Myrdede Oswald Tippit?

Den sidste time

Kort tid før JFK blev offer for mindst én snigmorders onde hensigter, sendte politiradioens kanal 1 støj på linjen, og den fortsatte med det under skuddramaet og indtil klokken 12:36, da det lød fra radiooperatøren: »Er der en mikrofon, der ikke er slukket? Vi kan ikke høre noget«. Dette fandt sted i de højspændte minutter, hvor kommunikationen over politiradioen kunne have været afgørende for at bringe præsidenten i sikkerhed og fange den eller de skyldige. Det foregik dog mere uproblematisk på kanal 2, som blev brugt til at følge kortegen gennem Dallas. Over denne kanal lød det cirka 12:41, at der udover præsidenten og guvernøren muligvis var 6 eller 7 flere, der også var blevet ramt LINK. Det var dog ikke tilfældet, men det kunne radiooperatørerne ikke vide på dette tidlige tidspunkt.

Tippit bliver sendt til det centrale område af Oak Cliff

Alligevel blev J. D. Tippit, der havde politi-nummer »78«, og Ronald Nelson, der havde nummer »87«, allerede et kvarter efter mordet (ca. klokken 12:45) bedt om at bevæge sig ind i det centrale område af Oak Cliff, hvor der ikke var blevet rapporteret om en eneste episode, der krævede, at politiet var til stede LINK. De var dermed de eneste i kølvandet på mordet, der fik ordre på at tage andre steder hen end til hjørnet af Houston Street og Elm Street, jernbanen ved den tredobbelte tunnel og Parkland Hospital.

Ordren blev givet, mens forbindelsen mellem patruljevognene og centralen var rødglødende, og mens radiooperatørerne endnu ikke havde overblik over, hvad der var sket med JFK, hvor skuddene kom fra, hvor mange, der var blevet ramt, om der var flere snigskytter, der gemte sig i området - eller om der ligefrem var tale om et angreb fra fremmede magter. Midt i dette kaos havde radiooperatør Murray Jackson overskud til at bekymre sig om, hvad der muligvis kunne ske af ulykker i et fredeligt villakvarter fjernt fra omdrejningspunktet for dagens ulykkelige begivenhed.

Samtidig lød den første efterlysning af morderen, hvis signalement var ret intetsigende og uden en beskrivelse af den efterlystes navn og klædedragt.

Efter frokost

J.D. Tippit

Efter J. D. Tippit havde været hjemme til frokost, gav han 12:17 centralen besked på, at han forlod sin patruljevogn, og 12:20 meddelte han, at han var tilbage igen. Men herefter er hans færden lidt af en gåde. Flere af de vidner, der så Tippit i minutterne op til hans død, blev ikke indkaldt til afhøring, fordi Tippitmordet aldrig blev grundigt efterforsket. Politiet koncentrerede sig udelukkende om at bevise, at Lee Oswald var morderen. Derfor kan vi ikke henvise til ret mange udtalelser givet under ed, når vi forsøger at afdække Tippits gøren og laden i hans sidste time i de levendes rige. Det er selvfølgeligt et handikap, men til gengæld har vi flere observationer fra folk, der kendte ham, og som fortalte, at de havde set ham inden for den sidste halve time af hans 39 år korte liv.

Tippit parkerede sin bil på Gloco servicestation

I en artikel i »Ramparts Magasin« kunne man i 1966 læse, at forsker William Turner rejste til Dallas for at interviewe tre mennesker, der var enige om, at de havde set Tippit på Gloco servicestation i det nordligste Oak Cliff på 1502 North Zangs Boulevard, der lå cirka 2,5 kilometer fra Dealey Plaza. Det drejede sig om Tom Mullins, Emmett Hollingshead og J. B. Lewis. De fortalte samstemmende, at de kendte politibetjenten, og at han opholdt sig på parkeringspladsen i cirka 10 minutter et sted mellem klokken 12:45 og 13:00. Deres historie blev efterfølgende offentliggjort i »Oak Cliff Tribune«.

Fotograf Al Volkland og hans kone, Lou, var to andre vidner, der havde set Tippit på servicestationen. De oplyste, at de kørte forbi stedet 15 til 20 minutter efter Kennedymordet og vinkede til ham, da de passerede ham. Der er ingen grund til at tro, at de talte usandt og tog fejl af ham og en anden, fordi tre andre placerede ham på servicestationen på det samme tidspunkt, og fordi ægteparret kom sammen med Tippit privat og derfor ikke kunne forveksle ham med en anden.

