund, og hvor der naturligvis ikke var en skildring af hans klædedragt. Men hvor, beskrivelsen af våbnet stammede fra, er et åbent spørgsmål.