Manden der fik skylden

Myrdede Oswald Tippit?


<< Gå tilbage

Gå til næste >>
Print siden

Jagtede Dallas Politi Lee Oswald før mordet på Tippit?

Der er mange spørgsmål, som aldrig er blevet besvaret, men måske har forfatteren Joseph McBride fat i noget rigtigt.


Edgar Lee Tippit

Joseph McBride skriver i sin bog, »Into the Nightmare«, at han havde interviewet Tippits far, Edgar Lee Tippit, på hans gamle dage. Manden, der kom med flere racistiske udtalelser, gav ham nogle vigtige oplysninger. Han røbede, at hans svigerdatter, Marie Tippit, fortalte ham efter mordet, at den politibetjent, der havde fået den svære opgave at fortælle hende, at hendes mand var blevet myrdet, også betroede hende, at ægtefællen fik besked på - sammen med en anden betjent - at fange Lee Oswald, og at kollegaen kort tid før politimordet til al held for ham blev kaldt til et færdselsuheld LINK.

Hvis det er sandt, betyder det, at Tippit var bekendt med Lee Harvey Oswalds identitet, før han blev arresteret i Texas Theatre, og at den mand, som senere blev beskyldt for mordet, allerede var dømt, inden nogen savnede ham på skolebogslageret. Det kan forklare, hvorfor Tippit så desperat kørte rundt i Oak Cliff-området uden at indvie personerne på politicentralen i, hvad han foretog sig.

Vi skal dog være forsigtige med at drage endelige konklusioner ud fra et enkelt vidnes udsagn. Tippits far var dog ikke den eneste, der antydede, at nogle mænd i Dallas Politi jagtede vores hovedperson inden mordet på J. D. Tippit.


Earlene Roberts

Earlene Roberts, der passede stedet, hvor Oswald boede til leje på 1026 North Beckley Avenue, overværede, at Lee Oswald ankom til logiet og gik ind på sit værelse. Mens han befandt sig der, hørte hun en bil forsigtigt dytte et par gange, og det fik hende til nysgerrigt at åbne fordøren. Hun så da en politibil med to betjente holde foran huset. Læs mere om Earlene Roberts oplevelse LINK.


Doris Holan

Doris Holan blev interviewet i år 2000 af forsker Michael Brownlow og professor Bill Pulte, der i mange år havde efterforsket mordet på Tippit. Som tidligere nævnt boede hun 1963 på første sal i en lejlighed på 409 Tenth Street lige over for det sted, hvor Tippit blev skudt. Hun fortalte, at da hun hørte skud, gik hun hen til sit vindue, der havde en unik udsigt over området. Hun så Tippit ligge på vejen, men hun bemærkede også en politibil, der holdt i gyden mellem 404 og 410 East Tenth Street på den anden side af Tippits patruljevogn. (Husnumrene 406 og 408 lå bag ved de to huse).

mordscene

Bag Tippits patruljevogn ses den gyde, hvor Holan hævdede, at der holdt
en politibil.

Hun så derpå en mand iført en blå jakke stige ud ad bilen og gå hen mod Tippit, som om han ville sikre sig, at betjenten var død. Derpå vinkede han til morderen som tegn på, at han skulle skynde sig at løbe væk. Herefter steg han ind i patruljevognen igen og bakkede ud ad gyden til en mindre vej, der gik parallelt med East Tenth Street (»The Radical Right and the Murder of John F. Kennedy: Stunning Evidence in the Assassination of the President« af Harrison E. Livingstone, side 347). (McBride, Joseph. »Into the Nightmare: My Search for the Killers of President John F. Kennedy and Officer J. D. Tippit«, side 463. Kindle Edition.)