Al og Lou Volkland var af den opfattelse, at han sad og holdt øje med trafikken over Houston Viaduct, der havde forbindelse til den indre by i Dallas. De fleste forskere er da også enige om, at alt taler for, at Tippit var på Gloco servicestation kort tid før sin død. LINK (4:10)

Tippit kører ned ad Lancaster med høj hastighed

Mullins, Hollingshead og Lewis var enige om, at Tippit pludselig forlod stedet og kørte ned ad Lancaster med høj hastighed. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor han pludselig hastede af sted, uden at der var kommet en eneste besked til ham over politiradioen. Og vi må også spørge, hvad der fik ham til at køre til Gloco servicestation, der lå i det absolut nordligste område af Oak Cliff, når han cirka 12:45 blev bedt om at være i den centrale del af området. Da han fik denne besked, oplyste han over politiradioen, at han opholdt sig på hjørnet af Kiest og Bonnie View, der lå cirka ni minutters kørsel fra Gloco servicestation LINK LINK.

Tippits sidste kontakt til centralen, inden han mødte døden på Tenth Street, blev stemplet 12:54, da han ifølge radiobåndene befandt sig på hjørnet af Lancaster og Eight Street, der lå cirka to minutters kørsel syd for Gloco servicestation LINK. LINK.

Denne gang blev han igen bedt om at stå til rådighed, hvis der opstod en nødsituation i den centrale del af Oak Cliff, selvom radiooperatørerne ikke havde fået en eneste indberetning om problemer i området. LINK

Tippit besøgte The Top Ten Record Shop for at låne en telefon

Det sidste sted, som vi næsten med hundrede procents sikkerhed ved, at Tippit befandt sig, før han blev skudt ned på East Tenth Street, var på »Top Ten Record Shop«, der lå cirka tre til fire minutters kørsel fra Gloco servicestation. Dub Stark, der ejede butikken, og den 18-årige Louis Cortinas, der var ansat som ekspedient, fortalte begge, at de oplevede, at Tippit kom styrtende ind i forretningen omkring klokken 13:00 og bad om at låne en telefon.

I de senere offentliggjorte afskrifter af politiets radiokommunikation fremgår det, at klokken var næsten 13:03, da Murray Jackson uden held forsøgte at kontakte politibetjenten. Tiderne er dog ikke helt pålidelige LINK. Men det kunne tyde på, at han havde forladt sin patruljevogn uden at give besked, som han skulle, og at det fandt sted, mens han var inde på »Top Ten Record Shop«. LINK

Tippit havde tidligere samme dag givet besked til centralen, da han forlod sin patruljevogn, men denne gang brød han politiets regel om, at betjentene skulle fortælle, hvis de stod ud ad deres bil. Det blev der vel at mærke ikke set med milde øjne på. Det røber et dokument af 4. februar 1958, hvori der står, at Dallas Politi gav Tippit en påtale for at forlade patruljevognen uden at give besked. Et andet dokument fortæller, at der var et lignende tilfælde i marts 1959, og der skulle være yderligere to dokumenter af lignende karakter. Var det et tilbagevendende problem for Tippit, kunne vi dog forvente, at der lå langt flere påtaler i politiets arkiver.

I et interview i 1981, der blev bragt i Dallas Morning News, gengav journalist Earl Golz det, som Cortinas fortalte ham, og skrev: »[Cortinas] stod bag disken på The Top Ten Record Shop. Politibetjent J. D. Tippit kom farende ind i butikken og spurgte Cortinas, om han måtte låne telefonen ved skranken. Cortinas huskede, at Tippit havde så travlt, at han måtte bede folk i den smalle midtergang om at træde til side. Tippit kom ikke til at tale med nogen, for Cortinas hørte ham ikke sige et eneste ord. Han stod der længe nok til at ringe syv eller otte gange. Bagefter gik han tavs ud ad butikken og kørte hurtigt væk. Han så ud til at være ked af det eller bekymret over et eller andet«, sagde han.

Cortinas og Stark kunne begge fortælle, at Tippit ofte kom ind i pladebutikken for at låne telefonen under sin tjeneste, og af og til købte han også grammofonplader til sine børn. Det skal også med til fortællingen, at den unge ekspedient tidligere havde arbejdet på »Austins Barbeque«, som fik besøg af mange teenagere i weekenden. Her var Tippit ansat fredag og lørdag fra klokken 22:00 til 2:00 nat for at sørge for ro og orden. Derfor kendte Cortinas ham særdeles godt.

Den uheldige betjent havde imidlertid ikke behøvet at bruge butikkens telefon, hvis han under sin tjeneste fik behov for at ringe nogen op, for politiet havde opstillet flere stationære telefoner i Dallas, som han i stedet for kunne have benyttet. Det fortalte Murray Jackson under et interview med forfatteren Dale Myers. Det ser derfor ud til, at Tippit ikke ønskede at indvie sit korps i det, han havde gang i.