Jesse Curry bliver interviewet af Warrenkommissionen

En lidt komisk episode, der fandt sted, da Jesse Curry i Dallas Politi blev interviewet af Warrenkommissionen, skal med her, fordi det ser ud til, at han kom til at tale over sig. Warrenkommissionens advokat, McCloy, spurgte Curry, om Tippit blev sendt til Oak Cliff, fordi området var et slags centrum for kriminelle aktiviteter på det pågældende tidspunkt. Politichefen, der ganske givet følte, at han skulle forsvare Murray Jackson, der gav ordren, svarede uærligt: »Ja, på det tidspunkt«. McCloy, der ikke var overbevist, gik videre og spurgte ham: »Det var ikke, fordi I forsøgte eller havde en idé om, at den sigtede måske opholdt sig der?« Hertil svarede Curry: »Ikke for mordet på præsidenten, men vi var sikre på, at den skyldige i mordet på Tippit befandt sig der«. Det fik McCloy til tørt at bemærke: »Men Tippit var jo stadigvæk i live, da han første gang fik besked på at tage derud« LINK.

Det, som Curry i virkeligheden sagde, var, at Tippit var på jagt efter sin egen morder!

Allen Dulles, der var med til at afhøre Curry, havde fået den samme tanke som McCloy, og han brød derefter ind og spurgte: »Ordren havde ikke noget at gøre med en mistanke om, at morderen måske var taget til dette område?« Men det bedyrede Jesse Curry, at den ikke havde. Det fortæller os, at Dulles og McCloy havde en mistanke om, at politiet jagtede Lee Oswald i Oak Cliff, og at de undrede sig over, at Tippit fik besked på over politiradioen at tage til den centrale del af Oak Cliff et kvarter efter mordet på præsidenten, da panikken bredte sig som en løbeild inde på Dealey Plaza. Måske fandt de det også besynderligt, at en politibil dyttede uden for logiet, mens Lee Oswald var inde på sit værelse.


Hvorfor fik Lee Oswald en pludselig indskydelse?

Flere ting tyder altså på, at politiet jagtede Lee Oswald umiddelbart efter Kennedymordet. Han havde oprindeligt bedt taxachaufføren om at sætte sig af ved 500 North Beckley Avenue. Da den var kørt over broen til Oak Cliff, kørte den forbi den servicestation, hvor Tippit stod og holdt øje med trafikken. Pludselig fik den uheldige betjent travlt og forlod stedet og kørte ned ad Lancaster med høj hastighed. Hvorfor havde han så travlt uden at give centralen besked, og uden centralen havde givet ham en eneste ordre? Og hvorfor befandt han sig i det allernordligste område af Oak Cliff, når centralen havde bedt ham om at patruljere i det centrale område af Oak Cliff?

Lagde Lee Oswald mærke til, at en politibil fulgte efter taxaen, og vidste han noget, som vi andre ikke ved? Var det grunden til, at han bad taxachaufføren om at standse bilen, før den nåede sit bestemmelsessted? Og var det derfor, han gik 570 meter op til logiet, hvor hyrevognen netop var kørt forbi, for at hente sin revolver? Ville han forberede sig på at være i stand til at forsvare sig selv?

Svarene kan vi kun gætte os til. Men det ser under alle omstændigheder ud til, at der var tale om en pludselig indskydelse og ikke en planlagt handling fra Oswalds side. Det var forøvrigt først, da han ankom til sit logi, at han mødte et menneske, som senere vidnede, at han så ud til at have travlt.


Ordren

Den 8. november 2013 blev et ældre klip fra en tv-udsendelse i 1967 offentliggjort på YouTube. Heri bliver radiooperatør Murray Jackson interviewet. Han var den mand, der gav den problematiske ordre - ikke kun til J. D. Tippit, men også til Ronald Nelson - og han fik i den anledning stillet det relevante spørgsmål: »Hvorfor bad du Tippit om at køre ind i den centrale del af Oak Cliff?« Hertil svarede han: »På grund af de skud, der ramte præsidenten, sendte vi straks alle tilgængelige enheder til den tredobbelte tunnel, hvor det blev rapporteret, at skuddene stammede fra. Jeg indså, at vi var ved at dræne Oak Cliff-området for tilgængelige betjente, så hvis der opstod en nødsituation såsom et røveri eller et større uheld, ville jeg ikke have nogen, der var tæt nok på til at besvare opkaldet«. LINK LINK.