Men hvad, det var, får vi formentlig aldrig at vide, fordi efterforskerne ikke tog initiativ til at kortlægge Tippits færden op til hans voldelige død. De burde have opsøgt langt flere vidner, end de gjorde, men de koncentrerede sig kun om de personer, der overværede mordet eller så morderen flygte fra gerningsstedet. I det lys er det vel heller ikke så mærkeligt, at flere siden besluttede sig for selv at efterforske sagen.

Tippit kører nordpå i retning mod West Tenth Street

Da Tippit forlod pladebutikken, så Louis Cortinas, at han kørte nordpå ad Bishop Street i retning mod Sunset Avenue og West Tenth Street. Her skulle han have stødt på en mand ved navn James Andrews, hvis beretning muligvis kaster lys over, hvad Tippit foretog sig, umiddelbart før han blev myrdet. Han fortalte Greg Lowrey - der i mange år har efterforsket Tippitmordet - at han var vendt tilbage til sit kontor i Oak Cliff kort tid efter klokken 13:00. Forinden kørte han i vestlig retning på West Tenth Street, hvor han pludselig blev overhalet af en politibil, der tvang ham til at standse. Betjenten løb derpå hen til Andrews' bil og undersøgte rummet mellem forsædet og bagsædet uden at sige et eneste ord, hvorefter han gik tilbage til sin patruljevogn og forsvandt. Betjenten var ophidset og handlede febrilsk, sagde han. Denne mærkelige opførsel forvirrede ham, og da hans øjne faldt på navneskiltet, lagde han mærke til, at der stod Tippit. Det, der var årsag til denne besynderlige adfærd, blev de, der passede politiradioen, ikke indviet i, og det bliver vi andre heller ikke, fordi betjenten tog hemmeligheden med sig i graven, hvis den altså er sand. Det kan vi dog ikke vide, da Andrews fortælling ikke er blevet bekræftet af andre vidner, og fordi han ikke blev afhørt under ed.

De, der så Tippit før mordet, påstod, at han havde travlt og kørte stærkt, men da han kørte hen ad East Tenth Street og krydsede Patton Avenue, fortalte vidnerne derimod, at han kørte i sneglefart, indtil bilen brat standsede ud for 404 Tenth Street. Hvis han ledte efter nogen, fandt han da den, han ledte efter? Det kan vi heller ikke sige med bestemthed.

Tippit havde levet et dobbeltliv

Der er imidlertid dokumentation for, at J. D. Tippit i en periode levede et dobbeltliv, idet han havde en affære med en kvinde ved navn Johnnie Maxie Witherspoon, der arbejdede på »Austins Barbecue«, hvor han havde sit fritidsjob. HSCA-udvalget interviewede kvinden i slutningen af 1970'erne, og under afhøringen indrømmede hun, at hun havde et forhold til Tippit i et par år, men at det ophørte i sommeren 1963, da hendes mand uventet kom tidligt hjem LINK side 37.

Men Johnnie og hendes mand boede ikke på East Tenth Street, hvis nogen skulle få denne nærliggende tanke. Vi ved i virkeligheden ikke, om Tippit havde involveret sig i en ny affære, der voldte ham visse vanskeligheder. Forfatteren Joseph McBride, der har undersøgt Tippitmordet grundigt i over 30 år, skriver i sin bog, »Into the Nightmare« fra 2013, at han havde haft en romantisk affære med mindst to kvinder, der arbejdede på »Austin’s Barbecue«. Det er dog aldrig blevet bekræftet.

Er den officielle historie sand, var det en tilfældighed, at Tippit stødte på sin morder. Den eneste grund til, at han standsede sin patruljevogn, var, at han fandt, at den unge mand, som kom gående imod ham, havde en mistænkelig opførelse, og at hans udseende stemte med det signalement, som blev sendt over politiradioen. Det var dog temmelig intetsigende og kunne passe på en lang række af andre unge mænd i Dallas og omegn. Det var vel heller ikke realistisk at tro, at Tippit i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at præsidentens morder ville gå rundt i et stille villakvarter uden for Dallas mindre end en time efter mordet på Dealey Plaza.

Godtager vi Warrenkommissionens tolkning af situationen, må vi også acceptere, at det var en tilfældighed, at Tippit den sidste halve time af sit liv ifølge flere vidner opførte sig desperat, og at han blev myrdet det sted, hvor han ifølge Scoggins LINK parkerede sin patruljevogn næsten hver eneste dag ved middagstid, selvom det ikke lå i hans tildelte distrikt.