Her tænkte Jackson vel på, at Jesse Curry i sekunderne efter skudepisoden bad om, at enhederne skulle køre til den tredobbelte tunnel ved jernbanebroen, hvor han troede, at skuddene stammede fra. Men der gik ikke mange minutter, før enhederne i stedet for blev sendt til skolebogslageret. Det vigtige her er, at transskriptionen fortæller os, at der var andre patruljevogne, der opholdt sig i Oak Cliff, og at de befandt sig inden for en afstand af cirka tre kilometer fra 404 Tenth Street, da Tippit blev skudt. En anden vigtig ting er, at der ikke var andre områder i Dallas og omegn, som politibetjentene fik ordre på at tage hen, hvis vi ser bort fra skolebogslageret og Parkland Hospital.


Ronald Nelson adlød ikke ordren

Ronald Nelson havde tilsyneladende ikke opfattet, at han skulle tage til Oak Cliff, for godt en halv time efter mordet på Tippit, meddelte han følgende til radiooperatøren over politiradioen: »Jeg er i min bil her på Elm og Houston. Vil du have, at jeg tager derover?« (til Tenth Street). Det er denne meddelelse, der har fået nogen til at antage, at ordren til Tippit og Nelson om at tage til Oak Cliff var blevet indopereret i politibåndet efter mordene.

Murray Jackson havde ikke arbejdet som radiooperatør ret længe. Han var også en god ven af J. D. Tippit, og da han hørte, at han var blevet myrdet, blev han så berørt, at han måtte tage hjem. Jeg tror derfor ikke på, at han bevidst sendte Tippit til den centrale del af Oak Cliff i den skumle hensigt at fange ham i en modbydelig udtænkt fælde, som nogen mener. Der var snarere tale om en ordre, der blev givet ved en tidligere lejlighed. Sekvensen kunne være kopieret fra et bånd af ældre dato og sat ind i båndet fra den 22. november.

Det var ikke så vanskeligt, fordi de, som analyserede båndene, kun modtog kopier af dem. Jeg kunne forestille mig, at politikorpset ikke ønskede, at der kunne sættes en finger på Tippits omdømme, og at det derfor indsatte denne korte sekvens for at skjule, at han havde handlet på egen hånd og var kørt uden for sit distrikt, som det viste sig, at han havde for vane at gøre. Det er slet ikke utænkeligt, at Dallas Politi bad Jackson om ikke at røbe denne hemmelighed, og at han adlød, fordi det var en selvfølge, at betjentene viste loyalitet over for deres korps, hvis de ville beholde deres job, og fordi Tippit var en god ven af ham.

Det var naturligvis betjentenes pligt at gøre, som der blev sagt, og jeg kan ikke se, at Ronald Nelson på nogen måde kunne være i tvivl om, hvor han skulle køre hen, hvis båndet ikke var blevet ændret. Alle patruljevognene i den indre by fik besked på at tage ind på hjørnet af Elm Street og Houston Street cirka 12:41, og det var omkring fire minutter senere, at Tippit og Nelson fik deres ordre. Nelson bekræftede, at han hørte ordren og svarede i samme forbindelse radiooperatøren, at han var på vej nord på Marsalis ved R.L. Thornton, som lå lidt syd for det sted, hvor Tippit blev skudt. Det vil sige, at han allerede befandt sig i den centrale del af Oak Cliff, hvis vi kan regne med, at svaret er autentisk. Alligevel meddelte han cirka 12:47 over politiradioen, at han befandt sig på den sydlige side af Houston Street Viaduct. Det betød, at han var ved at forlade den nordlige del af Oak Cliff og var på vej ind mod den indre by. Fortsatte han i samme retning ad Houston Street, ville han ende inde ved skolebogslageret, hvorfra han cirka 13:21 kontaktede centralen. Han handlede med andre ord som om, han slet ikke havde hørt beskeden fra centralen. Det kunne derfor se ud til, at beskeden til Nelson og Tippit blev givet ved en tidligere lejlighed.


Til toppen